Pippis prikkede hest i en fuld skala træudgave tager sig et hvil. Det samme gør kludedukken Alfons Åberg, der læner sit store, runde hoved op ad en sofapude, og Peter Plys sammen med det ellers så omkringfarende Tigerdyr. Der er stilhed både før og efter stormen på Vejle Børnebibliotek denne formiddag. En børnehave og et par dagplejemødre med børn i etårsalderen har netop forladt stedet for at kunne være rettidigt hjemme til middagsluren, og nu sidder der kun en mor med et par småpiger tilbage og deler deres fælles madpakke.
Lige om lidt går det løs igen med skoleklasser, andre børnehaver, dagplejere og børn i alle aldre, der kommer for at læse i og låne bøger, men også for at lege og være sammen.
Sådan har det været i Vejle i snart 100 år. Som det første sted i landet ansatte Vejle Kommune i 1920 en fuldtids børnebibliotekar, og stedet blev derfor på mange måder pioner for alle Danmarks øvrige biblioteker. Børnebibliotekaren hed Tove Hørding og var på mange måder en ganske særlig kvinde. Desværre, mener pensioneret bibliotekschef i Vejle Jørn Bech, er hendes indsats gået alt for meget i glemmebogen.
”Hun kom som 24-årig nyuddannet bibliotekar til Vejle og revolutionerede på en måde hele vores måde at tænke bibliotek til børn på,” siger Jørn Bech. Han har efter sin pensionering registreret alt arkivmateriale fra hele Vejle Biblioteks historie og efterfølgende blandt andet skrevet om Tove Hørding i lokalhistorisk sammenhæng.
Allerede i 1895 blev der oprettet et bibliotek i Vejle efter nye principper om, at oplysning og kundskab skulle spredes til alle befolkningsgrupper, og folkebiblioteket i Vejle fik hurtigt ry som et af landets bedste. Det skyldtes en mand ved navn Harald Hvenegaard Lassen. Han var cand.mag. i dansk, historie og engelsk, men fravalgte en karriere på gymnasium eller universitet til fordel for det spirende biblioteksvæsen.
Hjemvendt fra en biblioteksuddannelse i USA tog han i 1914 til Vejle. Her indførte han, at lånerne selv kunne finde bøgerne på hylderne, og han sammenlagde byens bogsamlinger og registrerede i det decimalklassesystem, som alle i branchen i dag kender. I 1916 kunne byen indvie et ombygget bibliotek, der udviklede sig til at blive landets største og mest moderne provinsbibliotek. Med tiden også for børnene.
”Hvenegaard havde i USA set børnebiblioteker, og han var overbevist om, at brugen af biblioteker er et livslangt forløb, der skal begynde, mens man er barn. Derfor afsatte han et lokale på 30 kvadratmeter til en børnelæsesal. Det vakte en del furore,” fortæller Jørn Bech og fortsætter:
”Der var en hidsig debat i byrådssalen, og i dagbladet Socialdemokraten kunne man blandt andet læse, at man fra borgerlig side så noget skævt til denne børnelæsesal.”
Men børnelæsesalen blev altså en realitet, og snart kom også Tove Hørding til Vejle. Under sin elevtid ved Københavns Kommunebiblioteker havde hun i en sommerferie arbejdet som volontør på Vejle Bibliotek og var blevet meget begejstret for stedet. Hun takkede derfor ja, da Hvenegaard tilbød hende stillingen som børnebibliotekar.
Først skulle hun dog lige på en studietur til Norge for at se på børnebiblioteker, og ikke mindst skulle hun komme sig efter at have haft den spanske syge.
I oktober 1920 tiltrådte hun stillingen, og takket være en dagbog, som hun begyndte at føre i januar 1921, ved eftertiden rigtig meget om, hvilke praksisser hun havde i sin omgang med børnene på biblioteket.
Det er næsten med ærefrygt, at Jørn Bech bladrer i den brunt indbundne dagbog, som han sidder der på en af de bemalede træstole i børnestørrelse, som Vejle Bibliotek har gemt fra dengang. De gulnede sider er tæt beskrevne med Tove Hørdings sirlige håndskrift.
På første side har hun blandt andet noteret sig, at hun har søgt ”noget om Julius Cæsar”, og at hun har dannet læseklubben ”Det glade kompagni” med 10 piger fra Borgerskolen samt har haft eventyrfortælletime, hvor hun har læst Rudyard Kiplings ”Hvordan elefanten fik sin lange snabel” og H.C. Andersens ”Tommelise” og ”Klods-Hans”.
Hun noterer sig også et sted, at den franske maler Gustave Dorés store billedbibel er den mest populære blandt bøgerne på børnebiblioteket. Det skal man dog, ifølge Jørn Bech, ikke lægge nogen særlig religiøs interesse i.
”Illustrationerne fra især Det Gamle Testamente er i det værk fyldt med gru, rædsel og uhygge. Det var simpelthen datidens splatter-billeder,” siger han, mens han tager den store, grønne billedbibel frem og som eksempel slår op på illustrationen fra syndefaldet.
Tove Hørding skrev selv i en artikel til bibliotekstidsskriftet ”Bogens Verden” om børnenes interesse for netop Dorés billedbibel:
”Hvis man er en lille Dreng eller Pige, vil man gerne have en Billedbog, men kommer man hver Dag, varer det ikke længe, inden alle Bibliotekets billedbøger er set igennem flere Gange. Dorés store Billedbibel kan man aldrig blive færdig med at se, men der kan jo kun sidde en ad Gangen med den.”
Det var magtpåliggende for Tove Hørding at videreformidle sine erfaringer som Danmarks første fuldtidsansatte børnebibliotekar til sine kolleger, og derfor var hun også en flittig skribent i ”Bogens Verden”. I 1921-1926 var hun den altdominerende bidragyder, når det gjaldt artikler om børnebiblioteker. Desuden var hun fast anmelder af børnebøger. Det er ikke mindst i hendes artikler fra ”Bogens Verden”, at Jørn Bech har kunnet dannet sig et indtryk af, hvem Tove Hørding var.
”Hun var en kvinde med et helt særligt talent for at få ting til at ske. Når man tænker på, hvordan hun startede på bar bund og var helt alene om det, er det imponerende, hvad hun opnåede. Hun opbyggede jo hele grundkonceptet for et moderne børnebibliotek,” siger Jørn Bech.
Tove Hørding, der blev kaldt ”den røde dame”, fordi hun som regel var iført en rød kittel, havde blandt andet faste eventyrtimer på børnebiblioteket hver søndag, og om dem skrev en af de lokale aviser, Socialdemokraten, blandt andet:
”Idéen er saa vidt vi ved ganske ny her i Landet. Derimod praktiseres den meget i de store amerikanske Biblioteker og i Bergens Bibliotek. Denne Idé, som Frk. Hørding har praktiseret her ved Biblioteket, kan, om den udnyttes fornuftigt, pædagogisk set faa overordentlig stor Betydning, og den unge Dame fortjener Tak, fordi hun har villet optage dette Arbejde.”
En anden særlig aktivitet var teaterforestillingerne, hvor små grupper af børn opførte stykker for de andre børn. Det hele var instrueret og iscenesat af Tove Hørding. Den første af slagsen var ”Svinedrengen” af H.C. Andersen, der blev opført i 1922.
”Teaterforestillinger er stadig en stor del af børnebibliotekernes virksomhed, men nu er det typisk professionelle teatergrupper, der hyres. Tove Hørdings forestillinger har været mere ydmyge, men jeg er sikker på, at glæden og tilfredsheden med forestillingerne dengang har været lige så stor,” siger Jørn Bech.
Efter Tove Hørdings to første år i Vejle blev antallet af børn på læsesalsbesøg fordoblet fra 7824 i 1920 til 14.551 i 1922. Derefter standsede interessen, og det skyldes, ifølge Jørn Bech, de fysiske rammer. Børnelæsesalen var på bare 30 kvadratmeter, og der var kun siddepladser til 38 børn. Især i vintermånederne måtte Hørding derfor udlevere adgangsbilletter for at regulere tilstrømningen.
Der var også andre regulativer, der skulle overholdes i den almindelige dagligdag på biblioteket, for Tove Hørding var en kvinde, der ville have orden i tingene.
Inden børnene måtte sætte sig, skulle de først bede om det særlige bogmærke, som Hørding havde udfærdiget til sine unge læsere og lånere. På den ene side af mærket stod der, hvordan en bog skal behandles, og her blev det indskærpet, at ”man må ikke spytte på Fingrene, naar man bladrer i en Bog. Man kan blive syg af det, og det ødelægger Bogen”. På den anden side af bogmærket stod barnets navn, skole og klasselærers navn. Så kunne bogen sættes på hylden med mærket, og barnet kunne fortsætte læsningen ved næste biblioteksbesøg.
Tove Hørding ønskede fra begyndelsen, at læsesalen skulle være et frirum for børnene og var imod enhver form for tvangslæsning. Hun ville gerne have ro, men som hun selv skrev i en artikel ”helst ikke nogen kunstig Ro ved hjælp af strenge Miner og Skænd”.
