Prøv avisen

Da fem danske søstre blev verdensstjerner med en kattekilling i underskørtet

Barrison-søstrenes mest kendte nummer var en børnesang om en pige, hvis største ønske er at få en hund. Det må hun ikke for sin far, så hun må nøjes med en lille kat. ”Do you want to see my pussy?” (vil du se min mis?), sang pigerne i det afsluttende frække vers. Billedet er taget i 1895. – Foto: Erich Sellin, National Archives London.

I 1890’erne blev fem dansk-amerikanske søstre stjerner i hele Europa med deres på én gang seksuelt æggende og uskyldige dansenumre. Historiker opruller i en ny bog historien om søstrene og varietéernes vigtige rolle i en brydningstid

Se billedgalleriet nederst i denne artikel.

Hans Henrik Appel var egentlig gået i gang med at læse en 100 år gammel avisartikel om gennembruddet i grundlovsforhandlingerne 1915, da hans blik faldt på en anden overskrift ved siden af:

”Den nøgne danserinde” hed rubrikken. Artiklen nedenunder handlede om den kun slørklædte franske varietéstjerne Adorée Villany.

”Det havde jeg ikke ventet. En fransk nøgendanserinde, der satte sindene i kog i København midt under verdenskrigen. Og så blev jeg nysgerrig,” siger han.

Det fik Appel, der er historiker og dr.phil., til at tænke, at måske er det, vi i dag ser som historiske begivenheder og landvindinger, ikke altid det, der fyldte mest i folks hoveder, dengang begivenhederne fandt sted. Og det blev begyndelsen til en dyb rejse ind i underholdningsindustrien omkring år 1900.

”Barrison-feberen” hedder den bog, Hans Henrik Appel nu har skrevet, og som udkommer på mandag. Den handler om fem dansk-amerikanske søstre, som i 1890’erne fik stor succes som varietéstjerner i Europa. Men den beskriver også hele fænomenet varieté og den rolle, den frække og uskyldige underholdning spillede i den europæiske offentlighed i fin de siècle-perioden omkring år 1900.

”Det er ikke, fordi Barrison-søstrene var store kunstnere, som alle bare bør kende. Men jeg ser dem som en slags ’dåseåbnere’ til at komme helt tæt på, hvad der egentlig skete i en kaotisk brydningstid. Man kan sammenligne det lidt med ’Beatlemania’. I 1960’erne var det rockstjerner som The Beatles, der satte lyd og ansigt på ungdomsoprøret og på noget, der skete i tiden. Og det var det samme tilbage omkring århundredeskiftet med Barrison-søstrene. De blev ansigtet på tidsånden og på forandringer, der skete i synet på køn, moral og kropslighed,” siger han.

Historien om Barrison-søstrene, eller Barrison Sisters, som de kaldte sig, begynder i København. Som så mange andre, der havde svært ved at klare sig økonomisk på den tid, udvandrede en mand, Senius Bareisen, til Amerika i 1883. Tre år senere fulgte hans hustru, Erika, efter med parrets døtre, fem meget ens udseende piger i alderen 6 til 15 år. Ældst var Abelone (senere Lona), så kom Johanne Hansine (senere Olga) og så Sophie, Inger og Gertrud.

Familien landede i New York. Det var i en tid, hvor barneskuespillere var begyndt at blive det helt store ”over there”, og i begyndelsen af 1890’erne blev de fem søstre opdaget af en anden emigreret dansker, nemlig impresarioen Vilhelm Fleron. Han var egentlig fra København, men i landflygtighed på grund af sine anarkistiske sympatier og forbindelse til revolutionære socialister i Europa.

”Fleron samler pigerne i en trup, som begynder at optræde i New York. På teatrene bliver der holdt øje med, at mindreårige under 16 år ikke er på scenen. Men faktisk lykkes det for ham at få de to yngste søstre på scenen i et ægte varieténummer, før de er fyldt 16 år. Og fordi det går godt, tager han dem i 1894 med til Europa for at prøve lykken dér,” fortæller Hans Henrik Appel.

Varieté kommer af fransk og betyder ”afveksling”, og varietéerne var en slags cirkusforestillinger med en blanding af forskellige numre. Her kunne være både sang, luftakrobatik, dans og tryllekunster, og det var de markante skift, der var det særlige. Varieté blev hovedomdrejningspunktet i storbyernes underholdningskultur i slutningen af 1800-tallet. På grund af industrialiseringen voksede byerne voldsomt, i København fordobledes befolkningen på få år, og man fandt ud af, at der skulle mere end blot værtshuse og sangerindeknejper til for at underholde folk.

”Byen bliver et stort anonymt fællesskab, og byen vil underholdes. Der skal skabes underholdningstilbud til middelstanden, alle dem, der har stået i butik hele dagen og har brug for at more sig. Og hvor teaterforestillinger typisk vil begynde ved 18-tiden, hvor overklassen for længst har fået deres mad serveret, begynder varietéerne først klokken 20. Så kan man lige nå hjem og spise inden, og det er mere uformelt, så folk kan også komme dumpende ind senere,” fortæller Hans Henrik Appel.

Og så er det vigtigt, at det måske er første gang, der fokuseres på underholdningstilbud til jævne (gifte!) kvinder, påpeger han.

”Der er et mandligt publikum, der bare gerne vil drikke sig fulde og have en prostitueret, men varietéerne er også for kvinder. Nogle steder må man ikke ryge indenfor. Man holder enlige kvinder ude for at undgå prostitution. Og man gør en dyd ud af at have lidt for enhver smag, gør det så familieagtigt som muligt, men der er også numre, der kunne være opført på den værste sangerindeknejpe i forstæderne. Det er en del af pakken.”

Lige netop denne dobbelthed blev det, der skaffede Barrison-søstrene succes, da de ankom til Europa i 1894. Den ældste søster, Lona, var på tidspunktet for søstrenes gennembrud 23 år, og den yngste, Inger, var blot 14. I Paris optrådte de i fire måneder, først på Casino de Paris og efter en måned på den største pariservarieté, Folies Bergère. En anmelder for det parisiske tidsskrift Gil Blas beskrev pigernes optræden således:

”Fem blonde dukker, babylyserøde og grinende, hele tiden svimlende og hoppende som små fugleunger (...). De tiltrækker hele Paris uden at anstrenge sig, de tripper rundt på så løjerlig vis, kvidrende originale uartigheder på halvt fransk, halvt engelsk,” lød det.

Det typiske program med søstrene bestod af tre dansenumre på en aften. Typisk var hvert nummer bygget op over en skabelon med en uskyldig og pæn begyndelse og en afslutning i det modsatte, fortæller Hans Henrik Appel.

”Der er et nummer, hvor pigerne kommer på scenen klædt ud som Frelsens Hær-piger. Så synger de, men går derefter over i cancan og benspjæt, og til sidst går de ned og får fat på mandlige tilskuere, som skal ’frelses’,” fortæller han.

Det mest kendte nummer, Barrison-søstrene havde, var en børnesang om en pige, hvis største ønske er at få en hund. Det må hun ikke for sin far, så hun må nøjes med en lille kat. I pigernes optræden var der tilføjet et nyskrevet vers, der stod for forvandlingen fra uskyldig barndom til udfordrende, bevidst flirtende kvinde.

”Nummeret afsluttes med, at pigerne synger: ’Do you want to see my pussy’ (vil du se min mis, red.) og løfter op i deres skørter. I underskørtet har de så hver en rigtig kattekilling siddende. Den barnlige uskyld ses som noget, der skal vogtes om, men det griber de fat i og forvrænger,” siger Hans Henrik Appel.

I dag virker det forargeligt, at de yngste af pigerne endnu ikke var fyldt 18 år. Men noget af det, søstrene også ramte i tiden, var et bevidst opgør med stramtandet kønsmoral, fortæller Hans Henrik Appel.

”Det er netop i 1894, at begrebet ’den ny kvinde’ vinder frem i den offentlige debat. Karikaturerne afbilder denne kvinde cyklende i cykelbukser med en cigaret i munden. Når man diskuterer den ny kvinde, der har sin egen dagsorden og sine egne ambitioner, så bliver søstrene de ansigter, der sættes på. Man ser dem eksponeret som moderne kvinder med cigaretter i munden på plakater, billeder og postkort. Normalt er en syngepige sådan en storbarmet dame, men disse piger er flade over brystet og drengeagtige. Der er noget hos dem, der skurrer i billedet af, hvad en kvinde skal være, og det rører ved det centrale i tiden,” siger han.

Søstrene udstrålede provokation, og der var da også nogle, der lod sig provokere. Teatrene havde det generelt svært med varietéerne, for uanset at de ikke var målrettet overklassen, tog de en del af markedet. De kristne foreninger var heller ikke blandt pigernes største fans. Så var der politiet, der på den tid kæmpede en umulig kamp mod den fremherskende ”usædelighed” i litteraturen og i frække fotografier, datidens pornografi. Man kan dog ikke kalde Barrison-søstrenes optrædener for pornografi, end ikke efter datidens normer.

”Man aner måske lige et stykke lår, men det er ikke mere end det, når de optræder. Det er mere den der tvetydighed og leg med det seksuelle, der gør dem interessante,” siger Hans Henrik Appel.

Især storesøsteren Lona, der havde giftet sig med anarkisten Fleron, havde en trang til at være grænsesøgende. Hun optrådte også alene og udfordrede ofte censurens grænser. På et tidspunkt krævede en tysk censor ændring af hendes påklædning for at tillade hendes optræden. Årsagen: Hun viste sine hår under armene frem.

”I dag tænker vi jo ikke over det. Men på det tidspunkt er det at vise kropsbehåring frem utroligt udfordrende. Man viser ikke hud og optræder i reglen i hudfarvet trikot. Det at vise kropsbehåring er et klart signal om: ’Jeg er ikke i trikot. Det er rigtig hud, I ser’.”

Barrison-søstrene optrådte i Budapest, i Berlin, i Wien, Hamborg, Köln og ad flere omgange i byernes by, Paris. I Berlin, hvor de blev absolut størst og holdt hen over en hel sæson, blev deres slogan: ”Mann muss die Barrisons sehen!” (Barrisonerne skal man se).

Under en optræden i Wien i 1897 røg søstrene ind i politiske spændinger mellem nationalistiske antisemitter og liberale. De endte med at blive taget af plakaten, og det blev kimen til afslutningen på projektet. Herefter skiltes søstrenes veje, professionelt og til dels privat. De tre midterste søstre blev i løbet af få år gift, mens den yngste søster forfulgte en kunstnerkarriere som maler, kabaretkunstner og leder af en danseskole. Den ældste søster, Lona, fortsatte med at optræde og provokere.

I de tre år, pigerne optrådte sammen rundtomkring i Europa, blev de et slags popfænomen, mener Hans Henrik Appel. Det fornemmer man i bogen, hvor Hans Henrik Appel har fået trykt nogle af de mange postkort, plakater og billeder, der blev lavet med søstrene på den tid. Det er en hel del. Også decideret merchandise blev produceret såsom en lille figur i porcelæn af en rygende Barrison-søster.

Varieté hører måske under ”kulørt” historie, men derfor er det alligevel værd at beskæftige sig med, mener Hans Henrik Appel.

”Man skal se dem, ellers kan man ikke snakke med. Det er de navne, der omtales i pressen. Pressen har brug for mennesker, der går igen i historierne, for det sælger flere aviser at skrive om noget, folk allerede kender og taler om. ’Hvad har Barrison-søstrene nu lavet?’. Det er nok meget sådan, vores forhold til tv-mediet er i dag. Tv’et har overtaget den funktion med at tilbyde en broget buket af noget let og noget udfordrende, men det vigtige er, at det er her, man får en fælles referenceramme og noget at snakke om.”

Litografisk postkort fra omkring 1900, der viser den store sal i berlinervarietéen Wintergarten. Publikum spiser og drikker ved bordene, mens fem danserinder er på scenen. – Foto: Postkort fra forfatterens samling.
Tegneren Thomas Theodor Heines forside til Anton Lindners bog om ”Die Barrisons” viser søstrene slanke uden runde former – langt fra de klassiske ”syngepiger” fra knejperne. – Foto fra bogen.
Barrison-søstrene blev voldsomt populære i 1890’erne og kan ses som en slags datidens popstjerner. Der blev også lavet ”merchandise” med dem, her en porcelænsfigur af en rygende Barrison-søster. – Foto: Sharon Weintraub.
Benspjæt og cancan var ofte en del af de afvekslende varieté-forestillinger. Teksten på Bruno Bürgers litografiske postkort fra 1896 lyder ”Da kennt sich der Teufel aus!” (Djævelen ved besked). – Foto: Fra forfatterens samling.
Berlinerpostkort med billede af søstrene. Teksten på postkortet er, typisk for tiden, skrevet på billedsiden af postkortet. – Foto: Fra forfatterens samling.
Barrison-søstrene i den tid, hvor de optrådte som barneskuespillere i New York. På stolen sidder impressarioen Vilhelm Fleron. Pigernes mor fulgte i øvrigt med til Europa, mens faderen døde i New York. – Foto: Benjamin Falk, Harvard University Theatre Collection.
Indledningsscene fra Barrison-søsterenes optræden. Pigerne inkarnerer tidens ”ny kvinde”, cigaretrygende og afslappet i påklædningen. – Foto: Benjamin Falk. Harvard University Theatre Collection.
Søstrene Barrison fotograferet i 1891, tre år før ankomsten til Europa. Fra venstre er det: Abelone (Lona), Hansine (Olga), Sophie, Inger og Gertrud. – Foto: Benjamin Falk/Harvard Theatre Collection.