For enden af det store brostensbelagte torv midt i Køge ligger byens rådhus. Det har det gjort siden begyndelsen af 1550’erne, hvor borgerne i Køge fik kong Christian den Tredjes tilladelse til at bruge materialerne fra byens nedrevne gråbrødrekloster til at opføre et rådhus.
Siden er rådhuset blevet udvidet af flere omgange, men den originale bygning og centrale placering i den sjællandske havneby er bevaret. Rådhuset er dermed det ældste rådhus i Danmark, som stadig er i brug, og de gule mure rummer over 450 års lokal- og danmarkshistorie, som også de byrådspolitikere, der sættes flest krydser ved i næste uge, bliver en del af.
Selvom rådhuset i Køge er ganske særligt, i den forstand at bygningen stadig i dag har samme funktion som ved opførelsen, er den langtfra den eneste rådhusbygning, der emmer af kulturhistorie. For både de gamle, de lukkede og de nye rådhuse er en del af historien om det danske demokratis udvikling, og murstenene i de enkelte bygninger gemmer på både store og skøre lokalpolitiske fortællinger.
Derfor har rådhuse også altid været genstand for fascination og i nyere tid været omdrejningspunkt for både litteratur, udstillinger og tv-udsendelser.
Historien om de danske rådhuse tager dog sin begyndelse langt tidligere – i den tidlige middelalder. Her indtrådte en form for selvstyre i de mindre danske købstæder, ledet af et byråd med en borgmester og et antal rådmænd, valgt blandt borgerskabet. Hvor byrådets møder i starten blev afholdt i private hjem, rykkede de med tiden, formentlig i 1300- og 1400-tallet, ind i rådets hus, rådhuset. Her fik også købstadens embedsmænd lokaler.
Blandt de ældste bevarede rådhusbygninger er de gamle rådhuse i Ribe i Sydvestjylland og i Næstved på Sydsjælland, der begge er fra perioden mellem 1450 og 1500. I dag fungerer de gamle bygninger dog ikke længere som rådhuse, men er snarere blevet turistattraktioner, da det hører til sjældenhederne, at et rådhus fra middelalderen har overlevet frem til i dag. Og meget har da også ændret sig, siden de første rådhuse blev opført.
”Dengang var det ikke bare et rådhus, som vi kender det i dag. Det var også dommerkontor, politistation, fængsel og alt muligt andet. Huset skulle kunne rumme alle offentlige behov. Ofte var der også en festsal, som man kunne leje og låne som borger i byen,” siger Jørgen Hegner Christiansen.
Han er arkitekt og forfatter til en udgivelse, der omhandler rådhuse og andre administrationsbygninger, som udkom i forbindelse Rundetaarns udstilling ”Huse der har formet os” fra 2015. Ifølge ham var rådhuset før i tiden på mange måder byens centrum, og det skulle ikke kun placeringen, men også selve bygningen helst afspejle.
”Det gamle rådhus i Næstved er faktisk bare et forfinet borgerhus, bygget i mursten, men med udsmykning for at vise, hvad byen formåede. Der har altid været stor symbolsk værdi i udsmykningen af rådhuse, og i flere århundreder viste det sig gennem en pyntet stil, som skulle vise, hvad man som by havde råd til. Rådhuset var byens stolthed og det fineste hus i hele byen. I dag er et rådhus mere bare en administrationsbygning,” siger Jørgen Hegner Christiansen.
Særligt i 1700- og 1800-tallet blev der opført mange rådhuse i landets købstæder. Fra den periode stammer både Ebeltoft Gamle Rådhus, et beskedent bindingsværkshus, men med spir, ur og klokke, som en påmindelse om bygningens særlige officielle status, samt Københavns tidligere dom- og rådhus på Nytorv, som i dag kun er domhus.
Begge blev overhalet indenom af tiden, da administrationen i både små og større danske byer fik vokseværk, og nye rådhusbyggerier måtte til. Levetiden for bindingsværksrådhuset i Ebeltoft var særlig kort.
Det blev opført i 1789, men et nyt, større og mere tidssvarende rådhus blev allerede opført i 1840.
Det gamle rådhus i Ebeltoft og dets bindingsværkscharme er dog ikke helt blevet glemt, for i dag er det populært at blive gift i den gamle rådhusbygning. Det fortæller forfatter Pablo Llambias, der i forbindelse med sin bog ”Rådhus” fra 1997 besøgte 275 danske rådhuse.
”De gamle rådhuse kan ikke huse de mennesker og funktioner, der er i rådhuset dag. De fleste steder har man foretaget byggeriet af et nyt rådhus et andet sted, nogle steder har man suppleret det gamle rådhus med nye bygninger, og andre steder har man bevaret det gamle rådhus i en anden ramme. I Ebeltoft er det gamle rådhus et populært sted at blive gift, og den funktion har man bevaret. For selvom det ikke kan fungere som rådhus, kan det fungere som en smuk ramme at blive gift i,” siger Pablo Llambias.
Det lille bindingsværks rådhus i Ebeltoft er i dag blevet nærmest ikonisk. Men ifølge Pablo Llambias er det ikke kun i Ebeltoft, at de gamle rådhuse stadig føres frem som byens stolthed.
Og stolte traditioner og danske rådhuse er da også tæt forbundet. Både i den ydre arkitektur, hvor klassiske elementer som tårn og ur gennem mange år har været med til at kendetegne rådhusbygningen, men også inden for murene.
”Rådhusets fineste rum er altid byrådssalen. Den kan være helt overdådig med udskårne paneler, lamper og møbler. Der hænger gerne portrætter af byrådsmedlemmer og borgmestre på væggen, og udsmykningen er vigtig. En lokal kunstner, der står bag, eller et billede af en berømt lokalitet i kommunen har altid været oplagte muligheder,” siger Jørgen Hegner Christiansen.
Et eksempel på denne tradition er byrådssalen i Helsingør Rådhus. Her hænger over 300 portrætter af de personer, der gennem tiden har siddet i byrådet, og et af billederne viser i særlig grad, hvor vigtigt det har været at fastholde denne rådhus-tradition.
Da man på Helsingør Rådhus i 1846 stod i en situation, hvor man ikke havde nået at tage et billede af et byrådsmedlem, mens han var i live, og dermed ikke efter hans død kunne give ham den ærefulde plads på væggen, blev det besluttet at tage et billede af ham, efter at han var gået bort.
Og det billede hænger i byrådssalen den dag i dag, og historien blev for nylig fortalt i en udsendelse på TV 2 Lorry.
Men der er alligevel blevet rusket op i de gamle rådhus-traditioner gennem tiden. Det er ydre faktorer som for eksempel kommunesammenlægningerne i 1970 og 2007 blandt årsagerne til.
”Der er rigtig mange rådhuse, der bliver overflødige i forbindelse med sammenlægningen. Nogle steder samles man i et af de eksisterende rådhuse, og andre steder slår man en streg i sandet, mødes på midten og bygger et nyt rådhus op fra grunden, mens de gamle rådhuslokaler i de tidligere nabokommuner bliver brugt til forvaltning. Men fra 1970’erne og frem er ambitionsniveauet for rådhusbyggeriet ikke længere specielt højt. De bliver simple kontorhuse og administrationsbygninger, hvor man før i tiden kunne have fundet på at lave en arkitektkonkurrence for at finde frem til det helt rigtige forslag og den helt rigtige bygning,” siger Jørgen Hegner Christiansen.
Det var blandt andet tilfældet i 1888 i København, hvor der blev udskrevet en skitsekonkurrence om et nyt rådhus. Den endelige vinder blev Martin Nyrop, der har tegnet det nuværende Københavns Rådhus, som blev opført fra 1892 til 1905. Også i 1930’erne fandt lignende konkurrencer sted i både Lyngby, på Frederiksberg og i Aarhus.
I Aarhus var det Arne Jacobsen og Erik Møller, der løb med førstepræmien i arkitektkonkurrencen. Den første skitse af rådhuset manglede dog det traditionelle tårn, og det fik offentligheden til at protestere, hvorefter arkitekterne måtte tilføje tårn og rådhusur. Også Frederiksberg Rådhus blev af Henning Hansen tegnet uden tårn, men sådan fik det heller ikke lov til at ende.
Siden er der for alvor blevet gjort op med pyntetraditionerne, og de rådhuse, der er blevet bygget de seneste år, udstråler i langt mindre grad magt og rigdom. Men det betyder ikke, at symbolikken helt har forladt rådhusarkitekturen. I dag er det såmænd bare noget andet, en kommunes rådhus skal udstråle, mener Jørgen Hegner Christiansen.
”Demokratiet er blevet mere udbredt, og derfor har nyere tids rådhuse også fået et mere demokratisk anstrøg. Det er lighedstanken, der dominerer, og der handler det ikke om at udstråle magt og autoritet. Og rådhusarkitekturen er samtidig blevet mindre ambitiøs,” siger Jørgen Hegner Christiansen.
Også en anden tradition har tiden løsnet op for. For hvor rådhuset altid har været centralt placeret, så alle nemt kunne komme til og fra byens samlingspunkt, er det ikke nødvendigvis tilfældet, når der bygges nye rådhuse i dag – og her er kommunesammenlægninger igen en del af forklaringen.
Også Pablo Llambias mener, at rådhusbygningerne stadig fortæller meget om det samfund, de er en del af, og ikke mindst om samfundsudviklingen. Og det er netop det, der har vakt forfatterens interesse for rådhuse.
”De er mikroudgave af velfærdssamfundet, og hvad velfærdssamfundet vil med os.”
”I gamle dage var det vigtigt med et ur, der skulle holde borgerne i ørerne med hensyn til punktlighed, og der var en flagstang til at minde os om, hvilken nation vi tilhører. Der har også oftest været en bænk, som folk kunne sidde på og hvile sig, og som er med til at vise, at der bliver taget hensyn til borgerne. Men i dag har bænken ofte ikke længere ryglæn på, så folk kan ikke sidde der alt for længe. De ryglænsløse bænke er til for, at alkoholikere og andre uønskede borger ikke slår lejr foran rådhuset,” siger Pablo Llambias.
Den historie, rådhusene er med til at fortælle om samfundet, er også årsagen til, at Pablo Llambias igen er gået på opdagelse i rådhusverdenen – han er nemlig i gang med en ”Rådhus 2”.
”Det er 20 år siden, jeg udgav den første bog, så det er tid til en opdatering, der kan vise, hvordan samfundet har ændret sig siden,” siger forfatteren.
En ting har i hvert faldt ændret sig – det står allerede klart. For mens han i 1997 måtte rejse landet rundt for at se rådhusbygningerne, kan han denne gang nøjes med en virtuel rejse med hjælp fra det digitale kort Google Street View.