Skiltet med det navn, Michael Trier Aagaards kunstnerfar gav sit hvide hus i Nymindegab, hænger der ikke længere. Men når man går gennem granerne i baghaven og ud på den anden side, står man pludselig oppe på den høje klitrække, der knejser ved det tidligere udløb af Ringkøbing Fjord – og så forstår man.
”Stormfulde højder” hed huset, ligesom romanen af Emily Brontë, og netop i dag stormer det, så det sætter sig i sjæl og legeme. Vinden pisker hvide skumstreger op i det sortgrå vand på fjorden, den river i marehalmen og slår ind i øregangene. Alt er bare blæst.
Som barn stod 71-årige Michael Trier Aagaard her sammen med sin lillesøster og lænede sig ud over klitrækkens kant, når det stormede. Et vovestykke, og dog. Naturen er stærk, men de kender den herude.
”Sådan er det bare med Nymindegab,” råber han.
”Man må have det helt ind under huden, før man rigtigt forstår det!”.
Det firkantede funkishus ved fjorden var hvidt, da det blev bygget i 1936. I dag er Michael Trier Aagaards barndomshjem malet gult og solgt til en anden ejer, men han har fået lov til at vise rundt udenfor i haven. Han har i øvrigt selv et lille sommerhus et stenkast herfra.
Michael Trier Aagaards far var maleren Carl Trier Aagaard (1890-1961), den måske sidste maler i den flok, der kaldes Nymindegabmalerne. Den ukendte kunstnerkoloni bestod af en gruppe kunstnere, der slog sig ned herude fra 1890’erne og omtrent frem til Anden Verdenskrig. De blev forført af det voldsomme landskab og lyset fra havet, men især af det spartanske fiskerliv ved Ringkøbing Fjord. Små trekantede esehuse eller fiskerboder med stråtag, og fiskerkoner, der kogte tran af fiskelever over bål på stranden. Det var, som om en lomme fra en fjern fortid var bevaret her, og den senere så berømte skagensmaler Laurits Tuxen var begejstret efter sit første besøg i 1879:
”Der var en ejendommelig Poesi over Stedet, og der havde ingen Malere været før (...) Rigdom på maleriske motiver var der og gode Typer,” skrev københavneren hjem til sine forældre.
Efter ham rykkede flere af tidens ambitiøse kunstmalere, i første omgang Tuxens elever, til Nymindegab og skabte en kunstnerkoloni, med alt hvad dertil hører af fester og gæster, og mens malerne så fiskerne som ”gode Typer”, tænkte fiskerne deres.
Carl Trier Aagaard tilhørte den yngre generation af Nymindegabmalere og havde en mere moderne stil end de første naturalistiske landskabsmalere. I hans malerier kan himlen over Nymindegab være skrap turkis og pink, og fjorden er ofte mørk og dyster.
Carl Trier Aagaard blev født i 1890 i Herning som søn af en skotøjsfabrikant. Den klassiske historie om barnet, der udviser kunstneriske evner, men ikke bliver set, passer måske meget godt her.
”Min fars mor døde, da han var syv år gammel, og det, jeg har fået at vide, er, at min bedstefar var en streng mand, der kuede sine børn. Min far ville gerne være kunstmaler, men det måtte han ikke for sin far; han skulle lave noget fornuftigt, sagde min bedstefar. Så enedes de om, at han kom i lære som farmaceut på Løveapoteket i Herning. Efter at hans mor døde, blev han nok lidt familiens ’sorte får’, og han fik aldrig noget godt forhold til sin stedmor,” fortæller Michael Trier Aagaard.
På Løveapoteket i Herning stødte Carl Trier Aagaard for første gang på kunstnersjæle, der lignede ham: forfatterne Nis Petersen og Jacob Paludan. Studierne til farmaceut skulle færdiggøres i København, og i det københavnske kunstnermiljø kom han i kontakt med digteren Sophus Claussen.
”Sophus er nok den, der har haft mest Betydning for mit Syn på Kunsten,” skrev Carl Trier Aagaard senere i livet. Men mest afgørende var mødet med Harald Giersing, der ifølge Carl Trier Aagaard selv ”omkalfatrede” alle hans meninger om billedkunst. Giersing, der i dag er kendt som fader til den danske modernisme, tog ham ind som elev på Kunstakademiet og indviede ham i tidens ekspressionistiske strømninger.
Carl Trier Aagaard malede om aftenen, når det var mørkt og han havde fri fra studierne, men fik mere og mere lyst til at male om dagen også. Og så forelskede han sig i en svensk kvinde ved navn Anna Roslund, en forfatterinde. De var begge gift med andre – men det fik hurtigt en ende.
Carl Trier Aagaard kom første gang til området ved Nymindegab i begyndelsen af 1920’erne, da han var omkring 30 år. Han faldt for naturen, begyndte at holde sine ferier her og tog skridtet til at blive maler på fuld tid. Masser af kunstnere havde på det tidspunkt deres gang i området: Der var liv på kroen, og indimellem skød et nyt hus med store ateliervinduer op. Det var ikke helt så ”high society” som Hornbæk eller Skagen, men det var lidt derhenad.
I 1936 fik Carl Trier Aagaard bygget sit eget hus på Lodsbjerget. Han havde selv tegnet funkishuset, der på det tidspunkt fremstod voldsomt moderne, og flyttede ind med Anna Roslund, som han nu var blevet gift med.
De boede her indtil midten af 1940’erne. Den tyske værnemagt havde ”sat sig” på hele vestkysten og havde også etableret en militærlejr bag klitrækken i Nymindegab. De ville gerne have mulighed for at skyde direkte ud i havet fra lejren, og Carl Trier Aagaards hus lå lige i skudlinjen. Andre kunstnerhuse i området blev også rømmet, og der blev bygget betonbunkere på Lodsbjerget.
Bunkerne ligger der endnu i dag, groet til af marehalm og græs mellem husene på klitrækken. Som i de andre kunstnerhuse i Nymindegab havde Carl Trier Aagaards hus et atelier vendt mod havet.
”Min far har fortalt, at de måske godt kunne være sluppet for at blive smidt ud, fordi han under krigen havde givet to tyske officerer lov til at spille kammermusik inde i atelieret. De havde også spurgt, om han ikke ville male dem, men han sagde nej. På den måde var han nok lidt ’egen’, han malede ikke på bestilling på dén måde,” siger Michael Trier Aagaard.
Anna Roslund og Carl Trier Aagaard flyttede i 1943 til København i en lejlighed, som de havde beholdt samtidigt med huset i Nymindegab. Ægteskabet mellem dem var barnløst, men lykkeligt: ”Min elskede lille Anna,” skrev maleren i dødsannoncen, der blev indrykket i København i marts 1945, da Anna Roslund var død af tarmslyng.
Maleren giftede sig få år efter for tredje gang, denne gang med en 33 år yngre kvinde, Michael Trier Aagards mor, Anne Aagaard. Hun fødte ham to børn, Michael og lillesøsteren Anna Pia, der blev opkaldt efter den afdøde Anna Roslund.
Sidst i 1940’erne, da krigen var slut, vendte familien tilbage til huset i Nymindegab. Ud over tyskerne havde en gruppe baltiske krigsflygtninge beboet huset, og det bar mildt sagt præg af brug. Alle messingdelene på husets indvendige radiatorer var for eksempel fjernet.
Vi går om på terrassen foran huset. I terrassegulvet er en næsten J.F. Willumsen-agtig mosaik i farver af en mand på en stor havhest, sat sammen i et puslespil af firkantede fliser.
”Den lagde min far engang, da han sad i arresten i Varde for spirituskørsel,” siger Michael Trier Aagaard.
I perioder drak Carl Trier Aagaard for meget, og det påvirkede familien økonomisk og socialt.
”Dengang var det jo noget, man blev drillet med. Men han var altså ikke fuld hele tiden… det varede måske en uge eller 14 dage, og så var han ædru igen, arbejdsom og glad i lange perioder. Han lavede al maden derhjemme, og han var god til det. Han kogte selv lim til præparationen af sine lærreder, alt blev lavet fra bunden. Han var også respekteret i lokalområdet, sådan én, som folk kom til for at få råd, for eksempel når de var syge, for han var jo uddannet farmaceut,” siger Michael Trier Aagaard.
”I dag ved vi jo så meget om, hvad der gør folk til alkoholikere, hvad der gør, at man vender problemerne indad på den måde, som min far gjorde. Når jeg tænker på det i dag, så tænker jeg, at han havde noget med sig fra sin barndom. At der var noget, der sad i ham fra hans opvækst.”
Michael Trier Aagaard husker, at han, på samme måde som Daniel Skjern fra tv-serien ”Matador”, gik rundt med sin far fra hus til hus for at sælge malerier.
”Men jeg sad ikke på trappestenen og ventede. Jeg fik lov at komme med indenfor,” siger han.
Ofte tildelte faderen ham en rolle, at han skulle holde billederne frem for dem, der måske ville købe ét, for eksempel. Blandt kunstnerne i Nymindegab var han bestemt ikke en af dem, der havde mest. Landskabsmaleren Johannes V. Kristensen, der kørte rundt i en fin sportsvogn, blev spøgefuldt kaldt ”overmaleren” af Carl Trier Aagaard. ”Overmalerens” hus lå da også lige lidt højere oppe på klitrækken end de andres med den fineste udsigt. Men det brændte i 1970’erne, og i dag er det væk.
Vi går forbi kroen midt i Nymindegab, videre langs den indre klitrække og om til en række stråtækte huse, der engang var kunstnerhjem og fiskerhuse. I dag er de sommerhuse.
Michael Trier Aagaard fortæller, at hans far havde et venskab med maleren Christen Lyngbo, der boede lidt længere væk, men gerne cyklede til Nymindegab for at besøge hans far – ofte uden en trævl på kroppen.
”Han gik nøgen rundt og havde etableret en nudiststrand og sådan noget. Engang kom han og ville have min far til at smide tøjet også. ’Du skal gå nøgen!’, befalede han. Det ville min far ikke. ’Du må ikke ryge!’ – det ville min far heller ikke. ’Du skal drikke brændevin!’ – det ville min far gerne. Det var de enige om,” griner Michael Trier Aagaard.
”En anden gang hjalp han os med penge. Så spurgte han min far, hvad han tog for et billede af en bestemt størrelse. ’250 kroner’, svarede min far. Men Christen Lyngbo sagde: ’Jeg tager 5000 kroner for den størrelse. Jeg kan li’ det, og jeg vil gerne købe det.’ Og så betalte han 5000 kroner til min far.”
Det blæser virkelig en halv pelikan, og Carl Trier Aagaard havde nok ikke taget sit staffeli med ud på yndlingsstedet lige i dag. Men faktisk holdt kunstneren af at gå herud i stormvejr – for at sove middagslur.
”Prøv at lægge dig ned, lige dér,” siger Michael Trier Aagaard og peger på en plet i græsset, helt ude ved kanten af den høje klit.
Der er velsignet læ helt nede ved jorden.
”Så lå han der og sov,” smiler sønnen.
I 1955 beskrev Carl Trier Aagaard selv forholdet til den vilde og forblæste egn sådan i en avisartikel:
”Hvis man skal male noget, skal man kende det, man maler. Ja, man skal mere end kende det, man skal holde af det og have levet sammen med det. Det skal være en Del af én selv og man skal være en Del af det.”
Carl Trier Aagaard døde som 71-årig i 1961. På det tidspunkt var Michael Trier Aagaard 12 år. Moderen kunne ikke klare at passe børnene, der blev sendt på kostskole i Grindsted. Michael Trier Aagaard læste senere i livet til læge, giftede sig og fik børn. Han er lige gået på pension fra sin stilling som overlæge ved Regionshospitalet Herning og er gået i gang med at skrive sin første bog.
Ganske ofte er han i sommerhuset i Nymindegab sammen med sin hustru. Vi går derhen for at søge ly for en byge, der pisker ind mod kinderne. Indenfor på væggene hænger flere af hans fars billeder med signaturen ”CTA”.
”Jeg havde ingen malerier, da jeg kom på kostskole. Men jeg har savnet dem. Nogle har jeg arvet, men de fleste har jeg købt, når de er blevet sat til salg,” fortæller han, mens han viser rundt.
I soveværelset hænger ét, som han kan huske, at faderen malede: Det har de karakteristiske vilde farver, masser af lilla himmel. I forgrunden står en lille, mørkhåret dreng og ser på en hest.
”Jeg var lidt bange for heste, da jeg var lille. Jeg tror, det er mig, han har malet."