Når humor er den bedste lindring: Tv-serien, der har behandlet krigsskader på sin helt egen måde

I år er det 70 år siden, Koreakrigen begyndte, og tv-serien ”M*A*S*H” blev dens mest kendte populærkulturelle udtryk. Serien har med sin balancegang mellem humor og alvor og sin humanistiske, ikke-politiske stil behandlet amerikanerne for krigsskader på sin helt egen måde

Handlingen i tv-serien ”M*A*S*H” udspiller sig under Koreakrigen, men serien er optaget i Los Angeles, USA. På det tidspunkt, hvor serien blev sendt i fjernsynet, var amerikanske soldater udsendt i Vietnam, og der skulle derfor tænkes grundigt over, hvad man kunne gøre grin med. – Foto: Ritzau/Scanpix. Mash Television: Mash ; M*A*S*H (1977) 20. September 1977 A51B2T Allstar Picture Library/Cbs Tv.

”Hawkeye” hader hykleri og elsker smukke sygeplejersker. ”B.J.” kæmper en indre kamp med sine følelser for en anden kvinde end hende, han er gift med derhjemme. ”Radar” er den naive yngling, der tit viser sig at være den klogeste. ”Klinger” klæder sig ud som kvinde (måske) i håbet om at blive erklæret sindssyg, så han bliver sendt hjem. Feltpræsten fader Francis har et pragmatisk forhold til synd. Og så er der sygeplejersken Margaret ”Hot Lips” Houlihan, uhelbredeligt forelsket i den ulidelige major (og mobbeofferet) Frank Burns. Omkring dem allesammen springer bomberne, sirenerne gjalder, og blodet sprøjter i ét væk. Vi er midt i Koreakrigens gru, men det næste øjeblik forløses det hele i latter:

”Jeg er kun paranoid, fordi alle er efter mig!”, hyler Frank Burns ad sine plageånder, der i et helt afsnit har forsøgt at tage en blodprøve fra ham mod hans vilje for at redde en patient, for dernæst at bilde ham ind, at han muligvis har fået smitsom leverbetændelse af proceduren og derfor må i karantæne på felthospitalet – også fra sin hemmelige kæreste, Houlihan, som han havde set frem til at putte med.

I år er det 70 år siden, Koreakrigen begyndte, og man kan derfor passende se nærmere på det kendteste kulturprodukt, der behandler krigen, nemlig den amerikanske tv-serie ”M*A*S*H”, der rullede over skærmene fra 1972 til 1983 og er blevet genudsendt et utal af gange, senest på dansk fjernsyn i 2000’erne. Én af dem, der har set med, er Gunhild Agger, der er dr.phil. og professor i mediehistorie ved Aalborg Universitet, og som har forsket i tv-serier.

”Serien er meget original i sin kombination af drama, komedie og krig. Det er de tre grundelementer, og på det tidspunkt, hvor serien blev lavet, var det en meget innovativ måde at gå til historisk krigsskildring på,” siger hun.

Forklaringen skal findes i ordet ”historie”. For Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953, var godt nok ovre på det tidspunkt, hvor ”M*A*S*H” blev produceret, men til gengæld kæmpede unge amerikanske soldater i Vietnamkrigen.

”Man stod over for en række dilemmaer i produktionen i kraft af det ret alvorlige tema, et af dem var: Kan man tillade sig at lave en situationskomedie om krig eller er emnet for seriøst? Vietnam var jo det realpolitiske og realmilitære sidespor, og man vidste godt, at seerne ville sidde og tænke i parallelbaner. Alt, hvad serien portrætterede, ville meget nemt kunne opfattes som en kommentar til det, der skete i Vietnam,” siger Gunhild Agger.

Forlægget til serien er en roman, der udkom i 1968 og har titlen ”MASH – A Novel About Three Army Doctors”. Bogen blev to år efter lavet til en satirisk film af instruktøren Robert Altman med en overbevisende rollebesætning, blandt andet med Donald Sutherland i rollen som hovedkarakteren ”Hawkeye”. Produktionsselskabet Twentieth Century Fox så da en gylden mulighed for at lave en tv-serie, til Robert Altmans store fortrydelse.

Der er relativt store forskelle mellem bog, film og tv-serie, især hvad angår hovedkarakteren Hawkeye Pierce. I bog og film er Hawkeye en rolig, smådeprimeret lystfisker fra delstaten Maine, humoristisk, men på en helt anden måde end den energiske kirurg, skuespilleren Alan Alda portrætterer i tv-serien. En ”prankster”, der elsker at lave numre med sine medmennesker, men også en dyb og indædt humanist, der ser rødt, når han ser uretfærdighed. Alda blev hentet ind til serien efter, at én af seriens skabere, Gene Reynolds, havde set ham optræde på New Yorks teaterscene på Broadway, og til magasinet The New Yorker sagde Reynolds i 2018, at de havde brug for en flot og sjov type, en ”helt”, der kunne bære serien længere, end den deprimerede Hawkeye fra bogen og filmen kunne have gjort det.

Det er ikke altid, sygeplejerskerne er på felthospitalet i ”M*A*S*H”. Men når de er det, vækker det stor glæde hos hospitalets mandlige personale og soldaterne. Så skal der drikkes og danses og kysses. Der er en del kommentarer i serien, måske især fra Hawkeye, der nok ikke ville være gået i dag, hans konsekvente ”hey good lookin’”-tilråb, når en sygeplejerske går forbi på operationsstuen.

Seriens kvindelige hovedkarakter, Margaret Houlihan, bliver spillet af skuespillerinden Loretta Swit, og om spillet mellem kønnene siger hun til The New Yorker:

”Det var ikke rovdyrsagtigt. Sygeplejerskerne brugte også lægerne, de havde deres egne behov.”

Hendes medspiller Alan Alda er mere tilbageholden.

”Enhver tv-serie afspejler sin tid,” lyder hans kommentar.

Alan Alda spiller den sjove og flotte helt ”Hawkeye” Pierce i ”M*A*S*H”, der dog også har sine dårlige sider, heriblandt et heftigt alkoholforbrug og en ikke specielt gentlemanagtig opførsel over for felthospitalets kvindelige ansatte. – Foto: Ritzau/Scanpix, Cbs Tv.
Alan Alda spiller den sjove og flotte helt ”Hawkeye” Pierce i ”M*A*S*H”, der dog også har sine dårlige sider, heriblandt et heftigt alkoholforbrug og en ikke specielt gentlemanagtig opførsel over for felthospitalets kvindelige ansatte. – Foto: Ritzau/Scanpix, Cbs Tv.

Gunhild Agger ser det på samme måde:

”Kønsrollerne er jo, som tiden var. Det er karakterer, der overlever den situation, de er i, ved hjælp af humor. Og der er anledning til at dyrke humoren, også når den kører på spillet mellem kønnene. Mellem alle karaktererne er der små personlige spil, og det er det, der holder serien oppe. Gode dialoger og en stor beherskelse af ’one liners’, der altsammen er med til at sætte krigens absurditet i relief,” siger hun.

”Noget af appellen skyldes nok også, at selvom det er en krigsskueplads og et hospital, så dyrkes den kollegiale tone, der vil kunne genkendes fra mange arbejdspladser. Har man en god bemærkning, kan man overleve meget vrøvl.”

Koreakrigen varede tre blodige år og kostede mellem tre og fire millioner mennesker livet, og den barske baggrund lå seriens besætning på sinde. Da producenterne meddelte, at de ville sætte dåselatter til seriens afsnit, noget, der var kutyme i 1970’ernes komedier, modsatte flere skuespillere sig. Det endte med et kompromis, der blev, at producenterne fik ret til at bruge dåselatteren, men ikke gjorde det ret ofte. Og aldrig i scenerne fra operationsstuen. Det sker da også, at soldater dør mellem hænderne på kirurgerne eller synges ind i en evig søvn, mens en sygeplejerske stryger dem over panden. Serien er aldrig politisk, og det ligger i den historiske virkelighed, den er produceret i. Men den har alligevel et budskab, mener Gunhild Agger.

”Den er jo krigskritisk. Krigsskildringer på film, i tv eller bøger kan inddeles meget groft i for eller imod. En del handler om selve kampen, mens andre går dybt ind i krigens hverdag, gru og rædsel. I den første kategori har vi film som ’Saving Private Ryan’ og ’Top Gun’ og i den sidste filmversion af ’Intet nyt fra Vestfronten’, der blev forbudt, da den kom i biograferne i Tyskland i 1930. Den skildrede krigen som absurd, og det kunne man ikke lade folk se,” siger Gunhild Agger.

”M*A*S*H” har et krigsdagbogsagtigt præg, hvor ventetid fylder meget. Producenterne indhentede faktisk beretninger fra militærhospitaler under Koreakrigen til brug i manuskriptet. Og efterhånden som serien blev kendt, indkom også flere beretninger fra krigsveteraner om virkelige episoder under krigen, som blev taget med i serien, fortæller Gunhild Agger.

Humoren i serien spiller i høj grad på forholdet mellem kønnene, blandt andet mellem den stålsatte leder af sygeplejerskerne Margaret ”Hot Lips” Houlihan (th.) (Loretta Swit) og de mandlige kirurger. – Foto: Topfoto/Ritzau/Scanpix, Topham Picturepoint.
Humoren i serien spiller i høj grad på forholdet mellem kønnene, blandt andet mellem den stålsatte leder af sygeplejerskerne Margaret ”Hot Lips” Houlihan (th.) (Loretta Swit) og de mandlige kirurger. – Foto: Topfoto/Ritzau/Scanpix, Topham Picturepoint.

Man kan ikke se Koreakrigen forsvaret i ”M*A*S*H”, på nogen måde, mener hun.

”Den lægger sig på antikrigslinjen, men den gør det på en meget afdæmpet måde, så man heller ikke kan anklage den for at være antipatriotisk. Den gør det ved at være konkret: Den voldsomme mængde reparationer på de ofre, der kommer ind på hospitalet, for eksempel. Den er ikke heroiserende, men indtager et alment humanitært synspunkt, som spørger til, hvad vi mennesker gør ved hinanden, og hvordan vi kan hjælpe hinanden med at overleve,” siger Gunhild Agger.

Som serie overlevede ”M*A*S*H” mere end ét årti og 251 afsnit. I 1983 var det slut, da blev det sidste afsnit med titlen ”Goodbye, Farewel, and Amen” sendt på amerikansk fjernsyn, og havde med sine 106 millioner seere det største antal seere til en enkeltepisode af en serie, der indtil da var set.

I 1980’erne var Vietnamkrigen slut, og den underliggende aktualitet, ”M*A*S*H” havde haft, bortfaldet. Men siden vendte Koreakrigen faktisk tilbage i en anden populær tv-serie, nemlig ”Mad Men”, og det ville næsten være synd at afsløre på hvilken måde, men man kan roligt sige, at krigen spiller en afgørende rolle for forståelsen af seriens hovedperson, reklamemanden Don Draper.

”Der er helt klart en lille hilsen til ’M*A*S*H’ dér,” slutter Gunhild Agger.