Nutidens forladthed og isolation vækker filminstruktørs krop, der atter husker polio

Polioepidemien i 1952-1953 er den seneste store epidemi, Danmark var igennem, inden corona ramte i foråret. Omkring 6000 blev ramt. En af dem var dokumentarfilminstruktør Niels Frandsen, hvis minder om forladthed og isolation nu vækkes til live

Dronning Ingrid besøgte Blegdamshospitalet i København i 1956, hvor mange børn med polio var indlagt. – Foto: Hakon Nielsen/Ritzau Scanpix.

Lydene. Hastige skridt. Andre børn, der græder. Iltflasker, hviskende stemmer og hektisk aktivitet. Og lugtene: levertran, øllebrød, æter, urin og metal mod metal – de lugte sidder i næsen endnu på dokumentarfilminstruktør Niels Frandsen.

Det er kroppen, som husker, hvad han selv havde glemt, men som han fandt igen og beskriver i en DR-dokumentarfilm fra 2001 om polioepidemien, der ramte Danmark i efteråret 1952. Niels Frandsen blev indlagt som étårig og lå mere end tre år på hospitalet, i lang tid isoleret fra sin familie, som kom på besøg onsdag og søndag, men i sygdommens akutte fase måtte nøjes med at stå på en kasse og se på ham gennem vinduet.

”Jeg kan ikke huske noget, men jeg glemmer det aldrig,” siger Niels Frandsen både poetisk og profetisk i sin film – for nu har coronaepidemien vakt flere minder til live, han ellers havde fortrængt.

”Med corona bliver du tvunget ind i det igen. Den isolation. Det giver jo en reaktivering af nogle af de ting, der hændte, da jeg var lille. Det er den der isolerethed, der træder igennem,” siger han.

Polioepidemien i 1952-1953 er den seneste store epidemi, Danmark var igennem, inden corona ramte i foråret. Omkring 6000 blev ramt, de fleste var børn. Den er dansk sundhedshistorie, men den er også konkret virkelighed for en del af dem, som overlevede, som stadig lever, og som under corona på foruroligende vis mærker, at fortiden er vendt tilbage.

Niels Frandsen blev indlagt med polio i 1952, da han var ét år og blev på hospitalet i mere end tre år. En dyb følelse af forladthed har lejret sig i ham fra dengang – og er vakt til live af corona i dag. Her er han cirka tre år. – Privatfoto.
Niels Frandsen blev indlagt med polio i 1952, da han var ét år og blev på hospitalet i mere end tre år. En dyb følelse af forladthed har lejret sig i ham fra dengang – og er vakt til live af corona i dag. Her er han cirka tre år. – Privatfoto.

Polioforeningen har spurgt blandt deres medlemmer, og ligesom Niels Frandsen svarer næsten halvdelen af godt 300 respondenter, at ”coronaen har vækket erindringer om [...] oplevelser i forbindelse med polioepidemien”.

Siden Danmark lukkede ned den 11. marts har psykolog i Polioforeningen Mette Nyrup modtaget omkring 30 henvendelser om psykologisk rådgivning. Inden corona fik hun en-to om året. Mange af henvendelserne drejer sig om uforståelige tanker og følelser, siger hun.

”De polioramte har oplevet en epidemi før, som på flere måder minder om situationen i dag med social distance og isolation. Voldsomme begivenheder lagrer sig i den kropslige hukommelse, og lugte, synsindtryk og mange andre ting kan fungere som genkendelsespunkter, så reaktionstiden forkortes. Kroppen har indprentet i sit hukommelseskort, hvordan det går under en epidemi, og de her mennesker har oplevet det værste resultat af en epidemi. Med andre ord tænker kroppen: ’Yes, det her kender jeg, alarm, alarm,’” siger hun.

Niels Frandsen bor i en villalejlighed på det indre Frederiksberg i København. Han har en karriere som dokumentarfilminstruktør på mere end 30 år bag sig. Han har kone, børn og børnebørn.

Han var 50 år, før han begyndte at udforske sin barndom som poliooverlever i to dokumentarfilm, der begge er vist på DR. Forinden havde han aldrig talt med sine forældre om sygdommen og sin tid på hospitalet. Han voksede op i urokkelig tro på, at polio var afsluttet fortid uden magt over det liv, der siden fulgte, på nær en skinne på venstre ben, han har haft hele livet.

Det var en tilgang, der lå i tiden: ”Behandlingen er en dejlig leg, som en dag vil gøre dem helt raske,” som speakeren Gunner Nu Hansen betegnende siger i datidens Politikens ugerevy om de indlagte poliobørn – Niels Frandsen har brugt klippet i en af sine film.

Her fortæller hans mor og far også om den dag, Niels på ét år blev syg.

”Vi tænkte, at det nok var noget forkølelse eller influenza. Men så om morgenen, din lille fod, den hang sådan ...”, siger moderen, før ordene drukner i gråd, mens hun holder hånden i en forvredet, nedadvendt stilling.

Niels Frandsen blev indlagt med ambulance på Blegdamshospitalet i København, overleveret fra sine forældre til hospitalspersonalet og først udskrevet igen flere år senere.

”En form for tortur” er et udtryk, Niels Frandsen bruger to gange i løbet af interviewet om indlæggelsen, for polio er meget smertefuldt i den akutte fase, og siden fulgte flere operationer og benhård genoptræning.

Nu sker det på to planer, at corona fremkalder minder, siger han.

”Det ene er bevidst, det er refleksioner. Det andet er emotionelt, følelser.”

Efter nedlukningen af Danmark 11. marts gik han med sin kone i selvvalgt isolation i parrets sommerhus på Sydsjælland. Mange polioramte har nedsat lungefunktion, hvilket kan betyde, at de bliver mere syge, hvis de bliver syge med covid-19.

I sommerhuset oplevede han igen at være sat uden for det samfund, han har kæmpet hele livet for at tilhøre. ”Flashbacks” eller ”reaktivering” er de ord, han selv bruger om gamle følelser, der kom frem på ny.

”Det er en form for forladthed og en ensomhedsfølelse, som ligger latent under overfladen hele tiden. Og som jeg nok i kampen for at være normal har parkeret livet igennem,” siger han.

Efter et par måneder med corona genoptog han kontakten med børn og børnebørn. Børnebørnene blev et slags spejl for, hvad han egentlig selv gik igennem som lille.

”Nu render de rundt i en situation, som godt nok ikke er lig min, som den var dengang. Men det er først med dem, at jeg har tænkt på, hvordan jeg selv havde det, dengang jeg lå i en tremmeseng på Blegdamshospitalet. Hvor rædsomt et overgreb det var mod små børn. Jeg husker forladtheden, hvor man lå tilbage og ikke kunne komme i kontakt med nogen. Det har jeg rodet med. En dyb, dyb frygt for forladthed, hvor man er ladt alene uden kontakt med nogen,” siger han.

Som barn havde han en drøm, han drømte jævnligt. I drømmen kørte han over en bro, der hele tiden faldt sammen bag ham. Han nåede altid hen til næste pille, før den forrige styrtede ned.

Polio gav ham kampviljen. Med den holdt han længe minder og følelser på afstand. Men årtier efter er sygdommen vendt tilbage. Niels Frandsen har i dag senfølger i form af syndromet postpolio, der mange år efter sygdommen kan give blandt andet ekstrem træthed, nye lammelser og åndedrætsproblemer, og som ikke skal forveksles med de følelsesmæssige reaktioner, coronaen giver anledning til nu.

Pointen er, at en voldsom sygehistorie ikke nødvendigvis er overstået, fordi den akutte sygdom er forbi. Det samme kan muligvis gælde for de personer, som overlever en indlæggelse med coronavirus i dag, siger psykolog Mette Nyrup fra Polioforeningen.

”Man kan sige, at polioepidemien og den retraumatisering, nogle overlevere oplever nu, kan angive en fremtid for coronaoverleverne. Også de kan have et hukommelsesspor, hvis der kommer en ny epidemi med virus om 10, 20 eller 30 år. Dem, der har været indlagte, skal være opmærksomme på, at det vil kroppen huske.”