Gensyn med de blindes guldalder

Den Gamle By i Aarhus har genskabt synshandicappede Henning Eriksens Nørrebro-lejlighed fra 1974. Dengang arbejdede han som edb-programmør i det, han kalder de blindes erhvervsmæssige guldalder. I dag er kun få mennesker med synshandicap i arbejde

Henning Eriksen i sin Nørrebro-lejlighed, som den så ud i 1974. Nu ligger den i Den Gamle By i Aarhus og er en del af museets 1974-kvarter. – Foto: Den Gamle By

Et par brune hyttesko står tæt sammen helt ind til fodpanelet i hjørnet af et kombineret sove- og arbejdsværelse. I tøjskabet, der hænger i ansigtshøjde over en sovesofa, ligger sengetøj, håndklæder, fire par bukser, undertøj og et par uldne trøjer. Alt i sirlige bunker.

På skrivebordet ved siden af fylder en skrivemaskine og en grå telefon med drejeskive, ellers ingenting. Trækker man skufferne ud, afslører indholdet den samme orden og akuratesse: Papir i én skuffe, kuverter i en anden og saks i en tredje.

Det lillebitte køkken og stuen, hvor Henning Eriksen har sat sig til rette i det, han kalder sin læsestol, følger samme mønster. Når man som han kun kan se meget, meget lidt, så er ordenssans ikke bare en dyd, det er også en nødvendighed.

Det kulturhistoriske museum Den Gamle By i Aarhus har genskabt nu 77-årige Henning Eriksens lejlighed, som den så ud i 1974. Dengang var han 35 år og boede alene i en lille toværelseslejlighed på ydre Nørrebro i København, hvorfra han hver dag gik til og fra sit arbejde som programmør på Gutenberghus.

”Du må endelig ikke kalde mig blind. For min kone, der er helt blind, siger, jeg ser som en ørn,” griner Henning Eriksen, da vi sidder over for hinanden i det hjem i Den Gamle By, der placerer ham 42 år tilbage i tiden.

Faktum er dog, at hans synsevne, eller mangel på samme, har betegnelsen 2/60. Det betyder, at Henning Eriksens syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Det svarer til konstant at gå rundt i meget tæt tåge, hvilket man kan forvisse sig om ved at se ham vise rundt i sit hjem på en opsat skærm i museumslejligheden. Optagelserne er sløret, så publikum ser hjemmet, som Henning Eriksen ser det. Handicappet besværliggør naturligvis alting, og med Henning Eriksens genskabte lejlighed vil museet gerne gøre deres gæster nysgerrige på, hvordan et liv som blind kan arte sig. Dengang i 1974 – og nu for den sags skyld.

”Man kan spejle sig i Hennings ryddelige hjem, hvor graden af orden sætter ens eget rod i perspektiv. Jeg håber samtidig, at gæsterne vil reflektere over, hvor meget man kan uden syn,” siger museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard.

Hun har stået for indretningen af lejligheden, der i Den Gamle By er placeret neden under Red Barnets Børnehave fra 1974.

Selv siger Henning Eriksen om sit hjem dengang og nu:

”Når man er blind, er man ikke et rodehoved. Det er vigtigt, at tingene ligger præcis der, hvor jeg har lagt dem. Det kan virkelig være en prøvelse, hvis nogen prøver at hjælpe mig med at rydde op.”

Hjælpemidlerne i lejligheden hører sammen med 1970’ernes teknologiske niveau. Spolebåndoptageren var uundværlig, når Henning Eriksen skulle ”læse” bøger eller de historiske tidsskrifter, som han betalte en skleroseramt kvinde for at tale ind på bånd. Det samme var punktskrivemaskinen, når han skulle skrive breve til andre blinde eller næsten-blinde samt lave notater til sig selv, ligesom skrivemaskinen sammen med telefonen var hans vigtigste kommunikationsmidler over for sine seende venner og offentlige myndigheder.

Ligesom alle andre har Henning Eriksen i dag fået andre muligheder. Det er blevet muligt at integrere lyd, punktskrift og sortskrift, som almindelig skrift kaldes, og det gør ham i stand til at sende mails og gå på internettet ligesom alle andre. Derimod er tv og video ikke interessant. De fleste blinde foretrækker radio, der ligestiller blinde og seende, og for Henning Eriksen er det en stor lykke med eksempelvis det store antal lydbøger, der findes i dag.

”I 1974 skulle man som synshandicappet ikke være kræsen eller have smalle interesser. Selvom man allerede i 1955 begyndte at lave lydbøger på Statens Institut for Blinde, så var udbuddet ikke ret stort, så man var jo nødt til at læse det, der var. Det er heldigvis helt anderledes i dag, hvor alle og enhver jo lytter til bøger,” siger han.

På Henning Eriksens 1974-reol er der også enkelte indbundne bøger i et så stort format, at de ligner A4-mapper. Det er skønlitterære værker skrevet med punktskrift, der fylder en hel del mere end almindelig skrift, og dem var Henning Eriksen dengang særligt glad for.

”Der er forskel på at læse en bog med sine fingre frem for at læse den med ørerne. Det giver mig på en eller anden måde en større læseglæde, når jeg sidder selv og læser, i stedet for at lytte til den, der læser op. Det går langsommere, men til gengæld kan jeg bedre huske det, jeg har læst på den måde,” fortæller han, der stadig læser bøger med punktskrift.

Uddannelse og arbejde er en stor del af menneskers identitet, og sådan er det naturligvis også, hvis man er blind eller svagtseende.

Henning Eriksen, der er født i 1939 på et husmandssted ved Blendstrup i Himmerland, mistede sit syn som ganske lille. En operation, han fik som toårig, mislykkedes, og på grund af Anden Verdenskrig blev han først genopereret som syvårig. Det gav ham den smule syn, han har i dag, og hans forældre sendte ham i den lokale landsbyskole. Det gik imidlertid slet ikke, og han kom til Refsnæs ved Kalundborg, der var en kostskole for blinde. Herefter gik turen videre til København og Statens Blindeinstitut, hvor han som mange andre fik en oplæring i at være telefonist og kunne betjene et omstillingsbord. Senere blev han uddannet til programmør og havde blandt andet arbejde på General Motors og Gutenberghus.

”Erhvervsmæssigt var den tid lidt af en guldalder for synshandicappede, for der var masser af den slags arbejde at få,” siger Henning Eriksen og fortæller, at mange også fik arbejde som eksempelvis klaverstemmer, organist, børstenbinder og kurvemager.

Siden er det gået ned ad bakke med erhvervsfrekvensen for blinde. Finn Amby, der er cand.scient.pol., konkluderede for et år siden i en ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet, at det i dag er særdeles svært for blinde og meget svagtseende at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

”Generelt kan vi sige, at erhvervsfrekvensen er lav hos grupper af mennesker med handicap, og blandt synshandicappede er den rigtig lav. Kun omkring 10 procent i den erhvervsaktive alder er aktive på det ordinære arbejdsmarked. I 1975 lå beskæftigelsesprocenten på omkring det dobbelte,” siger han.

Det mønster kan formanden for Dansk Blindesamfund, Thorkild Olesen, godt kende, og han har også et bud på årsagerne:

”Mange af de jobfunktioner, som blinde havde, er forsvundet, fordi teknologien har taget over. Men det største problem er, at man i Danmark er gået fra at have en central viden i eksempelvis Statens Institut for Blinde, som var tilgængelig for alle, til at det nu er kommunernes opgave at hjælpe synshandicappede i gang med uddannelse eller arbejde,” siger han.

Poul Lüneborg, der er formand for Blindehistorisk Selskab, er enig:

” I 1960’erne og 1970’erne sad der masser af synshandicappede ved telefonomstillingerne i offentlige virksomheder. Blandt andet var der nok ikke et eneste ministerium, der ikke havde en blind ansat. De job findes ikke mere, ligesom programmering med hulkort og båndmaskiner også er overhalet af teknologien. Desværre har vi ikke været gode nok til uddanne folk, for hvis der var vilje til det, ville der også i dag være masser af jobfunktioner, som blinde kan udføre,” siger Poul Lüneborg og tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at være blind i den erhvervsaktive alder, for vi har indrettet et samfund, hvor nøgleordene er omstillingsparathed og fleksibilitet. Det er ikke let, når man er blind og har brug for faste rutiner. Naturligvis er der solstrålehistorier og især synshandicappede, der er i stand til at tage en akademisk uddannelse, klarer sig godt. Men for flertallet bliver det sværere og sværere.”

Ifølge Poul Lüneborg er der i takt med samfundsudviklingen blevet mindre respekt for synshandicappedes arbejdsevne.

”På et arbejdsmarked med hård konkurrence, og hvor mange er bange for ikke at kunne klare dagligdagens udfordringer, er tolerancen blevet mindre. Øget effektivitet befordrer mindre tolerance,” mener han.

Set i det perspektiv er Dansk Blindesamfund begejstret for, at Den Gamle By i Aarhus har indrettet en blind mands lejlighed i deres 1974-kvarter.

”Det betyder meget for os, at Den Gamle By har valgt at indlemme os i den permanente udstilling. På den måde kan folk se, at vi bor og lever i vores egne hjem, og at der, på nær hjælpemidlerne og ordenssansen, ikke er den store forskel på os,” siger Thorkild Olesen.

Henning Eriksen er også glad for at have fået muligheden for at vise sit liv frem.

”Jeg er en gammel mand nu, og selvfølgelig er alting stadig mere besværligt for mig end for jer, der kan se. Men jeg har og har haft et spændende liv. De mindreværdsfølelser, jeg nok havde som ung og begyndende voksen, er forsvundet. Nu tager jeg på højskole mindst en gang om året og har rejst i 45 lande. Så jo, jeg har et godt liv,” siger han, inden han tager hjem til sin nuværende bolig i Lyngby og overlader ”sin” stue til museumsgæsterne i Den Gamle By.