Ole Fabers lille sorte kuffert indeholder en udviklingshistorie. Deri ligger i en række gamle mapper og bøger med slidte omslag, fundamentet for det livsværk, han for nylig har fået udgivet i bogform. Han er rejst tværs over landet, fra Varde til København, med kufferten denne formiddag, men vi venter alligevel lidt med at åbne den og ser først på værket foran os.
”Danske kunstnersignaturer” er et opslagsværk af den mere omfattende slags: På i alt 1000 sider vises forskellige variationer over i alt 5000 danske billedkunstneres signaturer. De der små kruseduller nede i hjørnet af malerierne, som kan være så afgørende for at bestemme, om et værk virkelig er lavet af en bestemt kunstner.
Ole Faber har arbejdet på værket i 40 år og tegnet hver eneste signatur (20.000 i alt, for hver signatur har sine varianter!) af i hånden med hjælp fra en Parker-fyldepen og et øjemål af de usædvanligt præcise. Som Politikens kunstredaktør for nylig skrev i sin anmeldelse, er det mørkerøde tobindsværk ”noget af en bedrift”.
”Oprindelig var det jo noget, jeg gjorde for mig selv. Men siden fik jeg den tanke, at der måtte være andre særligt kunstinteresserede, der manglede sådan et værk,” siger Ole Faber selv.
Ole Faber er uddannet arkæolog og har arbejdet på museum hele livet. Han var i mere end 20 år museumsdirektør for Vardeegnens Museer (i dag Vardemuseerne), har skrevet et halvt hundrede bøger og kalder sig selv for lidt af en generalist på det historiske område.
”Jeg er jo blevet brugt som lokalt orakel, sådan én folk kom til, når de havde gravet noget op hjemme i haven eller fundet noget på loftet. Fra at være ham, der bare vidste noget om flintøkser, skulle jeg nu også vide noget om porcelæn. Man bliver dygtigere og dygtigere til at tage alle ’hvad er det’-spørgsmålene,” siger Ole Faber.
Hans indgang til interessen for kunstnersignaturer var faktisk slet ikke billedkunst, men det sølvtøj og de sølvsmykker, der gennem årene er blevet produceret på Varde-egnen, og som han har skrevet flere bøger om. På enhver sølvske eller sølvsmykke af ældre dato findes et lille stempel, sat af sølvsmeden. Ole Faber undrede sig over, at den tradition, der er for at afkode signaturer på sølvet, ikke gjorde sig gældende på kunstens område.
”På museet havde jeg jo fået ansvaret for en ret stor malerisamling, og fra sølvet var jeg vant til, at der fandtes håndbøger, der kunne hjælpe én med at fastslå, hvem der var sølvsmeden bag. Men her var ingen håndbøger, man kunne bruge til noget som helst! Og så gik jeg i gang med at samle signaturer.”
Ole Faber skubber stolen ud og bøjer sig ned for at åbne sin lille sorte kuffert. Herfra hiver han bogen ”Kunst under hammeren”, der er en årbog over kunst solgt på danske auktioner, frem. Denne udgave er fra 1982, og i indekset er der med blåt og sort blæk indtegnet signaturer fra de forskellige kunstnere: Fra C.W. Eckersberg til Henry Heerup. Den er simpelthen overtegnet med kruseduller.
Ole Faber fortæller, at han i 1980’erne havde bogen med sig rundt, når han var til eftersyn på kunstauktioner. Så gik han rundt og tegnede signaturerne af i fri hånd. Derpå tog han hjem og tegnede dem over på et stykke kalkerpapir (eller madpapir i mangel af bedre) og satte papirerne i system.
”Jeg har nok bare altid haft et ret godt øjemål. Det udvikler man jo som arkæolog. Jeg har også tegnet af fra monografier og biografier. Og der må man nogle gange have fat i luppen for at få fat i det lille punktum nede i hjørnet,” siger han og hiver en ny mappe frem fra den lille sorte kuffert.
Denne gang er det sådan en mappe som dem, man sætter frimærker i, med glasklare plastlommer. I alle lommerne sidder små stykker transparent papir, totalt fyldt ud med signaturer, og man tænker, at det må have været svært at hitte rede i.
Med tiden meldte der sig også et behov for en større systematisering. Og samtidig kunne Ole Faber se, at andre begyndte at få interesse for hans projekt. Idéen om at lave det store opslagsværk, som han selv havde manglet, tog form, men der var et problem.
”Min frimærke-mappe er jo stenalder-edb, og så sad jeg der med 30 tykke bøger, som kun jeg kunne finde rundt i. På et tidspunkt blev det et spørgsmål om, at hvis man bruger så meget tid på noget, så skal andre end én selv også kunne få glæde af det. Så jeg måtte have hjælp udefra,” fortæller han.
Ole Faber søgte og fik fondspenge til sit projekt, og for de penge fik han en tidligere kollega, der i mellemtiden var blevet ansat ved Det Kongelige Bibliotek, til at indscanne de indsamlede signaturer. Sammen sorterede de dem efterfølgende og fik dem sat i formation – seks år tog det, før opslagsværket blev en realitet.
”Danske kunstnersignaturer” rummer signaturer fra kunstnere født fra 1500-tallet og frem til 1930, og kunsthistorisk set fra senmiddelalder til moderne kunst.
Der er selvklart mange kunstnere, som ikke er med, men et sted måtte det jo stoppe, siger Ole Faber.
5000 kunstnere er repræsenteret, herunder selvfølgelig mastodonterne i dansk kunst, men det særlige ved bogen er, at selvom der måske findes flere varianter af signaturerne hos de store (Eckersbergs signatur skifter for eksempel markant udseende over årene, og der er også en periode, hvor han blot underskriver sig med bogstavet ”E”), så er der både plads til de allerstørste, og til dem, der kun har malet ganske få billeder.
Sjovt er det også at gå på opdagelse i signaturerne hos de skuespillere, forfattere og revykunstnere, der har forsøgt sig som billedkunstnere gennem tiden: Frits Helmuth, Jørgen Ryg, Poul Reumert og Karen Blixen er blandt de navne, man kan studse over.
Det, der i reglen adskiller en signatur fra en underskrift, er det kunstfærdige udtryk. En signatur er ofte større og grovere i sit udtryk, fordi den enten er lagt på med en pensel eller ridset ind og aldrig ”skrevet” på.
En signatur er også mere gennemarbejdet end en underskrift og kan i enkelte tilfælde være sindrige konstruktioner som gennemtænkte spejlmonogrammer. Samtidig kan signaturen afspejle kunstneren bag eller afspejle et kunstnerisk skifte, siger Ole Faber.
”Eckersberg gør sig faktisk ikke voldsomt umage, synes jeg. Han er ret kedelig. Men sådan én som Michael Ancher er vældig interessant. Han har henved 20 forskellige signaturer, og jeg har vist ikke dem alle med. Nogle er meget tydelige, og nogle ændrer stil fra unge til gamle. Det viser udviklingen gennem et langt kunstnerliv, ligesom kunsten også forandrer sig,” siger han.
Men, ærligt talt. I en tid, hvor man kan 3D-printe blomstervaser og nærmest betale ved at blinke med øjet, må man jo spørge, om tiden ikke er løbet fra et opslagsværk som Ole Fabers?
Nej, mener han selv. For der er faktisk ting, det menneskelige blik kan fange bedre end teknologien.
”Det der med at rende rundt med en lille lommetelefon og fotografere alting fandtes jo ikke, dengang jeg begyndte at samle signaturer. Men affotografering duer ikke nødvendigvis til det heller. For det er detaljer, som indimellem flyder sammen med malingen, og som kun kan ses, hvis man kan få billedets dybde med. De detaljer kan jeg fange, når jeg tegner af,” siger han.
Det sidste, vi må vende, er den noget noget høje pris for opslagsværket (der i øvrigt er lavet i samme design som det berømte Weilbachs Kunstnerleksikon og kan stå ved siden af i en reol uden at øjet irriteres). 2500 kroner er alligevel en del, og det er Ole Faber helt klar over. Men han håber, at bogen vil kunne gøre nytte på de institutioner, der arbejder med kunst.
”Det er til auktionshuse, kunsthandlere og samlere. Alle de små gribbe, der går rundt og tror, de finder en Rembrandt på et loppemarked. Men også til bibliotekerne, så de, der bare har et af mosters billeder hængende derhjemme på væggen og gerne vil være sikker på, hvem kunstneren er, kan gå hen og slå signaturen op,” siger Ole Faber.