Den verdensberømte norske ekspressionist Edvard Munch mistede både sin mor og sin søster, mens han endnu var en dreng. Moderen døde, da han var fem år gammel, og storesøsteren døde ni år senere, da Munch var 14 år.
Som 17-årig begyndte han at male, og blandt hans mest berømte værker er, ud over selvfølgelig ”Skriget”, en hel række billeder af sygdom, heriblandt ”Det syge barn” (1885-86), der hænger på Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo, mens der findes flere gentagelser af værket, det seneste fra 1927, der i dag hænger på Munchmuseet i Oslo.
Det var sygdommen tuberkulose, der ramte Munchs familie hårdt, og sygdommen spiller en vigtig rolle hos flere af 1800-tallets nordiske billedkunstnere, for eksempel Christian Krohg, som Munch stod i lære hos. Men hvor udbredt var sygdomsmotivet? Og hvad fortæller billederne om synet på sygdom dengang og nu?
Det skal et nyt dansk forskningsprojekt med postdoc i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Mette Bøgh Jensen i spidsen undersøge de kommende år.
”I 1890’erne begynder billedkunstnerne at dyrke den sunde og solbrændte krop, og hos skagensmalerne ser vi også en dyrkelse af eksempelvis den heroiske fisker. Men samtidig ser vi det her motiv af syge piger, og det er en vældig interessant modreaktion. Generelt mangler der bare et blik på, hvornår den syge pige træder ind på kunstscenen, og hvordan motivet udvikler sig,” siger Mette Bøgh Jensen.
Hun går nu i gang med at registrere sygdomsmotiver i værker fra nordiske museer og auktionshuse, men efterlyser også eksempler på sygdomsmotiver i kunst fra 1800-tallet, som hænger rundt omkring i nordiske hjem.
Når kunstnerne gennem historien har skildret sygdom har det som oftest været med tilstedeværelse af en læge. Nederlandske malere viste i 1600-tallet lægen i gang med at kurere syge patienter eller dissekere lig, som på Rembrandts ”Dr. Tulps anatomiske forelæsning” fra 1632. Senere hyldes lægen også herhjemme som en helt, blandt andet af litteraten Georg Brandes (1842-1927), mens kunstmalerne viste lægen frem i stort opsatte portrætter.
Men lægen forsvinder mere eller mindre ud af billedet sidst i 1800-tallet, og i de værker, Mette Bøgh Jensen indtil videre har set, står sygdommens grumme ansigt alene:
”Oftest ser man sygdomsramte piger, og ikke så meget drenge og mænd. Pigen er ofte alene, eventuelt med en forælder, og der er en hel skabelon for, hvordan et sygeværelse ser ud. Den hvide pude i ryggen, blomsterne og medicinflasken. Jeg tror, kunstnerne har haft en særlig rolle og været med til at formidle et sindbillede på det at være syg,” siger hun.
Lægevidenskaben baksede på dette tidspunkt blandt andet med at få hold på tuberkulosen. I 1890’erne var 14 procent af alle dødsfald forårsaget af sygdommen, der skyldes en smitsom lungeinfektion.
Men selvom en tysk læge allerede i 1882 opdagede dette, florerede der stadig mange teorier om sygdommen: Var det noget arveligt? Havde det noget at gøre med familiernes sammensætning? Og kunne man se på et menneske, om det ville få sygdommen? Kunne lægerne blot ved at se på et fotografi af et menneske (var ansigtet særligt indsunkent?) stille diagnosen?
”Jeg vil gerne se på, hvordan kunstnerne fortolker sygdom midt i alle disse nyopdagelser. Man kan sige, at de har givet det at være syg et ansigt. Mange af værkerne blev faktisk reproduceret i større tidsskrifter og fik dermed også et stort publikum. Og det er interessant i en tid, hvor tuberkulosen var nærværende for så mange,” siger hun.
Det er vældig sympatisk – men det lader også til, at der er noget andet på spil for kunstnerne, forklarer Mette Bøgh Jensen.
”I nogle kredse blev tuberkulose faktisk lidt en modesygdom. Man svandt ind og blev ren ånd og meget lidt krop, og det er noget af det, malerne griber fat i, for eksempel Christian Krohgs pige, der er malet, så man kun ser hendes hoved og hænder, mens hendes krop er skjult. Men man viser ikke sygdommens virkelig uskønne sider med spyt, blod og materie. Det er ikke det, du ser,” siger Mette Bøgh Jensen.
Pigerne kan ikke betegnes som skønne, men for nogle bliver det alligevel et ideal at se ud på den måde.
”Jeg tror, malerne har været bevidste om den appel, det havde til publikum. Nogle af værkerne har en karakter af, at man har ønsket at bevæge eller berøre sin tilskuer dybt.”
Der er også noget med det med den uforklarlige sygdom, og den magtesløshed, det giver, som er interessant, siger Mette Bøgh Jensen, ligesom en undersøgelse af malerierne af de syge piger måske kan sige noget om samfundet i 1800-tallet.
”Sygdommen ’hysteri’ var også noget, man undersøgte meget på det tidspunkt. Og ’neurasteni’, der vel bedst kan beskrives som et slags træthedssyndrom eller stress. Og uden overhovedet at gå ind i den her debat om HPV-vaccinen og uforklarlige symptomer, så åbner det også spørgsmålet om, hvorvidt sygdom kan smitte på andre måder end ved vira. Blandt andet derfor er det interessant at gå tilbage i historien og se, hvordan de syge piger er skildret,” siger hun.
