Ny bog: Engang var en nedlagt kirke bare gode mursten

I dag kvier vi os ved, at en kirke skal lukke, men engang rev man kirker ned for et godt ord og brugte byggematerialerne til andre ting

Sankt Jakobs Kapel ved Gurre i Nordsjælland er sandsynligvis revet ned omkring Reformationen. I dag er der kun fundamentet af store kampesten at se på stedet. –
Sankt Jakobs Kapel ved Gurre i Nordsjælland er sandsynligvis revet ned omkring Reformationen. I dag er der kun fundamentet af store kampesten at se på stedet. – . Foto: Leif Tuxen.

Nils Engberg står midt i en formation af mosbegroede kampesten. Stenene putter sig side om side i græsset, og ved arkæologens fødder har en muldvarp skudt en lille bunke jord fuld af små, røde stumper tegl op. Han peger rundt på de hulrum, der er mellem rækkerne af sten.

”Se, her var koret. Og dét der er våbenhuset. Og her kan man se, der har været et tårn.”

Hvordan han kan se det? Jo, fundamentet til en tårnmur er som regel tykt, fordi det skal bære mere, forklarer han. Og rækken af kampesten er rigtig nok lidt bredere der, hvor Nils Engberg siger der engang har været et tårn.

Vi er kørt ind ad en lille sidevej til hovedvejen gennem landsbyen Gurre mellem Helsingør og Tikøb i Nordsjælland og har parkeret bilerne ved en lille lund. Det er bestemt ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, at her engang var en kirke. Men så er det godt, man har en mand som Nils Engberg ved hånden. Han har i omtrent 15 år arbejdet med at kortlægge det, han kalder for ”Danmarks døde kirker”, de ruiner af middelalderkirker, der ligger rundtom i landet, og for nylig udkom hans arbejde i bogform. Til daglig er han museumsinspektør og kirkekonsulent ved Nationalmuseet og har i dag indvilget i at trodse en iskold februarregn og vise os én af sine døde kirker, nemlig det formodede Sankt Jakobs Kapel ved Gurre i Nordsjælland.

I alt 456 ruiner er beskrevet i hans bog og plottet ind på et kort. Kirkeruinen, som gemmer sig her mellem tjørnebuske og birketræer, er en af de bedre bevarede, mange af de øvrige ruiner vil måske slet ikke være synlige, fordi de ligger under jorden. Stenene antages at være rester af det kapel, som Valdemar Atterdag i 1361 byggede sammen med Gurre Slot. Kapellet fik i 1364 relikvier, som blev givet til Valdemar Atterdag under et besøg hos paven i Avignon. Atterdag døde i 1375 på slottet, som man i dag kan se resterne af et par hundrede meter fra kirkeruinen, på den anden side af hovedvejen.

Et kapel forstod man på det tidspunkt, som man i dag forstår en kirke, det vil sige, at det har haft funktion af at være en kirke. En god indikator på, om et sted har været brugt som kirke, er, om der eksempelvis er grave omkring ruinen, fortæller Nils Engberg. Der er faktisk ikke fundet grave her, men museumsinspektøren mener stadig, at stedet har været brugt som kirke, blandt andet på grund af den form, stenene ligger i.

Her har, efter alt at dømme, været kirke frem til Reformationen i 1536. Mange af kirkerne fra katolsk tid blev i disse år sløjfet, og med årene fik danskerne også en tro, der var mindre afhængig af det fysiske kirkerum. Man var ikke sart over for at bruge kirkerne til andet end kirke:

”Man ved, at man for eksempel har brugt kirkelofter som kornlagre mange steder før i tiden,” siger Nils Eng-berg.

En række lidt mindre sten midt i ruinen udpeger Nils Engberg som en mur, der i udgangspunktet ikke ”hører til”. Men hvad er det så?

”Jeg vil tro, at kirken her er blevet lukket ned ved Reformationen, og at den så har fået et efterliv. Muren dér markerer, at her har man valgt at lave en skillevæg. Der kan have boet folk her, eller man kan have brugt den som lagerbygning.”

På den tid fandtes også såkaldte kirkenedbrydere, altså håndværkere, der havde gjort det til deres speciale at bryde kirker ned mod eksempelvis at levere 200.000 gode sten til et andet byggeri.

Det var virkelig gode, røde teglsten, man havde brugt til at bygge kapellet i Gurre. Den slags kvalitetstegl, som helst ikke skulle gå til spilde, og så var det, man sandsynligvis tænkte, at man, hvis man pudsede stenene af, også for kalkmalerier, nok godt kunne genbruge dem til andre projekter, mener Nils Engberg. Han gætter selv på, at stenene fra Sankt Jakobs Kapel er blevet brugt, da Frederik den Anden i 1570’erne befalede, at der skulle bygges en stor og prægtig fæstning ved Helsingør, nemlig Kronborg.

”Jeg vil vædde med, at der er sten fra kapellet i Gurre på Kronborg. Det, der er ved de gamle sten, er, at de er stort set uopslidelige. Sådan er det faktisk med mange af de byggematerialer og teknikker, der er blevet brugt i forhold til kirker, man kan næsten sige, at jo ældre det er, jo bedre holder det.”

Han skraber i noget hvidt, der sidder fast på én af stenene.

”Rigtig god middelalderlig kalkmørtel er elastisk og åndbar. Men på et tidspunkt holdt man op med at bruge det. Fra midten af 1800-tallet og frem har man repareret kirkerne med cement, som også er godt til mange ting, men det holder fugten inde, har man fundet ud af. Så i nyere tid har man brugt utrolig mange kræfter på at fjerne cement og sætte kalkmørtel ind i stedet.”

Årsagerne til at rive en kirke ned har været mange. I nogle tilfælde har det handlet om praktik, i andre om kirkepolitik. Og det er kun 100 år siden, at man gik helt væk fra at rive kirker ned.

I 1807 stiftede man Oldsagskommissionen, der skulle sikre bevarelse af fortidsfund herhjemme, og som senere blev kimen til Nationalmuseet. Samtidig blev en række jættestuer og gravhøje rundtom i landet fredet som fortidsminder, og senere i 1800-tallet dyrkede digtere og billedkunstnere de selvsamme gravhøje, guldhorn og svundne tider. Men bevidstheden om, at en middelalderkirke er lige så værdifuld, kom dog først rigtig efter bygningsfredningsloven i 1918. Dette år var også sidste gang, man rev en dansk middelalderkirke ned – det var den gamle Kolind Kirke, og det var med den begrundelse, at den på det tidspunkt var for ”umoderne”.

”I 1918 sejrede det synspunkt, at en middelalderkirke, i sig selv, er umistelig kulturarv. Og sådan tænker vi også i dag.”

Nils Engberg vil til enhver tid slå et slag for, at man bruger kræfter på at bevare de 456 ruiner af middelalderkirker, han har medtaget i sin bog, fordi de dokumenterer Danmarks kristne kulturhistorie. Det er ”informationer”, der ikke må forsvinde fra Jordens overflade, som han siger, og som vi derfor skal være opmærksomme på ikke at pløje eller bygge hen over. Men det hører også med til historien, at der stadig i dag er 1700 middelalderkirker at se.

”Og nogle bruges uendeligt lidt. Der pippes om, at de skal rives ned, men heldigvis passer de kirkelige myndigheder godt på dem som lejlighedskirker, hvor man åbner kirken ved særlige lejligheder, men ikke hver søndag. Og måske kan en ændret brug og indretning, gjort med respekt, være med til at sikre dem for fremtiden.”

”Verden forandrer sig jo,” siger Nils Engberg og trækker på skuldrene.

Også i de større byer har kirkelukninger vakt debat de senere år. Og bare det, at der har været debat, er et vidnesbyrd om, hvordan vi tror, mener han.

”For de kirker, som skal afvikles i dag, er det jo ikke sådan, at der flytter en pornobutik eller en Netto ind dagen efter. Og det hænger sammen med, at vi ser troen og det kirkelige som noget, der også har med bygninger at gøre. Det er sådan en meget kulturkristen tilgang, i virkeligheden, at være hellig omkring, hvad kirkebygninger kan bruges til. Før i tiden har man set det som rigtig gode mursten.”