Også i oldtiden var der populisme

Aristofanes’ komedie ”Rytteriet” kan minde om moderne politik

Da Donald Trump i januar 2017 blev udnævnt til præsident i USA, besluttede Marcel Lysgaard Lech, der er en dygtig oversætter af græske dramaer, sig for at oversætte Aristofanes’ komedie ”Rytteriet”.

En hovedperson i ”Rytteriet” er en karikatur over Kleon. Kleon var en fremtrædende athensk politiker i 430’erne og 420’erne før Kristus. Hans politiske midler var en effektiv, men vulgær retorik, voldsomme angreb på sine modstandere og storslåede løfter til sine vælgere.

I stykket konkurrerer to slaver om at behage slaveejeren Folke, som personificerer det athenske folk. Den ene – karikaturen på Kleon – handler med lædervarer, og den anden er pølsesælger.

Komedien har blik for, at det konkrete får smilet frem. De foragter Folke som en bondsk og gnaven drøvtygger, en hidsigprop og folkeforsamlingspensionist, der tilmed er døv.

Men vejen til magt og rigdom for dem begge er at vinde hans gunst, så de giver ham en pude, så han kan sidde komfortabelt, og de tilbyder ham hvedekager, franskbrød, bønnesuppe, fiskefileter, vin, pandekager og haresteg. Folke forklarer selv sin adfærd: ”Jeg spiller bare dum. Nyder at vræle efter alt, hvad jeg behøver...”

Til sidst vinder pølsesælgeren, som hedder Agorakritos, det vil sige ham, som er valgt eller debatterer på torvet. Han koger det gamle og sure af Folke, så han fremtræder ung, frisk og lækker i stedet for at være en gammel mand, der lugter af de muslingeskaller, man brugte som stemmelodder.

Nu ser Folke med klare øjne sine fejl fra før og spørger: ”Men var jeg virkelig så dum og imbecil?”. Agorakritos svarer: ”Så dum, at hvis nu to af talerne gav forslag om at bygge skibe eller udbetale borgerløn, løb borgerlønnen hurtigt væk fra skibene og gav dem baghjul.”

Folke siger så: ”Jeg skammer mig jo alle mine fordums fejl.” Skibene var Athens flåde, som byen var helt afhængig af på denne tid, hvor Athen var i krig med Sparta. Borgerløn var et socialt gode uden strategisk værdi.

Det er i en tid med nyligt overståede finanslovsforhandlinger svært ikke at tænke på for eksempel Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der giver løfter om højere sociale ydelser, en grøn fremtid, dobbelt så hurtig post uden større portostigninger, penge også til bedrebemidlede pensionister, helt åbne eller helt lukkede grænser og så videre og så videre.

Den såkaldt gamle græske komedie foregår i et fantasiunivers. Abstrakte størrelser som det athenske folk personificeres som Folke, han kan koges ung, dialogen går over stok og sten med ordspil og brandere, skuespillerne henvender sig direkte til publikum med aktuelle kommentarer, og komediens roller tager i virkeligheden kun tre ting helt alvorligt: vold, sex og mad.

Tonen er ikke for de sippede, komedien er hverken gammel- eller klassisksproglig, den er frisproglig.

I Athen var der som i dag både politiker- og vælgerlede (uden for referat skjuler mange på Christiansborg ikke deres mismod over pressens og vælgeres overfladiskhed og ustadighed, som vi ser den på de sociale medier).

Men modsat i dag ender stykket i lovprisning og stolthed over den fælles bystat Athen.

Oversættelsen er indimellem lidt svær at læse i det tempo, komedie lægger op til, men den er godt forklaret med indledninger, noter og navneregister.