Prøv avisen

Olsen Banden er et ”skide godt” billede på Danmark

Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard er kendt for deres roller som Egon, Benny og Kjeld. Her er de i selskab med Erik Balling, som både var instruktør og medforfatter på de første 13 Olsen-banden-film. – Foto: Erik Petersen/ritzau

Det går næsten altid galt, når Egon Olsen vil have sine hyggeglade bandemedlemmer til at begå et genialt kup. Det er nu 50 år siden, at Olsen-banden første gang stjal danskernes hjerter, og jubilæet markeres blandt andet med en særudstilling og bogudgivelse

Dannebrogsflagene er næsten altid det første, man ser, når Kjeld, Benny og somme-tider også lille Børge står parate til at hente Egon Olsen foran Vridsløselille Statsfængsel med store smil og deres gamle skrotbunke af en bil. Der bliver også viftet flittigt med de danske symboler i filmene, som for mange danskere er blevet en indgroet del af danskheden.

”Olsen Banden er tidløs og evig ung,” skrev journalisten John Lindskog kort før sin egen død i forordet til sin bog ”Olsen Banden for evigt”, der udkom for nylig. Bogen er dedikeret til Poul Bundgaard (Kjeld), der jo ligesom Ove Sprogøe (Egon) og filmenes instruktør Erik Balling er gået bort, mens Morten Grunwald er det eneste bandemedlem, der endnu er i live.

Men John Lindskog, der fulgte filmserien fra dens begyndelse i 1968, havde ret. Olsen-banden lever stadig. Det er ikke kun en serie af komediefilm. Det er blevet en kulturarv, der både er gledet ind i sproget og fornemmelsen for, hvad danskhed er. For sammen med fodboldlandsholdet har Olsen-banden om nogen inkarneret danskheden de seneste mange år.

Mens det var Erik Balling, der instruerede Olsen-banden-filmene, var det tusindkunstneren på Nordisk Film Henning Bahs, der fik idéen til den første Olsen-banden-film, men de to makkere skrev de fleste film sammen, efter den første film fandt sin form i Frankrig, hvor Bahs og Balling tog hustruerne med i Ballings røde Volvo Amazon:

”Bahs havde længe bakset med en idé om en lille københavnsk forbryderbande, der arbejdede sammen som ganske almindelige borgere, og som havde de problemer, som normale danske familier har med konfirmation, elregninger, uvorne unger og alt det andet. Balling og Bahs døbte deres projekt ’Perlemoderne’, men de ikke rigtig få det ud af stedet,” skriver John Lindskog og tilføjer, at gennembruddet kom, da Balling vågnede en morgen og så det hele for sig.

”Han nedfældede sin idé på ternet papir og viste det til Bahs, der fik julelys i øjnene, og så var Olsen Banden født.”

Det unikke ved Bahs var hans utrolige dobbeltrolle i forbindelse med Olsen-banden, tilføjer John Lindskog og peger på, at Bahs blandt andet også stod for special effects på filmene.

”Han var både ånds- og håndarbejder. Sammen med Erik Balling skrev han manuskriptet til de første 13 film. Den 14. og sidste skrev han alene,” skriver John Lindskog i sin bog og tilføjer, at Bahs til gengæld altid slap manuskripterne, når han var færdig med at skrive dem. Herefter var det Balling, der bestemte, mens Bahs så gik i gang med at lave de bomber, som Olsen-banden sommetider med hjælp fra Dynamit-Harry skulle udføre.

Erik Balling lavede hver film, som om det skulle blive den sidste, men det blev altså til 14 film i alt, for danskerne blev trods lidt lunkne anmeldelser hurtigt glade for de tre harmløse og som regel uheldige forbrydere, som publikum første gang mødte iført elefanthuer i åbningen af den første film – men Egon, Kjeld og Benny blev hurtigt kendt med hvert deres ikoniske kostume. Egon elegant med bowlerhat, jakkesæt og den uundværlige direktørcigar, Kjeld med den store mave i den lidt for lille fløjlsjakke og Benny med den ternede jakke og de lidt for korte bukser over de gule sokker.

Nu er det snart 50 år siden, at de berømte bandemedlemmer for første gang blev lyst op på de danske biograflærreder, og i den anledning åbner Nordisk Film en særudstilling, der kan lade fans komme tæt på den danske forbrydertrio og de andre figurer fra filmene med omkring 100 andre ”klenodier”, oplyser Mica Stoltze Nielsen fra Nordisk Film, som er ansvarlig for særudstillingen.

”Det bliver et sandt Olsen-banden-mekka for de besøgende, og rundt om hvert et hjørne vil der være finurligheder, ikoniske rekvisitter og nye perspektiver på Egon, Benny og Kjeld og deres mangeårige udfoldelser på filmlærredet,” lover han.

Selvom det altså blev til 14 film i alt, blev figurerne faktisk skåret meget skarpt op allerede fra første film, forklarer filminstruktør Parminder Singh, der selv har lavet flere komedieserier.

”Det er faktisk ret svært at lave en trio, når man arbejder med komik. Det er svært at få tre karakterer, der har relationer på kryds og tværs, til at levere komik konstant, men det gør Balling med Olsen-banden, som nærmest er blevet danskhedens treenighed,” siger Parminder Singh og peger på, at de tre elskværdige banditter aldrig kunne gøre en flue fortræd i deres jagt på pilsnere, hyggen og selvfølgelig alle millionerne.

Men bandelederen skiller sig alligevel ud, mener Parminder Singh, for det er jo altid Egon, der søger anerkendelsen mest. Det ville derfor sikkert have glædet den fiktive vaneforbryder, at vejen foran det nu nedlagte Vridsløselille Statsfængsel hedder Egon Olsens Vej. For i filmene søger Egon Olsen altid berømmelsen, og han bliver henrykt, når myndighederne eller rige tyskere søger hans ekspertise til at åbne et pengeskab.

Egon Olsens planer er også gode nok, ja, de er faktisk så geniale, at hans hyggeglade bandemedlemmer konstant udbryder ”skide godt, Egon!”, når han fremlægger sine drømme om store kunstfærdige kup, der altid skal begås med utraditionelle indkøbslister, der for eksempel kan indeholde ”en pose blandede søm, en vandpistol, en nordmand og en pruttepude”. Men når det altid går galt, skyldes det de ”hundehoveder, hængerøve og elendige socialdemokrater”, men også typisk danske assistenter, som den geniale forbryder må trækkes med. Men faktisk inkarnerer Kjeld og Benny den danske mentalitet mere end Egon Olsen, mener Parminder Singh.

”Egon er et geni, men grunden til, at Egon Olsen aldrig får succes, er, at han er for stor til Danmark. Hans planer er fremragende, men han er en fantast, og Egon har i virkeligheden et meget udansk ego. Han ser sig selv som en kunstner i verdensklasse med en tyskers præcision og en franskmands elegance. Han drømmer store drømme, men det går altid galt, fordi de andre hellere vil hygge sig. Herhjemme siger vi jo også, at den, der lever stille, lever godt, men det kan man altså ikke sige ret mange andre steder i verden,” siger Parminder Singh og peger på, hvordan Kjeld er den madglade tøffelhelt, der egentlig helst vil blive hjemme og hygge og for alt i verden ikke vil gøre sin hustru, Yvonne, utilfreds, mens Benny mere er den festlige Klods-Hans-type, der altid er frisk på sjov, men til gengæld hurtigt kan distraheres af en smuk kvinde eller en pilsner på vejen.

”Benny ville helst nøjes med at røve kiosken nede på hjørnet, men Egon vil være udødelig. Han lægger ikke store planer for pengenes skyld, men for skønhedens skyld, men hans store ulykke er, at han er født i Danmark, selvom mange af hans planer også bygger på hans store indsigt i den danske kultur og historie, som han også kender.”

Sådan går Egon Olsens geniale planer altid i vasken på grund af den danske hyggementalitet, som Benny og Kjeld på hver deres måde står for. Olsen-banden-filmen har dog alligevel altid sympati for den lille mand mod det store system af multinationale virksomheder og et dansk bureaukrati, som Balling også spidder, når kriminalassistent Jensen gang på gang må forklare den unge Holm, at forbrydelser ikke altid skal opklares – og især ikke, hvis det har nationens interesse at bøje sig for de multinationale selskabers interesse. Men sådan udstiller han også den danske underdanighed, når Egon Olsen for eksempel siger ”bitte, bitte” gennem en hel scene med nogle rige tyskere. Men Balling rammer også den danske folkesjæl med sit portræt af danskerne, som elsker hygge og traditioner.

Og filmene bliver også bedre og bedre, i takt med at Balling finder formen og instruerer filmene med sans for detaljen som et genialt udtænkt kup af selveste Egon Olsen. For mange husker nok stadig den mesterlige scene i ”Olsen-banden ser rødt” på Det Kongelige Teater, hvor Olsen-banden braser gennem murene i garderoben i takt til ”Elverhøj”. Komponisten Bent Fabricius-Bjerre, der også omskrev selve musikken, så den passede til Henning Bahs’ sprængninger, mens Erik Balling instruerede slaget med en unik musikalitet. Den seneste ”Mission: Impossible”-film forsøgte at gentage succesen for nogle år siden med en lignende scene, hvor Tom Cruise smiger sig gennem en operaforestilling i ly af musikken. Men intet slår Olsen-banden.

Der blev i alt lavet 14 Olsen-banden-film. Her er de 13 første i form af VHS-bånd foto-graferet hjemme hos Michael Johansen, næstformand i Olsen Banden Fanklub. – Foto: Leif Tuxen