Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kampen om de faldne sønderjyders minde

Mindesmærket for Første Verdenskrig ved Sankt Nicolai Kirke i Aabenraa viser det tilstræbte broderskab, som mange af stenene var tænkt som bærere af. – Foto: Museum Sønderjylland.

Alle sønderjyske kirker fik efter Første Verdenskrig et mindesmærke for sognets faldne. Meningen var at rumme både dansk- og tysksindedes sorg over tabte sønner, men mindesmærkerne blev hurtigt politiseret. Først i dag er de igen blevet fælleseje

Man kan nærmest ikke rejse til Sønderjylland uden at snuble over en mindesten. Hver eneste lille sognekirke har sit eget mindesmærke over faldne i Første Verdenskrig, hvad enten det er en tung og uslebet marksten, en klassicistisk stenstøtte, en skulptur eller en udhugget granittavle.

Undrer man sig over hvorfor, kan man prøve at spole tiden tilbage inde i hovedet og forestille sig, at man befinder sig i landsdelen i begyndelsen af 1920’erne. At man er forælder til fire store børn, men de to ældste sønner har man ikke mere. De blev indkaldt til krigen, der varede fire fortvivlende år, før den sluttede, og de vendte aldrig tilbage. De faldt som hundredtusinder af andre europæiske mænd, hvis knogler nu ligger bunket op ved de største slagmarker. Man må affinde sig med, at man ikke kan begrave sine børn ved den kirke, hvor de blev døbt som småbørn. Men i det mindste har man nu et sted at lægge sine blomster, et sted at gå hen.

Ovenstående scenarie var ikke usædvanligt i Sønderjylland efter Første Verdenskrigs afslutning. I alt 6000 sønderjyder mistede livet i tysk krigstjeneste, svarende til 15-16 procent af landsdelens mænd i alderen 18 til 50 år.

De 98 mindesten og 34 mindetavler, der blev opsat på få år efter 1918, imødekom et stort lokalt behov for mindesteder for de mange, der havde mistet sønner, brødre, fædre eller ægtemænd under krigen, og som ikke havde fået ligene af de faldne hjem. Mindesmærkerne skulle i første omgang fungere som stille refleksionssteder for de pårørende – men på grund af det nationale spændingsfelt, Sønderjylland har befundet sig i, blev de også konfliktfyldte, og den historie udfolder historikeren Lars N. Henningsen i en ny bog, ”Kampen om de faldnes minde”.

”Vi omgiver os jo med mange ting, og vi har ofte ret faste forestillinger om, hvad tingene er for noget. Men nye øjne på det kan undertiden åbne nye perspektiver, og sådan er det også med mindesmærkerne. De spejler virkelig grænselandets historie,” siger Lars N. Henningsen.

I bogen ser han nærmere på de enkelte mindesmærker, som før er blevet behandlet historisk, men ikke med fokus på de subtile tegn på nationale markeringer. Der er nemlig mange tegn på, at en sten ikke bare er en sten, og man kan begynde med overskriften: Der kan stå ”Sognets minde over dets faldne Sønner” eller ”Minde over de faldne i krigen 1914-1918”. Men der kan også stå ”zum Andenken an die fürs Vaterland gefallenen Helden” (til minde om de for fædrelandet faldne helte) eller ”Heldentod fürs Deutsche Vaterland” (heltedød for det tyske fædreland).

”Stenene skulle jo i udgangspunktet rumme det, at der både var danskere og tyskere i Sønderjylland, der havde mistet. Og der er sten, der fanger den dobbelte sorg, men ser man nøje efter, så er der rigtig mange steder, hvor man har adskilte sten, enten danske eller tyske. Og det kan man ikke kun aflæse af sproget, men også af de ord, der er blevet brugt,” siger Lars N. Henningsen.

Med danske briller er det vigtigt at have det politiske spil omkring Genforeningen i 1920 i baghovedet, påpeger han.

”Fra dansk side fremstilles soldaterne som nogle, der har ofret livet for noget, der ikke var deres sag. De har adlydt ’pligtens tunge bud’, som der står nogle steder. Men det antydes også, at ofret ikke har været forgæves, for det har muliggjort Genforeningen. Der tales om sorgen efter krigen som den ’tåresæd’, der muliggør Genforeningen med Danmark. Sådan har tre fjerdedele af sønderjyderne set det, men det er vigtigt at huske, hvor meget sorgen har fyldt. Da sønderjyderne går til afstemning den 10. februar 1920, hejser man ikke flaget i jubel, fordi nu skal man til stemmeurnerne. Næ, man starter med flaget på halv stang for at mindes de faldne.”

Hvad så med den sidste fjerdedel af sønderjyderne? Ved Genforeningen i 1920 skabtes et tysk mindretal af de tysksindede familier i landsdelen. Og på dén side var retorikken omkring de faldne meget anderledes end på den danske.

”De steder, hvor der boede mange tysksindede, fik mindesmærker med tysk islæt. På dem står der, at soldaterne gik i krig og faldt for deres tyske fædreland for at sikre ’Tysklands storhed’. ’De led heltedøden’, lyder det også på nogle af mindesmærkerne,” forklarer Lars N. Henningsen.

Hvis man træder et par skridt bagud og betragter mindesmærkernes kunstneriske udtryk, kan man også se store forskelle. I Haderslev, hvor fronterne mellem tysk- og dansksindede traditionelt har stået skarpt, findes både et ret pompøst mindesmærke med tydeligt dansk islæt, udformet som en jættestue, og et med tysk islæt, med en stålhjelm på toppen. Begge står på den samme kirkegård og er resultat at, at der ikke kunne opnås enighed om et fælles monument, da byen skulle have et sådant midt i 1920’erne.

Både i Flensborg syd for grænsen og i København blev der efter krigen holdt særlige kunstudstillinger med det formål at præge mindesmærkerne i en bestemt retning. På Kunsthåndværkerskolen i Flensborg kunne man orientere sig i et tysk formsprog, og på Kunstakademiet i København kunne man se, hvilke strømninger der blev dyrket fra dansk side.

”I hele Tønder Amt og Vestslesvig, hvor det tyske traditionelt har stået stærkt, er det meget markant med det tyske kunstsprog, og her er rigtig megen påvirkning fra Kunsthåndværkerskolen i Flensborg. Det er et udtryk, der minder meget om de andre mindesmærker, man laver i Tyskland på den tid. I dansk arkitektur er klassicismen meget fremme på den tid, så der, hvor man har ønsket at præge stenene med noget dansk, har man valgt den stil,” siger Lars N. Henning-sen.

I området mellem Aabenraa og Sønderborg ligger Varnæs Kirke, og her kan man se en støtte, som Johan Thomas Skovgaard har tegnet, med en dødsengel, der skriver de faldnes navne ned i livets bog. Skovgaard-familien stod for flere mindesmærker og blev brugt til at sætte et dansk præg på en egn, der var meget blandet. I en række sogne omkring Rødding, helt oppe ved den gamle landegrænse ved Kongeåen, valgte man at lade billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen stå for udformningen af mindesmærker.

”Det er en egn, som er meget bevidst dansk, og så vælger man også en meget bevidst dansk kunstner til at give mindesmærkerne et løft. De står i dag på hele egnen omkring Rødding, så man næsten geografisk kan fornemme sindelaget,” siger Lars N. Henningsen.

I begyndelsen af 1930’erne havde alle sogne fået deres mindesten. Men så opstod en ny politisk virkelighed, som satte stenene på prøve. I Tyskland havde man siden Første Verdenskrigs afslutning haft en mindedag, ”Volkstrauertag” (folkesorgsdag) for de faldne på 2. søndag i fasten. Da Adolf Hitler kom til magten, omdøbte han dagen til ”Heldengedenktag” (mindedag for heltene), og mindesmærkerne blev centrum for nazistiske ceremonier for de faldne soldater, der i nazisternes øjne stod som forbilleder i kampen for at opbygge et nyt og større tysk rige.

”I 1930’erne puster den tyske side sig op, og man deles i to mindekulturer. ’Heldengedenktag’ ligger i forlængelse af det tyske udgangspunkt, at disse mænd havde lidt heltedøden for Tysklands storhed. Soldaterne kunne bruges som forbilleder, man kunne have i arbejdet for at genopbygge et nyt, nazistisk Tyskland. Det bakker mindretallet totalt op om og gør mindestenene til samlingspunkt for store mindehøjtideligheder, der handler om at være det tyske fædreland tro,” siger Lars N. Henningsen.

De tysksindede sogne- og frimenighedspræster var således fra midt 1930’erne medvirkende til, at danske kirker på den måde blev brugt i politisk øjemed.

”Der er nogle af de tyske præster, der virkelig ser Hitler som Guds sendelse. Biskoppen accepterer det og tillader endda også, at man går i procession med hagekors fra kirken, blot man lige spørger forinden. Og da vi så kommer til krigens år, så melder flere end 2000 tysksindede sig frivilligt, og omkring 700 falder. Så holder man mindegudstjenester for dem, lægger hagekorsflag og stålhjelme inde i kirkerne. Og bagefter går man ud og holder mindehøjtidelighed ved mindestenene for de faldne i 1914-1918, for de faldt jo for samme sag. Det er sådan, man ser det.”

På dansk side førte de store tyske mindehøjtideligheder i 1930’erne til stiftelsen af Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere i 1936.

”Det var jo en åbenlys provokation set med danske øjne. Så man beslutter sig for at lave et modsvar,” siger Lars N. Henningsen.

Krigsveteranerne flagede med Dannebrog, når de mødtes ved de danske mindesmærker på våbenstilstandsdagen den 11. november og nedlagde kranse for de døde. I besættelsesårene måtte traditionen lægges væk, men efter 1945 genoptog man den danske markering ved mindestenene. Med årene tyndede det dog ud i de fremmødte, og til sidst blev der bare lagt en krans. Den sidste dansksindede veteran fra Første Verdenskrig døde i 2004.

Blandt Sønderjyllands tysksindede var skammen stor i årene efter krigen. Samtidig var der et stort behov for at mindes de 700 mænd, der var faldet i årene 1939-1945. Mange familier havde opsat mindesten for deres faldne på deres familiegravsteder, og enkelte steder bar stenene hagekors. Dem krævede de danske myndigheder fjernet, og både i Aabenraa og Tønder er der fjernet sten eller bortslebet symboler på den baggrund. I stedet er navnene på faldne fra 1939 til 1945 flere steder tilføjet listen over faldne i årene 1914-1918.

Fra 1950’erne og frem til i dag blev der mest holdt særskilte ceremonier ved mindesmærkerne i Sønderjylland. Men sidste år, i 100-året for krigens afslutning, skete der noget, som er værd at bemærke, mener Lars N. Henningsen. Da deltog en repræsentant fra Tysklands ambassade nemlig i en fælles dansk-tysk mindehøjtidelighed og lagde en krans ved både det danske og det tyske mindesmærke på Klosterkirkegården i Haderslev.

”Det blev altså først i 100-året, at man med deltagelse af biskoppen (Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift, red.) meget bevidst fik stablet en fælles højtidelighed på benene. Og det mest markante var, at man fra tysk side var så markant med på våbenstilstandsdagen. Det har man aldrig fejret i Tyskland, men nu er man altså med. Og i det ligger også noget politisk, en fredsmarkering i samarbejdets ånd.”

Noget sådant har måske ligget der hele tiden. For selvom man nemt kan fremdrage forskelle på de mange mindesmærker rundtomkring i Sønderjylland, så er der også en hel del, som favner både dansk og tysk. Man kan næsten kalde dem neutrale.

Den helt almindelige marksten uden krummelurer og kunstnerisk bearbejdning, men blot med inskription af de faldnes navne, var en praktisk og på sin vis upartisk løsning, som ses ved mange kirker. Den var billig, og de faldne kunne blive mindet med en sten fra den jord, de var født på. I Oksenvad Sogn ved Sommersted står den største af dem alle med faldne fra både dansk- og tysksindede familier påskrevet. Historien om den gigantiske marksten er, at en bonde på egnen skænkede stenen, som man nok vidste var stor, men ikke så stor, som den viste sig at være. 2,4 gange 3,5 meter var stenen, da den endelig var gravet fri, og det tog tre år at fragte den de fire kilometer hen til sin plads ved kirken. Der står den stadig i dag, og den bliver næppe fjernet med det samme.

Fællesskabet i sorgen, på tværs af national identitet, kan også ses i mindesmærket ved Sankt Nicolai Kirke i Aabenraa. Byen har traditionelt et stærkt tysk mindretal, men også masser af dansk kultur, og er kendetegnet ved et udsyn til verden, skabt af søfart gennem århundreder. Mindesmærket for krigen viser dødens engel med en mand i hver hånd: en dansk og tysk soldat.

Det tyske mindesmærke på Klosterkirkegården i Haderslev bærer en stålhjelm på toppen. Mindesmærket var i 2018 centrum for en markering af 100-året for Første Verdenskrig på den traditionelle danske mindedag, Våbenstilstandsdagen 11. november. – Foto: Privateje.
En mindesten er ikke bare en mindesten, som det ses på det danske mindesmærke på Klosterkirkegården i Haderslev. Det er tegnet af arkitekten P.J. Gram, og på toppen er anbragt en stendysse for at understrege det danske islæt. Mindesmærket blev rejst to år efter et andet mindesmærke med tysk islæt på samme kirkegård. – Foto: Museum Sønderjylland.
I Hammelev Sogn rejste man i 1921 denne mindesten med en påfaldende ærlig tekst, der henviser til, at mange af de sønderjyske krigsdeltagere ikke følte sig tyske eller havde lyst til at kæmpe for deres tyske fædreland. – Foto: Museum Sønderjylland.
Mindeblad, som blev sendt til de pårørende, der havde mistet et familiemedlem i krigen, også dansksindede. Mindebladet viser en æstetik, der var typisk i Tyskland på den tid, og nederst står ”han døde for fædrelandet” på tysk. – Foto: Museum Sønderjylland.
Det tyske mindesmærke på Klosterkirkegården i Haderslev blev under Besættelsen centrum for nazistiske ceremonier. Billedet her er fra 1941. – Foto: Privateje.