Der var engang, hvor det var normalt at have et billede af H.C. Andersen i baglommen, når man skulle ud på eventyr i byen. For billedet af den store danske digter stod fra 1952 på 10-kronesedlen – over for billedet af en storkerede. Sådan kunne man med en dårlig joke altså betale med ”storkerede penge” i butikkerne.
Men mens H.C. Andersen således blev meget udbredt, blev kirken det faktisk endnu mere på den tid. For dengang havde kirken bogstaveligt talt også en helt central betydning for handlen herhjemme.
Billedet af den femtårnede kirke i Kalundborg var i samme periode på alle femkronesedlers bagside, mens et maleri af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) var på forsiden – til venstre for tre bare damer i form af et stik af Thorvaldsens gruppe ”De 3 gratier”.
Sådan blev pengesedlerne også brugt til at vise, hvem og hvad man satte pris på i Danmark.
I samme serie af pengesedler delte embedsmanden og astronomen Ole Rømer (1644-1710) forsiden af 50-kronesedlen med Rundetårn, mens elektromagnetismens fader, fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851), passende nok delte sin plads på 100-kronesedlen med et datidigt kompas og en elektrisk ledning med plus- og minuspol på stråleroset, mens der stadig var en plovmand på ”plovmanden” fra den tid.
Det var der faktisk allerede fra 1910, hvor den anden 500-kroneseddel viste en dansk pløjende bonde på forsiden som symbol på, at Danmark var et landbrugsland. Og på mange af de senere 500-kronesedler var der også et billede af en pløjende bonde – en plovmand.
De første danske pengesedler blev allerede udstedt i 1713 – i mark. Dengang var det mere besværligt at lave penge – og hver pengeseddel skulle personligt underskrives af fire forskellige embedsmænd. Siden kom der mere skub i produktionen af danske pengesedler, der fra 1737 blev trykt i rigsdaler, efter statsbankerotten i rigsbankdaler og fra 1873 i kroner. Den første 10-kroneseddel så dagens lys i 1875. Forsiden var tegnet af Henrik Olrik og indeholdt gudinderne Minerva og Ceres, der symboliserede henholdsvis visdom og landbrug.
Siden blev sedlerne løbende udskiftet af frygt for falskmøntneri. Og af sikkerhedsgrunde har man måtte lave nye og mere sikre sedler med stadig kortere mellemrum – især efter farvekopimaskiner blev tilgængelige for almindelige mennesker. Men pengesedlerne gennem tiden kan også ses som udtryk for, at man tidligt forsøgte at skabe national sammenhængskraft med de danske pengesedler.
På 500-kronesedlen fra 1950’erne stod ”plovmanden” således og arbejdede side om side med statsminister Chr. D. F. Reventlow (1748-1827).
Sådan viste man gennem de gamle sedler, at man satte værdi på både høj og lav i landet.
Den tanke blev radikaliseret i 1970’erne, hvor portrætterne af H.C. Andersen og Co. blev erstattet af Jens Juels maleriportrætter af i dag forholdsvis ukendte kvinder – foruden selvportrættet af ham selv på 100-kronesedlen, mens der i samme seddelserie var dyremotiver på den anden. Det var et hit for børnene. Hvem husker ikke gråspurvene på 20’erne, fisken på 50’erne eller natsværmeren på 100-kronesedlerne, som hørte med til de fleste danskeres hverdag?
Mere heldig skulle man nok være for at få et glimt af egernet, der holdt indædt fast om sin nød, på 1000-kronesedlen, men også her lå måske en skjult holdning om, at den, der samler som egernet, ender med at blive rig.
Selvom Jens Juels portrætpersoner på sedlerne (inklusive selvportrættet af ham selv på 100-kronesedlen) nok er fremmede for de fleste i dag, gik Jens Juels portræt af en kyseklædt kvinde for nylig viralt på de sociale medier under debatten om, hvorvidt man kunne være dansk, når man bar tørklæde. For svaret kunne altså nemt findes på vores egne gamle 20-kronesedler med en pæredansk kvinde med ”tørklæde”.
1000-kronesedlen i ”Jens Juel”-serien var i øvrigt et portræt af malerens mest skattede person – hans hustru.
I 1997 gik man igen tilbage til mere ”kendte” mennesker på sedlerne med blandt andre Karen Blixen med stor hat på 50’eren, Carl Nielsen (med en mindre hat) på 100-kronesedlen og en piberygende Niels Bohr på 500-kronesedlen, mens man skulle være mere inde i guldalderen for kunne genkende skuespilleren Johanne Luise Heiberg på 200-kronesedlen og dobbeltportrættet af billedkunstnerne Anna og Michael Ancher på 1000-kronesedlen, mens sedlernes bagsider var prydede med forskellige (mytologiske) dyr.
I 2009 fik vi så igen nye sedler. Det var kunstneren Karin Birgitte Lund, der foran syv andre kunstnere vandt konkurrencen om at udsmykke dem. Og hun valgte at bygge bro mellem fortiden og nutiden – med broer på forsiden og forskellige oldtidsfund på bagsiden.
”Det var Nationalbanken, der havde bestemt, at der skulle være forskellige broer, spredt godt ud i landet og mellem forskellige brotyper, på sedlernes forsider, så jeg satte mig for at finde nogle spændende oldtidsfund, der var fundet omkring de broer,” siger Karin Birgitte Lund, der i forbindelse med opgaven cyklede rundt omkring de udvalgte broer for at studere landskaberne som en lille danmarksturne. Samtidig valgte hun også at tegne forskellige årstider frem i sedlerne.
”Sådan en seddel er i virkeligheden meget kompleks med mange sikkerhedselementer, som man skal koge ned, men jeg forsøgte fra begyndelsen at give sedlerne et så enkelt udtryk som muligt. Når man laver pengesedler, skal de have en signalværdi, der er meget klar, så man hurtigt kan kende dem fra hinanden.”
Alligevel har hun flere gange været ude for, at folk slet ikke har opdaget, at vi fik nye sedler i 2009. Og mange ænser heller ikke, hvad der er på dem.
”Jeg er nok en af de kunstnere, der er udkommet i størst oplag i Danmark, men det nok også på det mest flygtige medie. For pengesedler skifter hurtigt hænder, uden folk ser ordentligt på dem. Og jeg har studset over, hvor få mennesker der egentlig kender motiverne på både de nye og ældre sedler,” siger Karin Birgitte Lund, som dog selv synes, at det sjove ved de danske sedler netop er, at de i modsætning til for eksempel britiske og amerikanske nemmere kan skifte udtryk:
”Når man ser de danske pengesedler gennem tiden, er det da et stykke grafisk danmarkshistorie. Men hvor englænderne har deres kongefamilie på sedlerne, som derfor ikke lige kan ændre udtryk, mens amerikanerne har så mange dollarsedler i omløb, at det praktisk ville være svært at skifte dem ud, har vi haft en mere fri tilgang til, hvad vores pengesedler skulle udtrykke,” siger Karin Birgitte Lund, som også glæder sig over, at hendes seddelserie har fået Nationalmuseet til at finde Keldby-spanden fra hendes 500-kroneseddel frem fra depotet:
”Den historie er lidt sjov. For jeg havde svært ved at finde et spændende oldtidsfund omkring Dronning Alexandrines Bro ved Møn, indtil jeg faldt over Keldby-karret, som var blevet begravet på en mark ved Keldby, men faktisk stammede fra Sortehavsområdet. Det var gået lidt i opløsning, men det synes jeg giver en god grafisk effekt,” siger Karin Birgitte Lund, som synes, at man skal nyde synet af papirpengene, mens man har dem. For mobiltelefoner og plastikkort skal nok med tiden gøre de danske pengesedler til oldtidsfund.