Prøv avisen

Pirringsflader og kærlighedsleg: Sådan var seksualoplysning i 1940’erne

Bogen”Seksuel Hygiejne ved Overlæge Axel Tofte”, der blev solgt i 125.000 eksemplarer i 1940’erne og 1950’erne. Foto: Emil Kastrup Andersen

Seksualoplysningen før 1970 bestod i bøger om seksuel hygiejne. Tag med tilbage til en tid, hvor sløjdarbejde indgik i den seksuelle opdragelse af ungdommen, og ord som ”pirringsflader” og ”kærlighedsleg” var en fast del af vokabulariet

En 75 år gammel seksualundervisningsbog står på bogreolen, med plettet forside og et omslag, der er ved at falde fra hinanden.

Det er en bog, der kan få ethvert selskab op af stolene, en bog med astronomisk underholdningsværdi. Den er samtidig et bevis på, at tiden ikke bare går, nej, den strækker sig ud over fatteevnen.

Trekvart århundrede føles som en forhistorisk periode, når man bladrer i ”Seksuel hygiejne ved Overlæge Axel Tofte” og dens 400 skrøbelige sider. Denne bog – som nærværende skribent købte i en genbrugsbutik for 36 kroner – er en dinosaur.

Man kan begynde ved indholdsfortegnelsen: De 34 kapitler om alt fra impotens til fosterfordrivelse har underkategorier med mystiske navne. I flæng kan nævnes: ”Pirringsaktens Faser”, ”Frigiditet ved vanemæssig Selvtilfredsstillelse” og det dramatiske ”Kærlighedsdøden”.

Illustrationerne falder i to kategorier: For eksempel tegningen af ”Sædcellernes Skæbne i Kvindens Kønsorganer”, der lige så godt kunne have været et dystert, surrealistisk kunstværk. Og så er der de ”mekanisk-skematiske” fremstillinger af diverse fænomener; eksempelvis tegningen om impotens, der viser, hvorledes mandens indre vandlås, komplet med tandhjul og stempler og afløb, ved ”for svag pirring” kan risikere at gå i udu.

Kaster man sig ind i en nærlæsning, så overrasker den litterære dybde gang på gang. Der henvises tit og ofte til den græske oldtid og det romerske kejserrige, men lige så ofte til Tolstoj, Goethe, Moliére, filosoffen Kant, kirkefaderen Augustin, ja selv apostlen Paulus bliver brugt til at komme omkring det, forfatteren beskriver som ”Det seksuelle Problem”. Sproget er højtideligt og fuld af schwung, renset for platheder og populære navne for kønsorganerne.

Det er en bog, der kræver behandling, og heldigvis har Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør ved Nationalmuseet med speciale i køns- og seksualhistorie, tid til at se nærmere på mit fund. Hun tager imod ved museets personaleindgang, gelejder forbi urokse-skelet og stenspyd og op i en personalestue på førstesalen, hvor kaffemaskinen står og buldrer velkommen.

Det er stilhed før stormen for Mette Byriel-Thygesen. I næste uge forventer hun at tage imod 2000 elever, som i anledning af kalenderens uge 6, der er blevet fast seksualundervisningsuge på landets folkeskoler, kommer forbi Nationalmuseet. Her kan de høre mere om, hvordan samfundet så på sex, prævention og kønsliv før i tiden.

Den måde, man på en bestemt tid har set køn og seksualitet, kan aflæses i litteratur som ”Seksuel hygiejne”, siger Mette Byriel-Thygesen. Bogen på bordet foran os blev trykt i et stort oplag og solgt i 125.000 eksemplarer;

”Hvilket jo er helt vanvittigt meget for den tid,” siger museumsinspektøren.

Sjælden er bogen altså ikke. Og det er ikke, fordi den har været pensum, for seksualundervisningen i de danske skoler blev først obligatorisk i 1970. Før den tid kunne en lærer blive fyret for at tegne en sædcelle på tavlen, siger Mette Byriel-Thygesen med et alvorligt blik og sætter gang i et oprids af den danske seksualdannelses historie.

En af de tidligste specialiserede seksualoplysningsbøger stammer fra 1800-tallet og har titlen ”Biskop Brammers Lærebog i Pædagogik og Didaktik”, fortæller hun, og griber ned i sin medbragte bogstak.

”Op gennem 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet er det særligt onani, man bekæmper. På det tidspunkt er det det, der er det seksuelle problem. Biskop Brammer har nogle, i dag, virkelig morsomme betragtninger. Han skriver blandt andet, at onani er ’en afskyelig last’, og at kendetegnene ved at ’lide af onani’ er, og hold nu godt fast: ’Påfaldende sygelighed, et forstemt sind, hang til ensomhed, dorskhed og ligegyldighed’. Det ser han især hos børn, som har været livlige før, men nu får et blik, som bliver ’usikkert og sky’, ’et stift stirrende med glasagtigt udtryk’.”

Mette Byriel-Thygesen tager en slurk af sin kaffe.

”Det handler om, hvordan man undgår disse ting: Børn må ikke ligge under alt for varme dyner, de må ikke have for stramt tøj på, de skal have hyppige kolde afvaskninger, lave gymnastiske øvelser – og sløjdarbejde. Det er en måde at aflede kroppen fysisk. Med anden aktivitet kommer du væk fra disse urene tanker,” siger hun.

Lægen Emil Hornemanns skrift om skolehygiejne fra 1860 er et andet eksempel på, hvordan onani spillede skurkerollen i datidens seksualoplysning.

”Han foreslår, at man laver udendørs skoletoiletter i gården uden tag, så lærerne kan sidde oppe i vinduerne og holde øje med, at der ikke foregår noget pilleri. Han foreslår også åbne skolepulte af samme grund.”

I begyndelsen af 1900-tallet udgav kvinderetsforkæmperen Elna Panduro et slags hæfte om seksualoplysning til landbefolkningen.

”Hun taler i metaforer om blomster og bier, hønen og ægget og så videre. Det er lidt paradoksalt, da de unge, der kom fra landet, jo godt vidste, hvordan koen fik kalve. Og det er også en meget fjern tilgang til seksualoplysning, for du taler jo ikke om, hvad den kønslige akt indeholder hos mennesket. Men det passer godt ind i den viktorianske eftertid, hvor man er ret kropsforskrækket. Det er meget svært at tale om, og skal man tale om det, skal det ikke være direkte.”

Oplysningen til kvinderne handler om, hvordan man bliver gravid, men:

”På den anden side handler det heller ikke om, hvordan man undgår at blive gravid. Det var ikke i tråd med kristendommen, tænkte man. Det, man kan gøre, er at udbrede budskabet om kyskhed. Det har også været et helt reelt samfundsmæssigt problem med graviditeter uden for ægteskab. Og det har bestemt ikke været sjovt for den enkelte kvinde, som ofte blev udstødt,” siger Mette Byriel-Thygesen.

Det er et meget konservativt syn på sex, der ligger under denne litteratur, forklarer hun.

”Det er én mand og én kvinde, der efter ægteskabet giver sig hen til hinanden. Det seksuelle er noget farligt og noget, der skal kontrolleres, og det hersker altså langt op i 1900-tallet.”

Mette Byriel-Thygesen lægger hånden på mit medbragte værk:

”Også i den her fra efterkrigstiden ser vi kernefamilien som idealet. Men den er også truet af perversioner og afstikkere.”

Hun tager et andet hæfte frem fra bogstakken med titlen ”Barnet og det homoseksuelle problem” af Jens Jersild fra 1956. I omslaget står, at bogen har tilhørt Katrinebjerg Skole.

”Jens Jersild er på dette tidspunkt chef for sædelighedspolitiet og ansat i det, der i folkemunde bliver kaldt for ’onanipatruljen’. Det er en særlig indsatsstyrke, som opererer i det københavnske miljø og går efter at opdage, hvis to mænd er sammen på uhumske toiletter. Mænd må ikke danse sammen på offentlige steder, så kan de blive anholdt. Byder en mand en anden mindreårig mand en cigaret på et værtshus, så kan det også tyde på skumle aftaler,” siger hun.

”Det er tydeligt, at formålet helt grundlæggende er at passe på kernefamilien og de gifte mænd. Hvordan kan man opfange den seksuelle afvigelse så tidligt som muligt? Hvordan kan lærere, forældre og samfund sætte ind, hvis man begynder at få mistanke om, at det finder sted?”.

Det var først i 1981, at homoseksualitet blev taget af verdenssundhedsorganisationen WHO’s sygdomsliste, så det er måske ikke så underligt, at man tilbage i 1940’erne og 1950’erne så sådan på det. Men også for heteroseksuelle par kunne sex være besværligt nok på den tid.

Mette Byriel-Thygesen åbner det første blad i ”Seksuel Hygiejne” og bevæger sig ned gennem det kapitel, der hedder ”Kønsakten”:

”’Kærlighedslegen, Frieriet, Mandens Frieri, Den ombejlede Kvinde, Pirringen, Pirringsaktens Faser, Den legemlige Berøring, Rytmiske Strygninger, Pirringsomraaderne.’”

”Man bliver jo helt stresset! Her har vi virkelig en manual, hvor man går frem punkt for punkt. Rigtig mange unge mennesker har giftet sig, fordi de simpelthen ikke kunne holde sig fra hinanden. Og jeg tror, at især for de unge mænd har der været en forventning til, at man gjorde ting på en bestemt måde,” siger hun.

Her er der faktisk reminiscenser af et digt, nationalskjalden Adam Oehlenschläger skrev, kaldet ”Raad til unge Ægtemænd”, som ikke skal gengives i sin helhed her, men det er altså noget med et ”scepter” og en ”elskovspil”, ”styrkesaft” og ”krudt” og...

Nå, men tilbage til fortidsfundet: Mette Byriel-Thygesen læser op om kvindens rolle i denne ”kønsakt”:

”’Han vil erobre – hun vil erobres. Han er den belejrende Hær – hun er Fæstningen.’”

”Kvinden er et bytte, der skal nedlægges, men der er også noget med kvinden som den underdanige, fornuftige, blufærdige, mens det er manden, der begærer og tager initiativ. Det har kendetegnet forestillingen om, hvad sex er i 1940’erne og 1950’erne. Og noget, man virkelig gør op med i 1970’ernes seksualundervisning,” siger hun.

Og nu bliver det rigtig grimt, så grimt, at man i en MeToo-tid fristes til at stikke fingrene i ørerne og råbe højt ad bogen.

Midt i afsnittet om ”Kønsakten” står dette:

”Naturen har beskyttet Kvinden mod fræk Paatrængenhed og Parring mod hendes Vilje ved at anbringe Skedens Indgang paa det bedst skjulte og det bedst beskyttede Sted af Legemet. (...) En kvindes angivelse af at være blevet voldtaget bør modtages med den største Skepsis. Det er praktisk talt umuligt at udføre et Samleje med en Kvinde, der sætter sig til Modværge.”

Døren til personalestuen er gået op, og en yngre kvinde er listet ind for at lægge sin jakke.

”Hej-hej,” hilser Mette Byriel-Thygesen i retning af den vantro kollega.

”Du kommer lige på det rigtige tidspunkt!”, griner hun, før hun slår om i alvor.

”Det er jo skræmmende læsning i en seksualoplysningsbog. Men igen ser vi, at det hensyn, der vejer tungest, er mændenes kønsdrift. Og naturligheden i et samleje, der kan føre til befrugtning af kvinden,” siger hun.

De 125.000 solgte eksemplarer af ”Seksuel hygiejne” har stået på uddannelsesinstitutioner, hos læger og sundhedspersonale. Og så har bogen i nogle tilfælde været indkøbt af unge ægtepar, mener Mette Byriel-Thygesen. Sproget og de litterære referencer gør dog, at man har skullet have en vis alder og dannelse for at kunne følge med. Forfatteren til den oprindelige schweiziske udgave ”Unser Geschlechtsleben” var en læge ved navn Fritz Kahn, og bogens danske fortolker og oversætter Axel Tofte beskriver i forordet sit formål:

”Det er min Erfaring som praktiserende Kvindelæge gennem mere end 25 Aar, at der er faa Omraader, hvor der hersker en saa fuldstændig Uvidenhed som paa det seksuelle Omraade. Endvidere er der næppe noget Forhold, hvor Uvidenhed kan forvolde saa mange Ulykker og Sorger.”

Netop i det ligger også et fremskridt, en kim til den seksualoplysning, vi har i dag. ”Det seksuelle Problem” er allerede ved at blive løst, idet det faktisk ikke længere anskues som ét problem, men som et ”uløseligt Kompleks af Vanskeligheder, som hvert enkelt Individ maa søge at løse.” Og måske endda som noget, der, håndteret rigtigt, kan være kilde til livsglæde hos begge køn.

”De østrigske og schweiziske og senere danske læger var stærkt inspireret af Freuds psykoanalyse. Det er tanken om, at det seksuelle er en del af os, og at det har alvorlige konsekvenser at undertrykke det,” siger Mette Byriel-Thygesen.

Nutidens undervisning handler om at nedbryde mange af de myter, der gennem tiden er opstået: Jomfruhinden. Sundhedsfaren ved afbrudt samleje. Sikre perioder som prævention.

Men læser man grundigt efter i ”Seksuel Hygiejne”, vil man se, at mytenedbrydningen allerede er begyndt i 1940’erne. En kvindes frugtbarhed er altså ikke ophævet, blot fordi hun ammer, står der. Selvtilfredstillelse er ikke sundhedsfarligt i sig selv. Og: ”De fleste menneskers Kærlighedsliv begynder med mislykkede Oplevelser.”

Allersidst i bogen efterlyser overlæge Axel Tofte faktisk et ”lærerkorps” fra staten, der systematisk kan bedrive seksualoplysning. Og efter det kommer med vanlig højtidelighed en salve, med hvilken vi må sige tak for kaffe og god underholdning:

”Nutidens Samfund lider under det seksuelle, som var det en Sygdom i Stedet for en Glæde. Som en raadnende Sump gærer det under Menneskenes Boliger, en forfærdelig Stank og hæslige Sygdomme stiger op fra den. Vinduerne op, Dørene op, luft de kvalme Stuer ud og den frie Guds Aande blæser gennem de Sollyse Værelser!”.

(TH) ”Mekanisk-skematisk” fremstilling af forskellige former for impotens. – Illustration: ”Seksuel Hygiejne” ved Overlæge Axel Tofte”, Forlaget Nyttebøger. (TV) Tavle, der viser, hvordan man så befrugtningen af kvinden i 1940’erne. – Illustration: ”Seksuel Hygiejne ved Overlæge Axel Tofte”, Forlaget Nyttebøger. Foto: Emil Kastrup Andersen
Prævention fra det forrige århundrede 1
Prævention fra det forrige århundrede 2