Op mod jul begynder fortællingen om ”Nøddebo Præstegård” at dukke op hist og her. Skuespillet, der oprindeligt hedder ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, er skrevet af Carl Henrik Scharling i 1862 og opført flere end 5000 gange herhjemme siden, er fortællingen om det åbne og hjertelige præstehjem, der står som en idyllisk bastion i lokalsamfundet.
Præsten er patriarkalsk, men retfærdig, præstekonen mild og almoderlig, og omkring præstefamilien er et leben af den anden verden op mod jul og nytår.
Fortællingen finder sted i den imaginære landsby Nøddebo ved Roskilde og er et eksempel på nogle af de forestillinger, der lever i danskernes fælles bevidsthed om, hvordan en ”rigtig præstegård” skal være. Det fremgår af en ny bog, ”Livet i præstegården” af forfatter Kirsten Eriknauer, der har rejst land og rige rundt for at undersøge dansk præstegårdskultur.
Rejser man 50 kilometer mod nordvest fra den fiktive præstegård i Nøddebo, kommer man til landsbyen Egebjerg. Her bor 1500 mennesker, af dem er 1350 medlemmer af folkekirken. Byens kirke skuer stolt ud over Isefjorden, og når man står på kirkegården, kan man se vand til tre sider. Ved siden af kirken ligger en smuk og fredet bindingsværksgård, en rigtig præstegård, som huser præsten, Michael Nissen, og hans hustru, Katrine. Her bor også hunde, høns og bier og før i tiden fire børn, der nu er blevet store og er flyttet hjemmefra. Og det er også her, at Michael Nissen i sine i alt 30 år som præst ved Egebjerg Kirke har levet med, at der hvert øjeblik kan komme en bil trillende ind på gårdspladsen med professionelt bud efter ham. Det er helt, som det skal være.
Mens vi står i gården og nyder vintersolen, triller en sådan bil ind på gårdspladsen. En mand stiger ud og rækker Michael Nissen en hvid kuvert. Det er dødsattesten på en ung mand, som Michael Nissen skal begrave i morgen. Præsten har brugt de seneste tre dage på at være i tæt kontakt med mandens familie, efter at han omkom i en trafikulykke på landevejen nær sit hjem.
”Det er frygteligt tragisk,” siger Michael Nissen og tænder sin pibe, som han tænder ganske ofte, når han er udendørs.
Den afdøde er en af hans egne tidligere konfirmander, og også hustruen, Katrine, er berørt af dødsfaldet. Det kan man ikke undgå at blive, siger hun og tager sig til hjertet.
”Det er jo det, der også er, når man bor her,” siger Michael Nissen.
”Man kender dem, man begraver.”
En af præstegårdens længer er konfirmandstuen, hvor Katrine netop har været og hængt julekranse op i samtlige vinduer. Den gamle præstegård er opført i 1776, har kostald, hestestald og kapellanbolig, og alle længerne fra den tid står der stadig.
Egebjerg Præstegård er et eksempel på dansk præstegårdskultur anno 2016, som indgår i Kirsten Eriknauers bog. Men den kultur, der er i Egebjerg, er måske ved at stilne af, for den hører måske en anden tid til, hvor kravet om privatliv ikke var så stort, og præsterne varetog langt flere funktioner i lokalsamfundet, end de gør i dag.
Den danske præstegårdskultur har rødder i Reformationen i 1536, hvorefter præsternes cølibat blev ophævet, og der kom en forståelse af, at præsten ikke var hævet over sognets folk, men skulle ud og være en del af sognet og leve et jævnt, almindeligt liv. Men faktisk var overgangen slet ikke så brat, skriver Kirsten Eriknauer i bogen, for selv før Reformationen havde mange præster haft en husholderske, som alle godt vidste, at præstegårdens børn var avlet med.
I den grundtvigske tradition blev præstegården også et folkeligt sted for dannelse, en slags central for foredrag, debatmøder og kulturelle indslag. I dag er der dog mange steder lavet sognehuse, hvor folk mødes i kirkeligt regi. Og i Egebjerg Sogn har man fået et ”aktivitetsudvalg”, der står for at arrangere kirkelige aktiviteter uden om de faste.
Enhver forsamling kræver kaffe, masser af kaffe, og smurte boller. Traditionelt har præstekonen stået for det, men den opfattelse har ændret sig kraftigt blot i løbet af de seneste 50 år, fortæller Kirsten Eriknauer.
”Jamen præstekoner, de findes ikke mere. Engang var der sådan en idé om, at man betalte for én, altså præsten, men man fik to. I dag går man ud fra, at præstens hustru gerne vil leve sit eget liv, og der kræves ikke noget særligt af hende,” siger hun.
Netop denne dag er det Michael Nissen selv, der trakterer inde køkkenet og sætter gang i en buldrende espressomaskine. Han tilføjer:
”Ja, man kan nærmest sige, at for os var det modsat. Da jeg blev ansat, sagde biskoppen til menighedsrådet: ’Nu skal I lade Katrine være!’. Det var meget fint, og det var nok deres måde at sætte hende fri på,” siger han.
Katrine pynter stadig op i præstegården, men det er nu af lyst, til daglig er hun fysioterapeut.
Kernen i en præstegård må være kontoret, mener både Kirsten Eriknauer og Michael Nissen. Her laver præsten civilregistrering, underskriver attester og sender af sted. Og det er her, han tager imod, hvis nogen har brug for en samtale.
På Michael Nissens kontor står et maleri af Martin Luther op ad væggen som en ”reminder” om det ideal, han lever med som præst, og som også har formet hans livsform.
I en tid hvor det private i forvejen er under pres, og alle kan følge hinanden døgnet rundt på de sociale medier, er man ekstra udsat, når man er præst og bor i præstegård. Sådan har Michael Nissen indimellem følt det, ikke fordi det er dårligt, men det er et vilkår ved præstegårdslivet, som man skal gøre sig bevidst. Telefonen kan ringe med foruroligende nyt midt i en god lørdagsfilm, og det kan banke på døren hvert øjeblik, hvis nogen har brug for en sjælesørgerisk samtale på kontoret. Og heller ikke ude i det offentlige rum er præsten privat, ikke engang hvis han blot skal ned i Brugsen for at købe kartofler.
Indimellem tager Michael Nissen i sommerhus for at komme lidt væk.
”Der sker et eller andet med mig, når jeg kommer derop. Så går jeg rundt ude i haven og fælder træer, og så falder skuldrene altså lige ned,” siger han.
Men han har det i øvrigt fint med sin livsform, siger han.
”Hvis ikke jeg havde boet her, havde jeg jo ikke fået det forhold til folk, jeg har,” siger han.
Michael Nissen har da også boet på præstegård store dele af sit liv: Hans egen far var præst i Jylland i 1950’erne og havde en anden naturlig autoritet i lokalsamfundet.
”’Nå, der gik præsten,’ kunne folk sige, når han kom gående i byen. Omvendt kunne han selv finde på at råbe efter en bonde, der var ude at pløje om søndagen, at han skulle se at komme hviledagen i hu,” griner Michael Nissen.
”På den måde er der sket meget på ganske få generationer,” nikker Kirsten Eriknauer.
”Også i forhold til menighedsrådet, som før i tiden blandede sig meget i, om noget skulle laves på præstegården. Det har alle dage været et lidt ømfindtligt punkt, når menighedsrådet skulle ’ind at se til deres ejendom’, som de kunne sige. Der oplever jeg, at respekten og indsigten er meget større i dag. De har forståelse for, at præstegården også er et hjem.”
Nej, menighedsråd er blevet meget flinkere. Til gengæld kan der være nok at se til for de præster, som bor i fredede bygninger, og som jævnligt får visit af Kulturstyrelsen. Egebjerg Præstegård blev fredet i 1964, fordi den er ”et monumentalt anlagt og særdeles velbevaret præstegårdsanlæg fra anden halvdel af 1700-tallet med store arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdier. Præstegårdens udlænger er desuden efter vestsjællandsk skik kalket ”over stok og sten”, hvilket bogstaveligt betyder, at både mursten og bjælker er kalket hvide.
Fortællingen om den romantiske ”Nøddebo Præstegård” er ren fiktion, og blev i øvrigt skrevet af Carl Henrik Scharling, mens han var på en rejse til det fjerne Egypten. Arbejdet med fortællingen var et ”fredens asyl, i hvilket jeg trak mig tilbage, når rejse-uroen og hjemlængslen kom for stærk over mig,” som Scharling skriver.
I dag er virkeligheden kompleks, og der findes mange forskellige måder at bo i præstegård på. Kirsten Eriknauer fremhæver, at det ikke er, fordi mange unge præster ikke gerne vil være i tæt kontakt med deres menighed i dag. Men når nogle vælger embedsboligen fra, skyldes det måske, at man har et stærkt kald til at forkynde og føler, at man kan gøre det bedst, hvis man samtidig værner om sit private familieliv:
”De præster, jeg har talt med, siger enslydende, at synlighed, nærvær og forkyndelse er vigtigt. Det er den lutherske forståelse af det at være præst, og den lever stærkt i dag. Men der er et par stykker, jeg har mødt, som har sagt til mig: ’Jeg er ikke ansat til at bo i præstegård.’ Eller som bare har et ønske om at bo mere privat,” siger hun.
”Vi må bare ikke glemme, at den her kultur bærer noget meget frugbart med sig. Den åbne præstegård skaber en sammenhæng mellem lokalsamfundet og kirken. Det er blandt andet det, man kan opleve her i Egebjerg.”
”Jamen det er da ikke specielt privat, det her,” siger Michael Nissen grinende.
”Ved min død bliver jeg nok udstoppet, sat ind i foyeren i Kirkeministeriet og udstillet som ’Den allersidste landsbypræst’! Men jeg er meget enig med min provst, som siger: ’Det at være præst er jo ikke bare at svinge røgelseskarret mellem 10 og 11 hver søndag.’ Når man er præst, så er man det hele tiden – og præsten skal man vide, hvor er.”