Prøv avisen

Præsteslægt skal følge præsteslægters gang

Foto: Modelfoto.

Historien er fuld af præsteslægter, og at have en søn, der var præst, var tidligere nærmest en del af pensionsordningen for præster. I dag er forholdet mellem præstefar og præstesøn mest af alt psykologisk betinget. Det gælder også i DR’s dramaserie ”Herrens Veje”, der bliver sendt første gang på søndag

”De der er vokset op i præstegården under kirkeklokkers daglige klang, bliver aldrig denne klokkeklang kvit”.

Sådan skriver den københavnske sognepræst Paul Nedergaard i 1954 i sin bog ”100 danske præsteslægter – en lille slægtshaandbog”. Heri gennemgår han minutiøst danske slægter med en meget lang tradition for at få sønner og døtre, der uddanner sig til præster eller gifter sig ind i den danske præstestand.

Familien Krogh er, skønt dens præsteslægt i den danske folkekirke går 250 år tilbage i tiden, ikke med i den bog. Af gode grunde. For familien Krogh er fiktiv og omdrejningspunktet i DR’s nye dramaserie ”Herrens Veje”, der fra på søndag løber over skærmen i foreløbig 10 afsnit. 10 mere er planlagt.

I serien er provsten Johannes Krogh familiens overhoved, og de to voksne sønner Christian og August er arvtagerne.

Christian er sprunget fra teologistudiet og er i stedet ved at færdiggøre en uddannelse på Copenhagen Business School. August er, som kun 28-årig, en succesrig præst, der fylder sin kirke om søndagen og er værdsat af både sognebørn og kolleger. På kirkegården ligger Christians og Augusts farfar Emanuel Krogh, der også var præst, og adskillige andre slægtsled i den Krogh’ske præsteslægt ligger også under mulden. Scenen er dermed sat for en dramatiseret fortælling om tradition, forventning og forpligtelse. Og om tro og tvivl – også på egne evner.

Ude i virkeligheden er der, ligesom i Paul Nedergaards historiske optegnelser, masser af eksempler på præstebørn, der har valgt den samme uddannelse og levevej som deres præstefar eller -mor.

En af dem er Henrik Højlund, der i snart 18 år har været sognepræst i Løsning Kirke i Østjylland. Hans far er afdøde Asger Højlund, der var præst i Hirtshals, og hans søn er Peter Højlund, der dette efterår er begyndt at læse teologi på Aarhus Universitet.

”Når folk spørger, hvorfor jeg blev præst, så lyder mit svar altid, at en af forklaringerne helt sikkert er, at det er, fordi min far var det,” siger Henrik Højlund og tilføjer:

”Men den tanke er kommet sent til mig. Da jeg var ung, lå det mig fjernt, at de to ting skulle hænge sammen.”

Henrik Højlund var kun 11 år, da hans far døde, så på den måde lå der ikke noget forventningspres fra faderens side. Han opfatter det da også som sin helt egen beslutning, at han allerede fra gymnasieårene vidste, at han ville læse teologi.

”Dengang havde det noget at gøre med, at jeg mødte andre unge uden for mit hjem, som forekom mig at være troværdige, troende mennesker. Troen kom til at brænde levende i mig, og det blev en tilvalgt tro på en anden måde end den naturlighed, der var i barndommens tro,” fortæller han.

I dag er Henrik Højlund imidlertid kommet til en erkendelse af, at hans valg af erhverv også hænger sammen med en psykologisk fortolkning af mennesket som værende bestemt af noget, der allerede er valgt for os.

”Jeg kan se nogle mønstre, der viser, at vi står meget mere på skuldrene af andre, end vi tror. Jeg tror på den kierkegaardske model med, at man vælger sin skæbne. Altså at man kan vælge at gøre noget til sit eget, uanset hvor det kommer fra. Hvis det er tilfældet, at jeg har valgt at blive præst, fordi min far var det, så er jeg i det med egen vilje og lyst,” siger han.

Henrik Højlund er far til fem voksne børn, som han aldrig har opfordret til at gå i sine præstefodspor.

”Jeg har ikke på noget tidspunkt ønsket, at mine børn skulle læse teologi. Det ligger i kortene, at børn skal gøre sig fri af deres forældre og helst vinde over dem. Den helt ærlige forklaring på, at jeg ikke ønskede, at mine børn blev præster, er, at de så kunne komme i en situation, hvor de ville finde en helt anden teologi end min. Det ville jeg synes var så ærgerligt. Men i virkeligheden har der været noget hysterisk over mine tanker om det. Det kan jeg se nu, hvor min yngste søn er begyndt at læse teologi og tydeligvis godt selv kan finde sin vej.”

”Jeg er sikker på, at min søn bliver en bedre teolog og en bedre præst end mig. Fagligt har vi en fællesmængde, men jeg ser det ikke længere som en konkurrenceting – og hvis det er, vil jeg faktisk gerne overgås,” siger Henrik Højlund.

Traditionerne, og de deraf følgende forpligtelser til at videreføre en faglig, fædrende arv, findes også hos tandlæger, elektrikere og alle andre erhverv.

Men historisk ser de ud til at være særlig udtalte for præstestanden. Det mener Carsten Bach-Nielsen, der er lektor i kirkehistorie og praktisk teologi på institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.

”Det er svært at indkredse, hvor egenartet det er for præstesønner at blive præster. Men det er ret markant, at så mange er blevet det, og det er der en række historiske grunde til,” siger han.

Vi skal tilbage til Martin Luther og Reformationen. Før den tid levede præsterne efter pavens påbud i cølibat, og begreber som præstehjem og præstefamilier var derfor slet ikke opfundet.

”Der skete noget nyt i 1500-tallet, nemlig at præster giftede sig, fik børn og dermed skabte en helt ny klasse i samfundet. Det var en klasse af gejstlige, der skulle finde deres placering mellem borgerskab og adel. Der skete ret hurtigt det, at præsterne sørgede for, at deres børn giftede sig med andre præsters børn. Dermed kopierede de adelen og dannede det, vi i dag kender som præsteslægter,” siger Carsten Bach-Nielsen og fortsætter:

”Mange unge teologer begyndte som hjælpepræster for deres fædre. Det var også en del af en social ordning, for der fulgte ingen pension med præsteembedet. Når præsten blev gammel, kunne han sidde lidt længere i sin præstegård, hvis sønnen kunne tage over. Man kan sige, at dét at have en søn, der var præst, var en del af pen- sionsordningen for præster.”

Lange præsteslægter forudsatte, at præsterne fik mange børn, der overlevede. Det lykkedes ifølge Carsten Bach-Nielsen, fordi det på den tid var ret lukrativt at være præst.

Der blev sørget for, at præsten ikke gik fallit med sit landbrug, og det var derfor ikke forbundet med nogen særlig økonomisk risiko at have et præsteembede.

Carsten Bach-Nielsen betegner de lutherske præstegårde i Tyskland, Norge og Danmark som særlige arnesteder for lange præsteslægter.

Om den svenske ved han ikke så meget, men refererer til den svenske forsker i folkeliv og kristendom Hilding Pleijels historie om en svensk præstefrue, der i 1700-tallet studerer genealogier. Hun finder til sin store overraskelse ud af, at hun er i familie med præster i hele Sverige.

Henning Nielsen, der netop er gået af som sognepræst i Hyllested på Djursland, er levende interesseret i dansk kirkehistorie og har derfor studeret nogle af de lange, danske præsteslægter. Han er enig i, at præsterne som erhvervsgruppe førhen havde en særlig interesse i, at deres sønner også valgte den metier.

”Går vi 200-300 år tilbage, var præsten ofte den eneste i sognet, der havde en akademisk uddannelse, og det lå ligesom i kortene, at den ældste søn selvfølgelig skulle være præst. Præsteembedet blev betragtet som et kald, men det var også et praktisk anliggende at sikre arvefølgen, for så kunne sønnen arve præstens bogsamling, som ellers ingen andre kunne have glæde af. På samme måde med de fine gamle møbler, der som oftest stod i præstegårdene,” siger Henning Nielsen.

Han mener ikke, at der var tale om et egentligt forventningspres, men snarere at der lå en naturlighed i, at sønner af præster valgte den samme levevej.

”Når man læser om de gamle præsteslægter, så vil man se, at der ofte var indtil flere sønner i samme slægtled, der fulgte i faderens fodspor. Måske fordi præsteembedet for bare få generationer siden, helt naturligt, tog udgangspunkt i et religiøst/kristent hverdagsliv med morgen- og aftenandagter og salmesang. Der er også mange vidnesbyrd om, at præstefamilier mødtes med præstefamilier, således at store børneflokke mødtes på kryds og tværs. Det førte til venskaber og ægteskaber og betød ofte, at interessen for at følge i fædrenes fodspor var helt oplagt,” siger Henning Nielsen.

Henning Nielsen har i øvrigt været gift ind i Seidelin-slægten, der er en af de gamle, danske præsteslægter. Hans fraskilte kone Karen Margrethe Seidelin tilhører 13. led i Seidelin-slægten, hvor den første præst, Jørgen Hansen Seidelin, var tredje slægtsled. Henning Nielsens og Karen Margrethe Seidelins børn har dog valgt andre uddannelser end teologien.

Ifølge Carsten Bach-Nielsen var præsteslægterne tidligere en stærkt autoritet i samfundet.

”De var en slags herskende, intellektuel klasse, hvilket man kan se tydeligt på gravsten helt op i 1700-tallet,” siger han.

Carsten Bach-Nielsen mener, at forventningerne om præsteslægternes magt og indflydelse på længere sigt blev en belastning for mange præstebørn.

”For mange af dem blev det en spændetrøje, fordi det blev mere og mere umuligt for dem at bryde den sociale arv. Oprøret kom så i forbindelse med det moderne gennembrud i 1880’erne, blandt andet med en litterær figur som Lykke-Per af Henrik Pontoppidan,” siger han.

Henrik Pontoppidan er en af de præstesønner, der gik andre veje end faderen. Han er i Paul Nedergaards gamle bog citeret for at have skrevet: ”Hvorlangt den enkelte end kan fjerne sig fra den brøstfældige lutherske kirke, den er dog nu engang vor aands vugge og rangle; den har lagt grunden i os til det, vi blev.”

Ansvar og faglighed, der går i arv fra far til søn, gennemsyrer handlingen i ”Herrens Veje” og vækker også klangbund i manuskriptforfatteren Adam Prices egen familiebaggrund.

”Jeg kommer fra en underlig slægt, hvor vi på min fars side har været skuespillere og gøglere næsten 300 år tilbage, og jeg tror på det at være en del af en sammenhæng, der strækker sig over tid. Man kan godt nogle gange have en underlig fornemmelse af, at fortiden spiller ind,” siger Adam Price og tilføjer, at han selv har stået i situationer, hvor han har følt forfædrene puste ham i nakken.

Henrik Højlund er præstesøn og deri ligger en del af forklaringen på, at han blev præst, mener han. Her ses hans afdøde far Asger Højlund på prædikestolen i Hirtshals Kirke. Foto: Privatfoto