Tjenestekarlen Søren Nielsen Dahl gik i 1832 til sin læge efter angiveligt at være blevet pryglet med en stok af en mejeriforpagter tilknyttet godset Stenalt på Djursland. Lægen skrev i en erklæring, at Søren havde ”forskiellige sorteblaae Pletter på Kroppen”. Den erklæring gjorde imidlertid ikke indtryk på dommeren i den lokale herredsret. Han frikendte forpagteren for at have overskredet revselsesrettens grænser, fordi karlen i retten hverken kunne ”paavise Saar, sønderslaagede Lemmer” eller bevise, at han havde taget skade på sit helbred.
Eksemplet indgår i historiker Dorte Kook Lyngholms forskningsprojekt ”Uligheden for retten” og er langtfra enestående. Hendes forskning er en systematisk gennemgang af en række retssager fra tre østjyske herreder, Rougsø, Sønderhald og Øster Lisbjerg på Djursland, med det formål at kaste lys over vilkårene for tjenestefolk og landarbejdere på 1800-tallets herre- og proprietærgårde.
Gennemgangen viser, at landboreformernes bondefrigørelse ikke ændrede forholdene væsentligt for de mennesker, der var ansat til at udføre det fysiske arbejde i marker, stalde, stuer og køkkener. Det vil på den tid sige rigtig mange mennesker, for de fleste kom ud at tjene efter konfirmationsalderen og var altså, i hvert fald i en periode af deres liv, tyende på landet.
”Tidligere tiders tjenestefolk interesserer mange, men der findes meget lidt eksakt viden om, hvordan deres forhold var. Det handler om mennesker, der generelt hverken skrev dagbog, breve eller erindringer, og derfor er der ikke mange skriftlige kilder at hente,” siger Dorte Kook Lyngholm, der i mangel af andet skriftligt materiale besluttede sig for at kigge nærmere på de af tidens lokale retssager, der handlede om tvister mellem herremænd og tyende.
Inspirationen kommer fra hendes ansættelse på Dansk Center for Herregårdsforskning, hvor hun tidligere har beskæftiget sig med 1700-tallets retsvæsen på godser og herregårde.
”På et tidspunkt gik det op for mig, at den såkaldte bondefrigørelse, der i slutningen af 1700-tallet var et af de store landboreformers væsentligste resultater, slet ikke gjaldt den del af landbefolkningen, der indgik i tjenesteforhold,” siger hun og konstaterer samtidig, at Grund-loven i 1849 ikke ændrede synderligt på det forhold, da tjenestefolkene allerede få år senere blev underlagt den såkaldte Tyendelov fra 1854.
”Tjenestefolk og landarbejdere var underlagt en særlovgivning, der helt frem til 1921 gav deres husbond myndighed over dem, og det er retssager fra den periode, jeg satte mig for at undersøge. Jeg kunne ret hurtigt konkludere, at fortolkningen af lovgivningen i overvejende grad var i godsejernes favør,” siger Dorte Kook Lyngholm.
Dermed rammer hun en pæl igennem den gængse opfattelse af, at alle på landet fik det bedre med stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne.
”Der er ikke tale om, at der blev snydt og ikke blev dømt efter loven, men jeg kan konstatere, at eksempelvis det lovfæstede krav om lydighed i mange tilfælde fungerede som en gummiparagraf, der blev brugt til at få dømt en ansat, der på en eller anden måde var raget uklar med godsejeren,” siger Dorte Kook Lyngholm.
I et andet eksempel fra hendes forskning møder vi tjenestekarlen Knud Christian Madsen, der i 1874 blev sagsøgt for ”ulydighed, trods og opsætsighed” af sin arbejdsgiver på proprietærgården Tammestrup. Karlen var blevet beordret til at harve, men havde nægtet, fordi han var ansat som staldkarl og ikke markarbejder. Dommen for ulydighed udløste en bøde på fem rigsdaler til politikassen. Straffen for ulydighed efter Tyendeloven var bøder, og herremændenes tugtelsesret over voksne tjenestefolk var blevet afskaffet.
Ifølge Dorte Kook Lyngholm forsvandt den korporlige afstraffelse dog ikke. Gårdejerne holdt med andre ord ikke op med at uddele lussinger og på anden måde udsætte de ansatte for slag og prygl. Det viser blandt andet et eksempel fra herregården Estruplund, hvor tjenestekarlen S.N. Ytte sagsøgte en forvalter for at have slået ham med en stok og derefter bortvist ham. Forvalteren blev idømt to dages fængsel for overlagt vold, men samtidig blev tjenestekarlen dømt for at rende af pladsen og mistede den løn, han havde til gode, og skulle desuden betale en bøde på 15 rigsdaler til godsejeren.
”Set med nutidens øjne er det et ret grelt eksempel på, i hvor høj grad systemet favoriserede godsejerne,” siger hun.
Dorte Kook Lyngholms resultater er publiceret i artiklen ”Pligten til lydighed. Tjenestefolk og landarbejderes retsstilling på danske herregårde i 1800-tallet”, udgivet i Temp - tidsskrift for historie.