Prøv avisen

Pullimut og mokka-de-plør: Ny bog hylder husmødrenes opfindsomhed under krigen

Der kom under krigen et større fokus på selvforsyning og udnyttelse af alt, der kunne spises. Her pilles kastanjer til fremstilling af erstatningsmarcipan. – Foto: Ritzau/Scanpix

Under Besættelsen voksede en særligt opfindsom madkultur frem i de danske køkkener. På blodig baggrund opfandt husmødre nye retter og hjalp hinanden til at få fødevarerne til at række. Det kan vi lære af i dag, mener forfatter til ny bog

Erstatningskaffe og smørmærker. Sådan tænker mange af dem, der ikke selv har oplevet Besættelsen i dag, når de hører ordet rationering. Men selvom mange vil mene, at hver en sten er ved at være vendt i den historiske behandling af årene 1940-1945, så ved vi stadig forbavsende lidt om, hvordan krigen indvirkede på hverdagslivet. Hvem kender eksempelvis i dag til ord som pullimut, mokka-de-plør og rabarberrosiner?

Alt sammen er på linje med Richs-kaffen, altså fødevarer, der vandt indpas under krigen, og det takket være nogle gæve og opfindsomme kvinder, der formåede at gøre det bedste med det, de havde, fortæller Dorthe Chakravarty, historiker og forfatter til bogen ”Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen,” der netop er udkommet.

”Vi har i dag et overflodssamfund, hvor vi intet mangler. Men vi begynder i stigende grad at spørge til, hvad der er bæredygtigt, har kødløse dage i madplanen og tænker over madspild. Her er det væsentligt at se på, hvor forbilledligt husmødrene gik til opgaven under krigen. Jeg vil ikke sige, det var med iver, men de havde en ildhu, som vi godt kan tage ved lære af i nutiden,” siger hun.

I bogen beskriver hun i et kvindehistorisk perspektiv den figur, husmoderen, som frem til 1970’erne stadig var en meget udbredt skikkelse. Offentlighedens billede af den ideelle husmor blev blandt andet tegnet i bøger og kogebøger skrevet af markante kogebogsforfattere og husholdningslærere, blandt andre den senere ikoniske Kirsten Hüttemeier. Under krigen tog de ud og informerede husmødrene om, hvad de kunne gøre helt privat.

”Udgangspunktet er, at husmødrene ved ikke nok, de må skoles i, hvordan de holder hus, og i en mangeltid er det særligt nødvendigt. Den ideelle husmor har styr på madlavning, rengøring og børneopdragelse, opretholdelse af hjemmet i det hele taget. Hun er påpasselig med hygiejne, og hun sørger for en sund husholdningsøkonomi,” fortæller Dorthe Chakravarty.

”Jeg har ikke fundet vidnesbyrd om almindelige ægtemænd, der går op i husholdning. På denne tid er det stadig sådan, at manden skaffer føden, mens kvinden står for hjemmet. Måske har mænd stået i kø efter rationeringsmærker, og selvfølgelig går han op i god mad, men i bund og grund er køkkenet kvindens domæne,” siger hun.

Det betød dog ikke, at arbejdet ikke blev påskønnet af mændene – det blev det; her er det statsminister Vilhelm Buhl, der i 1942 formulerede en hyldest:

”Den tapre husmoder, som med knappe midler skal skaffe føden og andre livsfornødenheder frem, som må spinke og spare og have et øje på hver finger for at komme igennem, gør i stilhed en gerning, som vi alle taknemmeligt må bøje os for,” lød det blandt andet.

Virkelighedens husmor var måske noget anderledes end den ideelle. Hende har Dorthe Chakravarty fået et unikt indblik i med afsæt i en større brevsamling, hvor vi møder en kvinde, der var husmor i Holstebro under krigen. Brevene er skrevet til kvindens svigerdatter på Sjælland, som er bykvinde og ofte må gå til slagteren for at få hjælp til madlavningen.

”Denne husmor er eksemplarisk, hun sløser ikke med noget, men mest af alt har hun sine egne køkkenerfaringer og sin snusfornuft med sig. Det er det, hun opererer efter. Men brevsamlingen viser også, at den udearbejdende kvinde begynder at vinde indpas. Forestillingen om, at enhver kvinde engang bare kunne vride en rullepølse ud af ærmet, det er ikke et ærligt billede,” siger Dorthe Chakravarty.

I datidens kamp mod madspild kørte man rundt ved køkkendørene og indsamlede spild. Dette har dog nok været et reklamestunt, da der også var benzinrationering på den tid, og bilkørsel derfor var en undtagelse. – Foto: Frihedsmuseet