Pullimut og mokka-de-plør: Ny bog hylder husmødrenes opfindsomhed under krigen

Under Besættelsen voksede en særligt opfindsom madkultur frem i de danske køkkener. På blodig baggrund opfandt husmødre nye retter og hjalp hinanden til at få fødevarerne til at række. Det kan vi lære af i dag, mener forfatter til ny bog

Der kom under krigen et større fokus på selvforsyning og udnyttelse af alt, der kunne spises. Her pilles kastanjer til fremstilling af erstatningsmarcipan. –
Der kom under krigen et større fokus på selvforsyning og udnyttelse af alt, der kunne spises. Her pilles kastanjer til fremstilling af erstatningsmarcipan. – . Foto: Ritzau/Scanpix.

Erstatningskaffe og smørmærker. Sådan tænker mange af dem, der ikke selv har oplevet Besættelsen i dag, når de hører ordet rationering. Men selvom mange vil mene, at hver en sten er ved at være vendt i den historiske behandling af årene 1940-1945, så ved vi stadig forbavsende lidt om, hvordan krigen indvirkede på hverdagslivet. Hvem kender eksempelvis i dag til ord som pullimut, mokka-de-plør og rabarberrosiner?

Alt sammen er på linje med Richs-kaffen, altså fødevarer, der vandt indpas under krigen, og det takket være nogle gæve og opfindsomme kvinder, der formåede at gøre det bedste med det, de havde, fortæller Dorthe Chakravarty, historiker og forfatter til bogen ”Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen,” der netop er udkommet.

”Vi har i dag et overflodssamfund, hvor vi intet mangler. Men vi begynder i stigende grad at spørge til, hvad der er bæredygtigt, har kødløse dage i madplanen og tænker over madspild. Her er det væsentligt at se på, hvor forbilledligt husmødrene gik til opgaven under krigen. Jeg vil ikke sige, det var med iver, men de havde en ildhu, som vi godt kan tage ved lære af i nutiden,” siger hun.

I bogen beskriver hun i et kvindehistorisk perspektiv den figur, husmoderen, som frem til 1970’erne stadig var en meget udbredt skikkelse. Offentlighedens billede af den ideelle husmor blev blandt andet tegnet i bøger og kogebøger skrevet af markante kogebogsforfattere og husholdningslærere, blandt andre den senere ikoniske Kirsten Hüttemeier. Under krigen tog de ud og informerede husmødrene om, hvad de kunne gøre helt privat.

”Udgangspunktet er, at husmødrene ved ikke nok, de må skoles i, hvordan de holder hus, og i en mangeltid er det særligt nødvendigt. Den ideelle husmor har styr på madlavning, rengøring og børneopdragelse, opretholdelse af hjemmet i det hele taget. Hun er påpasselig med hygiejne, og hun sørger for en sund husholdningsøkonomi,” fortæller Dorthe Chakravarty.

”Jeg har ikke fundet vidnesbyrd om almindelige ægtemænd, der går op i husholdning. På denne tid er det stadig sådan, at manden skaffer føden, mens kvinden står for hjemmet. Måske har mænd stået i kø efter rationeringsmærker, og selvfølgelig går han op i god mad, men i bund og grund er køkkenet kvindens domæne,” siger hun.

I datidens kamp mod madspild kørte man rundt ved køkkendørene og indsamlede spild. Dette har dog nok været et reklamestunt, da der også var benzinrationering på den tid, og bilkørsel derfor var en undtagelse. –
I datidens kamp mod madspild kørte man rundt ved køkkendørene og indsamlede spild. Dette har dog nok været et reklamestunt, da der også var benzinrationering på den tid, og bilkørsel derfor var en undtagelse. – Foto: Frihedsmuseet

Det betød dog ikke, at arbejdet ikke blev påskønnet af mændene – det blev det; her er det statsminister Vilhelm Buhl, der i 1942 formulerede en hyldest:

”Den tapre husmoder, som med knappe midler skal skaffe føden og andre livsfornødenheder frem, som må spinke og spare og have et øje på hver finger for at komme igennem, gør i stilhed en gerning, som vi alle taknemmeligt må bøje os for,” lød det blandt andet.

Virkelighedens husmor var måske noget anderledes end den ideelle. Hende har Dorthe Chakravarty fået et unikt indblik i med afsæt i en større brevsamling, hvor vi møder en kvinde, der var husmor i Holstebro under krigen. Brevene er skrevet til kvindens svigerdatter på Sjælland, som er bykvinde og ofte må gå til slagteren for at få hjælp til madlavningen.

”Denne husmor er eksemplarisk, hun sløser ikke med noget, men mest af alt har hun sine egne køkkenerfaringer og sin snusfornuft med sig. Det er det, hun opererer efter. Men brevsamlingen viser også, at den udearbejdende kvinde begynder at vinde indpas. Forestillingen om, at enhver kvinde engang bare kunne vride en rullepølse ud af ærmet, det er ikke et ærligt billede,” siger Dorthe Chakravarty.

Rationeringen var et greb, staten også havde brugt under Første Verdenskrig, hvor rationeringsmærker første gang var i spil. Belært af erfaringerne fra dén krig tog regeringen hurtigt affære, da England og Tyskland i 1939 erklærede hinanden krig.

”Man er ret hurtigt klar over, at dette vil kunne mærkes på fødevarerne. Det er en klassiker i verdenshistorien, at mangel på mad har skabt optøjer. Så det handler grundlæggende om at sikre ro og stabilitet i befolkningen,” siger hun.

Under Første Verdenskrig indførte man desuden ”familiegrisen”, som betød, at man gav byfamilier, som ellers ikke ville kunne få tilladelse til dyrehold, lov til at holde en gris.

Det kastede megen morskab af sig, og satiretegninger har blandt andet tegnet grisen som et kært kæledyr, familierne havde svært ved at skulle slagte, når den tid kom. Men det er også en meget interessant tilgang til, hvad man fra systemets side kan gøre, påpeger Dorthe Chakravarty:

”Det er en meget materiel tankegang, der ligger bag. I stedet for at give folk penge, så gav man dem strukturelt bedre muligheder for at være selvforsynende,” siger hun.

Selvforsyning kom i høj grad i fokus under Anden Verdenskrig, men på en ny måde. Kolonialvarer som kaffe, marcipan og tørret frugt var i mange hjem gået hen og blevet en fast del af den daglige husholdning. Så det måtte selvfølgelig erstattes, og det affødte en stor opfindsomhed i de små hjem. Der blev eksempelvis lavet erstatningsmarcipan på kastanjer. Kaffe på korn og cikorie. Rosiner på små stykker af rabarber, som blev lagt i sukkerlage og siden brugt i kringle og andet bagværk.

Helt ude i ekstremerne blev der også budt på skvalderkålskarbonader, røllikesmør og fyrrenålesuppe. Dette var dog også af helsehensyn. Retterne stod nemlig den kendte lektor, modstandsmand og forfatter til flere bøger om lægeplanter Herluf Petersen for med sin kogebog fra 1942 med titlen ”Gratis mad. Hvorledes udnyttes vor spiselige vilde flora.”

Når retterne skulle navngives, herskede en vis galgenhumor. Erstatningskaffe blev kaldt for ”løbesod” eller ”mokka-de-plør”. Hjemmebrygget vin gik under dæknavnet ”pullimut”. Retter med kanin vandt indpas og fik fine franske navne som ”Montmartrekanin” og ”Kanin i det grønne”.

De såkaldte husmoderråd, vi taler om i dag: At bruge eddike til at fjerne røglugt eller kalk i kedlen, de stammer fra den tid, fortæller Dorthe Chakravarty.

”Kvinder oplyser kvinder. De skriver til blade og aviser med gode råd til hinanden om, hvad man kan gøre: Hvis du eksempelvis har noget skiveskåret kødpålæg, som er blevet lidt dødt i det, så kan det med fordel kommes i saltvand. Når det så har ligget der et par minutter, er det så godt som nyt. Mel kan erstattes med fintmalede tørrede ærter. Gode gammeldags husmortips flyder simpelthen gennem breve og i blade, og på den måde skaber husmødrene deres eget forum.”

Bogen rummer en del indsamlede opskrifter. En af forfatterens egne små ”darlings” er havregrynskuglerne, der i dag er en fast bestanddel i julehyggen i enhver børnehave, men som blev opfundet under krigen for at dæmme op for længslen efter chokoladekonfekt.

Og der er andre spor af krigstiden i vores madkultur i dag, siger Dorthe Chakravarty:

”Et af de vigtigste spor er den glæde, vi danskere har for grundkøkkenet. Sådan noget som fars blev jo en stor ting under krigen, og vi danskere er glade for frikadeller og kartofler, stort set uanset hvordan verden ellers ser ud. Den madkultur, vi har i dag, er faktisk ret traditionsbunden, men den bunder mere i tiden omkring Anden Verdenskrig end 1800-tallets søbemad.”

”Krigsbarn!”, siger vi i dag spøgefuldt om dén, der rydder den sidste rest mad af bordet. Vi kan have en tendens til at være nostalgiske omkring hverdagslivet under krigen, men vi må huske, at det var blodig alvor, mener Dorthe Chakravarty.

”Det skal helst ikke være sådan et nostalgisk ’se, hvor hyggeligt, vi engang havde det’-blik på fortiden. Jeg mener heller ikke, at vi skal til at spise allle mulige tarvelige udskæringer og bilde os ind, at det er en lækker ret. Men sådan noget som at overveje, hvor meget mere grønt, vi kan komme i en ret. Om der er andre meltyper end det, vi normalt griber til, der kunne integreres, der synes jeg, vi kan lære af den tid.”

”Og så er der spildsituationen: Det med virkelig at tænke sig godt om, før man smider noget ud. I dag må restauranter ikke engang overgive deres overskudsmad til landmænd, det synes jeg er helt syret. Vi har så mange regler i dag. I forhold til fødevareudbuddet kan jeg selv blive gal, hvis ikke supermarkedet har mine økocitroner på hylden klokken 23 om aftenen. Det er sundt med lidt ydmyghed og perspektiv på tingene. Befolkningen har overlevet meget værre tider.”

Kødhakkeren var uundværlig til fremstilling af fars, kager og, som det fremgår af bogen ”Syltning og kræs”, konfekt. På bordet står mærkeligt nok en æske rosiner – de var ellers et særsyn i 1944, hvor bogen er fra. – Foto fra bogen ”Husmor i en rationeringstid”.
Kødhakkeren var uundværlig til fremstilling af fars, kager og, som det fremgår af bogen ”Syltning og kræs”, konfekt. På bordet står mærkeligt nok en æske rosiner – de var ellers et særsyn i 1944, hvor bogen er fra. – Foto fra bogen ”Husmor i en rationeringstid”.