Reformen, der satte bollen over å’et

For 70 år siden blev dansk retskrivning ændret, så det danske sprog rykkede lidt væk fra tysk og tættere på de andre nordiske sprog. Forud var gået mere end 100 års skarp debat, og pessimister frygtede, at de små begyndelsesbogstaver og bolle-å’et nu ville blive det danske sprogs endeligt

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Bekymringen var betydelig. Ville det overhovedet være til at forstå dansk på skrift, når reformen blev gennemført? Hvordan skulle det for eksempel gå, når skolebørn læste sætningen, ”kong Christian stod ved højen mast”, og pludselig ikke kunne vide, om det handlede om en konge ved en høj skibsmast, eller om der lige så godt kunne have stået, ”kong Christian stod ved bakken fladtrykt”?

Pointen i det måske en anelse fortænkte skræmmeeksempel var, at i de gode gamle dage ville det store begyndelsesbogstav tydeligt vise vejen. Handlede sætningen om en mast, ville ordet være stavet med stort M, hvilket det ikke ville være, hvis det handlede om, at kongen stod ved en høj, der havde fået noget tungt ned over sig. Handlede sætningen om, at kongen stod ved en høj, var det den, der skulle staves med stort H – i modsætning til det tillægsord, der knytter sig til masten.

Eksemplet indgår i en artikel, den nu afdøde professor i dansk sprog og tidligere formand for Dansk Sprognævn Erik Hansen skrev i nævnets tidsskrift ”Mål & Mæle” i 1998, da retskrivningsreformen fra 1948 fyldte 50 år. Han mindedes, at sprogstriden dengang var så indædt, at der ligefrem var forudsigelser om, at reformen ”ville gøre danskerne til analfabeter og dermed gøre det af med al dansk kultur i løbet af et halvt hundrede år”.

Nu fylder den famøse reform så igen rundt. Denne gang 70 år. Og helt analfabeter og helt kulturløse er vi ikke blevet. Tværtimod er det gået sådan med den dengang så traditionsnedtrampende og bekymringsvækkende reform, at det i dag er dén, der forbindes med de gode gamle dage.

”Den vigtigste årsag til, at vi fik reformen i 1948, var, at vi havde været besat af Tyskland fra 1940 til 1945. Den modvilje mod alt tysk, som dette havde affødt, bar den reform igennem, som havde været undervejs længe, men var blevet forhindret af mere sprogkonservative kredse. Men selvom der fortsat kan være offentlig debat om sprog, er ingen af de ændringer, reformen indførte, under pres i dag,” konstaterer Henrik Galberg Jacobsen, professor emeritus og dr.phil. ved Syddansk Universitet, der har skrevet doktordisputats om danske retskrivningsregler gennem 250 år.

Professoren præciserer, at reformens tre elementer havde hvert sit motiv. Afskaffelsen af de store begyndelsesbogstaver til navneord bortset fra egennavne var et decideret antitysk tiltag, ændringen fra dobbelt-a til bolle-å var en proskandinavisk gestus, og forandringen af stavemåden i tre mådesudsagnsords datidsform fra kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville, var et rent pædagogisk tiltag.

”Kampen mod de store begyndelsesbogstaver var blevet ført lige siden 1700-tallet, og i højskolebevægelsen og blandt grundtvigianere skrev man allerede i 1800-tallet navneord med småt. Allerede i 1889 havde den daværende kultusminister Jacob Scavenius varslet, at en reform var på vej, der ville afskaffe de store bogstaver, men det blev forhindret af en ’folkestemning’, som nok mest var udtryk for, at den skrivende elite af førende forfattere og dagbladsredaktører var imod,” fortæller Henrik Galberg Jacobsen.

Endnu tidligere, i 1869, mødtes 17 fremtrædende sprogforskere fra Danmark, Norge og Sverige i Stockholm for i fællesskab at udarbejde anbefalinger til en mere fællesnordisk retskrivning, hvilket var led i den udbredte skandinavisme, som fulgte i kølvandet på krigsnederlaget til Tyskland i 1864.

Blandt de argumenter, som blev fremført for ændringen til små begyndelsesbogstaver, var, at man faktisk skal være en særdeles sprogligt sikker skribent for altid at ramme rigtigt. Man skulle skrive ”gaa Glip af” med stort G, men ”tage fejl af” med lille f. Og personer kunne ”gaa Amok”, men ”løbe grassat” efter den gamle retskrivning. Derfor var der mange skolelærere, der længtes efter at få indført de små begyndelsesbogstaver for at få nedbragt mængden af røde streger i stilehæfterne.

”Blandt de vidnesbyrd, som var med til at bane vejen for de små begyndelsesbogstaver, var nogle bøger om børns stavefejl, som læreren A. Noesgaard udarbejdede i 1945, som viste, at ændringen kunne løse et udbredt staveproblem,” påpeger Henrik Jørgensen, lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet.

Ifølge Noesgaards undersøgelse var navneordsforvirring årsag til mere end hver tredje fejl i de danske skolestile. De tre mådesudsagnsord skabte også forvirring, fordi ordene skulle skrives kunde, skulde og vilde, når der var tale om datidsformen, mens de samme ord i navnemåde (infinitiv) skulle staves kunne, skulle og ville.

For den ”gode gamle” stavemåde med stort begyndelsesbogstav – der som en egentlig regel kun går tilbage til 1600-tallet og først i 1800-tallet bruges konsekvent i trykte udgivelser på dansk – talte imidlertid et argument om, at det skulle være lettere at orientere sig i en tekst, hvor navneordene som de mest betydende ord er fremhævet. Imod talte først og fremmest ud over læreres ekstraarbejde med at rette, at det store begyndelsesbogstav var tysk.

Bolle-å’ets historie går tilbage til middelalderen, hvor det opstår i svensk for at markere en lyd, der minder mere om et o end en klassisk a-lyd. Derfor valgte skrivere at sætte et o over a’et for at markere denne lydlige variation, oplyser Henrik Jørgensen, som tilføjer, at mange andre variationer fra det latinske alfabets oprindelige 25 bogstaver er blevet til ud fra det samme motiv om en lydlig præcisering. For eksempel omlydsprikkerne i ä og ö på svensk og tysk og ü på tysk, der er rester efter et e.

”Det latinske alfabet rådede kun over seks vokaler, Når alle de germanske sprog havde ni vokallyde, da de omkring år 1000 overtog det latinske alfabet, var det oplagt, at der var brug for at opfinde nogle tegn til de resterende lyde,” forklarer Henrik Jørgensen, som tilføjer, at der i dag reelt er 12 forskellige vokallyde på dansk, idet for eksempel fortunge-a som i ”have” og bagtunge-a som i ”bare” er hver sin lyd.

Faktisk opererede de skandinavistiske højskolefolk også med to forskellige tegn for ø, idet ø blev brugt om det snævre ø som i ”løbe”, mens ö blev brugt om den åbne ø-lyd i for eksempel ”Folkehöjskolens sangbog”, som længe før 1948 blev udgivet med små bogstaver, bolle-å og altså to slags ø.

Dobbelt-a havde været en fast og umisforståelig del af dansk skriftsprog siden middelalderen. Eftersom tyskerne ikke havde nogen å-lyd skrevet med to a’er, kan ændringen til bolle-å, der var blevet foreslået af sprogforskeren Rasmus Rask så tidligt som i 1826, ikke siges at være decideret antitysk. Men ifølge Henrik Galberg Jacobsen havde det været udelukket at indføre å, så længe det var svenskerne, der var arvefjender – og kong Christian ”stod ved højen Mast” med stort M i kampen mod dem. Det blev muligt, da Tyskland overtog denne position.

”Bolle-å’et var en pronordisk gestus, men indførelsen af det passede godt sammen med, at førende sprogforskere påpegede det logiske i, at hver lyd principielt havde sit eget bogstav, og det ulogiske i, at man ved at fordoble én lyd skulle opnå en helt anden lyd,” siger han.

Som eksempel på dobbelt-a’ets uhensigtsmæssighed nævner Henrik Jørgensen, at der i bestemte sammensatte ord kunne stå lige lovlig mange vokaler efter hinanden.

”For eksempel er der en lokalitet i Skåne, der hedder Råå. På dansk skulle byen staves Raaaa, og hvis man så skulle skrive om ål fisket i åen ved Råå, ville det gå helt galt,” siger lektoren, som tilføjer, at ordet ”Asaaaal”, som er ål fisket i det vendsysselske fiskerleje Asaa, også ser mærkeligt ud.

Kampen imod bolle-å blev i de første år ført af traditionalister, som blandt andet citerede svenske bogtrykkere og typografer for, at bollen over å’et gav problemer, fordi den ofte brækkede af under trykkeprocessen. Siden de løse typer af bly blev afskaffet, er dette argument forsvundet.

I nyere tid har kampen stort set altid været udkæmpet omkring egennavne. Dobbelt-a’et signalerer for mange noget fint og gammelt, når det optræder i et efternavn eller et bynavn. Retskrivningsreformen tvang ikke bolle-å’er ind i personnavne, men i første omgang blev bynavne påbudt et å. Et cirkulære fra 1984 tillod imidlertid byer, der ønskede dobbelt-a’et tilbage i navnet, at afvige fra den almindelige retskrivning, og siden da er dobbelt-a vendt tilbage i mange danske bynavne. Mest opsigtsvækkende var det, da Århus i 2011 skiftede tilbage til staveformen Aarhus.

”Der var nogle byer, hvor der hele tiden havde været modstand mod bolle-å. For eksempel lød et gammelt slogan: ’Byens navn er Aabenraa uden svenske boller på’. Men når Aarhus nu igen kalder sig sådan, så er det ikke for at vende tilbage til en mere tyskinspireret staveform, så er det for at tilpasse sig til computernes logaritmer,” siger Lise Bostrup, forfatter, forlægger og formand for Den Danske Sprogkreds.

Denne forening er stiftet sidste år for at gøre op med, hvad man ser som en passivt beskrivende tilgang til sproget hos danske myndigheder i modsætning til en aktivt styrende sprogpolitik. Og selvom 1948-reformen dengang blev modarbejdet af sprogkonservative kræfter, fremhæver Lise Bostrup reformen som et mønstereksempel på, at lovgivere kan forholde sig aktivt til sprog.

”Ændringen dengang var politisk begrundet og besluttet fra oven. Det var ikke sådan, at de små begyndelsesbogstaver og bolle-å blev indført, fordi flertallet af sprogbrugere var begyndt at skrive sådan. I romantikken havde dansk retskrivning været meget tyskinspireret, nu begyndte man at se mere til Norden. Det viser, at sproget ikke bare udvikler sig af sig selv. Det havde man en bevidsthed om dengang. Og dengang blev man ikke automatisk beskyldt for at tilhøre det yderste politiske højre, fordi man ønsker en bevidst sprogpolitik, der fremmer brug af danske ord,” siger Lise Bostrup.

Hertil siger Henrik Galberg Jacobsen imidlertid, at der altid har været en vigtig sondring imellem retskrivning og ordformer, idet det især er det første, statsmagten siden 1700-tallet har taget magten over.

Og det er vel at mærke kun offentlige instanser, der er forpligtet til at stave i henhold til gældende retskrivningsregler.

Hvis for eksempel en privat sprogbruger eller en avis ønsker at følge andre regler, står det dem helt frit. For eksempel ventede Berlingske Tidende otte år med at indføre små begyndelsesbogstaver og 13 år med at bruge bolle-å i spalterne. Dagbladet Politiken var næsten lige så længe om at tilpasse sig, mens Kristeligt Dagblad allerede i 1949 havde bolle-å’er og små begyndelsesbogstaver på plads.

”Da undervisningsminister Hartvig Frisch i 1948 fik gennemført reformen, var han meget bevidst om, at det kun var retskrivning, han ville gøre noget ved. I det folketingsudvalg, som forberedte reformen, var der andre forslag fra de reformvillige i spil, som ikke kom med, fordi de repræsenterede en egentlig ordudskiftning. For eksempel var der forslag om at ændre talordene efter svensk forbillede til femti, seksti, syvti og så videre i stedet for halvtreds, tres og halvfjerds,” fortæller han, og tilføjer:

”Derfor er parallellen til nutidens diskussioner om engelske indlån i sproget ikke helt god. Altså om man for eksempel burde afvise at anerkende et ord som weekend og insistere på, at det danske ord skulle være ’ugeslut’. I de første år efter, at Dansk Sprognævn blev oprettet i 1955, forsøgte nævnets første formand, Peter Skautrup, at fremelske en fælles nordisk samordning af låneord, men uden det store held.”

Hvis man skulle forestille sig en egentlig retskrivningsreform gennemført i fremtiden, vil den således næppe været drevet af et nationalt opgør med engelske låneord svarende til det antityske opgør med de store begyndelsesbogstaver. Ifølge Henrik Jørgensen er det mere sandsynligt, at det vil være lydlige behov, der trænger sig på, ligesom da bollen blev sat over å’et i den danske retskrivning, og ligesom den ”grundtvigianske retskrivning” agiterede for med sin sondring mellem ø og ö:

”Man kunne godt forestille sig, at måden, dansk udtales på, på et tidspunkt udvikler sig så meget, at det kan skønnes nødvendigt med nogle flere vokaltegn. Men det sker ikke foreløbigt. Når ö ikke kom med sammen med å i 1948, skyldes det jo, at der i praksis ikke er de store problemer med, at vi bruger det samme tegn til at markere forskellige lyde.”