I 1867 og 1868 udgav Dansk Landbotidende to hæfter, som rummede hver sin lille dannelsesfortælling. Hæfterne blev udsendt sammen med bladet, der – som navnet mere end antyder – henvendte sig til den danske landbefolkning. Den første historie handlede om den unge mand Hans, der kom på højskole, og det andet handlede tilsvarende om den unge kvinde Karen, der kom på højskole.
Historien om Hans beskriver en 16-17-årig knægt fra landet, der lever uden mål og mening. Han er forelsket i Stine, men hun vil hellere have den store frække Franz, så det er håbløst. Så taler Hans med en højskolelærer, som får ham til at tage på højskole. Da han kommer hjem igen, har han fået en sans for historien, som får ham til at bemærke stendyssen på marken, og han har fået en følelse af at høre til landet, at have modtaget en arv, som han skal tage ansvar for at føre videre.
Historien om Karen handler om en overfladisk pige, der er i huset på en herregård og derfor føler sig finere end andre piger. Hendes far sender hende på højskole, hvor hun opfører sig så snobbet, at folk tror, hun kommer fra en fin familie. Men forstanderen på højskolen lærer hende, at man har det bedst, hvis man kan være lige sammen med andre. Hun vender glad hjem fra højskole, hvor hun har lært meget. Faderen er også glad, men han må leve med, at Karen også har fået den idé, at hun selv vil bestemme, hvem hun vil giftes med.
”De to historier er lidt forskellige, men begge udtrykker den blanding af dannelse, frihed og moralsk rygrad, som højskolerne gerne ville give de unge. Hans lærer, at man er en fremmed på sin egen egn, hvis man ikke har en dannelse, som forbinder én med sin arv, med sin historie og med landskabet. Helt bogstaveligt går han og kigger ned i jorden, indtil han lærer at løfte blikket,” fortæller Lene Andersen, forfatter, forlægger, fremtidsforsker og civiløkonom.
De to dannnelsesfortællinger indgår i hendes bog ”The Nordic Secret – A European Story of Beauty and Freedom”, som udkom sidste år og handler om, hvordan udviklingen af en særlig ansvarlighed og dannelse fra midten af 1800-tallet og 100 år frem var med til at løfte de nordiske lande fra en position blandt Europas fattigste lande til en position som velfungerende velfærdssstater. Bogen, som er skrevet i samarbejde med den svenske økonom Tomas Björkman, henvender sig til et internationalt publikum og giver folkehøjskolerne en god del af æren for, at den danske, svenske og norske kulturhistorie i den omtalte periode i vid udstrækning er en succesfortælling.
”Takket være Luther var de skandinaviske befolkninger i stand til at læse relativt tidligt, men landene var alligevel blandt de fattigste i Europa frem til 1860, så læsefærdighed gjorde det ikke alene. Det, som fik landene i Skandinavien til at løfte sig, var, at eliten gerne ville have folket til at uddanne sig. Vi fik en top, der ikke var bange for, at dem i bunden skulle blive for dygtige, men som tværtimod tilskyndede dem til at dygtiggøre sig – og endda tillod dem at stille spørgsmål,” forklarer Lene Andersen.
Når man taler om folkehøjskolens afsmitning på dansk kulturhistorie, er det nærliggende at pege på de tre konkrete aspekter, som udgør titlen på en af Folkehøjskolernes Forenings aktuelle satsninger, projektet ”Syng, spis og snak”. Fællessangen, fællesspisningen og den folkelige samtale på tværs af køn, alder og sociale skel – gerne koblet direkte sammen – er højskolekulturens konkrete slagnumre. Men ved siden af disse elementer er der en masse andre vigtige F-ord, som beskriver, hvor gennemgribende nutidens danske kultur er præget af højskolekulturen.
For at uddybe sin pointe erklærer Lene Andersen lidt provokerende, at de tre vigtigste skabere af folkehøjskolen var Grundtvig, Kold og Bismarck. At idéen om at danne almuen på landet udgik fra Grundtvig, er velkendt. Grundtvigs dannelsestanker byggede i vid udstrækning på tyske oplysningsfilosoffer. Men tyske tænkere som Kant, Herder, Schelling, Goethe og Schiller tænkte mest over borgerskabets dannelse, mens det at få almuen med blev en nordisk specialitet, som især Christen Kold førte ud i livet.
”Kolds genistreg var, at han typisk læste en historie højt for sine elever, som han vidste ville vække interesse. Når han så havde læst færdig, inddrog han sine elever i en samtale af en art, de aldrig havde haft før. I den proces blev de gjort bevidste om deres egne tanker og holdninger,” forklarer Lene Andersen, som tilføjer, at selvom Grundtvig og Kold ikke var psykologer, men henholdsvis teolog og lærer, og selvom psykologien slet ikke var opfundet som fag, så vidner deres dannelsestænkning om stor psykologisk indsigt.
I dag kan det lyde selvfølgeligt, at alle skal have mulighed for at lære noget og stille spørgsmål. Men det er kun blevet selvfølgeligt, fordi samfundsudviklingen trak i den retning.
Men hvor kommer den tyske ”jernkansler”, Otto von Bismarck, ind i billedet? Jo, dels sikrede han højskolebevægelsen dens endelige gennembrud ved at være så militærstrategisk dygtig, at hele Slesvig i 1864 kom på tyske hænder, og behovet for en åndelig og moralsk oprustning i Danmark dermed blev meget magtpåliggende. Dels medvirkede han til at gøre den folkelige dannelse til en skandinavisk specialitet ved at hæmme og begrænse den i Tyskland, hvor det ikke var en selvfølge, at almuen måtte blive dannet.
”Det er betegnende, at Bismarck i 1871 forbyder den tyske arbejderbevægelses studiekredse at beskæftige sig med andet end ren faglig opkvalificering. Der måtte ikke føres samtale om politik og samfundsforhold, og efter foredragene var det forbudt at stille spørgsmål til oplægsholderen. Hvor man i det øvrige Europa i denne periode forsøger at begrænse den jævne befolknings adgang til viden og ansvar af frygt for revolution, så vælger man i de skandinaviske lande at give den jævne befolkning adgang til viden og ansvar med det formål at undgå revolution,” forklarer Lene Andersen.
Men hvorfor var det så værdifuldt for de skandinaviske lande, at landboungdommen kom på højskole, hvor de lærte om landbrugsfag, historie og nordisk mytologi?
Det er her, Lene Andersen og Tomas Björkman slår over i moderne management-engelsk. Björkman har oversat ordet folkehøjskole til retreat centre for inner growth, altså et eksistentielt vækstcenter, og Lene Andersen kalder de unge, der ligesom Hans fra dannelsesfortællingen i Landbotidende vendte hjem fra højskole med et mere løftet blik, for community organizers, altså ildsjæle, der kan få tingene til at ske i lokalsamfundet. Organisatorer, som siden brugte deres kræfter på udvikle brugsforeninger, andelsmejerier, forsamlingshuse, småvirksomheder, idrætsforeninger og politiske vælgerforeninger.
”Vi har regnet os frem til, at omkring år 1900 var det cirka ni procent af en årgang, der kom på højskole. Altså ikke et flertal, men det var en tilstrækkelig stor kritisk masse til, at de har kunnet tage hjem og præge landsbyerne med en moralsk rygrad og en tænkning om, at den enkelte selv må tage ansvar,” siger Lene Andersen og tilføjer:
”Historikere har diskuteret, om det var højskolebevægelsen, der startede andelsbevægelsen. Min påstand er, at det var det, selvom der var mange i andelsbevægelsen, der ikke havde været på højskole. Når vi beskriver det velfungerende danske samfund, bliver den høje grad af tillid mellem mennesker ofte nævnt. Men det er ikke altid, at man i samme åndedrag husker at nævne det personlige, moralske ansvar – og den højskoledannelse, som kom før denne tillid.”