Prøv avisen

Læsø er ganske vist en isoleret ø, men saltet har åbnet den mod resten af verden

Igennem historien har det været kvinderne, der stod for landbrug og vedligehold af husene på Læsø. Her er det tængning af en gård i Østerby i 1906. – Foto: H. Fr. Eiler

Læsøboerne har gennem tiden gjort tingene på deres egen måde. Tobindsværk behandler Læsøs kulturhistorie, hvori saltet på ingen måde kan overvurderes

Det er en gammel fordom herhjemme, at øboer er lidt sære. Men man kunne også vende den om og kalde dem særlige, med positivt fortegn, og netop i disse år, hvor ø-hop er en populær sommeraktivitet for mange danskere, drages de danske øers sær(lig)heder igen frem i lyset.

Midt ude i Kattegat ligger en ø på godt 118 kvadratkilometer, der i høj grad kan betegnes som særlig, hvad angår både folk og natur. I dag kender vi Læsø for delikatesser som jomfruhummere og sydesalt, dens kurbadskirke, tangbeklædte huse og mange får. Men før i tiden kendte man Læsø på andre ting; for eksempel mandhaftige kvinder, der kunne drikke litervis af brændevin. Mænd, der glimrede ved deres fravær. Og en blandt befolkningen uforholdsmæssigt stor kærlighed til nogle underlige kogte boller af byg, kaldet ”kroppinger”.

De kære læsøboer og deres kulturhistorie kan man læse om i et nyt tobindsværk, ”Læsø Land. Økologi og kultur i et øsamfund 1550-1900”, der netop er udkommet på Museum Tusculanums Forlag. Bøgerne er forfattet af etnolog Bjarne Stoklund, der døde i 2013 og efterlod sig mere end et halvt århundredes arbejde med at kortlægge stort set alt vedrørende Læsø; folk, traditioner, kønsroller, landbrugsmetoder med meget mere.

Ud over selv at tale med læsøboer i massevis indsamlede Bjarne Stoklund beskrivelser af læsøboerne, nedskrevet af tilrejsende især i 1800-tallet. Bjarne Stoklunds (og den indfødte læsøbo vil nikke anerkendende, idet navnet Stoklund er for Læsø, hvad Kofoed er for Bornholm) manuskript er siden efterredigeret, blandt andet af Signe Mellemgaard, der er lektor i historie ved Københavns Universitet, og er altså nu endt som et tobindsværk, gennemillustreret med historiske fotografier, tegninger og kort over øen.

Læsø er ret unik i dansk kulturhistorisk sammenhæng, og det skyldes én ting, forklarer Signe Mellemgaard.

”Det helt specielle ved øen er saltet. Det har betydet, at der allerede fra middelalderen, hvor domkapitlet i Viborg forlangte saltet udvundet, boede relativt mange mennesker på en relativt lille ø,” siger hun.

På Læsø var der let adgang til det værdifulde salt, som i middelalderen var en udbredt konserveringsmetode i Norden. Der findes steder på Læsø, hvor meget saltholdigt vand, med et saltindhold på helt op til 16 procent, står højt i undergrunden. Det såkaldt ”hypersaline” saltvand borede man ned til, hentede op og inddampede i de såkaldte sydehytter. Det skabte det, man i dag betragter som Danmarks første industrielle produktion.

”Det har skabt en dobbelthed, som også er ret særegen. En isolerethed ved det, at man er en ø, og en samtidig udadvendthed mod resten af verden, fordi man har solgt salt til handlende ad søvejen. Læsøboerne er også selv dygtige søfolk, og især den mandlige del af befolkningen har været udfarende,” siger Signe Mellemgaard.

Det kan man blandt andet aflæse på gamle fotografier af læsøboer, forklarer hun:

”Her vil man ofte se nogle lidt mærkelige billeder af mænd, der er klædt i en mandsdragt, som følger søfartsmoden og er ’oppe på beatet’. De er i verdensmandskostume, mens kvinderne er i helt traditionelle folkedragter,” siger hun.

I dag hives der bunkevis af jomfruhummere i land på Læsø, og spisen er noget af det, mange i dag forbinder med øen. Men ”kroppinger”, ”tallinger”, ”spølkaffe” og tørret hornfisk med kavringer – skulle det nu være noget, spørger den uforstående landkrabbe? Men jo, man kan godt glemme alt om hummere, det er disse retter, mænd og kvinder på Læsø gennem tiden har spist. Det har også rod i saltet på den måde, at det faktum, at øen gennem tiden har været alt for lille til sine mange beboere, også gjorde føden knap.

En distriktslæge ved navn Rasmussen foretog i 1859 en række medicinsk-topografiske optegnelser over Læsø og skriver følgende om læsøboerne:

”Ser man nu hen til, hvorledes disse mennesker leve (...), så må man i høj grad forbavses og beundre, hvad vane og natur formår at udholde, ligesom det også tyder hen til, hvor mange af livets goder (andetsteds uundværlige ting) der må renonceres på for at forskaffe de små summer, som nødvendig må tilvejebringes til dækning af uundgåelige pekuniære udgifter; desårsag afhændes alle viktualier: fersk kød, og flæsk, æg, smør, ost, etc., som formentlig må betragtes som luksusartikler.”

Distriktslægen finder ikke stor forskel på de mere og mindre velstående læsøboers forrådskammer, hvori byg, rug og tørret fisk er hovedbestanddelen.

”Jorden på Læsø har ikke været særlig god. Man har kun lige kunnet brødføde sig selv, og derfor har det været vigtigt at være knyttet ind i varecirkulationen med dem, der kom sejlende til. Så man har solgt meget af det, der kom fra for eksempel husdyravl,” siger Signe Mellem- gaard.

Byg er hjørnestenen i noget af det, man kan kalde for ærkelæsøsk kost: ”Kroppinger” er traditionel mad, som man også bruger ved festlige lejligheder i dag, boller af byg, som koges og spises i eksempelvis grønkålssuppe. Og der findes også noget, der hedder ”askebagte bygbrød”, fattigmands måde at få brød på.

”Det er meget tydeligt, at man har stor respekt for maden, for man ved ikke altid, om den er der,” siger Signe Mellemgaard.

Kavringer, knastørre humpler af rugbrød, er også en specialitet herfra. Helt hen mod slutningen af 1800-tallet er brød dog stadig noget næsten helligt:

”Brødet blev betragtet med meget stor ærbødighed. At tabe et stykke brød på gulvet var galt, men at lade det ligge var en utænkelighed, og selvom der dengang var sand på gulvet, spiste vi det alligevel,” fortæller én af bogens informanter, som yderligere tilføjer, at da hans bedstemor var barn og kom til at tabe brødet, måtte hun kysse det, før hun spiste det.

”Man skal nærmest til Jylland for at få en fersk fisk!”, står der i ét af de gamle skrifter, forfattet af en tilrejsende. Og det er rigtigt, at selvom man ikke skulle tro det, så har friskfangede fisk ikke været en specielt udbredt spise før i tiden. Til gengæld havde man så tørfisk, der blev lagt i en lage af det undersøiske saltvand, før de blev hængt op for at vindtørre. ”Tallinger” hedder en læsøsk specialitet; tørret, saltet og røget flynder, der har været spist som en slags snack.

I løbet af 1800-tallet blev fisk en eksportvare, og det var også her, i slutningen af 1800-tallet, at hummerfiskeriet tog til. Læsøboerne har ikke selv spist jomfruhummer, mener Signe Mellem- gaard.

”Det har først og fremmest været en eksportvare, og jeg ved ikke engang, om de ville synes, det var særlig lækkert,” griner hun.

Det har man til gengæld ment, at brændevin var. En tilrejsende, distriktslæge Timm, bemærker i 1845 følgende om læsøboernes alkoholforbrug:

”Men fruentimmerne, ja selv ukonfirmerede skoledrenge på en 10-12-14 år fortærer i almindelighed deres halve pægl brændevin og (det, red.) sker med stort velbehag.”

Kvinderne har været lidt mere fremme i skoene, end man vil have oplevet kvinder andre steder i landet, mener Signe Mellemgaard.

”Det har de, fordi de har været vant til at tage sig af alt, hvad der havde med landbruget at gøre: husdyr og markarbejde. De tærskede ikke og slog ikke med le, men ud over det stod de for det meste. Der var helt klart en anderledes kønsfordeling omkring arbejdet, end man for eksempel vil have oplevet i Østdanmark,” siger hun.

Kvinderne var også dem, der i vid udstrækning stod for at ”tænge”, lægge tang på hustagene, som det er læsøsk skik.

”Helt generelt har de besøgende i 1800-tallet været blevet overraskede over, hvor mandhaftige de kvinder var, men de så også på dem med et blik, hvor de gerne ville gøre dem eksotiske. Og kunne de tage sig en ordentlig snaps, så passede det godt med den forestilling, man har haft om de eksotiske øboer,” siger hun.

Én tilrejsende bemærker tørt, at det går noget ud over den hjemlige hygge, når kvinden sådan må fare ud og ind for at ordne ting på gården.

Mændene? De var der ikke, forklarer Signe Mellemgaard.

”Fra midten af 1700-tallet og et godt stykke ind i 1800- tallet har der været et stort fravær af mænd på Læsø. Man fik plads på en båd eller et skib og gik først for alvor i land igen, når man var oppe i årene. Når man var hjemme på besøg, var det ikke oplagt, at man tog del i arbejdet med at passe gården, for man havde jo ikke lært den slags arbejde. Det gjorde også, at man skulle skynde sig at få holdt alle festlighederne i familien, barnedåb og bryllup, når mændene var hjemme,” siger hun.

En observant i bogen beretter om en mand, en rigtig rar mand, bemærker man:

”Der fortælles om en mand, som kunne finde på at sætte sig ud i stalden for at snakke med sin kone, mens hun gjorde arbejdet. Det fremholdes som et eksempel på, hvor social og rar en mand han var, ikke på, at han var doven. Men det har også været en ret svær siuation for mange mænd at komme hjem til et system, de ikke havde kontrollen over. Som ældre tog mange mænd et lille håndværk, man blandede sig ikke i det, kvinderne havde bygget op,” siger Signe Mellemgaard.

Det med, at kvinden skulle gå inde (typisk i køkkenet!) og manden ude, det kom først senere, sidst i 1800-tallet, hvor fiskeriet blev en del af livet på øen. I samme periode begyndte man i øvrigt at importere vendelboer fra fastlandet til at arbejde på øen.

”De bliver kaldt for ’dem derovrefra’ eller for ’klunter’. De var ikke specielt velsete – en læsøpige skulle i hvert fald ikke tænke på at gifte sig med én,” siger hun.

De senere år har der været snak om, at der var mangel på kvinder på Læsø. Men samtidig søger flere og flere danske familier mod det autentiske liv i naturskønne omgivelser. Læsø er også, som mange andre danske øer, blevet et populært udflugtsmål for turister om sommeren, og læsøboerne har omfavnet deres særheder og gjort oplevelsesøkonomi ud af dem.

”Man er holdt op med at tænke, at man skal være ligesom alle andre. I stedet er man stolt af det, at man har noget særligt at byde på,” siger Signe Mellemgaard.

Kort over Læsø fra 1786 tegnet af Iver Ellung.
”Kroppinger” er klassisk Læsø-kost. Her ses Dagmar Hedegaard fra Læsø omkring 1955 i gang med at koge kroppinger i grønkålssuppe. – Foto: Bjarne Stoklund
Fisker Germand Jensen fra Byrum på Læsø med en såkaldt ”talling”: saltet, tørret og røget fladfisk. Skindet krænges af med kniven, og man skærer skiver af fisken på tværs af benene. – Foto: Bjarne Stoklund