Ved man bare lidt om, hvad der gemmer sig i den djurslandske undergrund, er det umuligt ikke at lægge mærke til de mange spor, der strækker sig gennem det kuperede landskab: Nedlagte og aktive grusgrave, lastbiler, hvor karakteristiske hvide kalksten titter op af ladet, og afslørende vejnavne som eksempelvis ”Kalkværksvej” vidner alle om et kulturlandskab præget af undergrundens forekomster af rullekalksten. I en periode fra 1840 og frem til 1980 var kalken, sammen med landbrug, definerende for arbejdslivet i den østlige del af Djursland. I dag er der kun et af de oprindelige kalkværker tilbage på egnen.
Gemt lidt af vejen bag en skråning ligger Hoed Kalkværk. Tårnet fra den senest byggede kalkovn rager op i landskabet, men ligner til forveksling en silo. Her har kalkværket ligget siden 1936, og i dag fremstiller ægteparret Minna og Finn Pedersen som tredje generation kalk, som blandt andet bliver brugt til kalkning af kirker. Ikke mindst den lokale kirke i Hoed pryder sig i kalk fra det lokale kalkværk og har gjort det i årtier. Det er selvfølgeligt, forstår man på ægteparret. De er begge aktive i sognets kirke – Minna Pedersen som formand for menighedsrådet og ægtemanden som medlem af samme. Begge slår ud i en hjertelig latter, adspurgt om de tillige er faste kirkegængere til hver gudstjeneste i kirken hver søndag?
”Nej, så ville vi nok være de eneste, for herude er der kun gudstjeneste én gang om måneden,” lyder forklaringen. Hoed er et lille sogn. Og præsten deles med tre andre omkringliggende kirker.
Det var Minna Pedersens farfar, der i 1936 startede kalkværket. Siden overtog Minnas far, Niels Høgenhaven, kalkværket med tilhørende grusgrav, hvorfra de særegne kalksten blev sorteret fra til brænding. Finn Pedersen giftede sig ind i erhvervet. Det siger han med et smil mod sin hustru, som han konsekvent og kærligt omtaler som ”direktøren”. På en måde lå det i kortene, at drengen fra Nordjylland skulle bruge sit arbejdsliv på kalkværket på Djursland – i hvert fald brugte han som barn mere tid på kalkværket, end Minna Pedersen gjorde, fortæller han. På trods af at hun voksede op med kalkværket i baghaven. Finn Pedersens forældre flyttede til Djursland, da han var fire år. Som lidt større dreng knyttede han sig til kalkbrænderen, Pedro, som han ofte besøgte ved ovnen på Hoed Kalkværk. Gennem mange år fulgte han brænderens arbejde og lærte både Pedros og ejeren af kalkværkets familie at kende.
”Som barn besøgte jeg ofte Pedro på kalkværket. Så delte han en mellemmad med mig, og da jeg så blev voksen, var det ham, der besøgte mig på værket,” fortæller Finn Pedersen. Og derfor har Finn Pedersen også ”kendt Minna siden hun lå i barnevognen”.
Minna Pedersen er født i 1951 og Finn Pedersen i 1943. Da Finn Pedersens forældre rejste retur til Nordjylland, var han bare 16 år og ville blive på Djursland. Her havde han slået rod, og derfor flyttede han ind på Aagaard i Hoed, hvor også Minna Pedersen havde sin gang og legede med gårdens børn. Da Minna Pedersen blev gammel nok til også at deltage i danseballerne på Hoed Kro, styrede hun direkte mod Finn Pedersen. Hun ville ikke danse med andre end ham. Og da de to begyndte at danne par, kom det ikke som nogen overraskelse for familien.
”Finn kendte de jo, og ham var de jo glade for,” fortæller Minna Pedersen. Efter nogle år besluttede hun, at nu måtte de gifte sig.
”Ja, sådan har det jo nok altid været. At Minna har været bedst til at beslutte ting og få dem til at ske,” supplerer ægtemanden med et nik imod ”direktøren”. Der kommer en tåre i hans øjenkrog. Det sker oftere og oftere, at han bliver rørt, når han fortæller om deres liv sammen.
”Det er alderen,” siger han. ”Jeg har fået så let til tårer.”
”Jeg var så nervøs i kirken, at du tror, det er løgn,” fortsætter Finn Pedersen om den oktoberdag i 1972, da brylluppet stod i Hoed Kirke, og festen blev afholdt på Hoed Kro.
Året inden, i 1971, var flere af de lokale kalkværker begyndt at omlægge til at brænde kalken med olie. En proces, der ikke rigtig ville lykkedes og endte med, at to af de lokale kalkværker brændte ned. Hoed Kalkværk stod stille indtil 1973, hvor Finn Pedersen overtog driften af værket. Han var blevet uddannet murer og havde muret i kalkovne på hele egnen. Han kendte bogstavelig talt erhvervet og ovnene indefra. Den store ovn fra 1952 var i mange år omdrejningspunktet for kalkbrændingen. Efter 10 år på kalkværket kaldte han Minna Pedersen hjem fra hendes job i Djurslands Bank i Grenå. De sidste to store kalkværker på egnen var lukket i 1980 og de to, der nedbrændte, var ikke kommet i gang igen. Derfor var Hoed Kalkværk det eneste tilbage i området. Og Finn Pedersen havde brug for hustruens hjælp på kalkværket. Og selvom hun var glad for at være i banken, så ”vidste jeg, at det var den vej det gik, da Finn blev varm på den kalk. Og jeg fik også så travlt, at der ikke var tid til at tænke på banken,” siger hun.
Mens Finn Pedersen dengang stod for brændingen, lagringen, læskningen og transporten af den færdige kalk, varetog Minna Pedersen det, hun kalder for ”en blækspruttefunktion”. Der var regnskaber, børnepasning, husholdning, kontakt til kunder, og i perioder sorterede ægteparret sten i grusgraven. På en god dag kunne de tilsammen sortere 100 tons kalksten fra ved håndkraft. Og om det ikke var hårdt?
”Jo, men vi behøvede da ikke gå i fitnesscenter,” siger Minna Pedersen med et glimt i øjet. I dag er Minna Pedersen stadig blæksprutte. Og Finn Pedersen står endnu for det praktiske med læskning og udbringningen af kalk til kunderne i kalkværkets egen lastbil. Grusgraven blev solgt fra i 1996, og siden 2004 har ægteparret ikke længere brændt deres egen kalk. Nu modtager de kalken udefra, forarbejder den og sælger den videre. Bare de to. Arbejdsdagene kan de stort set selv indrette, og selvom Finn Pedersen i efteråret fylder 77 år, og de begge har nået pensionsalderen, er der ingen planer om at stoppe arbejdet på kalkværket.
”Det er livsstil. Og hvad skulle vi ellers lave?”, spørger Finn Pedersen. Parrets to børn er voksne og bor på Sjælland. De kommer ikke til at overtage familieforetagendet. Det står klart, mens det er mere uklart, hvad fremtiden bringer for kalkværket. Senest har Arkitektskolen i Aarhus og Realdania vist interesse for kalkværket som bærer af en unik kulturarv, og det har sat tanker i gang om at omdanne stedet til museum. Ægteparret har også holdt flere foredrag om kalkværkets historie, og interessen har skubbet til tankerne om at kunne bevare stedet for eftertiden. Men der er ingen konkrete planer.
”Vi håber da, at det bliver bevaret – det er helt sikkert. Og vi vil gerne være vidne til det, så det må gerne ske lidt før vi forsvinder, så vi kan være med i planlægningen,” uddyber Minna Pedersen.
”Ja, måske er det også lidt for ringe, at vi ikke har gjort noget ved det,” funderer Finn Pedersen. ”For det har vi jo ikke rigtig.”
”Det er jo også, fordi det er vores dagligdag. Og den tænker vi jo ikke over skal afsluttes sådan lige med det samme,” siger Minna Pedersen.
”Men det kunne nu være noget særligt for egnens skyld. Ikke så meget for vores skyld, for når vi ligger henne på kirkegården, kan det være lige meget. Men for efterkommere betyder historien noget. Det synes vi da, at den gør,” siger Finn Pedersen med endnu et af de så karakteristiske smil rettet mod sin hustru.
