Fra vinduerne i møllerens fine spisesal er der udsigt til det liv, der udspiller sig udenfor på byens toppede brosten: Drenge løber legende rundt i stumpede bukser, piger nejer for de fornemme herrer og fruer, og en hestevogn skrumpler af sted. Hvis nogen derude har kigget den anden vej, ind ad vinduerne, dengang i 1700-tallet, hvor huset lå på Vester Allé i Aarhus og ikke som nu i frilandsmuseet Den Gamle By, har de kunnet iagttage selskaber med blussende kinder og løftede vinglas. ”Skål” er der blev råbt, og straks efter har tjeneren bag hver enkelt gæsts stol ilet ud i de tilstødende gemakker for at skylle glasset og gøre klar til en genopfyldning.
Dr.phil. Annette Hoff, der ikke har vin, men te i det krus, der står foran hende, har budt indenfor i den fornemme møllersal for at fortælle om vinens historie i Danmark. I mange år har hun forsket i nydelsesmidlers kulturhistorie og har siden 2015 udgivet store forskningsbaserede bøger om henholdvis te, kaffe og chokolade. Nu er turen kommet til vinen, og stedet for interviewet kunne ikke være mere velvalgt. For her i salen, hvor der er flamske gobeliner på endevæggen, standur og fornemme skabe, har den gærede druesaft flydt i mange afskygninger til nydelse for mølleren og hans venner fra byens bedre borgerskab. Det vil sige, det er sandsynligt, at den har gjort det. Som historiker vil Annette Hoff naturligvis gerne have sine kilder i orden, og når ret skal være ret, så har hun ikke ledt efter beviser for, at der har været vinglas eller vinkander netop hos Aarhus-mølleren. Men masser af andre steder fra samme tid og samfundslag.
I dag er vin noget, de fleste af os drikker med den allerstørste naturlighed. Vi knapper en flaske op, når vi skal slappe af en fredag aften – eller en hvilken som helst anden aften for den sags skyld. Og vi er vant til, at vin hænger uløseligt sammen med mad, når vi går ud og spiser eller deltager i fester. På møllerens tid var den slags forbeholdt hoffet, adelen og købstædernes velhavende købmænd og embedsmænd. Det vidste Annette Hoff godt, da hun begyndte sin forskning i vinens danmarkshistorie, men det har alligevel overrasket hende, hvor langt vi skal op i historien, før vin blev helt almindeligt i alle samfundslag og i alle dele af landet.
”I Danmark boede 80 procent på landet, og på landet drak man øl og brændevin, ikke vin. Da industrialiseringen kom, og mange landarbejdere forlod landbruget og flyttede ind til byerne, tog de deres mad- og drikkekultur med sig. Først med charterturismen i 1950’erne blev det for alvor almindeligt for alle danskere at drikke vin. Det er altså kun halvanden generation siden,” siger hun.
Willy Skjold Burne, der havde drevet vinhandel i Stormgade i København siden 1928, var hurtig til at opfatte danskernes nye smag for vin i midten af 1900’erne. Tre år efter de første busturister var vendt hjem fra Spanien, lancerede han en magnumflaske med halvanden liter spansk rødvin, hvor der på halsen hang en lille rød plastictyr. ”Den med tyren”, som vinen blev kaldt i folkemunde, kunne købes for bare 7,95 kroner i 1953. Det var halvt så dyrt som et kilo kaffe.
Forud for den charterferie-inspirerede vindrikning er der gået mange hundrede års vinhistorie i Danmark, men altså kun for de få. Det er skriftligt dokumenteret, at der har været vin i landet lige siden 1269. På den tid var der dagligt et myldrende liv på havnen i landets ældste by, Ribe. Skibe lastet med varer fra det sydlige Europa kom ind, og varerne blev registreret. I Ribes Stadsret har Annette Hoff fundet den første skriftlige oplysning om vin i en dansk by. I Stadsrettens paragraf 21 står der: ”Hvis nogen bliver pågrebet med falsk mål til vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden en mark penge og staden en mark penge. Og hvis han har ærligt mål, men ikke fylder det, skal han betale fogeden en øre penge og staden en øre penge”.
”Vinen ankom i lukkede vinfade, som handelsmændene ikke umiddelbart kunne snyde med. Men når der blev slået hul på tønderne, og den kostbare vin skulle udskænkes, så var det vigtigt, man ikke snød med målet. Folk skulle have det, de betalte for, hverken mere eller mindre,” fortæller Annette Hoff om middelalderens handel med vin i Ribe.
Den slags optegnelser er guld værd for en historiker. Alligevel vover hun den påstand, at der allerede et århundrede tidligere – eller måske endnu før – har været drukket vin i Danmark. Arkæologiske fund af kander og bægre antyder det, også et fund fra en udgravning i Ribe i 1993, hvor der blev fundet en nedgravet trætønde, der havde fungeret som brønd. Træet i tøndens staver viste sig at komme fra Rhin-området.
”Tønder var datidens containere og blev brugt til at transportere alt muligt. En forsigtig gisning er, at den tønde, der blev fundet i 1993, godt kan have været brugt til vintransport fra området omkring Rhinen, hvorfra man fik størstedelen af datidens vin,” siger Annette Hoff.
Rhin-markernes vin har været skænket ved store fester som de kongelige bryllupper, hvoraf flere blev holdt i Ribe – og den blev brugt som præsternes altervin. Med kristendommen kom det hellige sakramente, hvor præsten ved nadveren skænker vin som symbol på Jesu Kristi blod. På den tid var det kun præsten, der smagte vinen. Menigheden måtte vente til Reformationen, hvor de til at begynde med blot på skift dyppede læberne i kalkens ædle dråber. De stod da på række efter rang. Først i slutningen af 1800-tallet blev det almindeligt, at kirkerne fik små sølvbægre, så den enkelte kirkegænger kunne få sin egen lille portion af Jesu Kristi blod.
Især fra 1500- og 1600-årene er der masser af oplysninger om, hvad der blev købt ind af vin til kongelige barnedåber og bryllupper og den slags. Men Annette Hoff har med sin nydelsesmiddelforskning gerne villet et skridt dybere.
”Når det nu er danmarkshistorie, så ville jeg jo gerne rundt i hele riget. For nydelsesmidlerne forandrede vores måde at være sammen på,” som hun siger.
Til det har hun fundet stor hjælp i det, hun kalder sin store kilde i Rigsarkivet. På arkivet fandt hun for nogle år tilbage en arkivkasse med dokumenter fra 1732, der indeholder optegnelser om danske købmænds varelagre. Det tog hende dengang tre måneder at trække oplysninger ud til de fire bunker, som nu er endt med at blive til fire bøger om danskernes brug af nydelsesmidlerne kaffe, te, chokolade og vin. Minderne om arbejdet med at sidde med papirerne, hvorfra der dryssede flere hundrede år gammelt sand, kan stadig hensætte historikeren i en stemning af taknemmelighed.
”Der var næsten ingen, der havde rørt disse lister siden 1732. 3000 sider skrevet med gotisk håndskrift var der, og for hver købstad lå der mindst 20-30 sider med lister over, hvilke slags varer der lå på hylderne, og hvor man præcis kunne finde dem,” siger hun.
På det tidspunkt, hvor møllerens hus i Aarhus blev bygget, kunne man købe vin over det meste af landet, viser listerne fra Rigsarktivet. Undtaget var nogle ganske få købstæder og handelspladser som Samsø og Læsø.
”Der var dog ekstremt stor forskel på, hvor meget man kunne få i de forskellige byer. Vinderen i 1732 er Helsingør, der havde 269.000 liter vin på lager. Nogle af de mindre købstæder var nede på 30 liter, men mange af byerne rådede over omkring 1000 liter. Det vil sige, at hvis man virkelig ville, så kunne man som borger sadle op eller tage sin hestevogn og komme hen et sted at købe vin,” siger Annette Hoff.
Men det var der altså ikke ret mange almindelige borgere, der gjorde. Først og fremmest var det rige købmandsfamilier, herregårdsfolk og så naturligvis hoffet, der efterspurgte vin. For at sikre gode vinforsyninger for majestæten og hans følge, når de gjorde ophold rundtomkring i landet, kom apotekerne til at spille en central rolle. Kong Frederik den Anden fik i slutningen af 1500-tallet indført, at det i alle byer hørte med til apotekernes forpligtelser at have vinkældre. På den måde var kongen sikker på, at han altid kunne få ordentlig vin, uanset hvor i riget han befandt sig.
Det var også allersidst i 1500-tallet, at kongehuset fik sin senere så berømte Rosenborgvin. Den, som dronning Margrethe, og mange regenter før hende, har serveret ved de traditionsrige nytårstafler på Christiansborg Slot. Netop den vin har Annette Hoff interesseret sig særligt for.
”Vi hører om den oldgamle vin fra 1598 hvert eneste nytår. Men jeg har lagt mærke til, at der ikke var en helt nagelfast forklaring på, hvorfor vinfadet under Rosenborg Slot var fra netop 1598. Så det svar måtte jeg gå på jagt efter,” siger Annette Hoff og tilføjer:
”Jeg blev simpelthen så glad, den dag jeg sad med Christian den Fjerdes vinkælderregnskaber på Rigsarkivet og fandt svaret.”
Af regnskaberne fremgår det, at Christian den Fjerde den 27. december 1598 befalede, at der blev sendt to ammer ung rhinskvin (en amme svarer til 149,73 liter) til hans mor, Sophie af Mecklenburgs, slot i Nykøbing Falster.
”Det er den eneste overførsel af vin fra Christian den Fjerde til moderens slot i 1598, så der er tale om den vin, der senere, i 1731, blev overført til Rosenborg Slot,” siger Annette Hoff.
At vinen skulle været drukket allerede ved nytårstaflet den 1. januar 1598, som det ellers er blevet sagt, kan hun dermed afvise. Druerne blev jo først plukket i eftersommeren 1598.
”Man kunne ikke på den første dag i 1598 skænke vin fra fade med årgang 1598 påskrevet. Så det fad, der står i kældrene under Rosenborg med årstallet 1598, kan af gode grunde ikke hænge sammen med nytårstaflet det år,” siger hun.
En anden ny viden, som Annette Hoff er stødt på under sin granskning af vinens danmarkshistorie, handler om, hvorfor vi, når vi løfter glasset og nikker til hinanden, ikke siger glas, men skål.
”Forklaringen er naturligvis, at denne skålhilsen stammer fra en tid, hvor man drak vinen af små skåle,” siger historikeren og tilføjer:
”Men ganske overraskende har jeg fundet ud af, at det ikke var vikingerne, der indførte denne skålhilsen, som mange ellers har troet. Det har vist sig, at ingen kilder kan bekræfte en skålhilsen i vikingetiden, og i originalkilderne til sagaerne eller andre af den tidlige middelalders fortællinger om den tids drikkekultur findes udtrykket heller ikke. Kun de nudanske oversættelser har brugt ordet skål.”