Sig ordet ”Skagensmalerne” og alle med den mindste smule indblik i dansk kunst- og kulturhistorie vil nikke indforstået. Krøyer, Drachmann og Ancher, vi kender dem alle sammen godt. Anderledes stille bliver der, hvis man siger ”Hornbækmalerne”, og det på trods af at den lille fiskerby i Nordsjælland var Danmarks første, rigtige kunstnerkoloni, og at det var her, kuglerne til alt det, der skete i Skagen, blev støbt.
Nu ydes Hornbæk endelig retfærdighed med en ny udstilling på Den Hirschsprungske Samling, der er kendt for sin store samling af dansk 1800-talskunst. Udstillingen ”P.S. Krøyer og kunstnerkolonien i Hornbæk” er kurateret af cand.mag. i kunsthistorie Ida Lehrmann Madsen, der netop har skrevet speciale om den nordsjællandske koloni.
”Det er ligesom her, det begynder. Krøyer er en maler, vi forbinder med Skagen, men han kommer altså også utroligt meget i Hornbæk, og det var faktisk her, han kom først,” siger Ida Lehrmann Madsen.
Året, hvor P.S. Krøyer (1851-1909) kom til Hornbæk, var 1873. Han var på dette tidspunkt 22 år og var tre år forinden blevet færdiguddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Sammen med en gruppe andre unge kunstnere, heriblandt Viggo Johansen og Kristian Zahrtmann, dannede han et slæng, der tog afstand fra Akademiet og dets, ifølge kunstnerne, bedagede metoder.
”De vil gerne væk fra den traditionelle, lidt gammeldags undervisning, som fulgte i Eckersbergs ånd. Væk fra det nationalromantiske mod noget mere realistisk, med større inspiration fra udenlandske strømninger,” siger hun.
Noget af det, malerne lærte på Akademiet, var, at de skulle ud i miljøer og lave studier af dem, og denne del tog de med sig. Et ”studie” er teknisk set et mindre maleri, som fokuserer på et bestemt fænomen. For eksempel kysten, og kyst er der nok af ved Hornbæk.
I de tidlige 1870’ere var Hornbæk, måske åbenlyst, meget anderledes, end det er i dag. I dag er byen i store træk en sommerhusby, med godt og vel 3500 indbyggere, der svulmer op til dobbelt størrelse om sommeren, når turisterne kommer. Men dengang var det et mere råt fiskerleje, som malerne blev tiltrukket af.
”Malerne er dybt fascinerede af fiskerne i Hornbæk. De her vejrbidte ansigter, som er slidte af mange års arbejde på havet, deres farefulde historier om alle de skibsvrag, de er stødt på ude på havet. Det sluger de unge kunstnere råt,” siger Ida Lehrmann Madsen.
Malerne indlogerede sig på Hornbæk Kro, og man skal, siger Ida Lehrmann Madsen, ikke undervurdere den rolle, en kro kan have for et kunstnerfællesskab.
”Det er på mange måder en direkte pendant til Brøndums Hotel i Skagen. Det er her, de hygger sig og synger og danser, hvilket er beskrevet i Zahrtmanns breve. Krøyer maler portrætter af kroejerparret, og i hans breve får vi at vide, at de serverer god vin,” siger Ida Lehrmann Madsen.
Flere af kunstnerne indlogerede sig desuden lokalt i de små fiskerhjem, hvor de kom helt tæt på det private, hverdagslige liv: ”Der var prægtige Ansigter og Figurer blandt Fiskerne deroppe, og det var særdeles flinke Folk at være sammen med,” skriver Krøyer i 1873.
”Det er igen det med, at man dyrker det autentiske,” siger Ida Lehrmann Madsen.
Der var faktisk også i Hornbæk en pendant til Michael og Anna Anchers hus i Skagen, nemlig kunstneren Carl Locher og hustruen Annas hus. Locher, der også dyrkede Skagen og af mange vil være kendt som skagensmaler, havde allerede i 1870’erne været i Frankrig og studeret den tidlige impressionisme, og opdraget om at blive friluftsmaler tog han med sig hjem til Danmark. Han blev så glad for Hornbæk, at han fik bygget et hus dér, og det blev sådan et sted, hvor kunstnere kom og gik efter forgodtbefindende. Fra husets atelier var der udsigt over vandet, og der findes motiver, der tydeligvis er malet fra Lochers stue. For eksempel er P.S. Krøyers brusende og skummende lille studie ”Storm. Hornbæk” fra 1891 efter alt at dømme malet der.
Men hvornår er noget egentlig en kunstnerkoloni? Ida Lehrmann Madsen argumenterer for, at en koloni først og fremmest er karakteriseret ved, at kunstnerne vender tilbage til et bestemt sted.
”I den første gruppe, der ankommer, er de seks unge kunstnere. Så kommer Holger Drachmann til, han er lidt ældre end de andre og egentlig marinemaler, men han bliver så betaget af Hornbæk, at han udgiver en novellesamling om fiskernes liv – med forside tegnet af Krø-yer. Og det er meget karakteristisk for en kunstnerkoloni, at livet dér kommer til udtryk i forskellige medier. Der er raderinger, tegninger og tekster, små studier og større figurmalerier. På dette tidspunkt var fotografiet ikke rigtigt fremme endnu, men fra Krøyers hånd findes eksempelvis en række portrætter af lokale fiskere og fiskerpiger. Og noget, der også er meget kunstnerkoloni over, er en række portrætter, kunstnerne har tegnet af hinanden simultant. De har siddet i samme stue og snakket og moret sig med at tegne hinanden,” siger hun.
Og så er der jo brevene, de mange kunstnerbreve, som er gemt på blandt andet Det Kongelige Bibliotek og i Den Hirschsprungske Samlings arkiv. Kilderne har været mangfoldige, og på den måde er det måske lidt underligt, at der ikke er forsket i kolonien før nu, mener Ida Lehrmann Madsen.
”Når man taler om disse kunstnere, så er det oplagt at tale om Skagen, for det er jo dér, de får deres gennembrud, og dér, hovedværkerne bliver til. Men man kan roligt tale om Hornbæk også, for selvom det er en slags op-startsperiode, en optakt, så er det en meget, meget vigtig periode,” siger hun.
Det var først i 1906, at jernbanen kom til Hornbæk, foranlediget af byens popularitet blandt københavnske badegæster. Hvilket igen, måske, har været foranlediget af kunstnernes ophold der, mener Ida Lehrmann Madsen. Under alle omstændigheder gik det ikke for kunstnerne at blive hængende, for det autentiske og rå trængtes langsomt i baggrunden.
”Her er næsten ikke til at være mere for Badegæster,” skrev P.S. Krøyer om Hornbæk i 1891 og rejste samme år til Skagen for at slå sig ned permanent sammen med sin Marie. En ny æra kunne begynde.