Skal du ha ”æ fissemand”? Sådan fejrer rigtige bønder høsten

Skal du have ”æ fissemand” og vil du med til ”opskjar” bagefter? Med høsttiden følger en række ritualer og skikke, der har rod i 1800-tallets landbokultur. Høstskikkene dyrker både de gode og dårlige sider af datidens tætte landsbyfællesskab, og nogle af dem lever den dag i dag

Den danske maler Rasmus Christiansen (1863-1940) er én af dem, der har gengivet landbolivet kunstnerisk i 1800-tallet. Her er det ”Kornhøst før Mejmaskinernes Tid”. – Foto: Det Grønne Museum.

Der er ord, der bare kun fungerer på dialekt, ét af dem er det sønderjyske ”fissemand”. Der er, tro det eller ej, intet vulgært i ordet. De første stavelser henviser ifølge Jysk Ordbog på uskyldig vis til en lille, sært udseende person.

En fissemand er i realiteten et slags fugleskræmsel lavet ud af et kornneg. Han opsættes traditionelt på marken hos den af landsbyens bønder, der bliver sidst færdig med at tærske og køre halm og korn hjem i hus. Han ses måske ikke så ofte længere, men er man rigtigt heldig, vil man kunne spotte ham på enkelte sønderjyske marker i dag.

På denne tid af året har danske bønder traditionelt fejret høsten med en række ritualer og skikke, nogle mere sære end andre, fortæller Anette Stavensø Møller, der er museumsinspektør ved Det Grønne Museum med speciale i landbokultur. Én af skikkene er ”fissemanden”, der blandt andet er beskrevet af Evald Tang Kristensen, der i 1800-tallet rejste rundt for at indsamle folkeminder i den danske almue. Og det er faktisk ikke en rent sønderjysk skik.

”Æ fissemand” er en sønderjysk skik, der handler om at placere en mandsstor dukke lavet af kornneg på marken hos den bonde i landsbyen, der bliver sidst færdig med at høste sin mark.  – Foto: Arne Reggelsen, Museum Sønderjylland.
”Æ fissemand” er en sønderjysk skik, der handler om at placere en mandsstor dukke lavet af kornneg på marken hos den bonde i landsbyen, der bliver sidst færdig med at høste sin mark. – Foto: Arne Reggelsen, Museum Sønderjylland.

”I andre landsdele kaldes det for en ’kælling’, og det er jo ikke meget bedre. Men det handler simpelthen bare om at pynte det sidste neg som en kælling, en pige. Det kom så siden med til høstfest, og så skulle karlene på den gård, der var blevet sidst færdig, skiftes til at danse med hende,” fortæller Anette Stavensø Møller.

Mange af høstskikkene har rod i 1800-tallet og har haft udbredelse blandt bønderne i de mindre landsbysamfund. Før udskiftningen og landboreformerne i 1700-tallet har det ikke givet mening, at småbønder konkurrerede alverden mod hinanden, men også dengang, i det man kan kalde den tidlige del af ”fællesskabstiden”, har der været traditioner, der trækker spor til i dag.

En vending som ”at opgive ævred” stammer fra den tid. Når markerne var høstet, skulle man blive enige om, hvornår man tog hegnene om de enkelte marker væk, og så lukkede man dyrene ud på hele arealet, så de kunne græsse det, ævred, af.

”Før landboreformerne høstede man sammen. Da udskiftningen kom, blev bønderne selvejere med egne marker, de kunne råde over og høste. Men selvom bønderne fik deres eget, hjalp de stadig hinanden. Man har arbejdet sammen, og hvis nogen var i bekneb, har man hjulpet hinanden, og selve det, at høstgilderne først blev holdt, når den sidste var færdig, er også et udtryk for, at fællesskabsfølelsen har været der. Og som en form for kærlig mobning af ham, der tabte i konkurrencen og blev den sidste, har man så haft traditioner som en ’kælling’,” fortæller Anette Stavensø Møller.

Høstgildet eller høstfesten har også et særligt navn,”opskør” eller, som man også kan sige det i det jyske, ”opskjar”. Det fortæller Viggo Sørensen, der er leder af Peter Skautrup Centeret ved Aarhus Universitet, hvor der forskes i jyske udtryk og landbefolkningens kultur.

”Man har jo høstet de forskellige kornsorter til forskellig tid, alt efter hvornår de var modne, og hver gang én afgrøde var tilpas tør, skulle den køres hjem. Det har man fejret i mindre skala på de særskilte gårde. Når det hele så var hjemme til allersidst, har man holdt en lidt større fest med spillemand og dans,” siger han.

Høstgildet er en fællesskabsfest, hvor det, at alle i landsbyen har fået deres korn i laden, fejres med dans og musik. Også i dag er der høstfester i forsamlingshuse rundt omkring i landet. Maleri af Rasmus Christiansen ”Høstgilde”.  – Foto: Det Grønne Museum.
Høstgildet er en fællesskabsfest, hvor det, at alle i landsbyen har fået deres korn i laden, fejres med dans og musik. Også i dag er der høstfester i forsamlingshuse rundt omkring i landet. Maleri af Rasmus Christiansen ”Høstgilde”. – Foto: Det Grønne Museum.

En høstsang som ”Marken er mejet”, der kan findes i Højskolesangbogen, indfanger netop denne stemning af 1800-tallets høst. Melodien er en folkemelodi, der er oplagt at danse til, mens teksten oprindeligt er skrevet af den tyskfødte Adolph von der Recke som en vise til et dannet guldalderpublikum med en romantisk begejstring for bøndernes liv. Den blev i 1868 bearbejdet og forkortet til nutidens version af forfatteren Mads Hansen, der havde en noget tættere forbindelse til det ægte bondeliv.

Linjerne ”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt” giver mindelser om Moseloven i Det Gamle Testamente, der forbyder bonden at høste al sin afgrøde, men lade en del blive på marken, så de fattige kan plukke resten. Anette Stavensø Møller tror dog ikke på, at det har været noget, man gjorde i særlig udpræget grad i 1800-tallet.

”Måske er det lidt en romantisering med de linjer, for det har ikke været alle steder i landet, man havde råd til det. Det er jo en smuk tanke, at man lader lidt ligge til dem, der ikke har så meget, men man har også skullet overleve. Der var ikke noget socialt sikkerhedsnet, så landsbyen har jo været det sikkerhedsnet, der var. Og tiggere og betlere gik i forvejen rundt på gårdene og fik, hvad der nu var tilovers,” siger hun.

Anette Stavensø Møller nævner også en anden høstskik, at ”stryge for kålen”.

”Den handler om, at karlene, når de kom hjem fra at have høstet, skulle have noget godt af husets kone. Ellers tog de deres leer og gik ud for at høste hendes grønkål i køkkenhaven. Kålen var enormt vigtig for husholdningen, fordi den er hårdfør og kunne holde vinteren over, hvis den ellers fik lov at blive stående. Men så stod karlene der og strøg deres leer, og så var det meningen, konen skulle sige: ’Nej, nej, nej, det må I ikke’ og de: ’Jamen, så skal vi også have en dram!’ Det er rent skuespil, for selvfølgelig skal de ikke hugge i hendes kål,” siger hun.

At stryge for kålen er en skik, der nærmest tager sig ud som et skuespil, hvor karlene truer med at meje husmoderens grønkål i køkkenhaven ned, hvis ikke de får noget godt at spise og drikke. Maleri af Rasmus Christansen, ”Strygning for Kål”. – Foto: Det Grønne Museum.
At stryge for kålen er en skik, der nærmest tager sig ud som et skuespil, hvor karlene truer med at meje husmoderens grønkål i køkkenhaven ned, hvis ikke de får noget godt at spise og drikke. Maleri af Rasmus Christansen, ”Strygning for Kål”. – Foto: Det Grønne Museum.

I nutiden fejres høsten i mange af landets kirker med høstgudstjenester, og det er en nyere tradition, siger Anette Stavensø Møller.

”Dengang gik man jo i kirke hver søndag alligevel, og man har da givetvis sagt tak, men der har ikke været tematiserede gudstjenester på dén måde. Og det er vigtigt at huske, at man sideløbende har haft folketroen, altså troen på andre væsners indflydelse på ens liv. Det kan for eksempel være troen på, at gemte man noget af det brød, man spiste i juledagene og strøede det ud på markerne, ville man få et godt udbytte ved den kommende høst. Man har haft den kristne tro, men man har også forsøgt at tage varsler på alle mulige måder for, hvordan man ville komme til at klare sig. Tanken om vejret som noget, man ikke kan styre, har spillet en stor rolle. Der, hvor jeg selv kommer fra, i Randers, kan jeg huske, at man har sagt, at hvis lyngen blomstrer i toppen, bliver det en hård vinter. Det kan virke skørt i dag, men dengang handlede det jo om ens overlevelse. Kunne man påvirke høsten på den ene eller anden måde ved at gøre små ting selv, så gjorde man det.”

Høsttiden som en tid for fællesskab, kærlig mobning og ængstelig skæven til dem, der var langsomme til at få udbyttet i hus, er fra en svunden tid.

”I store træk hjælper bønderne ikke længere hinanden. Man har sine egne, store marker og høster dem, når det er tid. Måske har man brug for hjælp, men så lejer man sig til det hos den lokale maskinstation. Og de mejetærskere, der er i dag har GPS’er og målere, der gør, at man, samtidig med at man høster, kan se udbyttet af det, der er på marken, og få at vide, hvor man skal så tættere til næste år. Der efterlades virkelig ikke meget,” siger Anette Stavensø Møller.

Måske vil der stå en ”fissemand” og se dum ud, på en sønderjysk mark eller to. Men noget, der i hvert fald lever i dag, er høstfesten, som mange danske landsbysamfund har holdt fast i.

”Høstgildet i forsamlingshuset findes og er stadig en fællesskabsfest, som ikke fejrer den enkelte, men noget fælles: at høsten er i hus.”