Prøv avisen

”Skriften er jo ikke et ringe Materiale, naar man vil bedømme et Menneskes Karakter”

Herman Larsen udviklede i 1920’erne et skrivesystem til skråskrift, som blev uhyre populært. Først når bogstavformerne var helt på plads i de små klasser, kunne eleverne ”slippes løs” og udvikle deres egen personlig håndskrift. – Foto: Ritzau/Scanpix

Skråskriften er i dag næsten uddød. Men før i tiden blev indlæringen af en smuk og sammenbunden håndskrift betragtet som en væsentlig del af et menneskes dannelse, kropsligt såvel som åndeligt

Mormors kærestebreve. Et gammelt postkort fra skuffen. En kopi af en side i en kirkebog.

Det er den slags papirer, Yvonne Christiansen, formand for Slægtshistorisk Forening Guldborgsund, tager imod på det lokale bibliotek, når hun en gang om ugen hjælper lokale borgere videre med deres slægtsforskning. Gotiske bogstaver har længe været en nød, der kunne være svær at knække for nogle. Men i den senere tid har en stor del af henvendelserne drejet sig om helt almindelig skråskrift, fortæller hun.

”Mange af de unge, vi møder, har store udfordringer med skråskrift. Og vi vil da rigtig gerne læse det for dem, men at det skulle fylde så meget, dét havde jeg ikke set komme,” siger Yvonne Christiansen.

”Men egentlig giver det jo god mening, for det er jo slet ikke noget, de er eksponeret for i dag.”

Skråskriften, som er karakteriseret ved, at alle bogstaver i et ord er sammenbundne og tiltet til højre, er på vej ud af billedet – bortset fra som ren nostalgi, vurderer Keld Grinder-Hansen, der er skolehistoriker, ph.d. og tidligere skoleleder.

”Skråskriften er ikke praktiseret i folkeskolen siden 1960’erne, og derfor skal man være en halvgammel type som mig for decideret at have trænet skråskrift,” siger Keld Grinder-Hansen, der selv har gået i skole i 1960’erne og 1970’erne.

Den idé, at danske skolebørn skal lære at skrive pænt, stammer fra skoleloven af 1814, der gjorde skolegang obligatorisk for alle danske børn indtil 14 år, selvom det kun var tre dage om ugen. Der fandtes fire hovedfag: religion, læsning, regning og skrivning, fortæller Keld Grinder-Hansen.

”Der var lagt stor vægt på skrivning, og det var ud fra den betragtning, at det var aldeles nødvendigt for den almindelige dansker at kunne skrive. Men man så det også som en del af dannelsesprocessen. En smuk håndskrift var tegn på, at man var et dannet menneske, og derfor blev der også brugt rigtig mange kræfter på at lære børn at skrive pænt,” fortæller han.

Dengang kaldte man skråskriften for ”skjønskrift” – omend en af tidens største pædagoger, G.P. Brammer, samtidig skrev i sin ”Lærebog i Pædagogik og Didactik” fra 1838, at skriveundervisningen ikke måtte lede til ”pyntelighed” i elevernes håndskrift.

I datidens skole sad eleverne bænket mindst en time hver skoledag for at opøve deres skrivefærdigheder. Det blev gjort ved at føre bogstaverne ind i et hæfte med en stålpen dyppet i blæk.

”Og ve den, der klattede med blækket!”, siger Keld Grinder-Hansen.

Man kan sige, at skråskriftens absolutte storhedstid er tiden efter Første Verdenskrig og frem til 1950’erne. I disse år blev der udviklet forskellige skriftsystemer, og en af de mest populære bøger i 1920’erne og 1930’erne var Herman Larsens røde skrivebog.

I vejledningen til bogen kan man læse, at der lægges vægt på to sider af skrivningen, den legemlige og den sjælelige: En proper håndskrift kunne man ikke få, hvis man sad forkert på skolebænken eller holdt forkert om pennen. Fingre, hænder og arme skulle bevæges på en koordineret måde, så eleverne undgik unødig spænding i kroppen:

”Man maa tage i Betragtning, at over tyve Muskler under Skrivevirksomheden gennem Nerverne skal dirigeres fra den fælles Central,” hedder det i bogens indledning.

Men:

”Om et lille Barn kan skrive de rigtige Bogstavformer, bestemmes kun i ringe Grad af mere eller mindre heldige Skrivestillinger eller af, om der benyttes Arm-, Haandleds- eller Fingerbevægelser, men først og fremmest af, om Barnet har optaget den rigtige Form i Bevidstheden,” lød det dog.

Med ”form” mentes det imaginære billede af et bogstav. I Herman Larsens skrivesystem blev det blandt andet indøvet ved, at børnene skulle ”skrive” bogstaverne i den frie luft. Når bogstavformerne var på plads i de små klasser, kunne eleverne i de større klasser ”slippes løs” og begynde at udvikle deres personlig håndskrift:

”Netop hos disse Elever spiller den sjælelige side stærkere ind end tidligere. Nu føler de Trang til at forlade de tillærte Former, nu faar de Lyst til at prøve noget nyt (...) til at efterligne de voksnes Skrift. (...) Man skal nu vare sig for at paabyde bestemte Forskrifter eller for skarpt at kritisere deres Snirkler og Sving, hvad der bare vil give dem Lede for Skrivetimen, vække deres Oppositionslyst og bestyrke dem i den Opfattelse, at Læreren er en ensidig, fantasiløs Pendant, som kun lyder af Pligt, ikke af Lyst. Nej, Læreren skal i stedet animere dem til at finde, hvad der ligger for ’deres særlige Evne’, faa dem til at se både det smagløse og det virkelig smukke.”

I sidste ende havde udviklingen af en personlig håndskrift stor betydning for det enkelte menneske, mente Herman Larsen. Og omvendt kunne et menneskes øvrige dannelse aflæses i skriften.

”Om et Menneske senere faar en smuk, karakteristisk Skrift, afhænger kun til Dels af Skolens Undervisning; det er Sjælelivet, som giver sig Udslag i Snirkler, Sving, Kanter eller Krumninger, særegne Bogstavtyper o.s.v. Skriften er jo ikke et ringe Materiale, naar man vil bedømme et Menneskes Karakter.”

Skolehistoriker Keld Grinder-Hansen skriver ikke ret pænt. Men han har dog lært skråskrift i sin skoletid i 1960’erne og 1970’erne, fortæller han.

”Når jeg har sagt eller skrevet noget om skråskriftens historie, så har min fætter, som er skolechef, skrevet til mig: ’Og det skulle komme fra dig’,” griner han.

I efterkrigstiden og op gennem 1960’erne og 1970’erne blev skriveundervisningen i folkeskolen meget mere funktionel, blandt andet under indflydelse af skrivemaskinerne:

”Det er indholdet og læsbarheden, som er i fokus. Derfor udvikler man grundskrift eller formskrift, som binder trykbogstaver sammen, men som er meget lettere at læse,” fortæller Keld Grinder-Hansen.

Og senere i 1990’erne, ja, så bragede dataundervisningen ind på skolerne. Computerens indtog har gjort, at man i dag har neddroslet fokus på håndskrivning i folkeskolen og begrænset det til de små klasser.

Konsekvensen er et kulturtab, mener skolehistorikeren.

”For det første er det jo noget, der træner motorikken godt, og der er mange børn, der ikke er ret gode til at bruge deres hænder i dag. For det andet misser man den omhyggelighed og omhu, der ligger i at sætte sig for at skrive 10 linjers tekst pænt og fejlfrit. Men det er en prioritering af, hvad man mener er væsentligt. I dag vil man, at børn skal være gode til at læse og formulere sig, og det er alt andet lige hurtigere at gøre ved hjælp af en computer,” siger han.

”Men som det altid er med den slags ting, så kommer der en modreaktion. Og det er sjovt at lægge mærke til, hvordan nogle unge mennesker i dag af egen fri vilje lærer sig at skrive. Nogle for at få en pænere håndskrift og nogle som en form for kunst. I en tid, hvor rigtig meget handler om at skille sig ud fra mængden, er dette en oplagt mulighed for at udtrykke sin personlighed.”