Nyt værk afdækker modsætningsforholdet mellem Kierkegaard og Blixen

Et flot fletværk af citater fra Søren Kierkegaard og Karen Blixen viser et tæt modsætningsforhold mellem de tos ærinder

Forfatteren skal roses for at have samlet alle Kierkegaard-citaterne, så vi nu har en bog, der kan bruges som et godt grundlag, hver gang spørgsmålet om forholdet mellem Blixen og Kierkegaard bringes på bane, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Forfatteren skal roses for at have samlet alle Kierkegaard-citaterne, så vi nu har en bog, der kan bruges som et godt grundlag, hver gang spørgsmålet om forholdet mellem Blixen og Kierkegaard bringes på bane, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: AP/ritzau.

En tommelfingerregel i Karen Blixen-forskningen er altid, hvilken vægt der lægges på storke-historien fra ”Den afrikanske farm”. Den om manden, der gik så meget igennem om natten, men da han om morgenen så ud over sine vanskeligheder, opdagede han, at hans veje tegnede en stork.

Historien hedder ”Livets veje” og er af Aage Henriksen blevet brugt som garant for Karen Blixens livssyn, som skulle være at få en historie ud af sit livsløb. Den modsatte fløj mener, at det bare er en børnehistorie, og at Karen Blixen kæmpede voldsomt med at se en stork i sit liv, hvorfor historien om storken nærmest var en ønskedrøm for hende.

Mads Bunch, som er elev af den skarpe Blixen-forsker Poul Behrendt, er afgjort på storkens side. Han er adjunkt i dansk litteratur på Københavns Universitet efter først at have afsluttet sit ph.d.-studie med en afhandling på engelsk, der danner grundlaget for nærværende bog. Den har fået den globale lykke at udkomme på engelsk i en international serie. Og forholdet mellem Karen Blixen og Søren Kierkegaard må da også interessere internationalt. Læst med danske sprogbriller er den en forståelig, men vanskelig blanding af danske og engelske citater, så ens fremmedsprogsknap springer ud og ind. Men Karen Blixens dobbeltsprogethed undskylder bestemt fremgangsmåden. Overordnet set er bogen en sammenstilling af Blixen og Kierkegaard-citater, og hovedsynspunktet er, at Blixen skriver modhistorier til især Kierkegaards ”Forførerens dagbog”, at hun undergraver Kierkegaards religiøse ærinde med sit æstetiske, samt at hun vender et mandligt synspunkt til et kvindeligt.

Man får endvidere det indtryk af de omhyggeligt påpegede overensstemmelser mellem Blixen og Kierkegaard, som hun læste både i 1920’erne i Afrika og senere omkring 1950 under udarbejdelsen af fortællingen ”Ehrengaard”, at Blixen nærmest efterligner Kierkegaards mønstre i sine fortællinger og blot lader forløbet modarbejde Kierkegaards pointer.

Analysen af fortællingen ”Ehrengaard” er Mads Bunchs hovedindsats. Selve historien handler om en mandlig kunstmaler, der åndeligt erotisk vil forføre en tilsyneladende dydig barnepige til at rødme, men selv bliver bragt til at rødme ved barnepigens afsløring af, at han ikke har meget at have sin erotik i, idet han er ”jomfru”. Denne historie samler da også Bunchs projekt i dets kerne, da kunstmaleren ses som en figuration af Kierkegaard og Goethe, der også længe var jomfru.

Her udreder Bunch med en sikkerhed, som næsten kun en ældre mand kan have, den ærtehalm af relationer, som fortællingen indgår i. For den synes at være en kommentar til Kierkegaards pæl i kødet, den Kierkegaard som Aage Henriksen skrev disputats om, samtidig med at han diskuterede ham med Karen Blixen, der arbejdede på historien.

De andre historier, Bunch behandler, er ”Karneval”, ”Syndfloden over Norderney”, ”Drømmerne”, ”Historien om en pperle”, ”Dykkeren” og ”Babettes gæstebud”.

Undertitlen på afhandlingen er: ”Om kristendom, forførelse, køn og gentagelse”, og metoden er overalt at sammenholde Kierkegaard- og Blixencitater og få dem til at pege på hinanden. Af og til skal der mange kryds- eller omvendingsgreb til for at få dem til at passe, men Bunch går meget op i at bevise sammenhængene. Og så meget som Blixen tog forlæg hos andre forfattere, så synes det godtgjort, at Kierkegaard var en af dem, hun forholdt sig særlig tæt til. Men kan hun reduceres til blot at skrive mod Kierkegaard? De behandlede historier reduceres ned til deres Kierkegaard-reference, og der fokuseres ikke på andre perspektiver i dem.

Da omdrejningspunktet er modhistorierne til Kierkegaard, skal man ikke forvente noget forsvar for kristendommen og heller ikke for mændene i kønsspørgsmålet. Karen Blixen bliver betegnet som æstetiker og ateist og som en forfatter, der er helt på kvindernes side. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved Karen Blixens udsagn, Bunch er ganske på hendes side mod Kierkegaard, der som idealist må bøje sig for hendes materialistiske, konkrete tilgang til det æstetiske parret med hendes ironi. Og ja, hun kørte traktor i Afrika, men var hun så konkret i sine historier, som det hævdes? De fleste af dem hænger bestemt ikke sammen på det konkrete plan – tænk bare på, hvor svært man har ved at bestemme sig for, hvad de handler om. Så måske var enheden i dem, deres ”konkrethed”, også en stork, Karen Blixen stræbte efter at nå, men sjældent nåede.

Som sagt er bogen svær at læse, selv på engelsk. Man skal kende forfatterskabet overordentlig godt for at få noget ud af alle bevisførelserne, men Bunch skal roses for at have samlet alle Kierkegaard-citaterne, så vi nu har en bog, der kan bruges som et godt grundlag, hver gang spørgsmålet om forholdet mellem Blixen og Kierkegaard bringes på bane.