Sygdommene, der både kunne redde og udrydde menneskene

Ny bog ser tilbage på verdenshistoriens største epidemier, der udstiller menneskers kynisme og sårbarhed, men også deres opfindsomhed og ukuelighed. Ligesom krige og naturkatastrofer viser historiens mest smitsomme dræbere, hvordan mennesket reagerer, når samfundets regler sættes ud af spil

Pestlæger iklædte sig særlige dragter for at beskytte sig mod sygdommen, og i næbbet anbragte de urter, der skulle forhindre smitte. Epidemier som pest og kolera afføder frygt og fascination, fordi de fortæller om samfund i undtagelsestilstand, siger Jakob Eberhardt, der er aktuel med ny bog om verdenshistoriens største epidemier. Foto: Polfoto

Da kejser Napoleon i 1812 sendte verdens dengang største hær til Rusland, spillede epidemien plettyfus en nøglerolle. Vinteren satte ind, og mens sygdom, sult og kulde åd sig ind på Napoleons hær, overlevede de lus, som sygdommen stammede fra. Plettyfus gjorde så store indhug i hæren, at den snarere ”kravlede end marcherede tilbage til Paris”, som et øjenvidne beskrev det.

Mens plettyfus blev kejser Napoleons overmand, var koppeepidemien måske Hernán Cortés’ vigtigste allierede, da Spanien i 1521 erobrede Latinamerika.

I sin nye bog ”Verdenshistoriens største epidemier” udfolder journalist og forfatter Jakob Eberhardt epidemiernes tosidede roller. På én gang beskytter og banemand for historiens hærførere. På én gang udstiller af menneskets svagheder og styrker.

Epidemier som kopper, plettyfus, pest og kolera fortæller grumme historier om, hvordan mennesket reagerer, når samfund går i undtagelsestilstand, og civilisationens regler sættes ud af kraft, siger Jakob Eberhardt. Ligesom under terrorangreb, naturkatastrofer eller krige ser den vestlige verden med skrækblandet fascination på det, der kan nedbryde strukturerne i vores velordnede vestlige del af verden.

”På den ene side fascineres vi af epidemierne, mens vi på den anden side ved, at de er frygtelige. Alt det, som skal passe på os, kan blive brudt ned i en situation af kaos, og vi ved ikke, hvor meget vi skal kratte i vores civiliserede fernis, før den krakelerer. Epidemierne giver os et sjældent indblik i, hvordan mennesket opfører sig og reagerer under de mest livsomvæltende kriser,” siger han.

Da pesten i 1665 raserede London, tvang myndighederne ældre kvinder til at undersøge ofrene ved at true dem med at tilbageholde deres pension. Og da koppeepidemien århundredet efter ramte hele England, gennemførte man mod løfter om frihed medicinske forsøg på straffefanger, der ledte tankerne hen på japanernes medicinske forsøg med epidemiske sygdomme på mennesker under den japansk-kinesiske krig fra 1937 til 1945.

Herhjemme i Danmark indførte myndighederne dødsstraf for overtrædelse af karantænebestemmelserne, da andre europæiske lande i 1831 oplevede koleraepidemier. Nedslag efter nedslag i historien afslører den desperate ubarmhjertighed, der sætter ind, når samfundet går i undtagelsestilstand, siger Jakob Eberhardt.

”Epidemierne har gennem historien skabt en kollektiv, konstant frygt for det, der var stærkt nok til at udslette familier og vælte hele samfund. Det gjorde, at mennesker vendte sig mod religioner, overtro eller mod kvaksalvere for at finde sikkerhed. Vi har nedarvet den frygt i dag. Den kan sammenlignes med den frygt, vi føler for naturkatastrofer, terrorangreb eller kaotiske krigstilstande, der kan ryste os og ændre vores samfundsforhold,” siger han.

Men epidemierne fik ikke bare kynismen til at stikke sit grimme hoved frem. Sydomme som kolera og kopper kastede også store medicinske landvindinger af sig og blev blandt andet en trædesten til nutidens vaccinationer. Koleraepidemien i 1800-tallet betød, at man i Danmark og England begyndte at bygge kloakker for at adskille brugs- og spildevand, og koppeepidemien ansporede en læge til i slutningen af 1700-tallet at bruge kokoppematerie til at vaccinere mennesker. Mens millioner af mennesker bukkede under for sygdomme som kopper og kolera, pest og plettyfus, blomstrede viden og teknologi, siger Jakob Eberhardt.

”Man kan igen sammenligne epidemierne med nutidens krige, hvor man også fremskynder en teknologisk udvikling, fordi de krigsførende parter vil forsøge at overgå hinanden. Under krige opstår en undtagelsestilstand, hvor man må opfinde for at overleve. Det samme kan man sige om epidemierne, der også fremskyndede og stimulerede en udvikling,” siger han.

På den måde udstillede epidemierne ikke bare menneskers selviskhed og sårbarhed, men også den kreativitet og ukuelighed, der tillod selv de hårdest ramte samfund at bestå, siger Jakob Eberhardt.

”Epidemierne skaber en bevidsthed om, at vi er små og sårbare som mennesker. At der er ting, der er uden for vores kontrol. Sygdommene dræbte ekstremt mange mennesker gennem tiderne, men de viste også, at vi kan stå imod selv de mest gennemgribende katastrofer. De fortæller på en og samme tid historien om, at mennesker er små og sårbare og opfindsomme og ukuelige,” siger han.