Prøv avisen

Her er tre forvandlede industribygninger

Brandts Klædefabrik i Odenses latinerkvarter blev omdannet fra et gammelt klædefabrikskompleks til et område med specialbutikker, en biograf, et studenterhus og kulturinstitutioner som Brandts Museum, Danmarks Mediemuseum og Odense Filmværksted. – Fotos: Brandts Klædefabrik.

En klædefabrik er blevet til et rum for kunst og en maltfabrik til kreativt bryghus. Kulturen finder nye hjemsteder i gamle bygninger med en særlig ånd, historie og betydning for de lokalsamfund, som har været med til at skabe dem

Brandts Klædefabrik i Odense

Kristian Isager, arkitekt og medskaber af Brandts Klædefabrik:

”Da jeg første gang i 1970’erne besøgte Klædefabrikken, stod der tyrkiske gæstearbejdere med hovedtørklæder og passede de enorme, larmende vævemaskiner. Dengang var fabrikken i fuld vigør, det var en by inde i byen, en knopskudt familievirksomhed og en lukket enklave, som den almindelige odenseaner ikke havde adgang til. Odense var i gang med en udfasning af industrien, og tidsånden var, at man rev det hele ned. Som tilflytter oplevede jeg, at byen nærmest var i krig med sig selv. Alligevel lykkedes det over tid at overbevise byrådet om, at Brandts Klædefabrik skulle bevares og bruges til kultur.”

”Brandts Klædefabrik var en fabrik med bastante bygninger med højt til loftet, store vinduesarealer og et smukt lys. Rummet betog mig, fordi det havde størrelse som en riddersal. Da vi i 1980 gik i gang med ombygningen, skete det på de gamle industribygningers præmisser. Vi ville ikke få dem til at udstråle andet end det, de var. Af samme grund skulle det også fremover hedde Brandts Klædefabrik. Den har en atmosfære og en charme, som er vanvittig svær at etablere i forbindelse med nybyggeri, ikke mindst fordi den har historien med sig. I dag hænger der stadigvæk en svag duft af uld ved væggene, og de store støbejernsvinduer har overlevet klædeproduktionens tid.”

”Brandts er blevet et Odense-ikon og en ny slags byplads til at spise madpakker og sidde i solen. I en tid, hvor det ikke var normalt at have bilfri pladser, gav man pladsen tilbage til odenseanerne.”
 

Maltfabrikken i Ebeltoft

Kristian Krog, direktør for projektet Den ny Maltfabrik:

”Projektet blev startet flere år tilbage af nogle lokale ildsjæle, som ønskede at bevare den gamle industriarv fra Ebeltofts maltfabrik fra 1861 og omdanne den til et kreativt mødested. Vi udkæmpede en David og Goliat-kamp mod udviklere, der ønskede at rive den ned og bygge et butikscenter. Det var ikke byrådet, der besluttede, at fabrikken skulle være Ebeltofts næste fyrtårn. Arkitekturen og historien er spændende, men det mest spændende er måske, at det er skabt nedefra af forskellige lokale aktører, der ønskede at skabe noget sammen.”

”Maltfabrikken ligger midt i byen, mellem den gamle bykerne og kysten og stikker op som byens højeste punkt. Den nærhed, bygningen har til byen, er noget helt særligt. Fabrikken var en af byens vigtigste arbejdspladser og symbolet på en købstad, der eksporterede malt til hele verden. I dag står den tilbage, som om arbejderne lige har forladt bygningen med gammelt inventar og kridt på tavlen fra en af de arbejdere, der var på arbejde den sidste dag.”

”Forvandlingen af bygningerne tager udgangspunkt i fabrikkens historie. Den gamle hovedbygning, pakhuset og de andre bygninger kommer til at huse nye funktioner: Et arbejdsfællesskab for små virksomheder i den kreative branche. Et madværksted for de lokale madproducenter. Et ungdomskulturmiljø, som er en scene for den unge kultur skabt af de unge selv. Og et mikrobryggeri, fordi historien om øllet også er historien om maltfabrikken.”

Maltfabrikken skal være en ramme om arbejdet for de lokale i byen. Det skal ikke være død kunst på væggene, men levende kultur i mange forskellige rum. Et sted, hvor der stadig bliver arbejdet.”
 

KunsthalGlas i støberihallerne i Præstø

Karen Margrethe Olsen, næstformand for Støberihallernes Venner:

”Støberihallerne var oprindeligt et jernstøberi, hvor der blandt andet blev produceret landbrugsmaskiner og beslag til vinduer. Hallerne havde stor betydning for en lille by som Præstø og byens udvikling. Som en lille købstad er det ret exceptionelt, at vi stadigvæk har tegnet på, at der engang var industri i midten af byen.”

”De bygninger, der står tilbage, skal blive et kultursted blandt andet med plads til kunstudstillinger. Kunsten og industrien kan den samme ting: Begge er funderet i lokale mennesker, der producerer fint håndværk.”

”Støberihallerne skal blandt andet huse store glaskunstværker af glasmester Per Hebsgaard, der bor lige uden for Præstø. Der er et samspil mellem udstillingerne og kunsten, som fungerer rigtig godt. Det er begge gedigne materialer, og samtidig er der en ret fin kontrast mellem de rå industrihaller og de skrøbelige glasværker.”

”Støberihallerne har en ånd, som på mange måder er skabt af de gamle bygninger og deres historie. De fortæller en rigtig god historie, fortællingen om de lokale håndværkere, som er en vigtig del af Præstø, men som mange måske har glemt. Nogen vil måske sige, at det er faldefærdige bygninger, som vi ikke kan bruge til noget, men hvis vi lader dem forfalde, kører vi en del af Præstøs historie på lossepladsen. Når lokale i Præstø ønsker at bevare Støberihallerne, er det også en måde at bevare egnens kulturarv på.”

Det store røde fabriksanlæg fra S.B. Lundbergs Maltfabrik i Ebeltoft, der blev bygget i 1861, lå i mange år i dvale, men åbner igen dørene i 2019 som et omdrejningspunkt for erhverv, service og kultur. – Fotos: Den ny Maltfabrik.
Lokale ildsjæle har gennem en årrække arbejdet på at skabe KunsthalGlas i Støberihallernes gamle bygninger i Præstø. Ud over kunstudstillinger vil KunsthalGLAS skabe et kulturrum i Støberihallerne for koncerter, teaterforestillinger og foredrag. – Fotos: Støberihallernes Venner, KunsthalGlas.