Kontaktannoncerne er ved at uddø: De mindede os om at gøre os umage. Især med kærligheden

Apps som Tinder og datingsider på nettet er ved at gøre kål på kontaktannoncerne. Men de fem-seks anonyme linjer med billetmærke kan alligevel noget, mener forfatter til ny bog, der dyrker de humoristiske og bizarre, men også dybt rørende tekster

Mette Byriel-Thygesen synes, at det sjove og befriende ved kontaktannoncerne netop er, at de ikke er ledsaget af billede. Men ud over det finder hun, at de ofte er humoristisk læsning og afslører gemyttet bag ordene. Foto: Diana Jehring/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Leila Vestgaard var 12-13 år, da hun begyndte at sakse i lokalavisen, der kom i postkassen ved barndomshjemmet ved Odense. Hun havde opdaget, at der bagerst i avisen gemte sig noget helt særligt: kontaktannoncerne.

”Det var i slut-80’erne og længe før, der var noget, der hed ’reklamer nej tak’, så avisen kom ud til alle. På et tidspunkt gik det op for mig, at der var denne her sektion med overskriften ’personlige’, og at det var alt muligt, der stod der. Jeg var for ung til at have et forhold til den romantiske side af det, men stor nok til at vide, at der lå nogle gode historier dér, som jeg så begyndte at klippe ud,” siger hun.

I dag arbejder Leila Vestgaard i forlagsbranchen og er en del af teaterkollektivet Sort Samvittighed. Og så er hun ejer af en samling på 150 kontaktannoncer, der nu er blevet udgivet i bogen ”Er der nogen? Autentiske kontaktannoncer”. Vi har dem, der efterlyser (k)ærlighed eller ren og skær sex, de lidt sære, de venskabelige, og ikke mindst de virkeligt rørende:

”Der er nogle af dem, som ikke bare er nogens længsel efter noget, men som er en hel skæbne pakket ind i ganske få linjer. Komprimerede skæbner,” siger Leila Vestgaard.

Vi vender tilbage til de mange små stykker avispapir, men først et historisk tilbageblik. I dansk sammenhæng har man haft kontaktannoncer i aviserne siden 1800-tallet, fortæller Mette Byriel-Thygesen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet med speciale i seksualitetshistorie.

Dengang var det udelukkende mænd, der annoncerede, og de annoncerede altid efter ægteskab. I Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger, det der senere blev til ”Adresseavisen”, Danmarks ældste annonceavis, kunne man den 15. januar 1817 læse om en ”ung Person, der i alle Henseender besidder en god og blid moralsk Character”, der søger ægteskab med en ærværdig mands datter eller alternativt en enke, der ejer lidt penge. Manden angiver, at han bruger denne fremgangsmåde, altså ægteskabsannoncen ”af Mangel paa Bekjendtskab med det ærede Kjön”.

”Hvis nogle af det ærede Kjön reflectere herpaa, behage de at opgive hvad Familie de ere af, samt Navn og Bopæl, i en forseglet Billet paa dette Blads Comptoir”.

Kontaktannoncen er i sin reneste form en efterlysning af en mage, siger Mette Byriel-Thygesen.

”Rent historisk er det gået fra at være en tekst, hvor man annoncerer efter en ægtefælle til også at rumme andre ønsker. Man søger en livsledsager eller god ven, og senere uforpligtende forhold og løse, seksuelle relationer. Kontaktannoncerne korresponderer på den måde med udviklingen i samfundet generelt, hvad angår acceptable forhold,” forklarer hun.

Det kan virke uretfærdigt, at kvinder dengang ikke kunne annoncere. Men før man farer i flint, skal man huske, at ægteskabet for mange kvinder dengang var en billet til at flytte hjemmefra og vinde muligheder på andre områder end det seksuelle, siger Mette Byriel-Thygesen.

”De fleste kvinder var ikke på arbejdsmarkedet, og var man ikke gift, før man var 30, måtte man leve resten af livet som pebermø. Der var normer, der sagde, at kvindernes udløbsdato oprandt ved 28-årsalderen.”

Op gennem 1920’erne og 1930’erne var ægteskabet stadig det optimale, selvom den seksuelle frigørelse langsomt vandt indpas. I 1960’erne og 1970’erne, hvor frigørelsen tog fart, voksede fænomenet med kontaktannoncer, og så er vi fremme ved Leila Vestgaards samling fra 1980’erne og 1990’erne.

Set i forhold til de helt moderne måder, hvorpå krage søger mage, er der noget meget omstændeligt og grundigt ved kontaktannoncerne, mener hun.

”Det er meget rørende, synes jeg, at være så bevidst om, hvad det er, man savner, og hvad man selv har at tilbyde. Og så at gå så langt som til at formulere det og sende det til en avis. På en app går det meget hurtigere det hele, og der er virkelig mange steder i processen med en kontaktannonce, hvor man kan nå at tænke: ’Nej, ikke alligevel’ og miste modet. Når du så har krænget din sjæl ud, skal du sidde og vente i uvished, måske i uger, måneder eller år. Jeg elsker det udtryk for håb, det er åbent at spørge: ’Jeg er sådan her. Er der nogen som mig?’.

Og det helt uden medfølgende billede, hvad der ville være utænkeligt på datingappen Tinder i dag – men det har jo virket, tilføjer hun.

Mette Byriel-Thygesen synes, at det sjove og befriende ved kontaktannoncerne netop er, at de ikke er ledsaget af billede. Men ud over det finder hun, at de ofte er humoristisk læsning og afslører gemyttet bag ordene.

”Jeg har hørt om én, hvis morfar indrykkede tre kontaktannoncer, og hver gang blev belejret af damer, der syntes, at det lød godt. Men jeg tror også, at det har stor betydning, at der ikke er et billede med, faktisk. Ordene lukker en anden dør op, end det gør at se et billede af nogen, vippe det til side og så videre i teksten.”

Mette Byriel-Thygesen synes også, at det sjove og befriende ved kontaktannoncerne netop er, at de ikke er ledsaget af billede. Men ud over det finder hun, at de ofte er humoristisk læsning og afslører gemyttet bag ordene.

”Dermed ikke sagt, at kontaktannoncerne var mere ærlige end de moderne apps, men de var måske mere direkte. De handler i høj grad om, hvad man er for en person, og hvilke værdier man rummer,” siger hun.

”Der er langt flere markører, der har spillet ind på valget af seksualitetspartnere før i tiden. I dag vil vi helst ikke overraskes, vi vil se pakken pakket helt ud til at starte med. Vi lever i en tid, hvor folk er seksuelt flygtige og meget bevidste om, hvad de vil have, og hvad de ikke vil have. Og det kan gå hen og blive benspænd for det gode sexliv eller for valget af den rigtige partner i det hele taget. Man vil ikke spilde tiden og tænker, at den flotte krop hænger sammen med god sex. Men en flot krop er ikke nødvendigvis det, der gør, at man spiller godt sammen med nogen seksuelt.”

Leila Vestgaard er selv ”godt afsat” og har aldrig haft en Tinderprofil. Men hun synes, at eksistensen af både digitale datingredskaber og de måske uddøende kontaktannoncer understreger, at vi mennesker ikke er lavet til at være alene. Heller ikke selvom vi allerede har vores på det tørre med cabriolet og sommerhus – og måske endda kone eller mand.

”Der bor en længsel i os efter at høre sammen, og den transcenderer alting, og jeg tror ikke, den gør sig mindre gældende nu. Og så synes jeg, kontaktannoncerne minder os om at gøre sig umage, især med kærligheden.”