De er over det hele i disse dage. Ved indkørslen til Brugsen, på vej til skolen og børnehaven. Langs hovedgaden, ved hallen og togstationen. Så snart man forlader matriklen for at give hunden en tissetur, møder man dem.
Med både et europa-parlamentsvalg og folketingsvalg lige om hjørnet bugner det med politikerhoveder i det offentlige rum. Og især folketingsvalget har fået de menige partisoldater op i lygtepælene: I hvert fald kunne det aarhusianske trykkeri LaserTryk, der er Danmarks største, for nylig melde, at de i år har leveret 150.000 plakater til forskellige politiske partier, en stigning på 15 procent i forhold til valget i 2015.
Ser vi nærmere på, hvad det egentlig er, man ser på de mange firkantede stykker pap, så er det fuldstændig det samme. Et ansigt, et klassisk portrætfotografi. Den portrætterede smiler enten et stort og varmt smil, eller også er man gået med et beslutsomt blik og korslagte arme. Måske er der røget et næsehår eller en bums i redigeringen, men ellers er portrætterne naturtro, ledsaget af kandidatens navn og partinavn.
Man kan mene, at plakaterne samlet set ikke forskønner det offentlige rum. Men hver for sig er de heller ikke for kønne, og faktisk er de, på trods af Photoshop, gået hen og blevet grimmere med tiden. Det mener Elsebeth Aasted Schanz, der er museumsinspektør ved Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By og medforfatter til bogen ”Valget er dit” om valgplakatens historie.
”De plakater, vi ser i gadebilledet, er ren markedsføring af politikeren. Før i tiden har valgplakater både haft masser af indhold og kunstnerisk kvalitet, det er der intet af i dag,” siger hun.
I europæisk sammenhæng kan valgplakaten spores tilbage til midten af 1800-tallet, fortæller Elsebeth Aasted Schanz.
”Til at begynde med er det ren typografisk tekst. Et politisk budskab og så en pegende hånd eller et hjerte, for eksempel. I sit udgangspunkt er valgplakaten helt uden billede, men der er til gengæld tænkt rigtig meget over teksten,” siger hun.
Det var den franske grafiker og kunstner Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901), der gav valgplakaten, og plakatkunsten i det hele taget, sit gennembrud i 1890’erne, hvor hans politiske plakater var at finde rundtomkring i Paris’ gader.
”Den moderne valgplakat tiltrækker sig opmærksomhed med et billede og en fængende tekst. Og Toulouse-Lautrecs plakater tiltrækker sig lige lidt ekstra opmærksomhed, fordi de er så smukke at se på,” siger Elsebeth Aasted Schanz.
Man skal samtidig notere sig, at plakaten er det eneste rigtige massemedie på det tidspunkt og altså noget, folk virkelig studerede ganske længe og både lod sig underholde og oplyse af.
Herfra går vi ind i det, man kunne kalde for valgplakatens guldalder, som løber frem til 1950’erne.
”Det er i disse år, ’creme de la creme’ laves. Plakaterne er kendetegnet ved stor fortælleværdi og kunstnerisk værdi. Man gør brug af følelser, humor og sentimentalitet. Og det er tydeligt, at de, der har lavet plakaterne, gør et ihærdigt forsøg på at komme ind under huden, ind i hjertet på vælgerne. Der er virkelig lagt sjæl i.”
Og, tilføjer Elsebeth Aasted Schanz, så er det karakteristisk, at plakaterne fra første halvdel af det 20. århundrede er meget fremtidsorienterede og ofte møntet på de kommende generationers skæbne (noget, vi i øvrigt ser lidt af igen hos de partier, der slår sig op på klimakamp). Det gælder også den allerførste danske valgplakat, en socialdemokratisk plakat fra 1918, trykt tre år efter, at danske kvinder fik valg- og stemmeret til Folketinget.
”Den viser en kvinde, som er meget Madonna-agtig, med et lille, nøgent barn i armene. Det er jo smukt, men også meget morsomt set fra nutiden. Selvom der virkelig sker noget for kvinderne på ligestillingsfronten i disse år, så er det stadig en meget traditionel måde, man afbilleder dem på,” mener hun.
Det samme gør sig gældende i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne, hvor man kan finde socialdemokratiske valgplakater fra hvert årti med et klassisk scenarie: Manden vinkende, enten på vej ud ad døren eller ind ad den med attachémappe i hånden, kvinden set bagfra, ligeledes vinkende, med forklæde og børn om hofterne. ”Tryghed for Hjem og Arbejde” lyder det på plakaten fra Liste A anno 1946.
”Det, der også var før i tiden, var jo, at valgplakaten i høj grad plæderede for en sag. Det er i store træk forsvundet nu,” siger Elsebeth Aasted Schanz.
Men hvornår gik det galt? Jo, det skete samtidig med fjernsynets indtog i de mange små hjem i 1960’erne, mener plakathistorikeren. Og selvom vi i 1970’erne ser meget grafisk politisk kunst, så begynder fotomateriale langsomt at overtage valgplakaten fuldstændig.
”Fra 1980’erne og frem er det de kedelige politikerportrætter, vi kender fra nutiden. Men det er på mange måder også for sort-hvidt at sige, at alting var bedre i gamle dage, for man er nødt til at se valgplakaten som en del af det generelle mediebillede. I dag har vi Facebook, Twitter og andre sociale medier, der engagerer os følelsesmæssigt, det er ikke det, der er valgplakatens opgave i dag.”
Valgforskere har i forbindelse med dette valg påpeget, at det enorme antal valgplakater ikke nødvendigvis gør en forskel i forhold til stemmefordelingen partierne imellem. Til gengæld kan de rykke stemmer internt i et parti. Mens mange af de gamle valgplakater kan ses som små kunstværker i sig selv og analyseres, vendes og drejes, så giver nutidens valgplakater ikke mening på dén måde, mener Elsebeth Aasted Schanz.
”Og de vil heller ikke give mening, hvis du finder dem frem fra gemmerne om 50 år og kigger på dem. Du er nødt til at følge debatten for at vide, hvad vedkommende på plakaten står for,” siger hun.
Men, der er jo også undtagelserne, der bekræfter reglen. I denne valgkamp har blandt andre Naser Khader (K) og Claus Hjort Frederiksen (V) været kreative. Mens Naser Khader har valgt at vise sin underarmstatovering med teksten ”I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme!” frem, har Claus Hjort Frederiksen måske ladet sig inspirere lidt af tidligere tider og simpelthen fået lavet en plakat med et enkelt omrids af en kronhjort.
Foto: Venstre i Rudersdal
Det konservative folketingsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel, der stiller op til folketingsvalget, har, som supplement til de traditionelle valgplakater, fået lavet plakater, hvor hun er iført skriggrøn paryk og solbriller.
Hun forklarer sig på sin facebookside med, at ”de traditionelle valgplakater er meget ensformige og kedelige”.
Det er bemærkelsesværdigt at vise folk noget, de ikke forventer, mener Elsebeth Aasted Schanz.
”Faren er selvfølgelig, at folk tænker: ’Kan jeg have tillid til, at hun gør det, hun skal, i Europa-Parlamentet?’. Men der var også humor i gamle plakater! En fjollet grøn paryk er brug af humor, og har du set noget, du kommer til at grine ad, så husker du det ret godt. Man løber en risiko, men til gengæld bliver man husket.”
Fantasien er ikke uddød, heller ikke hos politikerne.
”Men den kunstneriske kvalitet, de pragtfulde gamle plakater havde, den kommer ikke igen. De er et historisk kuriosum,” mener hun.
Og det er så her, vi skal et smut til Sønderjylland, egnen, der gang på gang formår at forbløffe det øvrige Danmark i valgsammenhænge. Her har socialdemokraten Benny Engelbrecht fået lavet to slags valgplakater: én med det klassiek portrætfotografi og én med et pangfarvet grafittiportræt malet af gangster- rapperen L:Ron:Harald. Kunstplakaterne er produceret i et begrænset antal, og det er meningen, de skal gå hen og blive et samlerobjekt. Altså efter den 5. juni, for de må ikke pilles ned før.
”Jeg tænkte: Lad os gøre noget anderledes. Lad os lave noget kunst,” har Benny Engelbrecht sagt til TV Syd. Så selvom grafittikunst uden tvivl er et spørgsmål om smag, så er der måske håb for fremtidens valgplakat?
