Prøv avisen
Sangskat

Ole Lukøje og Elefantens vuggevise: Vi elsker de gamle godnatsange

Katrine Kruse Larsen, der er sygeplejerske og studerende, læser først en lille historie for sine børn og synger så for dem, hver aften. ”De her sange kan bare noget særligt, og jeg vil gerne give dem videre til mine børn på et tidspunkt, hvor de endnu er små og fordomsfri. Der er tidsnok nogen, der skal fortælle dem, at det er kedeligt og gammeldags,” siger hun. – Foto: Leif Tuxen

Nutidens forældre synger de samme godnatsange og vuggeviser for deres børn som tidligere generationer. Vuggevisen er et internaliseret stykke kulturarv, som måske får større betydning i disse år, mener eksperter

”Se lige mig,” råber Selma på knap fire år og kravler ind i et skab i soveværelset.

Hendes strithårede lillebror, Wilbur på to år, griner, så sutten er ved at falde ud af munden på ham, og løber hen og åbner skabslågen:

”Waaaah,” brøler Selma som en løve, og Wilbur hviner af fryd. Selma griner højt.

Klokken er 19.30 i en lejlighed i Indre København, og det er i den grad sengetid for Selma og Wilbur Kruse Larsen. Det afslører øjnene, der er som små, klare perler i deres ansigter. Men børnene er nok lige kommet over den der grænse, hvor de er blevet så fjollede, at trætheden tilsyneladende er forsvundet som dug for solen og erstattet af et helt andet gear, mener deres mor, Katrine Kruse Larsen.

”Kravl op i sengen,” siger hun med fast stemme, og mens Wilbur adlyder med det samme, skal Selma lige slå sig lidt i tøjret. Hun hopper op og ned i den store dobbeltseng, før hun endelig falder ned i dynerne og sætter sig hen til sin mor. De læser en lille historie sammen i sengen, før Wilbur løber op og slukker lyset – det er hans opgave.

Katrine Kruse Larsen glider ned i sengen med et barn i hver armhule og beder en godnatbøn:

”Kære Jesus, tak for dagen. Vi beder for Selma og Wilbur, som nu skal sove, og vi beder for mormor og morfar, som lige nu er på vej til Kina i en flyver,” siger hun med stille stemme. Hun afslutter med et amen og spørger så børnene: ”Nå, hvad synes I, vi skal synge?”.

Sygeplejerske og studerende Katrine Kruse Larsen, 34 år, er én af de danske forældre, der hver eneste aften synger godnatsang for sine børn, og hun vælger gerne sange, hun selv har fået sunget som barn. Det er blandt andet sange som ”Nu er jord og himmel stille”, ”Jeg er træt og går til ro”, ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, ”Solen er så rød, mor” og ”Elefantens Vuggevise”.

”For mig er det en del af et trygt putteritual og noget, der er helt anderledes end alt det praktiske med tandbørstning og nattøj. Fra jeg var helt lille kan jeg huske, at sangen gav en følelse af tryghed, at sangen bandt os sammen,” siger hun.

Det er dén følelse, hun gerne vil genskabe hos børnene Selma og Wilbur, når hun i dag synger godnatsang for dem. De lytter altid opmærksomt til sangene, hvis de da ikke når at falde i søvn.

”De her sange kan bare noget særligt, og jeg vil gerne give dem videre til mine børn på et tidspunkt, hvor de endnu er små og fordomsfri. Der er tidsnok nogen, der skal fortælle dem, at det er kedeligt og gammeldags,” siger hun.

Katrine Kruse Larsen er ikke den eneste, der søger tilbage til de gamle og trygge viser, når hun skal få sine børn til at falde til ro. Godnatsange er nemlig noget af det, der allermest stædigt går i arv.

Det forklarer Lisa Bonnár Stjernø, der er postdoc i musikvidenskab fra Universitetet i Agder i Norge og har skrevet doktorafhandling om lige præcis vuggeviser. I doktorafhandlingen undersøgte hun, hvordan 20 forældre sang godnatsang for deres børn over en længere periode, og undersøgte også, hvorfor de gjorde det.

”Vuggeviser er noget, der ligger meget dybt i os, og meget ofte synger vi de samme vuggeviser, som vores forældre sang for os. Det er en kulturarv, som man kan sige er internaliseret, altså som både er i hovedet og kroppen. Vi hører sangene, før vi får sproglig bevidsthed, og derfor er de næsten fysisk en del af os og noget, der får os til at føle, at vi er forbundet med en familie,” siger hun.

Der findes ikke tal for, præcis hvor mange danske eller norske forældre, der synger deres børn i søvn. Men modsat udviklingen i lande som Storbritannien og USA, hvor færre forældre giver de gamle børnesange videre, så holder mange skandinaver stædigt fast i de traditionelle vuggeviser, forklarer Lisa Bonnár Stjernø.

”Vi er nok lidt mere konservative, men vi har også en stærk tradition at bygge på her i Skandinavien,” siger hun.

Der er national identitet i vuggeviserne, fordi de ofte synges på modersmålet. Men valget af godnatsang handler også om den enkelte forælders værdipolitik, siger hun.

”Der findes sange, som er meget konservative og handler om bondesamfund og husdyr. Og også sange med et meget spirituelt indhold. Forældrene beskriver, hvordan de på en meget blød måde gerne vil give nogle værdier videre til deres børn uden at missionere,” siger hun.

En god vuggevise har dog nogle universelle elementer: Den skal have en rolig rytme, og teksten skal være let at huske. Mange af sangene har et element af gentagelse, som er med til at skabe tryghed, forklarer Lisa Bonnár Stjernø.

Det har mange af de gamle sange, som herhjemme kan findes i sangbogen ”De små synger,” der er solgt i over 1,5 millioner eksemplarer og stadig sælger. Da DR i fjor fik danskerne til at kåre den bedste vuggevise, blev ”Elefantens vuggevise” fra 1940’erne en overbevisende vinder, skarpt efterfulgt af Carl Nielsens sørgmodige og filosofiske ”Solen er så rød, mor”, der er skrevet i 1920’erne.

Først nede på sjettepladsen optræder en godnatsang af nyere dato, nemlig ”Sigurds godnatsang” skrevet af Sigurd Barrett i 2007. Resten af listen er fyldt ud af gamle sange, for eksempel Oluf Rings ”Stille nu” og Jeppe Aakjærs ”Stille, hjerte, sol går ned” fra 1912.

En sang som ”Stille, hjerte, sol går ned” er et eksempel på, at vi i Danmark er ”fantastisk godt begunstiget” hvad angår kvalitetsvuggeviser, mener Henrik Marstal, der er musiker og lektor ved Det Rytmiske Musikkonservatorium, RMC.

”Der er en forbilledlig sammenhæng mellem tekst og musik, og så formidler den budskabet om, at nu skal man gå til ro, på en meget fin måde,” siger han.

Og den simple årsag til, at de gamle vuggeviser og aftensange lever videre i en tid med masser af tyggegummipop designet til børn, er nok, at sangene rent ud sagt er gode, mener Henrik Marstal.

”Der bliver hele tiden skrevet nye sange. Men det er et svært marked at komme ind på, fordi der er så meget godt allerede. Og lige præcis med godnat- og aftensange er vi danskere en smule konservative. Det har måske noget at gøre med, at forældre gerne vil sende deres børn ind i drømmeland med maksimal kvalitet af tekst og melodi. Og der er vi altså ret enige om, hvilke sange der er gode,” siger han.

Hvis børnene virkelig er oppe og køre inden sengetid, så er salmen ”Ingen er så tryg i fare” Katrine Kruse Larsens førstevalg. Den kan synges laaangsomt og har rigtig mange vers.

Men til aften er børnene godt trætte, så måske er den ikke nødvendig. Normalt får Selma lov at vælge en sang, hun gerne vil høre, men i aften orker hun ikke.

”Jeg kan huske, du sagde i morges, at vi skulle synge ’Nu er jord og himmel stille’,” siger hendes mor.

”Vil du stadig høre den?”.

”Ja,” svarer Selma stille ud i mørket.

Med en klar og lys stemme begynder Katrine Kruse Larsen sin godnatsang.

”Nu er jord og himmel stille, vinden holder tyst si-it vejr,” synger hun og fortæller med sangen om, hvordan også naturen nu er gået til ro, og man kun fjernt kan høre frøerne kvække i skumringstimen.

Katrine Kruse Larsen synger dels, fordi sangen gør børnene fysisk rolige. Men også, fordi det giver en anden mulighed for at dele ord og tanker, end når hun taler med sine børn.

”Min datter spørger ofte ind til et eller andet i sangen. Og tit får vi virkelig en fin lille snak om nogle ret store spørgsmål. Det giver også mig en mulighed for at lade mine børn mærke, at jeg er nærværende,” siger hun.

Godnatsangen kan ses som en måde at skabe hjemlighed på, siger Ida Wentzel Winther, lektor i pædagogisk antropologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, som blandt andet har forsket i, hvordan hjem skabes.

”At få et barn til at falde til ro er noget, der skrives tykke manualer til i dag. Men som forælder er man måske selv træt og gør ofte det, der ligger på rygraden, når barnet skal puttes. Godnatsangen er måske sådan en rygradsreaktion,” siger hun.

Når det er sagt, skal man dog huske på, at godnatsangen er kultur. Ligesom det er kulturbestemt, at man sidder i mørket og våger over sit barn, til det er faldet i søvn, og det er vigtigt at huske på, at ikke alle børn får en godnatsang, påpeger Ida Wentzel Winther.

”Putning kan være en voldsom ting. Der er børn, der bare bliver lagt, og børn, som bare går i seng selv. Godnatsangen er ikke noget, alle mennesker gør, heller ikke i Danmark,” siger hun.

Det er rigtigt nok, mener Henrik Marstal.

”Godnatsangen er et privilegium. Men rigtigt mange børn er også ret privilegerede i dag,” siger han.

Henrik Marstal tror ikke på, at sangene vil forsvinde, dertil er de for dyb en del af den danske kulturarv. Går vi 50 år frem i tiden, så vil man stadig kunne gå ind i et sovekammer hos en børnefamilie og høre de samme melodier, spår han. Måske vil sangen endda få større betydning:

”Mange moderne forældre ser nattesøvnen som et helle, hvor barnet bare skal være trygt og passet på. Det hellige område vil vi gerne indhegne så godt, vi kan. Og derfor kan jeg slet ikke forestille mig, at der ikke altid vil findes en stor, kritisk masse af forældre, der synes, det er vigtigt at synge godnatsange for deres børn. Det er en unik mulighed for at få nærvær for sit barn i en travl hverdag,” siger Henrik Marstal.

”Tak for dagen, som er omme, for en lang og dejli-ig dag,” synger Katrine Kruse Larsen i det sidste vers af ”Nu er jord og himmel stille” mellem de to børn i sengen.

”I det høje, lyse fjerne, mødes sangen mild og klar/ af den første aftenstjerne, med et kærligt smil til svar.”

Det var det, så er sangen slut.

”Godnat og sov godt,” siger Katrine Kruse Larsen og kysser en kind til den ene og den anden side.

Der er helt stille i mørket i et par minutter, men så kan man høre to åndedræt, der er blevet tunge og rytmiske.

”Jeg tror godt, vi kan gå ud nu,” hvisker hun, sætter sig op i sengen og løfter dynen af benene.

”Men normalt ville jeg nok være blevet liggende en halv time, til jeg selv faldt i søvn,” griner hun, lukker døren bag sig og går ned i stuen til sin mand.

Vuggevisen er den ældste art af folkeviser og er ofte blevet digtet af kvinder. Flere af de sange, moderne forældre synger i dag, har deres oprindelse i 1700- og 1800-tallet. Maleri: ”Vuggen” fra 1872 af Berthe Morisot. Foto: Musee d'Orsay i Paris
Sangen om Ole Lukøje er den tredjemest populære vuggevise herhjemme, hvis man skal tro dr.dk’s brugere. Her er det en Ole Lukøje-godnatlampe.
Katrine Kruse Larsen synger dels, fordi sangen gør børnene fysisk rolige. Men også, fordi det giver en anden mulighed for at dele ord og tanker, end når hun taler med sine børn. Foto: Leif Tuxen