Billedet af Kain, der med en stor økse dræber sin bror Abel, er den første illustration i en ny omfattende bog, som beskriver voldens historie fra tidlig tid og op til i dag.
”Historien om Kain og Abel kender de fleste. Det er i vestlig kristen og jødisk historie den første voldelige handling,” forklarer James Sharpe. Han gik tidligere i år på pension fra universitet i den engelske domkirkeby York, hvor han gennem mange år har fungeret som historieprofessor med speciale i kriminalitet.
Den viden har han samlet i bogen ”A Fiery & Furious People” (Et fyrigt og rasende folk), hvor han er dykket ned i gamle overleveringer, avisomtaler, retsbøger og andet kildemateriale for at fortælle om voldens historie med udgangspunkt i England – og ikke mindst hvordan samfundets normer har ændret på accepten af vold.
”Det gælder for alle europæiske lande op gennem middelalderen, at alle sociale grupper af mænd havde voldelige tilbøjeligheder. Det kan godt ske, at folk i overklassen på civiliseret vis udfordrede hinanden til dueller, men det var stadig en voldelig handling,” siger James Sharpe.
Gennem mange år var vold fuldt ud acceptabelt, og det blev betragtet som lovligt.
”Tag arbejdsgiverens ret til at straffe tyende og andre ansatte. Hustruvold blev også anset som acceptabel, og selv i min tid var der korporlig afstraffelse i skolen,” husker professoren, som forsøger at finde ind til ændringerne i folks opfattelse.
”Noget, der var normen for blot 200-300 år siden, er ikke acceptabelt i dag. Det er en del af en civiliseringsproces, som er et billede på en række elementer, heraf ikke mindst at staten har fået mere magt,” forklarer James Sharpe.
Han fremhæver, at opgøret ikke kun er i form af, at samfundet har udøvet mere kontrol med den fysiske vold.
”Der er også en kontrol gennem uddannelse, og samfundet er blevet mere komplekst, og der er aktiviteter, hvor vold blev uacceptabel som i økonomiske transaktioner,” siger James Sharpe.
Et eksempel på sidstnævnte gemmer sig i drabet på Roger Crockett den 19. december 1572 i den engelske handelsby Nantwich. Han var en succesfuld kroejer, hvis økonomiske fremgang truede Richard Halsall fra en af byens etablerede familier. Roger Crocketts forsøg på at købe en attraktiv grund endte i et korporligt slagsmål, hvor de stridende parter slog hinanden med over to meter lange kæppe, som var samtidens foretrukne bevæbning. Trods talrige vidner blev ingen – og slet ikke nogen fra Halsall-familien – kendt skyldige i drabet. Det var blot en strid, der havde en fatal udgang.
”De op til to meter lange stave, som alle mænd gik rundt med, forsvandt i løbet af det 17. århundrede. Noget andet, der sker i England og resten af Vesteuropa omkring det 18. århundrede, er, at landadelen holder op med et bære sværd,” forklarer James Sharpe.
Men det var samtidig en tid, hvor det for mange erhverv var almindeligt at bære kniv.
”Alligevel kan vi se, at antallet af knivoverfald faldt, hvilket er lidt af et mysterium.”
Det fører til spørgsmålet om adgangen til våben. Et spørgsmål, som James Sharpe har beskæftiget sig indgående med, og han er blandt andet forfatter til en bog om landevejsrøveren Dick Turpin, som mange danske tv-seere kender fra en britisk tv-serie fra 1980’erne.
”I det 18. århundrede, hvor landevejsrøverne hærgede, var det let at få pistoler. Men fra det tidlige 19. århundrede blev våbenhandlen stærkt kontrolleret. Samtidig fik vi et politikorps, som ikke bar skydevåben. Den historiske forklaring er, at samtiden ikke ville have et militært politikorps, hvorfor det var uacceptabelt at bære våben ud over knipler,” fremhæver James Sharpe.
Lidt længere tilbage i historien handler opfattelsen af vold også om den kristne indflydelse. Som med historien om Kain og Abel er den bibelske indflydelse ikke entydig.
”Det kristne element er svært. Vold er eksporteret gennem korstog og imperiet. Men hjemme i England så vi fra 1630 pamfletter, hvor religion havde en anden rolle. Det handlede om at vende den anden kind til og prædike harmoni. Så i bred forstand er kristendommen med til at kontrollere folks opførsel,” siger James Sharpe.
Det rejser igen spørgsmålet om, hvor stor en indflydelse de fra England så kendte oplysningsfilosoffer havde – og det var ifølge James Sharpe ret begrænset.
”De tilpassede deres filosofi til, hvad der skete i det industrielle samfund og staten, mere end de prægede udviklingen.”
Mænd fylder meget i hans bog, men med i det testosteronfyldte mandsdominerede voldbillede er også et kvindeligt element.
”Barnemord,” siger James Sharpe om et af de mørke kapitler, der kom ud af lovgivning i England, Frankrig og Tyskland i det 16. århundrede; en lovgivning, som skulle kontrollere unge ugifte kvinders seksualitet.
”Det var en stærk moralsk kontrol af kvinder, og langt de fleste anklagede var tjenestepiger. Vi har de der forfærdelige retsreferater om sager mod ugifte kvinder, som bliver gravide – ofte med deres herremand – og som forsøger at komme af med spædbarnet for at beskytte sig selv,” forklarer James Sharpe, som samtidig nævner drab på spædbørn begået af ugifte gravide som et af de steder, hvor oplysningstiden faktisk gjorde en forskel.
”Vi så en ændring i den moralske tone fra 1750, hvor det ikke længere var normen at give dødsstraf for barnemord, og det kan være, fordi oplysningstiden var med til at se mødrene som ofre.”
En af pointerne i bogen er, at der altid vil være personer, som fra naturens side er voldelige, uanset hvad samfundet mener. Men alligevel slutter bogen med en positiv pointe.
”Alle statistikker viser, at omfanget af vold er lavere end nogensinde. Det gælder både politiets statistik og skadestuernes registreringer. Det er interessant, for det indikerer, at vi i Europa nu har en status, hvor færre mennesker oplever vold,” opsummerer James Sharpe.
Han medgiver samtidig, at medierne dagligt flyder over i beretninger om vold, voldtægt og mord.
”Frygten skyldes aviserne, som dyrker de højtprofilerede sager, og det går tilbage til en redaktør i 1920’erne, som meget berømt sagde: ’Giv mig mit daglige mord’.”