Visesangerens livsopgave blev at øge trafiksikkerhed

En privat giv-dig-tid kampagne fik 20.000 røde hjerter sat op på vejtræer og lygtepæle over hele Europa

Med bilismens indtog blev trafiksikkerhed et stort tema. Giv-dig-tid-kampagnen fik 20.000 røde hjerter sat op på vejtræer og lygtepæle over hele Europa. Privatfoto.
Med bilismens indtog blev trafiksikkerhed et stort tema. Giv-dig-tid-kampagnen fik 20.000 røde hjerter sat op på vejtræer og lygtepæle over hele Europa. Privatfoto.

I 1964 blev en lille dreng kvæstet i en trafikulykke, og det kom til at sætte gang i det, der skulle vise sig at blive visesangeren Christian Kroghs opgave livet igennem: at øge trafiksikkerheden. Blandt andet ved at få det stadigt stigende antal bilister til at lette lidt på speederpedalen.

Christian Krogh var tilfældigvis i nærheden, da ulykken med den lille dreng skete. Han fulgte med drengen ind på skadestuen og blev hos ham, til politiet fandt hans pårørende. I løbet af de seks-syv timer oplevede han en lind strøm af trafikofre blive bragt ind efter større og mindre ulykker på vejene.

På eget initiativ begyndte han herefter at hænge røde hjerter med teksten ”Giv dig tid” op i træer og lygtepæle langs vejene for at fange trafikanternes opmærksomhed og få bilisterne til at sænke farten. 20.000 hjerter blev det til i årene 1964 til 1972. Hjerterne, som Christian Krogh selv fremstillede af træ, kunne ses overalt i Europa med tekst på mange forskellige sprog. Han komponerede også en sang, der hed ”Giv dig tid”, som hustruen, Aase Krogh, skrev teksten til.

Senere stod Christian Krogh bag andre kampagner som ”Børn på bagsædet”, ”Det gælder et barn” og ”Promiller koster liv”.

Christian Krogh fik tilnavnet den franske sanger, efter han i 1942 begyndte at optræde, fordi han altid var iført kasket, kulørt halstørklæde og sin guitar over skulderen. Hans karriere begyndte ydmyge steder som de københavnske baggårde, siden optrådte han sammen med hustruen og hendes harmonika på forskellige restauranter. Med ”Giv dig tid”-kampagnen blev de landskendte, og deres sange blev ofte spillet i radioen.

Den første automobilulykke i Danmark med dødelig udgang skete den 15. juni 1911. En rigmandssøn ved navn Harry Cordosa kørte sammen med to kvinder og en chauffør fra København mod Køge. Farten var høj, og hvor landevejen løb sammen med en lokal vej i landsbyen Jersie, skred bilen ud og ramte et træ. De blev alle fire slynget ud af bilen, og den ene kvinde døde. Ulykken inspirerede gruppen Gasolin’ til sangen ”Pas på svinget i Solrød” fra 1976.

Antallet af trafikdræbte i Danmark var i 1930 på 245. I 1956, hvor der rigtig var kommet gang i biltrafikken, var drabstallet steget til 617, og i 1971 lå det på hele 1213 omkomne. Siden er tallet faldet og var i 2015 på 167, hvilket var et historisk lavt niveau.