Min far blev født i København i 1931. Han var gennem en årrække med i Radiodrengekoret, og sang var gennem hele hans liv kilde til stor glæde. En glæde, som han har givet videre til mig: opmærksomheden på en særlig melodistump eller lyrikken i et vers. Min far fortalte af og til om et par af de bedste venner fra dengang, om steder, han havde besøgt med koret, og om fodboldkampe, drengene spillede mod de lokale drenge i Faaborg, Hobro eller Næstved.
Med koret rejste drengene på turnéer og gav koncerter i ind- og udland. De blev på disse rejser, hvor de gik glip af skolens undervisning, holdt til ilden af deres korleder, som også var lærer. I det lidt alternative skolearbejde indgik udfærdigelse af dagbøger, hvor drengene skulle redegøre for deres oplevelser. Dagbøgerne blev efterfølgende vurderet, og der blev givet karakterer i form af en angivelse af, hvor eleven befandt sig på den skala, som det samlede antal dagbøger udgjorde. Det er for eksempel angivet, at denne aflevering er nr. 17 ud af 19 eller nr. 21 ud af 21. Flere af bøgerne viser, at den pligtopfyldende og dygtige dreng, min far var, opnåede topkarakter. Bøgerne er skam også meget fine og fantastisk smukt udarbejdet med alt, hvad der hørte sig til i den tids scrapbøger med illustrationer i form af færge- og togbilletter, flotte og finurlige tegninger og en leg med typografier, skygger og perspektiv til at pifte teksten op. Æstetisk sans lyser ud af den unge drengs tilgang til denne form for skriftligt udtryk.
Der var andet, der lyste ud af drengen med den fine stemme. Min far var en køn dreng med store, lyse krøller og smilende blå øjne. Når koret sang koncerter, var han ofte solisten, der tog sig af solopassager i sangen, så han har tiltrukket sig en opmærksomhed, som fulgte med hans unge person, når sangen blev udsendt over radioen. En mand i Jylland havde lagt mærke til drengen og tog kontakt til korlederen.
Dengang var det ikke ualmindeligt, at børn fra hovedstaden blev sendt på ferie i provinsen for at få frisk luft og andre oplevelser, end familien på stenbroen havde mulighed for at give dem.
Min far blev således sendt på ophold i Jylland hos en mand, som udmærkede sig ved at være nydelig at se på og økonomisk ganske velstillet. Og det var nok til, at korledelsen og forældrene trygt lod drengen tilbringe en del af sommerferien hos ham.
Hvad der konkret er hændt min far i mandens varetægt, ved vi ikke i dag. Men tanker og tvivl og bekymringer har fyldt og fylder den dag i dag i min bevidsthed. Mere og mere, faktisk, som tiden går.
Antydninger i forskellige sammenhænge. Handlinger og udtalelser, når talen er faldet på pædofili og homoseksualitet. Og i øvrigt desværre tegn på en sammenblanding af forståelsen af de to. Betroelser til en stor teenagedatter i et følsomt øjeblik. Og dagbogsoptegnelserne. Igen blot antydninger af noget, som ikke tålte at blive nedfældet på skrift.
Konkret ved vi, at drengen på et tidspunkt har betroet sig til sin far. Blandt andet i forbindelse med en gave, han havde modtaget. Der var mange gaver, men denne var noget særligt. Meget speciel og sikkert også dyr, og drengen havde ikke lyst til at tage imod den. Han var blevet afvist med en mistro: ”Det kan ikke passe. Hr. X er en god mand. Vær du glad for, at han kan lide dig. Sig tak til den pæne mand.”
Den stille dreng har ikke gjort støjende indvendinger mod sin far, men hans mor støttede ham. Det blev, så vidt vi ved, kun til den ene ubehagelige tur til Jylland, hvilket er nok til, at tilliden til dem, der skal være nærmest til at beskytte et barn, har fået grimme ridser.
Min far var ofte nedstemt og uden energi og en enkelt gang i 1980 sygemeldt i flere måneder med, hvad lægen betegnede ”endogen depression”. Det blev dengang forklaret som en depression uden påviselig årsag. Sygdommen udviklede sig umiddelbart efter min farmors død, hvilket kunne give et fingerpeg om, at hun antagelig havde været hans eneste vidne og støtte i forbindelse med det, han havde oplevet. Han kom sig langsomt og vendte tilbage til sit arbejde, som han udførte på sin vanlige pligtopfyldende vis – men uden glæde. Min far lod sig pensionere på datoen, hvor det lod sig gøre.
Der var en overgang tale om at forsøge at hjælpe min far videre ved hjælp af terapi og forsøge at finde ind til svar på de mange spørgsmål om, hvorfor han havde det så skidt. Men det blev besluttet, at risikoen for at forværre tilstanden ville være for stor.
År senere forstod jeg, at det var den største fejl, jeg i mit unge liv havde begået. Jeg havde udsat min far for endnu et svigt fra hans allernærmeste. Jeg fortryder, at jeg ikke insisterede på, at vi i det mindste skulle gøre et forsøg. I stedet lod jeg tiden gå og havde vel rigeligt i min egen tumlen ud i voksenlivet. Med alt, hvad det bød på af relationer og udfordringer at navigere i.
De oplevelser, min far har båret med sig fra barndommen, prægede uden tvivl hele hans liv. Der er tale om svigt, som ingen god forælder i dag lader sit barn gennemleve. Heldigvis har tingene udviklet sig, og vi har i dag en kultur, der italesætter problemer i langt højere grad. Institutioner sættes under lup, der føres tilsyn, private og professionelle kan indberette bekymringer vedrørende et barns trivsel. Der indhentes børneattest inden ansættelser i en række sammenhænge, og vi kan kun håbe, at der hele tiden minimeres på antallet af overgrebstilfælde. Vi har set drengene fra Godhavn få plaster på deres sår i form af statsministerens undskyldning og (for nogles vedkommende) kompensation i form af penge. Vi hører om internationale efterforskninger og gennembrud i opklaring af store sager om misbrug af børn.
Spotlys på overgreb, herunder MeToo, og hyppig medieomtale af rigtigt versus forkert får forhåbentlig tiltagende effekt og synlighed i form af børns og unges styrke til at sige fra og kalde på hjælp. Til at gennemskue, når de udsættes for den magtudøvelse, den nok så flinke voksne ganske umærkeligt udsætter dem for. Et eksempel er Børns Vilkårs oplysningsarbejde rettet mod skolebørn, unge og pårørende til fremme af chancerne for at spotte og standse misbrug.
Denne sommer er det 10 år siden, min far døde. Gennem de sidste tre et halvt år var hans liv tiltagende præget af dårligt helbred efter to hjerneblødninger. Det blev mig forundt at være ved fars side til allersidst. Jeg fik lov at sige til ham, at han ikke skulle være bange, at han vidste, hvor han skulle hen, og at vi ville ses igen.
Senere sagde en bekendt, at jeg havde været himmelmor for ham. Som man kan være jordemor for en nyfødt. Det er en dejlig tanke, som giver mig en følelse af at have bibragt min far en omsorg, der – måske – kunne udgøre et lille plaster på et sår, der tidligere var blevet påført et barn.