Som 88-årig går J.F. Willumsen i 1951 op ad trapperne til Den Frie Udstillingsbygning i København. Hans skridt er forsigtige. Kroppen er lettere foroverbøjet, håret og skægget er hvidt. Foran hoveddøren vender han sig, smiler listigt og hilser.
LÆS OGSÅ: En million til forskning i Willumsen
Scenen er fra instruktøren Jørgen Roos film om Willumsen. Med sine karakteristiske, sørgmodige øjne og klar stemme siger Willumsen til kameraet: Jeg har aldrig villet strid. Jeg har ønsket forståelse lige straks. Men jeg er ikke bitter.
I filmen ses Willumsen som den dygtige skuespiller, han var. Ingen danske kunstnere har iscenesat deres liv så effektfuldt som ham. Han er narcissist og provokatør og hans kunst uadskillig fra hans selviscenesættelse. Ingen steder passede han ind, og han isolerede sig i Sydfrankrig, hvor han boede de sidste mange år af sit liv. Isolationen var logisk: Han anså sig som unik og ville ikke sammenlignes med andre kunstnere. Han følte sig misforstået og fejlagtigt kritiseret. Jo, J.F. Willumsen, denne flittige og dygtige billedmager, er virkelig en ener i dansk kunst.
Jørgen Roos film afspilles på Rønnebæksholm, Næs-t-ved, i udstillingen J.F. Willumsen. Mellem guder og afgrund. Willumsens produktion er enorm, og i Næstved ser vi et udpluk på 47 værker (malerier, tegninger, akvareller og fotografier) fordelt i seks rum. Alt er lånt på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund. Udstillingen koncentrerer sig om et motiv, Willumsen beskæftigede sig med gennem seks årtier: bjerget.
Som symbol er bjerget en opadstigende kraft. Det er solidt rodfæstet og strækker sig mod himlen mod udsyn, bevidsthed og oplysning. Det er derfor ikke underligt, at mytologier og religioner flittigt henviser til bjerget. Det er heller ikke underligt, at kunstnere har søgt mod de høje tinder, hvilket også gælder kunstnere fra fladlandet Danmark. Om det fænomen, bjerge i dansk kunst, viste Herning Kunstmuseum i 2006 en udstilling, hvis afsæt var Willumsens bjergbilleder, der uden for diskussion har en afgørende plads i dansk kunsthistorie.
For Willumsen er bjerget en eksistentiel tilstand. Han ville skabe kunst, der havde en etisk fordring, og til dette opbyggelige formål er bjerget en gave. Samtidig er bjerget brugbart som et symbol, et selvbillede på hans højtidelige selvopfattelse som en oplyst ener, der lever et gådefuldt liv langt fra storbyens borgerskab.
Fra 1889 rejste Willumsen flittigt til bjerglandskaber. Han beskrev dem som fremmede skønhedsverdener, hvor fladlandets naturlove er ophævede. I 1893 købte han et kamera, og i udstillingens første rum ser vi 10 af hans bjerg-fotos. De er mageløse og indfanger det samme bjerglandskab i morgentåge og efter dagsregn. Fotografierne har et romantisk anslag og minder om Caspar David Fried-richs motiver af tågeindpakkede bjergformationer, der rejser sig over horisonten. De to malerier i udstillingens første rum, Ægte kastanjer og Fjerne bjerge set over en sø, Genfersøen, begge fra 1891, har samme sublime karakter: Afskåret fra os af fladt land og vand ligger bjergene som tilbagetrukne, dragende giganter.
Året efter, i sommeren 1902, drog Willumsen til Norge. Han ville se bjergkæden Jotunheimen. Mødet vækkede rædsel og panskræk hos Willumsen; en eksistentiel rystelse, som vi også kender fra Willumsens samtidige kollega Edvard Munchs Skriget. Store, mørke Taager, som onde Aander, kom frem fra alle Sider Det hele var uhyggeligt, og jeg blev slaaet af Rædsel, grebet af mægtig Skræk, som jeg ikke kunne overvinde, fortalte Willumsen i 1953 med vanlig patos.
Oplevelsen blev til det monumentale hovedværk Jotunheim, der hænger på museet i Frederikssund, og som er repræsenteret i udstillingen ved to akvarelskitser. Dette værk er opbygget som en trefløjet altertavle. Centralt bjergene og havet, og på fløjene mennesket som splittet mellem etisk oplysning og djævelsk opløsning. Dette billede beretter om Willumsens modsatrettede syn på bjerget, der på samme tid rummer den højeste oplysning og den frygteligste kraft. I kataloget kalder udstillingslederen, Dina Vester Feilberg, dette fænomen for Willumsens dobbeltsidige natursyn, hvor panskræk og åbenbaring eksisterer side om side.
Hans opfattelse af bjerget er dog omskiftelig, hvilket udstillingen bevidner i kraft af sin kronologisk opbygning. I det første rum er bjergene giganter i det fjerne. Det er romantikkens verdenssyn. I næste rum står mennesket midt i naturen. Vi ser billederne af hans nye kone, Edith, der bevæger sig stolt og muskuløst i bjergene. Det er vitalismen, som strømmer gennem denne periode i hans kunst, navnlig i hovedværket En bjergbestigerske, der findes i to udgaver, henholdsvis 1904 og 1912. Willlumsen er her inspireret af filosofferne Friedrich Nietzsche og Thomas Carlyle, i hvis teorier det frie menneske dyrker sin sundhed i pagt med den livgivende natur, langt fra den pulserende storby og dens degenererede borgerskab. En bjergbestigerske er repræsenteret ved flere skitser.
I udstillingens resterende værker er bjerget atter en dobbeltsidet størrelse. Willumsen træder helt ind i bjergformationerne, der fremstår som sitrende, bølgende væsener, der konfronterer os med både vitalitet og rædsel. Illustreret ved det fine værk i udstillingens sidste rum, Tåger og sneklatter på bjerg fra 1938.
Udstillingen fortæller sin historie præcist og velillustreret, men lider under fraværet af de mest centrale bjerg-billeder fra Willumsens hænder: Jotunheim og En bjergbestigerske.