Prøv avisen

Frellos forunderlige fantasier

Grunden til, at børnebogsfiguren Peter Plys optræder på maleriet "To kvinder" fra 1985, er ifølge Otto Frello, at maleriet skulle udstilles i Tivoli, hvor der kommer mange børn. I denne optagethed af publikum, "jeg elsker at lefle for publikum", står Frello i et modsætningsforhold til det meste moderne kunst. Foto: Varde Museum.

Varde Museum har som det eneste sted i Danmark en permanent udstilling med værker af maleren Otto Frello. Det er en ganske unik oplevelse at gå på opdagelse i Frellos univers

På maleriet sidder to kvinder med metalliske "vægtskåle" – hatte i forgrunden på en aflang trækasse. Mellem dem står en madkurv, foran dem ligger en vinflaske og diverse små pelsdyr flokkes om kvinderne. I baggrunden er skoven ved at overtage bygningerne, en bjørn kigger ud af vinduet i et af husene, mens en række groteske ansigter kigger op fra et hul i jorden. I midten er der såmænd blevet plads til de klassiske børnebogsfigurer Peter Plys, Grisling og Ninka Ninus.

Maleriet "To kvinder" fra 1985 er på mange måder typisk for Otto Frello, der betjener sig af en nærmest fotografisk malestil med en utrolig detaljerigdom, hvor de mange enkeltdele er sat sammen på en uventet eller ulogisk måde.

Netop brugen af u-ord griber også Varde Museum, der holder til i en tidligere skolebygning lige bag Sankt Jacobi Kirke i centrum af den sydvestjyske by, til i forsøget på at karakterisere maleren.

Titlen på museets permanente udstilling – den eneste i Danmark – er således "Frello i utidigt selskab", fordi blandt andet slædehunde, buster og spejle udstilles sammen med malerierne, mens ukendt, utidig og uforbederlig er de adjektiver, som museet har brugt til de tre bøger, det har udgivet om maleren.

Og mens ukendt – bogen "Otto Frello – den ukendte maler" er udgivet i 1994 – ikke længere giver mening på Frellos fødeegn, der både byder på de 25 værker på museet og to Frello-gavlmalerier i bybilledet, så er utidig fortsat en ganske god karakteristisk.

For Frellos malerier ligner intet andet, der fremstilles for tiden. Ja, i det hele taget ligner det ikke ret meget, der er blevet fremstillet gennem tiderne. For nok er han blevet sammenlignet med kunsthistoriske koryfæer som Jan van Eyck og Hieronymus Bosch på grund af den naturalistiske stil, men de fantasilandskaber og figurer, som Frello fremmaler, er helt deres egne.

Udstillingen begynder med et væld af eksempler på det, som var Otto Frellos beskæftigelse igennem mange år. Nemlig illustrator, blandt andet af håndbøger som "Ædelstene i farver" og "Alverdens klædedragter". Og det er faktisk lidt af en genistreg, fordi det sår den tanke i beskueren, at Frello efter mange års tro tjeneste blev træt af som illustrator kun at male helt igennem naturalistisk og bevidst valgte at bruge sin overlegne håndværksmæssige kunnen til at "fordreje" motiverne, så resultatet blev noget helt andet.

Det er vitterligt noget helt andet inde i maleri-afdelingen af udstillingen. Her kan man blandt andet se en besynderlig, buttet og behåret trold, en underlig myresluger-lignende hund, fortegnede menneskeskikkelser, der ofte virker helt middelalderlige og bevæger sig i et byrum, der er en blanding af fortid og nutid. Eller som i værket "Ubyggelig bygning" (2004) hvor man står foran en bygning, der minder om noget, den spanske arkitekt Antoni Gaudi rent faktisk har bygget.

Alt sammen noget, der leder tankerne over på eventyr- og fantasy-genren, som den kendes fra romanværker som "Ringenes Herre" og "Harry Potter". Otto Frello blev da også i 2004 hædret som Europas bedste kunstner ved det årlige møde i den europæiske science fiction-organisation ESFS.

Apropos "kunstner". Da science fiction og fantasy rimer meget dårligt på etableret kunstverden, kan det måske forklare, hvorfor det stadig diskuteres, om Frello overhovedet er kunstner.

Kunsthistoriker Karen Hansgaard Degenkolw, der har skrevet universitetsspeciale om Frello, er ikke i tvivl og fremhæver, at "Frellos leg med den etablerede kunstverden, sammenholdt med hans tekniske formåen" gør ham til kunstner. Og hun placerer ham i en gruppe af såkaldte "passionister", der også omfatter malere som Thomas Kluge og Michael Kvium.

Otto Frello selv har derimod flere gange afvist kunstner-etiketten, blandt andet i et interview med Kristeligt Dagblad i 2005, hvor han sagde "jeg er ikke kunstner – men maler og illustrator", ligesom han frabeder sig at få en isme trukket ned over hovedet.

Og strengt taget er det måske bedst som beskuer ikke at vide, hvilken isme, Otto Frello kan rubriceres under – man kan jo bare kalde det for frelloisme, hvis det skal hedde noget – eller hvorvidt han er kunstner eller illustrator.

På den måde er man mere åben for at gå ind i malerens fantasifulde verden, hvor man aldrig er helt sikker på, hvad det egentligt er, der foregår på og er meningen med de detaljemættede malerier. Så kan man altid efterfølgende købe en af museets bøger og læse, at det skam netop er meningen. I bogen "Otto Frello – en uforbederlig maler" interviewes han og bliver spurgt, hvilken følelse, han gerne vil have, at publikum går fra en Frello-udstilling med:

"Der må gerne være en usikkerhed og en spænding. Hvad var det egentligt, vi så?", lyder svaret.

andreasen@k.dk

"Ubyggelig bygning" fra 2004 er et af de 25 Otto Frello-malerier, der kan ses på udstillingen. Foto: Varde Museum.