Årets berømte danske fødselar teologen, filosoffen og forfatteren Søren Kierkegaard var om nogen en ordets og sprogets mand.
Hans samlede skrifter fylder 55 solide bind med kommentarer og er dermed en af de største udgivelser på dansk. Hertil kommer alle de bøger, der i Danmark og det store udland er skrevet om SAK Søren Aabye Kierkegaard. Ord i svimlende mængder.
Snart, om det går som planlagt, føjer endnu en udgivelse sig til koret, men den adskiller sig ved at give billedkunsten fortrinsret. Det er den aarhusianske maler, grafiker og billedhugger Arnt Uhre, som hylder den 200-årige Kierkegaard med et kunstprojekt, hvor han har omsat tænkerens liv, ord og kristne anliggende til billeder.
Umiddelbart efter at den nu 59-årige kunstner for år tilbage fik sin egen kristne vækkelse i form af en mystisk lys-oplevelse, malede Arnt Uhre mere end 100 store, religiøse malerier de fleste med den opstandne Jesus som centrum. De blev skabt i en rus, hvor han malede dag og nat for at skildre, hvad han selv tolker som sit møde med Kristus.
LÆS OGSÅ: Er gåden større end sandheden?
Lidt af det samme er i spil denne gang. Da Uhre først tog hul på projektet, væltede tegningerne på det nærmeste ud fra hans kreative sind i en kaotisk, lidenskabelig strøm, hvor han kommer omkring Søren Kierkegaard i mere end 300 kultegninger.
Det er 20 år siden, jeg købte hans bøger, så Søren Kierkegaard har fulgt mig gennem årene, og når man først får fat i ham, kan man jo mærke, at der er noget, der flytter sig. Kierkegaard skærer helt ind til benet og går helt ud til yderkanterne, forklarer Arnt Uhre, mens han sidder med nogle af de mange tegninger i sit store atelier på havnen i Aarhus, midt i et virvar af billeder og skitser.
Blandt billederne er flere af de religiøse. Et portræt af Jesus kigger ham vedholdende over skulderen.
Af de omkring 300 tegninger er et udvalg siden blevet farvelagt af grafikeren Jørgen Strunge, som Uhre tidligere har arbejdet sammen med i andre kunstneriske sammenhænge, og bearbejdet til en plakatserie, med og uden markante citater af Søren Kierkegaard, og til det foreløbige udkast til en bog med titlen Tankens Triumf, som de satser på at få udgivet i efteråret. Indtil nu er det dog ikke lykkedes at finde et forlag, som er interesseret, men Arnt Uhre har ikke opgivet af den grund.
Om ikke andet så må vi jo selv påtage os en udgivelse i mindre omfang. Jeg synes, det her er så vigtigt, at det skal ud, fastslår han.
Arnt Uhres tegninger i den planlagte bog skal stå uden billedtekst, så enhver selv kan gøre sig sine tolkninger, men for den ikke så Kierke-gaard-kyndige vil der være hjælp at hente i forfatteren Ole Bjørn Petersens grundige indledende tekst om Søren Kierkegaards liv og tankeverden. Og her ikke mindst hans skarpe og kompromisløse holdning til kristendommen, som kulminerede i Kierke-gaards indædte kirkekamp eller kirkestorm i Øjeblikket.
For Arnt Uhre er det først og fremmest denne kamp, der har tændt ham.
Ret hurtigt nåede jeg frem til Øjeblikket, og det blev for mig noget af en øjenåbner. Her er vi efter min mening ved det centrale i hele Søren Kierkegaards omfattende forfatterskab. Han ville jo føre det enkelte menneske til Kristus, og i sine bøger fortæller han så om alle de stadier og afkroge, mennesker kan forvilde sig ind i på deres vej frem til Gud. For forviklinger er der masser af i et menneskeliv. Det er hårdt for os mennesker at forlade de ting, vi er trygge ved, men Kristus siger jo, at vi skal forlade alt for at følge ham.
Det er dette, der også bliver Kierkegaards anliggende, da han bliver grebet af Helligånden og derved sat ind i den kamp, der til sidst tager livet af ham. For han opdager jo hurtigt, at den kirke, der skulle stå som eksponent for det hellige her på jorden, viser sig som et falsum og bedrag, og selv mener jeg ikke, det er blevet bedre i løbet af de godt halvandet hundrede år, der er gået siden Kierke-gaards død i 1855 midt under kirkekampen. Tværtimod er kirken blevet mere og mere verdsliggjort og institutionaliseret.
Med kirkekampen kastede Søren Kierkegaard sig ud i et opgør med den officielle kristendom og kirkeinstitutionen med de 1000 levebrød, præsterne, der efter Kierkegaards opfattelse søndag efter søndag holdt Gud for nar med deres tandløse kristendomsudlægning.
Anstødsstenen blev den ligprædiken over Sjællands biskop, J.P. Mynster, som blev holdt af biskop Martensen, hvor denne betegnede Mynster som et af de store sandhedsvidner. For Kierkegaard betød sandhedsvidne en martyr, et menneske, som gik i døden for sin tro, og det kunne han slet ikke forene med en velbjærget borgerlig stilling med løn og pension som præst og biskop i den danske stats- eller folkekirke.
Hans enmandskrig mod kirken blev voldsom, der blev ikke sparet på ammunitionen. Selv fastholdt Kierke-gaard, at han blot krævede redelighed ved at gøre opmærksom på den egentlige kristendom.
For Søren Kierkegaard drejer det sig om efterfølgelse af Kristus. At vi bliver medmennesker, frem for modmennesker, og tager vare på hinanden, viser omsorg over for de svage og bærer hinandens byrder i stedet for at bruge kræfterne på kirkebyggerier med fin kunst, flotte messehageler og alle de ydre rammer i en borgerlig kirkeinstitution, hvor man som Kierkegaard udtrykker det leger Christendom, siger Arnt Uhre.
