Man går igennem en nutidig form for Via Dolorosa på vej hen til Kierkegaard-udstillingen Knæfald, til alters med Søren Kierkegaard i Vor Frue Kirke i København.
På vejen langs Domkirkens højre fløj på 1. etage hænger moderne fotokunst af tornede rosenstilke, fotograferet så knivskarpt af fotograf Peter Bak, at tornene nærmest kradser i øjnene og billedligt talt river i én i tøjet på vej mod udstillingen. Langs gulvet står flere par efterladte sko.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard med kunstnerens pensel
Alteret var for Søren Kierkegaard så hellig grund, at han i en periode ikke følte sig værdig til at nærme sig, mest fordi han havde fået den fikse idé, at der ikke var tilgivelse for det tungsind, han var plaget af. Men sådanne Fixe Ideer ere ligesom Krampe f.E. i Foden det bedste Middel derimod er at træde derpaa, skrev han i sin dagbog, da han efter halvandet år igen var gået til skrifte og havde knælet ved alteret.
Det samme kan gæster til udstillingen bogstaveligt talt gøre i et af de efterladte par sko, før de sammen med Søren Kierkegaard reflekterer over at gå til alters.
Udstillingen, som åbnede i maj og varer frem til den 11. november, lægger nemlig op til en eksistentiel vandring, der tager udgangspunkt i Søren Kierkegaards forhold til Vor Frue Kirke, hvor han både kom og blev begravet. Her kan man se den alterkalk, han satte sine læber på, og kopier af de taler, han holdt i kirken.
Den danske filosof gik til alters 41 gange i sit liv, heraf de 39 i Vor Frue Kirke. At gå til alters og nadver var dengang noget, man kun gjorde få gange om året, og som i øvrigt krævede, at man blev skrevet op hos klokkeren dagen før. For Søren Kierke-gaard var nadveren derfor også noget, der krævede forberedelse, og som involverede, at han forinden skriftede for en præst.
Udstillingen bruger den danske filosofs tilknytning til stedet som en katalysator for at fortælle om kirkens historie og involverer gæsten undervejs. For man når kun lige at træde ind til udstillingen, før man opfordres til at skrive sig selv op til nadver på gammeldags maner. Overfor kan man samtidig anskue sig selv i en lille mosaik af spejle, suppleret med et citat af Søren Kierkegaard: Jeg studerer mig selv ... og tænker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig ....
Det samme spørgsmål er det nærliggende at stille sig selv, og så kan man ellers begynde på udstillingen og sin egen lille eksistentielle vandring, mens man går rundt i det cirkelformede rum, som man i lighed med den eksistentielle søgning ikke kan se, hvornår ender.
Undervejs præsenteres man for flere sider af Kierkegaards forhold til kirken, præsterne, Gud og nadveren, og flere citater er slået op på væggen. Midtvejs opfordres man til selv at tage stilling og blande sig med Kierkegaards synspunkter ved at skrive sine egne holdninger med kridt på en tavle eller at sammensætte en sætning ud fra udklippede ord. Carpe diem har én skrevet på tavlen, mens flere har citeret Kierkegaard.
Udstillingen ender, hvor den begynder: ved alteret. Her i form af en kunstnerisk skildring af et moderne alterbord, udformet af lydkunstner og forfatter Morten Søndergaard, og moderne fotokunst af Peter Bak. Værket hedder Alter/gang.
På det enkle alterbord står 13 højttalere, der symboliserer en tallerken for Jesus og hver af de 12 disciple til den sidste nadver. De er alle forbundet med hinanden via ledninger og vibrerer jævnligt, når de indimellem afgiver lyden af en dråbe, der rammer en overflade og efterlader et rungende ekko. De vibrerende højtalere kan samtidig illustrere, hvordan Jesu ord under den sidste nadver om hans død og opstandelse må have skabt en vibrerende eftertanke, uro eller måske frygt blandt de 12 disciple, fortæller Susanne Torgard, sognemedhjælper i Vor Frue Kirke og kurator for udstillingen.
På den måde er indgangen og udgangen til udstillingen moderne, mens midten mere handler om det historiske fra Kierkegaards tid, der er knyttet til kirken. Det er en Søren Kierkegaard-udstilling, men med Vor Frue Kirke i hovedrollen og filosoffen som katalysator, forklarer Susanne Torgard.
Der forbindes hele tiden tråde fra Søren Kierkegaards tid til i dag. Eksempelvis med Bertel Thorvaldsens Kristus-figur, der står foran alteret i Domkirken, skråt under os. Dengang var det helt nytænkende, at Thorvaldsen ikke blot skildrede Kristus som den korsfæstede, men også den opstandne frelser. Man havde været vant til at se en forpint og pisket Kristus, der hang på korset, men ikke som opstået og med åbne arme imod de knælende altergæster. Statuen gjorde stort indtryk på Søren Kierke-gaard, der blandt andet nævner Thorvaldsens skildring af Kristus i den første af sine tre taler i domkirken:
See, Han udbreder sine Arme og siger: kommer hid, kommer hid til mig alle I, som arbeide og ere besværede; see, Han aabner sin Favn, ved hvilken vi dog Alle kunne hvile lige trygt og lige saligt.
Kierkegaard anså det at gå til alters som en hellig Handling og et gudeligt Foretagende, og formentlig har Thorvaldsens Kristus-figur inspireret ham til også at se det som en indbydelse fra oven. Han skriver:
Du gaaer til Alters for at mødes med Ham, efter hvem Du længes mere, for hver Gang Du skilles fra ham. ... See derfor udbreder Han sine Arme hist ved Alteret, Han bøier sit Hoved mod Dig velsignende! Saaledes er Han tilstede ved Alteret. Saa skilles Du fra Ham igjen, eller, saa skilles Han fra Dig igjen men velsignende.
Og det er i denne skildring af Kristus, midt i Vor Frue Kirke, som Kierkegaard også tager udgangspunkt i, når han skal beskrive Gud:
Saaledes er Du uforandret altid og overalt at finde. O, og naarsomhelst et Menneske kommer til Dig, i hvilken Alder, til hvilken Tid paa Dagen, i hvilken Tilstand, dersom han kommer oprigtigt, han finder altid Din Kjerlighed lige varm, Du uforanderlige! Amen.
Søren Kierkegaard 200 år
Søren Kierkegaard ville være fyldt 200 år den 5. maj 2013. Kristeligt Dagblad markerer 200-året med en række interview, reportager, baggrundsartikler og kronikker, der sætter fokus på den store filosof, teolog og forfatters værk og betydning.