Maleren Anders Zorn var en person fyldt af kontraster. Han forlod sin uddannelse i protest mod den konventionelle undervisning, men han var ikke så hidsig en rebel, at han sagde nej til at male overklassen. Han færdedes hjemmevant mellem adelige og berømtheder, men havde selv rødder blandt arbejderklassen. Og han var en rastløs sjæl, som rejste rundt i verden, men han bevarede en dyb kærlighed til moderlandet.
I år er det 150 år siden, at Anders Zorn blev født, og han står stadig som en af mestrene i den nordiske kunsthistorie. Hans billeder rummer en sanselighed og et unikt nærvær, men det er også hans egen personlighed, der gør ham interessant i dag.
Det mener Johan Cederlund, museumsdirektør på Zornmuseet i Mora, byen i Dalarna, hvor Zorn voksede op. Han er en af Sveriges fremmeste Zorn-kendere og har været med til at udvælge billeder til den jubilæumsudstilling i Stockholm, som i øjeblikket viser omkring 80 malerier og kunstværker udført af Anders Zorn.
"Han er stadig en interessant og enestående maler i dag, fordi det er så teknisk imponerende, hvordan han behersker håndværket. Zorn maler enkelt og livsnært, men også utroligt detaljeret på samme tid, og han fanger lyset på en brillant måde. Der findes en autenticitet i hans motiver, og det fascinerer os fortsat, siger Johan Cederlund.
Da Anders Zorn døde i 1920, var han en af Sveriges mest velhavende mænd, men livet begyndte anderledes uprivilegeret. Han blev født i 1860 og voksede op i den lille bygd Mora som den uægte søn af en tysk brygger og en ung arbejdende mor.
Allerede som 15-årig blev han optaget på kunstakademiet og flyttede til Stockholm. Zorn var et naturtalent, der hurtigt tilegnede sig de maleriske teknikker med en selvsikkerhed og næsten intuitiv forståelse, der imponerede de medstuderende, fordi han – med vennen og kollegaen Bruno Liljefors? ord – var "så svimlende god".
Zorn blev første gang bemærket af den svenske kunstverden i 1880, hvor han brillerede på akademiets elevudstilling med akvarellen "I sorg". Han fik hurtigt rygte som en rebel, fordi han gjorde oprør mod, hvad han mente var en alt for konservativ uddannelse, og i 1881 forlod han akademiet og Sverige for at søge lykken i udlandet.
Da havde han netop mødt den unge Emma Lamm under en portrætopgave for hendes familie. Hun var ud af en velhavende jødisk slægt i Stockholm, og de to unge forlovede sig i hemmelighed, for hendes forældre ville ikke anerkende den uægte søn Zorn som en værdig husbond. Hvis forlovelsen skulle blive til ægteskab, måtte Zorn lykkes i verden. Rejsen gik i første omgang til Spanien og derefter Paris og London. Her blev den svenske maler snart en feteret kunstner, og da han i 1885 vendte hjem til Sverige for at gifte sig med sin Emma, var det som millionær.
Succesen kom især, da datidens anerkendte Salongen i Paris købte hans maleri "Kusinerne". Netop dette maleri viser Zorns spændvidde, mener museumsdirektør Johan Cederlund.
"Han behersker håndværket helt overlegent, idet han varierer præcist mellem store brede strøg og små fine detaljer. Dette maleri viser også, at Zorn ikke var traditionel, han gik imod konventionerne, idet han ikke benyttede datidens metode. Den bestod i, at alt skulle være perfekt udført, men man ser, at kjolerne næsten går i et med baggrunden. Det var noget helt nyt, siger Johan Cederlund.
Sammen med sin hustru fortsatte Zorn med at lære verden at kende. Algeriet, Konstantinopel, Venedig, Cornwall og USA blev besøgt, og rejserne formede Zorn som kunstner. Han skiftede fra akvarel til olie og fik ny inspiration fra malere som spanske Velasquez, hollandske Rembrandt og amerikanske John Singer Sargent.
Rejserne bragte ham også ind i magtens inderkredse. I USA kom han tæt på den politiske top og blev udvalgt til at portrættere tre amerikanske præsidenter, Grover Cleveland, William Taft og Theodore Roosevelt. Maleriet af Taft hænger stadig i Det Hvide Hus. For amerikanerne var Zorn inkarnationen af den amerikanske drøm, og han kom til at stå bag over 100 portrætter af hovedsageligt velhavende amerikanere. Men selvom Zorn oplevede succes på de bonede gulve, så var han stadig arbejderdreng og barn af Dalarna. I 1896 flyttede Emma og Anders Zorn tilbage til Mora, hvor de havde fået bygget Zorngården.
Her blev en del af Anders Zorn verdenskendte malerier til. Og særligt malerierne fra Mora og Dalarna fremhæver Johan Cederlund som vigtige hovedværker i udstillingen. Et af malerierne har sammenhæng med museet Waldemarsudde, hvor udstillingen finder sted i Stockholm. Før det gulkalkede slot blev museumsbygning, husede det kongens søn, prins Eugen, som var god bekendt med Anders Zorn.
Johan Cederlund fortæller, at prinsen i sommeren 1896 besøgte familien Zorn i Mora, som tog ham med ud at sejle. Da de kom til en lille bygd langs vandet, gik de i land, og Zorn fik hurtigt overtalt bygdens spillemand til at vise prinsen den lokale musik. Folk stimlede sammen og dansede til harmonikaen, og prinsen var så begejstret, at han overtalte Zorn til, at dette skulle være hans næste store motiv. Maleriet "Midsommerdans" udtrykker Zorns kærlighed til hjemstavnen og den stolthed, han følte over Moras musik, dans og kulturliv.
"Der er en stille poesi ved maleriet, for Zorn vil vise områdets gamle traditioner, dansen og musikken. Han ønskede at skabe idealbilledet af Dalarna, og det var næsten, som om han ønskede at bevare et samfund resistent mod forandringer," bemærker Johan Cederlund.
Da Anders Zorn slog sig ned i Mora, påtog han sig også et stort engagement i området. Han tog initiativ til og finansierede et friluftsmuseum, en højskole og et museum. Han donerede også midler til at bevare kendskabet til områdets træsløjd, beklædning, dans og musik. Maleren fra Mora fik med tiden udbredt kendskabet til sin hjembygd. Blandt andet på Musee D'Orsay i Paris, Metropolitan Museum of Art i New York og Statens Museum for Kunst i København kan man se Anders Zorns malerier.
"Zorn ville vise omverdenen, hvilket liv der fandtes i Dalarna. Han ville løfte sin hjembygd på alle måder, for Mora var hans sjæl," forklarer Johan Cederlund.
Udstillingen vises på Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm indtil den 23. januar 2011