Kunstneren, der tog pengene og stak af: ”Jeg har jo ikke gjort noget kriminelt”

Jens Haaning troede bare, han skulle lave et værk til en udstilling i Aalborg. Nu har "Take the money and run" udløst både en mediestorm, en politianmeldelse og 2,7 millioner gengivelser på internettet

Billedkunstneren Jens Haaning er blevet meget overrasket over den opsigt, værket ”Take the money and run” har vakt i hele verden.
Billedkunstneren Jens Haaning er blevet meget overrasket over den opsigt, værket ”Take the money and run” har vakt i hele verden. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Meningen var bare, at nogle kunstinteresserede nordjyske museumsgæster skulle se et værk, de kunne tænke lidt over og trække lidt på smilebåndet over. Det var ikke tænkt som et mediestunt eller en happening, da kunstneren Jens Haaning leverede sit værk "Take the Money and Run" til en udstilling på Kunsten i Aalborg sidste år.

Men i dag må han konstatere, at værket har udløst langt mere furore, end han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Hans værk blev uden tvivl årets mest omtale kunstværk i danske medier. Han er blevet ringet op af journalister fra hele verden. Museet Kunsten i Aalborg overvejer at sagsøge ham, og i fredags blev han så af provokunstneren Uwe Max Jensen anmeldt til Nordjyllands Politi for tyveri.

Furore. Skandale. Trusler. Tyverianklager. Selvom han bedyrer, at han slet ikke havde set det komme, er det åbenlyst, at Jens Haaning er overordentligt fornøjet over al den ballade, det har udløst, at han i stedet for at efterkomme Kunstens bestilling på et værk, der i kontanter viser årsindkomsterne i henholdsvis Danmark og Østrig, valgte at beholde pengenem indsende et tomt lærred og erklære, at dét var værket.

"Jeg er glad for, at det er et værk, der er nået uden for kunstverdenen. Jeg er glad for, at det er nået uden for den vestlige kulturkreds og har vakt stor interesse i Afrika og blandt teenagebørn i Sydamerika. Det er da fantastisk. Det er en måde at nå ud med et værk på, som altid har været min ambition, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det," siger Jens Haaning.

At prisen for dette kunstneriske gennemslag har været en vred kunstmuseumsdirektør og en politianmeldelse slår ikke mange skår i kunstnerens glæde.

"Det er da sjovt med en politianmeldelse, men jeg har jo ikke gjort noget kriminelt. Jeg lavede bare et værk til en udstilling, som ikke var henvendt til medierne, men til dem, der løste billet. Jeg var ikke ude på at lave skandale. Modsat Uwe Max Jensen arbejder jeg slet ikke sådan. Jeg er bare en kedelig kunstner," siger Jens Haaning, som dog tilføjer, at hans værker meget gerne må vække følelser og holdninger hos publikum.

"Jeg er jo elev af Bjørn Nørgaard, men det, jeg har stilet efter, er ikke det samme, som han ville med sin hesteslagtning," siger kunstneren med henvisning til den berømte episode fra 1970, hvor Bjørn Nørgaard til en udstilling på Louisiana ville udføre en slagtning af en hest.

Louisiana ville dog ikke være med til, at slagtningen skulle foregå på museet.

Året før havde Nørgaard sammen med Lene Adler Petersen udført en anden happening, "Den kvindelige Kristus", som bestod i, at sidstnævnte gik nøgen og bærende på et kors igennem Børsens lokaler. Jens Haaning slår fast, at han som dansker kender til disse provokerende værker fra ungdomsoprørets tid, men han mener ikke, at hans eget værk er beslægtet med dem.

"Det, jeg gerne vil udtrykke, er noget generelt om de strukturelle relationer i verden. Hvis man befinder sig i et arbejde, et ægteskab eller et land, hvor ens situation er urimelig, så mener jeg, at man skal overveje at tage pengene og løbe," forklarer Jens Haaning og tilføjer:

"Jeg havde en mand fra Haiti i røret, som sagde: 'Det behøver du ikke fortælle os, det gør vi i forvejen.' Der er mange i verden uden for den vestlige, kristent dominerede verden, der ser værket som en ramme for refleksion."

Men er du ikke enig i, at det bliver svært at få nogen til at stille penge til rådighed for kunstnere, hvis man risikerer, at kunstneren bare beholder pengene?

"Jo, det er rigtigt. Det er heller ikke meningen, at det skal gentages. Der var ellers et schweizisk kunsttidsskrift, der spurgte mig, om det var det første værk i en serie."

Men grundlæggende er det vel moralsk forkert at beholde museets penge, når nu aftalen var, at de skal bruges på anden vis?

"I USA, hvor jeg ellers har fået meget støtte, har de store tv-stationer været betænkelige over for dette spørgsmål, fordi de mente, det var offentlige penge, jeg gjorde det med. Siden har jeg fundet ud af, at det kun var private penge, der finansierede akkurat denne udstilling, nemlig Bikubenfonden. Jeg troede ellers, at det var en delvis offentligt finansieret udstilling. Det var det så ikke. Det kan være, at mit værk derfor er lidt dårligere."

Uanset om det er offentlige eller private penge, er det vel ikke dig, der afgør, om du må beholde dem?

"Det er jo et symbolsk værk. Det er jo ikke noget, jeg gør for at berige mig. Det er også derfor, jeg har sagt, at jeg gerne vil betale skat af pengene."

Kan du forstå, at det uden for en snæver kreds af kunstinteresserede kan virke meget mærkeligt, at et kunstværk i dette tilfælde ikke er noget, man kan beskue, men er nogle penge, du har beholdt?

"Ja, det er noget mærkeligt noget. Men jeg oplever, at det påvirker enormt meget. For eksempel havde TV-Avisen et indslag, hvor fire borgere på gågaden i Aalborg skulle kommentere det. Én syntes, det var sejt, og de tre andre sagde, at det var hul i hovedet. Det, jeg har lagt mærke til, er, at alle, der taler om værket, smiler og stråler, mens de gør det. Det er jo et billede af noget, der ikke er. Men det fører alligevel til, at man oplever en hel masse. Ligesom hvis man kommer ind i et rum, hvor der ikke hænger billeder på væggen, men der er et søm og mærker på væggen, som viser, at her har hængt et billede."

Kunsten i Aalborg har talt om at ville sagsøge dig, og du har til dagbladet Politiken talt om at sagsøge den anden vej. Skal det forstås sådan, at hvis Kunsten ikke kommer efter dig, så kommer du heller ikke efter dem?

"Nej, jeg regner ikke med at skulle fremføre et sagsanlæg, jeg sender bare en regning. Det, sagen handler om, er, at vi kunstnere almindeligvis skriver under på en kontrakt om, at vores billeder må gengives i forbindelse med en udstilling. Men en sådan kontrakt har jeg ikke skrevet under på her. Derfor havde Kunsten ifølge min advokat ikke ret til at vise mit værk på udstillingen, og Ritzau Scanpix havde ikke ret til at fotografere det og distribuere billederne, medmindre jeg får en betaling for det. Billedet af mit værk er nu solgt 240.000 gange til medier over hele verden og gengivet 2,7 millioner gange på internettet. Det skal jeg have betaling for."

Men de penge, du mener at have til gode, skal vel i det mindste modregnes med de 532.500 kroner, du har taget fra museet?

"Nej, jeg skal have min betaling. De skal ikke have pengene."

Hvorfor? Fordi det er værket, at du har taget dem?

"Ja."