Kvinde er i livsfare efter brand i biopejs

Ulykke fandt sted torsdag, da kvinde tændte op i biopejs og blev livsfarligt forbrændt.

Den forbrændte kvinde blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet. (Arkivfoto).
Den forbrændte kvinde blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

En 33-årig kvinde fra Skals er i livsfare efter en eksplosionsbrand, som fandt sted, da kvinden var ved at tænde op i en biopejs.

Det skriver TV Midtvest fredag.

Ulykken fandt sted torsdag, og kvinden blev fløjet til Rigshospitalet.

- Der sker en eksplosion og hun får forbrændt store dele af kroppen. Der er et femårigt barn også, som bliver lettere forbrændt, siger Ralf Høgedal, politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg, til TV Midtvest.

Fredag oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau, at der ikke er nyt om kvindens tilstand.

Det vides ikke, hvad der mere præcist førte til ulykken.

Det er dog velkendt, at biopejse i visse tilfælde kan eksplodere.

Pejsen drives af dampe fra bioethanol, som er en brandfarlig væske.

Mere generelt opfordrer politikommissær Ralf Høgedal til, at man passer på og følger vejledningen, når man tager nye varmekilder i brug under energikrisen. Det skriver TV Midtvest.

Han understreger dog også, at det konkrete hændelsesforløb ikke er klarlagt.

/ritzau/