Kvinders vidnesbyrd om vold og overgreb skal gøre op med fordomme: ”Sådan ser virkeligheden faktisk ud”

Under hashtagget #dajegsagdefra har Lisbeth Trinskjær og hundredvis af andre kvinder de seneste dage delt historier om, hvordan de sagde fra over for mænd, men alligevel ikke slap for seksuelle overgreb. Det handler om dannelse og medmenneskelighed, siger hun

Det første indlæg med hashtagget kom mandag aften. Det var forkvinden for foreningen Voldtægtsofres Vilkår, Kirstine Holst, der stod bag initiativet. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Det lå ikke i kortene, at Lisbeth Trinskjær skulle gå ud med sin historie til offentligheden.

Historien om, hvordan hun af en ekskæreste blev holdt indespærret og udsat for et groft voldtægtsforsøg, der siden kostede gerningsmanden en fængselsstraf.

Hun havde nemlig ingen interesse i, at der blev sat lighedstegn mellem hende som person og det overgreb, hun var blevet udsat for.

”I lang tid har min overvejelse været, at jeg ikke var klar til at sige noget om det. For det, der sker, når man udtaler sig om ting af den karakter, er, at man enten bliver set som et offer, eller også bliver man skudt i skoene, at man kunne have gjort noget anderledes. Man bliver set på som svag,” siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening.

Men der var alligevel noget, der ændrede sig for hende, efter at hun på det sociale medie Twitter i de seneste dage har kunnet læse hundredvis af kvinders beretninger om vold og overgreb. Under hashtaget #dajegsagdefra deler kvinder deres erfaringer med, at det langtfra altid hjælper at sige fra over for seksuel vold. Initiativet kan på lange stræk sammenlignes med MeToo-bevægelsen, hvor kvinder i hele verden i 2017 begyndte at dele deres oplevelser med seksuelle krænkelser.

Lisbeth Trinskjær delte sin egen historie på Twitter den 22. juli. For hende handler det om at skabe et mere præcist billede af, ”hvordan virkeligheden faktisk ser ud”:

”Jeg oplever, at det, der er i gang med at ske nu, er, at vi i højere grad lægger kortene på bordet og siger, at sådan her er det også. Det er gudskelov ikke altid sådan, og der er utrolig mange ordentlige og søde mennesker. Men der er også nogle, som gør andre fortræd.”

Hun håber at kunne bidrage til at nuancere nogle af de mest stereotype billeder af kvinder, der bliver udsat for overgreb fra en mand, de kender.

”Jeg håber, at jeg som den person, jeg er, kan bryde lidt af et fordomsbillede. For jeg håber ikke, at der er mange, som ser mig som et svagt menneske. Jeg opfatter ikke mig selv som et. Det kan ske for os alle sammen, og det er dét, der er min pointe,” siger hun.

Det første indlæg med hashtagget kom mandag aften. Det var forkvinden for foreningen Voldtægtsofres Vilkår, Kirstine Holst, der stod bag initiativet.

Else Marie Wiberg Pedersen er en af dem, der har fulgt sagen tæt. Til dagligt er hun lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i køn og kirke. I hendes øjne er Lisbeth Trinskjær og de andres kvinders beretninger et udtryk for et tiltrængt opgør med en ”tavshedskultur”.

”Den har hersket, fordi man har vidst, at man ville blive hængt ud. Alle kvinder ved, at man kan få at vide, at man er snerpet og en kold skid,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

De mange vidnesbyrd har efterladt hende med en stor afmagt:

”Det, jeg opdager med fortællingerne, er, at vi ikke er kommet længere, end vi var tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Vi kvinder oplever nøjagtigt det samme som dengang.”

Bent Meier Sørensen, der er professor i filosofi og ledelse på CBS, Handelshøjskolen i København, mener, at kvindernes mange fortællinger afslører bagsiden af den seksuelle frigørelse, hvor man begyndte at se menneskets seksualitet som naturlig. Og derfor også som noget udelukkende positivt.

”Men seksualiteten, både mænd og kvinders, er naturlig på samme måde, som en løve er naturlig. Den er en voldsom kraft, der også kan være farlig. Jeg synes, den her bevægelse viser, at vi har forsømt at lære vores unge mænd, at seksualiteten skal disciplineres. Nogle mænd lader til at opfatte det at have sex som en rettighed, også selvom kvinden siger fra,” siger han.

Ifølge Bent Meier Sørensen bragte den seksuelle frigørelse også en masse positivt med sig, blandt andet en aftabuisering af et fænomen, som er en integreret del af menneskers liv. Men man glemte at sætte noget andet i de nedbrudte normers sted.

”Opgøret med autoriteter har også haft den pris, at nogle af de normer, vi før frigørelsen opfattede som undertrykkende, forsvandt. Men en stor del af den seksuelle undertrykkelse var fuldkommen legitim og fandtes netop for at beskytte kvinder. Vi bliver nødt til at genetablere nogle af de normer, regler og pligter, som seksualiteten skal udfolde sig indenfor,” siger han.

Lisbeth Trinskjær er enig i, at #dajegsagdefra grundlæggende handler om at lære:

”Vi har alle sammen en enorm opgave i at lære af det og arbejde med den dannelse, som ligger i at være gode til at omgås hinanden som medmennesker.”