Forslaget fra Jan Faldt Bentsen i Kristeligt Dagblads kronik i mandags om en folkekirke uden sognegrænser er indlysende. Landsby- og sognefællesskabet er i opløsning. Vi finder i mindre grad sammen baseret på geografi, men i højere og højere grad i meningsfællesskaber.
Jeg kunne tænke mig, at vi i samme ombæring drøfter tanken om at nedlægge menighedsrådene i folkekirken.
Jo, vi skal fortsat have en instans, der kerer sig om det kirkelige liv i menigheden, og der er fortsat behov for en instans, der sørger for, at maskineriet kører. Men ingen siger, at vi alle er lige gode til både at skabe liv og aktivitet i menigheden og få maskineriet med økonomi, personale, bygninger og så videre til at køre.
Jeg kunne forestille mig, at man kunne dele det op, så der til hver menighed er knyttet et aktivitetsudvalg, der sørger for liv i menigheden, og at et andet organ på provstiplan tager sig af det administrative.
Allerede i dag er vi i mange menighedsråd afhængige af at kunne købe professionel assistance til økonomien, og at provstiet har en hr-konsulent, der sikrer, at ansættelsesforholdene er i orden.
Vi er alle i gang med at omlægge kirkegårdene, og det er tydeligt, at økonomi og faglige standarder presses, så vi er nødt til at arbejde sammen i større enheder for at drive kirkegårde.
Lad professionelle med et folkevalgt organ (provstiudvalget) som demokratisk tilsynsmyndighed tage sig af det, og lad os i de enkelte menigheder tage hånd om menighedens fællesskab.