Hver morgen sidder Anton Dorph-Petersen på kanten af sin seng og ser ud af vinduet, mens han lytter. Her til morgen hørte han en sangdrossel, flere havesangere og noterede sig musvitternes nærmest metalliske sang. At dvæle ved landskabet og naturens lyde er for den 77-årige pensionerede overlæge en ordløs morgenbøn, som rummer en tak til Gud for at få endnu en dag at leve i. Han ved, at hans jordiske livs dage er begrænsede. Tre år lyder den lægelige statistik. Når han lytter til fuglene og ser sommerens grønne frodighed, som den folder sig ud ved hjemmet i det nordlige Vejle, er det også en påmindelse om at passe på den dyrebare planet.
Tidligere på året udkom hans bog ”Den blå juvel. Om den nødvendige omlægning af al energiforsyning – til virkelig grøn energi” på forlaget Queenswood. I fire år har han arbejdet på den. Undervejs blev han syg, og kræfterne blev færre, men har han villet fuldføre bogprojektet, som han fik idéen til for cirka 40 år siden. Idéen til bogen fik han længe før, det blev en folkesag at være optaget af klimaet.
Den pensionerede læge er ikke Greta Thunberg i en gammel mands krop, men en belæst og veltalende klimaaktivist, som siger, at der er teknologisk viden til at løse klodens energimæssige udfordringer. I bogen argumenterer han for, at man skal fortsætte med at optimere udnyttelsen af energi fra vind og sol, men også udnytte den solenergi, der er oplagret som varme i verdenshavene. Og her kunne en længere samtale begynde om såkaldte hydrotermiske kraftværker, som Anton Dorph-Petersen kan tale passioneret om, men vi lader samtalen slå et sving og vender tilbage til den taknemmelighed for livet, som ligger bag såvel den nye bog som hans kontemplative morgenbøn.
Det er knap halvandet år siden, han fik sin diagnose: Kræft i bugspytkirtlen. Anton Dorph-Petersen har bedt om at få en ærlig melding, ligesom han i sit lægeliv har bestræbt sig på at give patienterne og deres pårørende ærlige svar. Vel at mærke også når budskabet var nedslående. Han har afsluttet anden omgang af sin kemobehandling og har for længst fået sit andet vaccinestik mod corona. Han fortæller om lettelsen ved atter at kunne genoptage sit sociale liv. Selvom det endnu er sommer, glæder han sig til jul. Sidste år betød coronaen, at han ikke kunne være sammen med familien i julen.
”I år skal der sandelig fejres jul. Jeg har tre år tilbage at leve i ifølge den lægelige statistik, men jeg har tænkt mig at leve længere og gør mit for at leve aktivt og spise, så jeg ikke taber mig.”
I en alder af 12 år fandt Anton Dorph-Petersen retningen for sit liv. I dag omtaler han det som et kald, men dengang så han det for sig som mening med livet: Han skulle være læge og stifte familie. Han er ud af en lægeslægt, og hans far ville også gerne have læst medicin, men læste til ingeniør og blev senere speciallærer nærmest før ordet var opfundet. At Anton Dorph-Petersen som 12-årig så for sig, at han skulle være læge, virkede måske ikke oplagt for en dreng, som havde en mild grad af ordblindhed og derfor kæmpede med de sproglige fag. Men læge blev han, og på studiet mødte han Jutta Dorph-Petersen. De har været gift i 51 år.
Inden han kom ind på medicinstudiet, blev han konfronteret med døden. Hans far havde haft hudkræft, og som 16-årig var det som om, der sad noget i Anton Dorph-Petersens øjenkrog. Det var det venstre øje, det var galt med. Den praktiserende læge i Bagsværd ved København, hvor han voksede op, henviste Anton Dorph-Petersen til det, som dengang hed Radiumstationen i København, hvor han siden blev opereret.
”Jeg ville gerne have den eksakte diagnose, og jeg gav udtryk for, at jeg var af lægefamilie, og jeg regnede med, at det var et malignt melanom (modermærkekræft, red.). Det var vigtigt for mig at vide, hvad det var, de havde fjernet, for hvis det var kræft, havde jeg måske kun en begrænset tid tilbage at leve i.”
Ved de efterfølgende undersøgelser blev han ved med at spørge til, hvad det var, man havde fjernet, uden at han fik en konkret diagnose. Selvom han den gang gik i 1. g., og lægestudiet lå ude i fremtiden, var han så sikker på, at han ville blive læge en dag, at han lovede sig selv, at han ikke på den måde ville holde sandheden tilbage for en patient. De følgende år gik han til kontrol. Otte år efter operationen fortalte en læge ham, at det var modermærkekræft, man havde fjernet fra øjet.
”Dengang ville man hellere give folk en løgnehistorie for at forskåne dem for sandheden. Sandsynligheden for at overleve min diagnose dengang var 20 procent, og selvom de ikke fortalte mig, hvad jeg fejlede, så satte det mange tanker i gang hos mig, for jeg var ret sikker på, at det var kræft.”
Anton Dorph-Petersen er vokset op i en katolsk familie, hvor forældrene fandt det vigtigt, at børnene kom på katolsk skole. Da Anton Dorph-Petersen fik sin gang på Radiumstationen, gik han på Niels Steensens Gymnasium i København. Han fremhæver skolens åndelige miljø, når han skal forklare, hvordan han som ung forsonede sig med tanken om at skulle dø.
”Vi havde nogle jesuitiske brødre på skolen, som underviste os og var virkelig gode at tale med. I kristendommen tror vi på, at vi med Kristus har fået et evigt liv. Jeg tror på, at det evige liv begynder ved undfangelsen. I en periode er vores liv bundet til en krop og et jordisk liv, som kan være utrolig skønt. Døden er en port til en ubegrænset tilværelse.”
Han ser tilbage på et lægeliv, hvor han holdt, hvad han lovede sig selv som 16-årig: At tage de svære samtaler uden at skjule sandheden for patienterne. Han blev speciallæge i intern medicin og speciallæge i kardiologi, og de to speciallægeuddannelser bragte ham tæt på mange, som skulle dø af enten kræft eller en hjertesygdom.
”Det var ikke udbredt praksis at tage de svære samtaler, da jeg blev læge. Og tanken om døden skræmmer virkelig mange. En del vil ikke tale om døden, før den bliver aktuel. Sandheden kan man jo præsentere på mange måder, og det er næppe ved en sen aftenstuegang, at man skal orientere om et dystert undersøgelsesresultat. Jeg mener generelt heller ikke, at man skal sætte tid på restlevetiden. Det er umuligt at forudsige.”
Han fortæller om de mange gange, hvor han har siddet på sit kontor med en patient og dennes nærmeste pårørende og skullet give en svær besked.
”Patienter går ofte med en meget sikker forudanelse om deres egen tilstand, men naturligvis har jeg også mødt mange, som har modtaget beskeden som et chok og spurgt: ’Skal jeg dø?’. Og så har det været mig, som skulle sige noget i retning af: ’Ja, selvfølgelig – det skal vi jo alle sammen. Men ikke lige nu’.”
I tiden op til at han selv fik stillet sin kræftdiagnose, havde han en forudanelse om, at han stod over for en afgørende ændring i sit liv. Noget var galt i hans krop.
”Jeg var mere træt, end jeg plejede at være, og jeg tænkte, at der var tre muligheder. Enten var jeg for alvor ved at blive gammel, nedsat stofskifte eller en kræftsygdom.”
Den praktiserende læge tog en række blodprøver, som ikke viste tegn på kræft, men da Anton Dorph-Petersen blev ved med at mærke en let og ukendt træthed, gik han igen til lægen, og han blev henvist til en mere omfattende udredning, hvor man fandt tegn på prostatakræft og siden fandt man frem til, at han havde kræft i bugspytkirtlen, som havde spredt sig til leveren.
”Jeg har lagt mit liv i Vor Herres hænder, og en kræftsygdom er en del af livets vilkår. Nu er det min opgave af koncentrere mig om min familie og leve så godt som muligt med mine kære. Jeg har altid været et muntert menneske, og den lyse tilgang til livet har sygdommen ikke sat sig på. Det er nok mig, som er den, der kommer til at stikke af først, og jeg vil gerne være en støtte for min kone og vores børn og tale med dem om de bekymringer, som de måtte have, uden at vi skal tale om døden hele tiden.”
Samtalen ender hvor den begyndte: Med morgenener hvor han lytter til fuglesangen og ser ud over landskabet ved Vejle. Siden han overlevede kræftsygdommen som ung, har han følt en taknemmelighed over at være i live. Nu er han 77 år og taler om døden, som andre taler om en forventet rejse, men taknemmeligheden over at få givet endnu en dag er stadig det, som bærer.