En kulturel dødsangst fører til uendelig behandling og står i vejen for nødvendige samtaler mellem læge og patient om reelt gode behandlingsvalg. Det mener adskillige læger, som har deltaget i en spørgeundersøgelse udført af Kristeligt Dagblad.
Her svarer tre ud af fire, at læger skal blive bedre til at klæde patienterne på til at træffe til- og fravalg om behandling, for eksempel livsforlængende behandling ved alvorlig sygdom. Samtidig svarer over halvdelen af lægerne, 56 procent, at de ”ofte” eller ”meget ofte” oplever, at patienter gennemgår behandlinger, hvor belastningerne ved behandling ikke står mål med gevinsten i form af livskvalitet eller overlevelse. 43 procent svarer ”sjældent” og under én procent ”aldrig”.
Helene Larsson, der er speciallæge i almen medicin, er blandt de læger i undersøgelsen, som har erfaring med, at dødsangst kan føre til overbehandling og unødvendige belastninger for patienten.
”Ældre patienter med mange kroniske sygdomme har ofte alenlange medicinlister, fordi ingen tør tage ansvaret for at droppe noget af for eksempel den forebyggende medicin – for tænk, hvis hun døde af det? Er det så min skyld? Jeg mener, det skyldes berøringsangst og dødsangst dybest set. Som læge kan jeg ønske, at der var en mere realistisk indstilling til, at krop og sjæl er underlagt naturens gang, som også indebærer accept og erkendelse af døden,” siger hun.
I undersøgelsen mener en læge endda, at dødstabuet er sundhedsvæsenets største udfordring:
”At det er så svært at snakke om døden. At vi behandler in absurdum, og at det specielt for de yngre (læger, red.) er så meget nemmere at behandle in absurdum end at lade være,” skriver Svein Åge Rodt, overlæge i anæstesiologi.
Inden for sit speciale oplever han operationer, der ikke burde være udført, og intensivforløb, der påfører en allerede meget svag eller døende patient mere lidelse end helse.
”Både operationer og intensiv terapi indebærer betydelig lidelse for patienten og bør derfor begrænses. Vi mangler en diskussion om, hvad et liv er. Vi skal alle dø, og en af vore fornemste opgaver som læger er, at det skal være værdigt, og at vi skal begrænse lidelse, ikke øge den,” siger han og peger på, at det i den sammenhæng var uhensigtsmæssigt, da statsminister Mette Frederiksen (S) i pandemiens begyndelse udtalte, at ”hvert eneste dødsfald er en tragedie”.
Et mindretal blandt lægerne, 17 procent, mener ikke, at de bør blive bedre til at føre de svære samtaler om til- og fravalg af behandling. Resten ”ved ikke”.
Blandt de, der svarer ”nej”, mener flere, at det er samfundet, ikke lægerne, som viger tilbage for at tale om døden.
Det gælder blandt andet Ole Wiberg, som fra 1990-2020 drev sin egen lægepraksis i Horsens og i dag kører lægevagt.
Ligesom Svein Åge Rodt og adskillige andre kritiserer han Mette Frederiksens udtalelse om coronadødsfald, fordi den taler direkte ind i et større dødstabu i samfundet og besværliggør en bedre samtale om meningsfulde behandlingsvalg.
”I 40 år har jeg talt med mennesker på kanten af livet, og ja, jeg møder dødsangst, men mest hos de pårørende. Hvis man får at vide, at man er årsag til en tragedie, så kan jeg godt forstå, at man ikke tør fravælge nogen som helst behandling, heller ikke selvom det er at genoplive sin gamle far på 94 år, som selvfølgelig skulle have lov at dø. Vi skal turde tale om, at livet har en afslutning, og at vi kan hjælpe hinanden ved at være nærværende i den periode, så afslutningen er god,” siger Ole Wiberg.