Læs et uddrag af Svend Brinkmanns debutroman her

Torsdag udkommer Svend Brinkmanns debutroman ”Hvad er et menneske?”, der sender den unge Andreas på dannelsesrejse i Europa. Fremfor at realisere sig selv skal han med udgangspunkt i den filosofiske idéhistorie finde ud af, hvad det vil sige at blive et menneske. Læs et uddrag her

Læs et uddrag af Svend Brinkmanns debutroman her

ANDREAS VAR ANKOMMET til Prag efter den lange tur gennem Italien om natten og en formiddagsrejse på østrigske og tjekkiske skinner. Toget fra Wiener Neustadt var særlig hyggeligt med en lille spisevogn, hvor Andreas havde sat sig og fået tidlig frokost. Der var rigtige duge på bordene og en tjener med cykelstyroverskæg, der serverede gullasch af oksekød med knödel til. Tidligere ville Andreas aldrig have sat sig i en spisevogn sammen med en masse fremmede mennesker. Han havde altid foretrukket at spise alene, hvis muligheden var der, så han ikke skulle tale med fremmede eller bare få øjenkontakt med dem. Men nu hav- de han nydt at sidde der – eller faktisk havde han primært nydt, at han nu overhovedet havde lyst til at sidde der, hvor han følte sig som en rejsende gentleman i andres selskab. Han var ikke længere så bange for, hvad de tænkte om ham. Han følte sig mere fri end nogensinde. Ulykkeligt forelsket, måske, men alligevel fri.

Han blev indkvarteret på et hotel med det imponeren- de navn Charles Bridge Palace, der lå lige ved Karlsbroen. Hotellet fejlede absolut ingenting, men måske var det lidt i overkanten at kalde det et palads. Der var gamle trægulve i sildebensmønster – hed det vist – og tunge gardiner af guld- stof overalt. Det var sådan cirka så langt fra dansk design, som man kunne komme, men Andreas kunne godt lide det, især den bløde seng, som han sank dybt ned i. Han kunne se på telefonen, at Sally havde forsøgt at ringe. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Han ringede tilbage til hende, men hun svarede ikke, så han sendte hende en sms, hvor han bare skrev, at han var i Prag og skulle se en koncentrationslejr. Han havde først tilføjet et hjerte, men det føltes helt forkert i en besked om en koncentrationslejr, så det slettede han igen. Han tændte for fjernsynet, men der var ikke noget, der fangede ham. Synkroniserede tv-serier fra USA, nyhedsud- sendelser med rapporter om skovbrande i mange europæi- ske lande og selvfølgelig endeløse blokke med reklamer for biler, banker og forsikringsselskaber. Den moderne verden på tv. Han kedede sig og følte sig alene, men heldigvis ringede Anna. Hun gik lige til sagen.

“Jeg har bestilt en endagsudflugt til dig til i morgen. Til Theresienstadt. Det er mærkeligt, at stedet er en turistde- stination, men sådan er det nu engang. Jeg synes lige så godt, at du kan få overstået besøget der. Så kan du bruge de næste par dage på at se alle de smukke steder i byen. Kan du lide hotellet?”

“Helt sikkert,” svarede Andreas. “Hvor meget er der så tilbage af rejsen bagefter?”

“Den bliver kortere, end jeg havde håbet,” svarede Anna. “Altså, du bestemmer selvfølgelig selv, hvor meget du vil rejse efter dette, men ved du hvad? Jeg savner dig her!”

“Jeg savner også dig.”

“Jeg håber, du er med på at fortsætte nordpå og lige så stille nærme dig Danmark. Jeg vil også være helt ærlig og sige, at min tid er ved at rinde ud.” Anna fik tårer i øjnene. Græd hun lidt lydløst?

“Hvad mener du?” spurgte Andreas.

“Lægen har sagt, at jeg næppe lever måneden ud. Hun ville først ikke ud med det, men jeg insisterede! Du ved, hvordan jeg kan være, når jeg insisterer.” Anna prøvede at grine, men det blev kun til en slags stille hulken.

Andreas kunne mærke tårerne på sine egne kinder nu, men han blev ved med at kigge på billedet af Anna på skær- men. De sad sådan længe. I hvert sit land, forbundet af tek- nologien. Anna rømmede sig og tørrede tårerne væk med håndryggen. “Pjat med mig,” sagde hun, “det er ikke noget at græde for. Jeg har haft så godt et liv.” Hun skiftede emne. “Der er flere grunde til, at din dannelsesrejse også skal gå til Theresienstadt,” sagde Anna. “For nogle år siden læste jeg mange bøger om kz-lejrene og en række af de vidnesbyrd, vi har fra overlevende,” fortsatte hun. “Det er skrækkeligt, og man skal passe på, at det ikke bliver sådan en sensationsjagt, hvor man svælger i menneskelig ondskab og lidelse. Men omvendt er det så vigtigt, at vi holder erindringen om for- brydelserne levende. Man kan måske sige, at vi, der lever nu, skylder ofrene netop det.”

“Jeg har set flere dokumentarer om krigen og kz-lejrene,” sagde Andreas.

“Ja, det er også godt,” svarede Anna, “men det er noget an- det at være der selv. Og jeg vil bede dig læse om det sociale og antisociale menneske i manuskriptet, læg især mærke til afsnittet om Frankl! Men først skal du se dette!”

Anna vendte kameraet mod en bog, hun havde liggende i skødet. Den var fuld af blyantstegninger af mennesker på rækker i gråvejr. Barakker og skorstene. Tynde mennesker. En enkelt tegning lyste dog op.

“Se den her!” sagde Anna, “den er fra en bog med kunst fra folk i ghettoerne og koncentrationslejrene under krigen.”

Det var en tegning af en klovn med Hitler-overskæg, der stod under en gadelygte med en guitar for fødderne. Klov- nens fingre blødte, måske fordi han havde spillet for vold- somt på guitaren, der også nærmest lå i en blodpøl.

“Jeg holder meget af den tegning her. Den hedder ‘Sangen er slut’,” fortalte Anna, og Andreas kunne se hendes rynke- de finger pege på Hitler-klovnen. Hendes hænder så meget ældre ud, end da han havde sagt farvel på Sankt Lukas.

“Den er også fin,” sagde Andreas, men fortrød med det samme sit ordvalg. Fin? Det kunne man vel ikke kalde noget, der havde med tragedier og massemord at gøre.

“Ja, det synes jeg egentlig,” svarede Anna alligevel. “Du kan se, at den forestiller Hitler, men som klovn. Måske har klov- nen spillet så meget på sit instrument, at hans hænder bløder, fordi han har villet forføre folk. Det lykkedes, men klovnen er ikke blevet lykkelig. Bare blodig. Med blod på hænderne. Han har skadet sig selv, og instrumentet er ødelagt.”

“Hvem har tegnet den?”

“Pavel Fantl hed han. Han tegnede den i al hemmelighed, da han var fanget i ghettoen i Theresienstadt. Det er på sin vis en morsom tegning, i hvert fald tragikomisk, kan man vel kalde den, og den udtrykker så smukt, hvordan der kan være styrke i humoren og blyanten – selv i den mest håbløse situation, et menneske kan befinde sig i.”

“Hvad skete der med Pavel … Fantl, hed han det?”

“Ja. Pavel Fantl. Godt at huske på det navn, selv om det jo blot er ét blandt millioner. Og mange af navnene husker ingen. Han blev som jøde indespærret i Theresienstadt, der først blev indhegnet som en slags ghetto, men i virkelighe- den jo blev en koncentrationslejr. Fantl blev sendt videre til Auschwitz med sin hustru og søn, hvor han døde i 1945. Ligesom så mange andre. Hustruen og sønnen blev dræbt på stedet i Auschwitz – de blev sendt ‘til venstre’, som det hed, altså direkte i gaskammeret – mens Fantl blev sendt ‘til højre’ og blev skudt senere på en march. Faktisk bare få dage før lejren og fangerne blev befriet. Du kender Auschwitz, ikke? Udryddelseslejren, hvor mere end en million mennesker mistede livet. Mange af dem jøder, men også handicappe- de, sorte, homoseksuelle, romaer og kommunister. Fantls tegning blev smuglet ud af Theresienstadt af en tjekkisk arbejder. Det er en af de få tegninger fra lejrene, der fore- stiller forbryderne, her klovnen Hitler. De fleste forestillede fangerne og bygningerne.”

Det var tydeligt, at det var en kraftanstrengelse for Anna at tale nu, så de sagde farvel og aftalte, at de skulle tales ved næste aften, når Andreas havde været på udflugt til Theresienstadt. Han sad og kiggede ind i den sorte skærm på sin tablet, efter at han havde slukket den. Han kunne se sit eget spejlbillede. Han lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Lukkede dem og så både Sallys ansigt og romakvindens for sig. Gad vide, om den unge kvinde ville være blevet sendt i døden af nazisterne, hvis hun havde levet dengang? Det ville hun nok. Hvad med ham selv? Ville han have haft modet til at bekæmpe nazismen? Han havde ikke engang givet ro- makvinden sine penge. Han var for … selvindviklet? Kunne man sige det? Han ville vikle sig ud af sig selv. Måske var han på vej til det?

INTET KUNNE FORBEREDE et ungt menneske – eller et hvilket som helst menneske med et hjerte – på de gru- somheder, der foregik i lejre som Theresienstadt og Ausch- witz. Andreas havde læst om det hele og havde talt med Anna om det, men da han gik gennem porten med skiltet “Arbeit macht frei” – arbejde gør fri – gøs det i ham, og han fik lyst til at græde. Nazisterne skrev “Arbeit macht frei” i Auschwitz, Dachau, Sachsenhausen og Theresienstadt. Lejre, hvor millioner af mennesker blev dræbt, udsultet og arbejdede sig til døde. Andreas vidste ikke helt, hvordan skiltet skulle fortolkes – hvorfor skulle fangerne bildes ind, at de kunne blive fri ved at arbejde? De skulle jo udryddes. Det var uhyggeligt. Som en djævelsk løgn.

Andreas var kommet til lejren med en bus, som han var steget på ikke langt fra hotellet. Han var gået forbi en fast- foodrestaurant, en Hard Rock Café og et museum for virk- somheden Apple, der havde produceret hans elektronik. Nu skulle han i koncentrationslejr. Det virkede ret absurd, og det hele gik så nemt og glat, og han tænkte på, hvor ander- ledes det havde været at ankomme som fange under krigen. Den dansktalende guide fortalte på vej dertil i bussen, at cir- ka 500 jøder fra Danmark var blevet sendt til Theresienstadt i 1943. Det var mange af dem, som ikke var undsluppet til Sverige, da tyskerne var begyndt at internere og deportere de jødiske borgere i Danmark.

Guiden fortalte, at Theresienstadt før 2. verdenskrig hav- de fungeret som fort og fængsel, bl.a. for Gavrilo Princip, som døde der i 1918 som 23-årig. Andreas kendte ikke nav- net, men det var åbenbart Princip, der havde dræbt Franz Ferdinand, tronfølger til den østrig-ungarske trone, hvilket var medvirkende til at udløse 1. verdenskrigs rædsler – der så igen var baggrunden for 2. verdenskrig og oprettelsen af Theresienstadt som koncentrationslejr. Historien var fasci- nerende og uhyggelig! Små tilfældigheder og begivenheder kunne sommetider udløse store katastrofer. Hvad hvis Prin- cip ikke havde skudt tronfølgeren? Hvad hvis Hitler var død som barn? Ville nazismen, krigen og dens rædsler da være opstået? Var historien bestemt af enkeltindivider, eller var en person som Hitler bare et redskab for dybere historiske kræfter? Det tænkte Andreas på, mens han sad i bussen på vej til koncentrationslejren.

Der var noget grotesk ved at gøre sådan en lejr til en turistattraktion, men det var ikke desto mindre en intens oplevelse. Turisterne gik rundt og fotograferede, og da et par teenagere begyndte at grine og pjatte, var der nogle voksne, der tyssede på dem. Andreas blev ført rundt, og guiden for- talte historier om fangernes liv og deres videre deportation – for manges vedkommende – til Auschwitz. Der havde også været flere berømte fanger, blandt andre Frankl, som Anna allerede havde nævnt, men også Alice Sommer Herz blev nævnt. Hun havde været en berømt tjekkisk pianist, der fik spillet mere end 100 koncerter inde i lejren, og hun døde først som 110-årig i 2014. Guiden fortalte, at mange overle- vende faktisk var blevet meget gamle.

Efter rundvisningen var Andreas træt i benene, i hele kroppen og i hovedet. Det virkede helt uvirkeligt, at men- nesker kunne finde på at udsætte andre for indespærring, tortur og drab blot på grund af en religion. Han gik tilbage til bussen og satte sig med manuskriptet og læste i kapitlet om det sociale menneske, der havde et afsnit om mening og ondskab.