Prøv avisen

Læs et uddrag fra 'Store børn. Erindring om en familie'

Onsdag udkom Elisabeth Gjerluff Nielsens erindringsbog "Store børn". Her undersøger hun, hvad en familie består af, og hvor konflikterne kommer fra. Læs første kapitel af bogen her

DEJLIG ER JORDEN

1998

Klokken slår det nye års første timeslag, og en sidste blomst af knitrende grønne fyrværkeristreger folder sig ud over him­len. Jeg kan lige skimte de stiplede lysstriber i vinduet, høre en flaske, der smadres, og en knallert, der sparkes i gang på parkeringspladsen foran den lille hvide kirke ved sygehuset.

Hvor min mor sover på det, hun sover på, og som hun selv doserer, via en pude, hun har på maven. En sommer­fugl, hedder den, og er fuld af smertestillende medicin til terminale patienter, som ikke skal vente på personalet, når smerterne er stærkest. Min mor ligger stille på ryggen. Med tynde slanger forbundet til den ene hånd og den anden frit liggende på dynen, hvor jeg ikke kan nå den. Min gæstehospitalsseng står så langt fra hendes, at min hånd bare kan række ud i den tomme, medicinlugtende luft. Den kan ikke nå min mors, i en lysegrå enestue, hvor hun har ligget i en uge og afvist at få besøg af både præsten og sine store brød­re, men ikke af sin mindste bror og sine børn.

Jeg kunne ellers godt have brugt en hånd at holde i lige nu. I det bløde ensomme vågelys, hvor sygeplejersken, som gav mig en blå pille at slumre ind på, er gået tilbage til sin keramikkaffekop på kontoret. Mens jeg ligger vågen på en pille, som ikke virker, og vender mig til lyden af spredte ra­ketter og pludselige lysglimt fra de sidste fontæner.

Dagen har været lang og fuld af springende minder og eftertænksomhed som altid på den sidste dag i det gamle år med al dens blanding af løse, tidlige kinesere og nytårstaler om året, der gik. Men i år er det ikke bare årets sidste dag. Det er også den første dag i livet uden vores far. Hans hjerte stoppede pludseligt i går, årets næstsidste dag, mens han var lige midt i alle sine bestræbelser på stadig at gøre min mors terminale fase så lys og menneskelig som mulig. Den forkerte rækkefølge, ville han selv sige. Men nu gik han så i forvejen for at gøre klar som sædvanlig, ville vi andre tænke, og ligger nytårsnat på en båre i kapellet under min mors sygestue på et lille provinshospital, som et par år senere vil blive nedlagt.

Og i dag har vi været samlet hele familien til nytårsmid­dag uden ham. Har vi nogen sinde prøvet det før? Måske en enkelt gang i 1975, hvor han blev akut indlagt med sin første blodprop, efter i ugevis at have arrangeret, orkestreret og dirigeret en større familieudflugt til London i anledning af mine forældres sølvbryllup.

Men i aften har vi holdt vores nytårsaften i hans spisestue omkring hans antikke hvide spisebord med plader i – helt i hans ånd, men uden ham. Kun en mor og fire søskende med mænd, koner og børn, som spørger efter morfar og farfar, som plejer at være så synlig. Både i hans jamren over den modellervoks, børn efterlader i hans ægte persiske tæpper, og i alle hans jublende kærlighedserklæringer. Hans pludse­lige griben fast i en tilfældig passerende barnehånd med or­dene: ’VED du godt, hvor meget jeg elsker dig’ – hvilket må bekræftes, før man får lov at passere og slippes igen.

I aften drikker vi en god, gammel rødvin til hans ære. Og vi tager et ekstra glas, for vi ved godt, at vi ikke vil blive samlet på den her måde nogen sinde igen. Om ikke længe vil jeg og mine tre søskende være de ældste i familien. Min mor har kun fået lov at komme hjem til nytårsmiddagen og vil, før det nye år begynder, blive fulgt tilbage til sygehuset, hvor hun ikke har ønsket kemobehandling.

Hun foretrækker at vente, siger hun. Og spørger ikke ef­ter hverken gamle eller nye bøger, som hun ellers har delt sit liv eller forkortet sine ventetider med. Nu tager hun bare imod lasede Billed Blade fra opholdsstuen, som sygehjælpe­ren rækker hende, svarer kort og med enstavelsesord, takker nej tak til tilbud om installering af musikanlæg, imens hen­des børn planlægger den begravelse af deres far, som hun er for døende til at deltage i.

„Dejlig er jorden“ skal vi synge. Det er vi enige om, som vi sidder her fire mennesker om et køkkenbord. Tre søsken­de og en bedemand. Vi drikker lunken maskinkaffe med regnbuefarvet overflade, og bedemanden præsenterer sin vinyl-lugtende A4-mappes udvalg af fotograferede bårebu­ketter i plasticcharteks.

„Det skal IKKE være de liljer, som lugter af sygehus,“ sagde vores far. Så det skal måske være roser? Eller …? Der er beslutninger, som ikke kan træffes om, står der i bede­mandens annonce. Vi beslutter os for en hvid kiste, blod­røde roser, og aftaler at plukke buksbom fra vores fars ynd­lingsbusk og binde en grøn krans fra hvert barn. Fire kranse, som vi sætter i kirken ved kistens fire verdenshjørner. Fire hjul på stridsvognen, som kører lige op i himlen. Jamen, det er jo Knud Thorkild, der kommer kørende dér, tænker de måske deroppe. Alle hans slægtninge, som han har savnet sådan, og som sådan har savnet ham. Med al hans gode hu­mør og alle de gavmildt underholdende historier. Og armene hævet klar til favnende omfavnelser. En ankomst med manér til slægtninge, venner og trosfæller hinsides. Ankommende i stridsvogn, det ville han elske.

„Og få for Guds skyld Egmose til orglet,“ har han skrevet på et dokument i sin Black box, som er en tyk sort mappe og manual til de efterladte. Med forsikringspapirer, dåbsattester, bankudskrifter og brugte konvolutter med skitser over kiste­bærernes placering tegnet bagpå. I mange varianter. Og lister med forslag til salmer. Og notesblokke med forslag til flere salmer og andre salmer. For ikke bare i den sorte boks, men overalt i husets skuffer og skabe findes servietter, kvitterin­ger, løsrevne bogsider og hele salmebøger med afkrydsninger og med fyldepen noterede kommentarer til og uddybende fortolkninger af alle de mange yndlingssalmer, som min far, for Guds skyld altså, ønsker sunget og akkompagneret af den lokale, blinde jazz- og kirkeorganist til sin begravelse. Der er også sat flueben ved dem, han synes, min mor skal have sunget. Og dem, som engang blev sunget til hans eller hans forældres, bedsteforældres, børns, børnebørns og ven­ners bryllupper, bisættelser eller barnedåb.

Og Kingos „Far, verden, far vel“ har, måske en sen aften efter et par glas rødvin, både fået et ekstra stort skælvende fyldepensflueben og slutlinjen understreget med tykt blåt og udråbstegn i margin:

Hvad er det dog alt,

som verden opsminker med fager gestalt?

Det er jo kun skygger og skinnende glar,

det er jo kun bobler og skrattende kar,

det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,

forfængelighed!

En stribet silkepyjamas med spidst foldet lommetørklæde i brystlommen. En pyjamas købt på en rejse, som han og min mor var på til Sorrento i 60’erne. De ser så afslappede og frie ud, som de sidder dér smilende sammen på et falmet farve­foto fra en bænk i bjergene, hvor de er stoppet for et hvil på turen. Og min fars pyjamas har siden ligget klar til den sidste rejse. Ny og ubrugt, stadig med skarpt foldet pap i kraven og knappenåle i manchetterne. Og ved siden af ligger et par af mine hjemmestrikkede sokker, og et kvalitetshørlagen, som han har fundet til spotpris i Jysk Sengetøjslager til at pakke det hele ind i.

„Al korsettering starter indefra,“ sagde min far.

Og den italienske pyjamas er løbende blevet vist frem for børn i alle aldre, ledsaget af formaninger om at huske, at lommetørklædet skal blive siddende i brystlommen, og at han IKKE vil brændes, men til gengæld gerne vil varme fød­derne i mine uldne strømper, som jeg med stolt glæde gen­ser, hver gang begravelsesudstyret vises frem.

Bedemanden lukker sine mapper, og vi taler lidt om gra­verens vanskelige arbejdsbetingelser i frossen januarjord. Og bladrer i fotokopierede prislister med de mest populære ki­ster, mens vi venter på næste gæst i dødsboet, præsten.

Og døren blæser op. Vinden fejer notater med salmenum­re og menuer til gravøl af bordet, og hen over bedemandens marineblå ringbind hvirvler nye forslag og anvisninger. Mens tre søskende har valgt dato, diskuteret rustvogn og dødsan­nonce, er den fjerde blevet hastehjemkaldt fra en rejse til Fi­lippinerne og er nu endelig landet efter at have siddet længe i et fly højt over Danmark, hvor han fra Emirates Airlines glughuller har fulgt med i sin fars sjælerejse, fortæller han, og har set en raket i pyjamas mellem fyrværkeri, ildkugler og lyn over Det Sydkinesiske Hav. Langtfra Solsortevej i Skjern og den begravelse af kroppen, som sønnen heldigvis lige når hjem til på helligtrekongersdag, i klar januarkulde.

Ligesom dagen efter, hvor vi er fire store børn alene hjemme i vores forældres hus i stilheden oven på den en­delige afsked med vores far, mens vores mor stadig ligger døende på det lille sygehus, hvor hun selv har arbejdet hele sit voksne liv.

Min søster stod længe ved vores fars grav. Også længe efter de fremmødte havde kondoleret og var på vej ud af kirke­gården. Vi måtte hen og hente hende med tilbage til det for­ældretomme hus, hvor luften er tung af tab og skrøbelige efterladte.

En storesøster og en storebror vil begge gerne være dem, der våger ved deres mors dødsleje, og diskuterer højlydt for­delingen af vågetider, men falder ned igen, da broren lover søster, at han vil være en ny far for hende. Og min søster tager taknemmeligt imod tilbuddet. Jeg er lige fyldt 40, mor til to, og synes ikke, at jeg har brug for en ny far. Jeg har hel­ler ikke brug for en ny mor, når min mor om lidt ikke er her længere, og jeg har heller ikke brug for at være den, der får hendes sidste ord.

Men jeg har brug for mine søskende.

En vinter fuld af blodprøver, metastaser, nitroglycerin og hospitalsindlæggelser, som har fyldt vores forældres hus og lagt det øde med uopvarmede stuer, hvor jeg drømmer om at varme mig sammen med mine store brødre og min storesøster. Under et tæppe flettet sammen af alle vores fælles barndomsbilleder og historier. En frossen vinter, hvor solen gløder ud sidst på eftermiddagen over fire voks­ne børn i et forladt hus, hvor vores døde far stadig tager imod på telefonsvareren. Og hvor skrøbeligheden indimel­lem viser sig i et blankt øjeblik, hvor en storebror straks undskylder og irriteret beklager, at han er så følsom, da jeg ser ham græde i en dørkarm om morgenen på vej til begravelse.

„For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sor­te.“ De sidste strofer af „Lysets engel“ klinger ud, og orgelets lille efterspil slutter. Kordegnen åbner den tunge trækirkedør til våbenhuset, hvor der står en mintgrøn støvsuger i støvet januarsol, og vinterlyset stråler ind fra kirkegården i skarp konkurrence med blitzen fra et par københavnske fotogra­fer, som har taget turen over til det mørke Jylland for at spot­te nogle sørgende kendte.

Kisten bæres ud. Ved graven synger vi om slægt, som skal følge slægters gang – for dejlig er jorden. Og det er nu anden gang i løbet af ti dage, at vi står her og begraver en af vores forældre i den dejlige jord. I dag er der en beskeden kant af orange morgenfruer rundt langs kistelåget. Det var vores mors yndlingsblomst.

Så er vi alene hjemme. Med hver sin barndom.