Prøv avisen

Læs hele prædikenen ved Simon Grotrians begravelse

Digteren Simon Grotrian blev stedt til hvile med sine egne salmer og sin egen trosbekendelse, da han tirsdag blev begravet fra Lemming Kirke. Læs præst Louise Højlunds prædiken her

INDGANGSBØN

Kære Gud

Tak fordi vi må høre og høre til.

Lad alle vore bekymringer drukne i de glade flammer fra dit solrige, og lad os være forbundet med hver stråle. Bøj dit hjerte imod os, for vi trænger til dig.

Amen.

SALME 84: En dag i gården til dit tempel

Dit hus, mægtige Gud, er vidunderligt.

Min sjæl strækker sig af længsel efter Herrens tempel,

mit hjerte og min krop jubler over den levende Gud.

Spurve og svaler har bygget reder,

de har lagt deres unger ved dine altre.

Dem, der bor i dit hus er lykkelige,

de kan altid synge for dig.

Dem, som er på vej til templet, er lykkelige,

du giver dem styrke.

Når de går gennem den udtørrede dal

bliver den til en kilde,

efterårsregnen gør den frugtbar igen.

Mens de går, bliver de stærkere og stærkere,

til de ser Gudernes Gud i templet på Zion.

Hør min bøn, Gud,

hør på mig, mægtige Gud.

En dag i gården til dit tempel

er bedre end tusind dage, jeg selv har valgt.

At stå ved døren til Guds hus

er bedre end at bo i de ugudeliges telte.

For Gud er min sol og mit skjold.

Han er tålmodig og stærk.

Den, der lever sandt, nægter han ikke det gode.

Det menneske, der holder sig til dig,

er lykkeligt, mægtige Gud.

EVANGELIUM

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »Godmorgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.«

TROSBEKENDELSE

Vi tror på Jesus Kristus, vores bror og frelser, som vil samle os alle i Paradis, når dette liv er forbi,

og som har vundet over Djævelen, vores værste fjende. Vi tror, at al lidelse og smerte vil forsvinde, og at Dommedag vil rense os for enhver tvivl og synd. Vi tror på Gud, vores far i Himlen, som har skabt os og alt det gode, vi ser, han som mætter os og er kærlighed. Vi tror på Helligånden, der giver os vort åndedræt og holder den levende samtale i gang. Vi tror på Folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte. Vi tror på, at verden er begyndelse, og at alt skal blive nyt. Amen.

UDGANGSBØN

Kære Far i Himlen

Tak for denne dag, hvor vi var sammen med dig og med hinanden.

Lad så kærligheden føre os ud af dette rum, og lad os modtage livet

i forvisning om, at vi er dine børn altid, og at intet kan skille os fra

lyset i dine ord til os.

Amen.

ORD VED SIMONS KISTE

(GULDTEGNET)

Her ligger Simon Grotrian. Han ligger i kisten med sit guldkors mod brystet. Med sin frelser, sin klippe ved sig, sin skat. Han har det mod brystet som et guldtegn på hvem han tilhører og er forbundet med. Som en forvisning om at den mægtige Gud er tæt på ham. I livet og i døden.

(TAK)

Familie, venner, naboer, mennesker han har inspireret og har ført samtale med, er samlet ved kisten i kirken for at sige tak for dette liv. Dette liv må vi takke for. Vi må takke for alt! Vi må takke fordi Simon levede – hvilket held – og vi må takke fordi han stadig lever i Kristus – hvilket held.

Vi må også takke for den kærlighed og ødselhed, som han har vist på sin egen ene-stående måde. Takke for den kilde, der ved ham er blevet tilgængelig for verden så vi fortsat kan næres ved den.

Vi har meget at lære om at være mennesker. Mest at være helhjertede frem for perfekte. Mest at elske som sne der ikke falder. I den sidste digtsamling; Digte, har han indsat et Vandrekort til søen. Det er ikke et kort for at komme til Hinge sø. Det er et kort for den, der vil lære at være menneske. Den der vover sig ud på de 70.000 favne. Navigationshjælp til den, der vil vandre på søen: tro og elske. Helhjertet og med tillid som et barn. Også for det kort takker vi.

(LAD MIG DØ STÅENDE)

Simon Grotrian levede kraftfuld, kærligt og kæmpende. Gavmildt, kejtet og insisterende. Med så meget ånd som der kan være i hvalerne. Som en gave til verden. Han døde stående. Bristede ind i Gud uden lidelse. Som løgskallen brister i jorden. Som en blomsterknop på et æbletræ. Som et æg i en fuglerede. Måske ville han have sagt det mere dramatisk: Som det mægtige lyn fra en klar himmel, som en lydløs eksplosion i rødt, som et uventet ridderslag.

(BARN & PROFET)

Simon var på en gang barn og profet. En mand uden tid. Levede med en anden tid. Stod uden for tiden. Eller levede i mere end en tid. Det føles ikke rigtigt at sige, at han døde midt i livet. Eller døde alt for tidligt. Det er som at gå i rette med Gud. Vi kender ikke længden på et menneskes liv. Måske er tid ikke den eneste måde liv udmåles på. Det føles fristende - med alt det han er i verden, i vores liv, minder, med sine ord, og med det liv, som vi tror på han har nu i en virkelighed de levende ikke kan nå, at tale om Simon i nutid. Men vi kan ikke forklejne tabet. Vi kan ikke komme uden om denne verdens lukketid. Og derfor må vi vælge datid. Og vi må have lov at synes det var for tidligt. Vi må gøre det samtidig med at vi synker hans ord: Når klokken er væk / da sluger vi blæk / og tiden bliver blå som en kejser / min Jesus er ren med øjne som sten / der blusser i himlen / vi rejser.

(DET ALMINDELIGE GENIALE LIV)

Simon var ikke som folk er flest. Han var en særlig søn, bror, ven. Simon var et menneske med en særlig sans for verden. Eller rettere sanser. Tingene blandede sig, skabte nye mønstre og meninger. Forstørredes eller formindskedes. Afklippede negle blev spyd. Stjerner er Guds diadem. En sommerfuglevinge er et kort. Noget vores syn ikke kan opfange, kunne han se. Skrald i grøften var en hån mod skaberen. En forglemmelse eller fortalelse kunne være sårende. Sådan er det, når alt i verden har betydning. Simon tog verden ind uden de anbefalede doseringsmål. Gik til yderligheder. Levede ved kanten af tilværelsen. Og midt i den. I Lemming. I rækkehuset og barndomshjemmet. Det særlige og det almindelige på samme tid. Et almindeligt genialt liv. Ærligt. Kaffekopper, Maries småkager, strikketøj, katten ved døren, et stjerneskud på kroen, en badetur, kragen på grenen. En fest i næ og ny. Samtidig med at buen var spændt på tværs af hele tilværelsen. Dybt og højt. Mørkt og lyst. Gennem alle månens faser. Af nødvendighed navngav han mørket og besang glæden. Alt findes! Lad os sige det! Nåde er. Og angst. og humoren, der forsoner os med skæbnen. Han tilføjede noget afgørende til verden og gav os et sprog til det dybeste og største. Kompromisløs med sin digtning. Sikker. Han havde jo set det sådan! Det viste sig i verden! En salmist af Guds nåde med intuition, fantasi, stringens, humor og mod. Man blev mødt med en let dirren i hans omfavnelse, et glimt i de brune øjne, blev opløftet af samtalen, måtte lade sig rive med af hans store latter og barnlige fnisen. Overgive sig til hans væsen. Fuldstændig. Blive gennem-lyst af poesien.

(SALMEHANE)

Simon levede med sin mor og kat, sin Gud og sine ord, der dryssede ud af ham. Ud af næven, hånden med øjne, ned på arket, som blev en redningsark. Først for ham selv. Siden for andre. Han var en salmehane. Nogen havde drejet på hanen - det stod ud som en kilde. Som en vejrhane, der giver pejling. Og som en hane, der galer og er gal (som vi undertiden kalder dem, der kan se meget). Hanen er oppe før alle andre. Før dagen. Den forkynder at dagen kommer. Før lyset. Den har vinger som engle. Er farverig. Den er ikke er bange for at være for meget. Eller er det alligevel. Den vækker os, når vi sover i tilværelsen. Den er i familie med viber, stære, svaner, ravne, lærker, fasaner, solsorte, svaler, måger, engle. Det med vinger og sang.

(KÆRLIG HILSEN)

Simon gav i sit liv mange gaver. Flere end han fik, tror jeg, selv om han holdt af hvert år på den korteste dag at samle og fejre fødselsdag med flødeskum og venner og gaver - og selv om den slags kan være svært at gøre op. Alle gaver blev givet med en kærlig hilsen. I flappen af bogen eller på en lille seddel. Alle buketter, alle sokker, alle bøger fundet i genbrugsen, købt i boghandlen, friske fra trykkeriet. Alle tørklæder og smykker. De blev alle givet med ordene: Kærlig hilsen. Og man må tilføje: alle ord der er trillet, sprøjtet, krænget ud af hans hånd er også givet med denne kærlige hilsen. Alle salmer og sonetter, alle eventyr og digte, alt hvad han har spiddet, al sandhed og kraft i hans liv. Bad du om noget – en salme, et digt – lå det øjeblikket senere hos dig. Med kærlig hilsen. Det kan synes banalt blot at skrive således. Bare dette: Kærlig hilsen. Ville man ikke forvente mere fra den store digter? Eller fra sin nære ven? Et velvalgt ord. En sentens. Men måske kan man ikke give mere end dette. Måske bliver det ikke større end dette: En kærlig hilsen. Simon så alt som det var. Kærlig hilsen er ikke en frase. Kærlig hilsen er kærlighed som hilsen. Ikke mindre. Ikke en høflighed. Men en virkelighed. Man hilser dem, man er forbundet med, med kærlighed. Vi må tage sproget på ordet. Gaven var ikke gaven. Gaven var kærligheden. Måske kan man ikke sige det mere kraftfuldt end Kærlig hilsen. Måske er det essensen. Når alt er skåret væk. At alt gives med en kærlig hilsen. Du må lægge krop til evangeliet. Det er det vi skal. Du skal være din næstes forår. Du skal bryde frem i andres vindueskarm. Vi er sendt til hinanden med kærlig hilsen. Vi tager tøj på fordi vi er gaver til hinanden. Evangeliet er ikke litteratur. Det er kærlighed, der tager bolig.

Man kan også udtrykke det anderledes: Nåden er. Det er Kristusbølgen i os.

Det er ikke nemt. Der er meget modsigelse. Verden er også strikket i vrang. Masker bliver tabt. Det er svært at være menneske. Fanden er på jobbet!! Men kurverne over hans færden har toppet. Det må vi tro. Fordi det har vi fået forkyndt i den kærligste hilsen, verden har modtaget. Kærlighedsbrevet over dem alle. Det nye Testamente. Her siges der egentlig ikke andet end en kærlig hilsen: Du er mit kære barn. Alt mit er dit. Og det er nok.

Den måde Simon plejede testamentet på – som en ager, den måde han holdt sig forbundet med sin Gud, hans kærlige hilsner, var hans svar på det kærlighedsbrev. Han var enig med H. C. Andersen, sin åndelige fælle på tværs af tid: Har jeg ej dig, hvad har jeg da når hele verden falder fra.

(KAMPEN OG STIGEN)

Han kæmpede for alt hvad han havde kær – og det gjaldt virkelig. Han kæmpede bravt. Han bad om nok elastikker til at kunne fyre berlinmuren ned. Han måtte undertiden, når han ikke kunne være til, være fra. Han måtte til tider sige hallelunej og ikke halleluja. Han lærte af en rengøringsdame på psyk, at det gik over igen. Og sagde til Gud, at han måtte gøre sit for at han blev rask. Det vigtigste han havde i sin kamp var sine citroner til Vorherre. Sit si til troen. Sit ja til sin frelser. Simon kæmpede dristigt og nødvendigt som Jakob, der kæmpede med Gud, ikke ville slippe før han velsignede ham. Og han så som Jakob stigen for sig - den lysende med englene - løftet om at Gud var med ham. Han fik også fantasiens trøstende billeder. Synsforstyrrelser, der korrigerer for snæversynet, og lader os ane mere. De billeder giver os indblik i den større virkelighed, der dagligt rækker ind i vores liv. De giver os tillid til at han kommer – måske i dag, måske i morgen. Kommer og fjerner angsten og sår en kærlighedsblomst i brystet. De gør at vi kan høre, at han kalder mig kære Simon, mit barn. De gør at vi ser Guds kærlighed. Kristushjertet.

---

Med sorg og taknemlighed tager vi afsked med en kær søn, bror, onkel, nevø, ven. Med den største digter og teolog, salmist, der har forkyndt for mig og mange andre og fortsat vil gøre det. Forkynde om den mægtige Gud, der blev menneske i Jesus Kristus for at ophøje os til mennesker.

Med et læs af citroner i favnen er Simon gået i forvejen ind i solen, ind i den androgyne lufthavn, hvor han ventes med skiltet Kære Simon. Ind i evahaven, hvor fuglene er udsagnsled.

Amen.